Ridder Grønhat
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
Der var engang en mand og en kone, det var fattigfolk; de havde ingen børn; men endda havde de svært ved at slå sig igennem, især da de begyndte at blive til års. Så er det en dag, de ingen brød har i huset. Da siger konen til manden: "Hør, lille mand! vi må dog se at få føden, så længe vi skal leve på jorden; og føden er da mere end klæden; derfor må du nu liste ind til købstaden og se at få solgt dette stykke lærred, som jeg selv har gjort. Jeg havde ellers tænkt, vi to skulle have haft skjorte og særk af det; men det må nu vente til bedre tider."
Manden tager da dette stykke lærred, og han giver sig på vej en sildig aftenstund. Næste morgen var der marked i købstaden, og dér ville han da være tidlig på færde og se at få det solgt. Hans vej faldt igennem en stor skov. Midt inde i den var der en kilde. Da han kommer til denne kilde, så sidder der en gammel mand med et langt hvidt skæg. Han hilser manden med lærredet og spørger, hvor han skal hen på den tid. Den fattige mand fortæller ham da det hele: om al den armod derhjemme, hvor de ikke havde brød i huset, og om markedet, hvor han skulle sælge dette stykke lærred, for at han og hans kone dog ikke skulle sulte ihjel.
Da siger den gamle ved kilden: "Du behøver ikke at gå længere; du kan sælge mig dit lærred; her har du hundred daler for det. Og jeg vil gøre mere for dig endnu, så du aldrig skal stå til at trænge, når du kun vil love mig det, som din kone bærer under sit bælte." Det lovede manden med glæde; for han tænkte ikke på andet end på det lille nøgleknippe, hans kone bar ved sit bælte; og det kunne de da nok undvære, når de derved kunne komme i velstand. Så siger den gamle: "I dag om seks måneder ved samme tid som nu skal du være her igen med det, som du har lovet mig. Du og din kone skal aldrig mere lide nød. Du behøver kun at tage ind i dit skab, så finder du dér hver gang så mange penge, som du ønsker dig." Så gik den fattige mand hjem til sin kone; hun var nyligt stået op; og hun blev da meget forundret ved at se ham igen så snart. Han sagde hende, at han havde fået lærredet godt solgt undervejs og fået hundrede daler for det, og det var jo mange penge. Mere sagde han hende ikke den gang; og hun blev jo glad og kom ud i landsbyen at købe ind, så de kunne få noget at leve af. Så snart det rygtedes i landsbyen, at de fattige folk havde penge at købe for, så kom den ene efter den anden, som de havde lånt penge af, og som nu ville skynde sig at se at få noget igen, mens der var noget. Og manden betalte fuldt ud, alt hvad han var nogen skyldig. Han behøvede jo bare at stikke sin hånd ind i skabet, så havde han altid, hvad han havde brug for.
Men nu blev konen urolig, for hun skønnede vel, at de hundrede daler ikke kunne række så langt; og hun kunne også mærke på manden, både at han var blevet helt sorgløs med penge og udgifter, og at han gik og rugede over noget, som han ikke havde talt til hende om. Så trænger hun ind på ham og vil have ren besked. Manden går da til bekendelse og fortæller om den gamle ved kilden og om, hvad han havde lovet ham.
"Så har du gjort os evigt ulykkelige," siger konen, "for det er ikke mine nøgler, han vil have; men det er det levende, som jeg bærer under mit bælte, som du har lovet bort; du ved ikke til hvem." Manden blev da helt ilde til mode; men han undskyldte sig jo med, at da de nu var til års begge to og ingen børn havde eller havde haft, så var det aldrig faldet ham ind at tænke på den ting. Hun havde ret i, at det var, hvad den gamle ville have, og som han så uforvarende var kommen til at love ham om seks måneder. Men gjort gerning stod ikke til ændring, sagde han; de var nødt til at holde, hvad der var lovet; de havde jo taget imod, hvad de fik for det. Alle de penge, som de havde givet ud, kunne de umulig skaffe til veje, om også handelen kunne gå tilbage.
Konen måtte tie, hvad hun så end tænkte, og inden seks måneder fødte hun en søn til verden, et dejligt, stort drengebarn var det. Og nu kom dagen, som den gamle havde fastsat. Så tog manden sin lille søn og gik med ham ud i skoven; og da han kom til kilden, så sad den gamle mand der med sit hvide skæg. "Velkommen!" sagde han, "du har holdt dit ord, som jeg har holdt mit. Du skal ikke være bange; jeg er ingen trold eller djævel; jeg vil kun dit barns bedste. – I vil vel nødig af med ham, og jeg vil heller ikke beholde ham nu. Men på den dag, da han fylder sit tiende år, så må du være her igen med ham. I mellemtiden må du lade ham opdrage og oplære på det bedste; for jeg vil gøre en stor mand af ham." Så tog den gamle drengebarnet i sine hænder, og i det samme omskabte han det til en pindsvineunge, og straks efter til en lille hjortekalv, og så til en falkeunge, og endelig til et menneskebarn igen, og så dyppede han drengen ned i kilden og sagde: "Nu er han døbt. Grønhat er hans navn; og nu må du love mig, at han ikke bliver døbt på anden måde. Kun på det vilkår får I lov at beholde ham i de ti år."
Det lovede manden, og glad var han, for at han fik drengen med tilbage; og endnu gladere blev konen over at få søn igen. Så købte de sig en god gård, for de havde jo så mange penge som de selv ville; og der levede de med deres dreng, som de elskede over alt i verden. Han voksede hurtigt, blev stor og stærk, behændig og lærenem. Da han var fem år gammel, havde han læst alle de bøger, de havde i huset, og hans forældre kunne ikke lære ham mere. Så holdt de de viseste lærere til ham, og han lærte alt, hvad de vidste og kunne, inden han endnu var sine ti år gammel.
På den aftalte dag, da han fyldte ti år, fulgte faderen ham da ud til kilden i skoven, og der sad den gamle med sit hvide skæg og ventede på dem. Faderen ville nu gerne tinge med ham om at beholde sønnen lidt længere endnu, da hans forældre havde så megen glæde af ham. Men den gamle sagde, at det kunne ikke lade sig gøre. Hans forældre måtte være glade ved den tid, de havde haft den sildefødte søn, der havde bragt dem så megen lykke. Nu kunne de ikke bringe ham videre frem, derfor måtte de skilles fra ham.
Faderen måtte da gå alene hjem, så sorrigfuld som han var. Men den gamle mand skabte i det samme drengen Grønhat til et pindsvin med en børste af guld og en børste af sølv og satte ham ud i skoven. Og i den skikkelse måtte han løbe om i hele fem år. Da den tid var udstået, kom han til den gamle ved kilden og bad, om han nu måtte få sin menneskeskikkelse igen. "Nej," sagde han, "endnu kan det ikke ske. Du må have tålmodighed. Men en anden skikkelse skal du nu få, hvori du kan bære dit hoved en hel del højere." Og så skabte han ham til en hjort med en tak af guld og en anden af sølv; og sådan måtte han nu løbe i skoven i fem samfulde år. Da så den tid var gået, kom han atter til den gamle ved kilden og bad, om han måtte få sin menneskeskikkelse igen. Men den gamle sagde nej, endnu kunne det ikke lade sig gøre. Han måtte endnu i fem år fare i dyreham; men højere skulle han nu svinge sig, og videre skulle han se end nogensinde før. Og så skabte han ham til en falk med en fjer af guld og én af sølv; og så fløj han ud i skoven og var der som falk i fem samfulde år.
Da også de fem år havde fået ende, så kom han igen til den gamle ved kilden og bad, om han da nu måtte få sin menneskeskikkelse. "Ja," sagde den gamle, "Nu er tiden kommet. Træd nu frem, Ridder Grønhat!" Og så stod han der som den skønneste mand, der nogen tid var til. "Den magt har du nu og beholder du," sagde den gamle, "at når du selv vil, kan du skabe dig om til ethvert af de dyr, i hvis ham du nys har faret, og som du har båret, før du blev døbt; og du kan altid skabe dig til menneske igen, så snart som du lyster. Al din slægt og alle dine venner fra barndommen, de er nu døde og borte; så der er intet for dig at søge i det hjem, du forlod. Du har større ting for og en bedre lykke, end du selv ved af. Nu skal du drage til en kongsgård og tage tjeneste der. Du skal begynde fra neden af og fæste dig som staldkarl. Der skal nok blive sørget for din forfremmelse. Men du skal vogte dig for at tjene noget sted, hvor Ridder Rød er i gårde; for han er jordens største skalk og forræder. Vær altid ærlig og tro! Kommer du i nogen fare, så kald kun på mig, og jeg skal stå dig bi."
Så gav Ridder Grønhat sig da på vej; og det første slot, han kom til, gik han ind og spurgte, om her boede en konge. Der blev svaret, at vel boede her ingen konge, men en prins og hans søster havde her deres ophold. Så spurgte han, om han kunne få tjeneste der som staldkarl. Han måtte vente noget, inden svaret kom: at han kunne få tjeneste i den nederste stald. Der havde han ikke andet end de ældste og simpleste heste at passe. Men han tog imod tjenesten og gjorde sig al flid med den.
Nu traf det sig så uheldigt, at Ridder Rød var der i gårde, han var prinsens staldmester og højre hånd. Han havde tilsyn med den øverste stald, hvor de bedste og fineste heste var samlet. Han kunne da aldrig forstå, hvordan det kunne gå til, at de skindmagre øg i den nederste stald trivedes bedre dag for dag, efter at den nye staldkarl var kommet. De blev glatte og fede, og det varede ikke længe, før de usle krikker tog sig bedre ud end stadshestene i Ridder Røds egen stald. Desuden var denne Grønhat så vakker af åsyn og skabning, så alle undredes derover; og hver gang han vandede sine heste, lod han dem gøre allehånde kaprioler og kunsfærdigt ridderspil i gården. Det stod prinsessen og så på fra højeloftet, hvor hun boede; og hun fattede kærlighed til ham i sit hjerte.
At se på alt dette, var mere end Ridder Rød kunne bære, især det sidste, som han var snu nok til at mærke; for han var selv opsat på at blive prinsens svoger og få hans rige og dejlige søster til ægte. Han udtænkte da et middel, hvorved han håbede at skaffe sin medbejler af vejen. En dag siger Ridder Rød til prinsen: "Det er en mærkelig karl, vi har fået til den nederste stald. Alting lykkes for ham, hvad han har mellem hænder. Han må have gået i lære hos en troldmand, og han kan og véd mere end andre mennesker. Men han sigter også højt, langt over sin stand, for han har et godt øje til prinsessen, det har jeg bemærket. Og ingen ved da, hvad han kunne udrette med sine trolddomskunster. Han har ellers også talt om, at dersom han ville, så kunne han nok skaffe prinsen den skønneste prinsesse, der er i hele verden. Men det vil han ikke, har han sagt."
Da prinsen hørte det, blev han meget opsat på at få den prinsesse til ægte. Han lod Ridder Grønhat kalde og sagde, at han vidste, hvad han havde rost sig af han kunne gøre, dersom han ville. Og nu skulle han skaffe prinsen den skønneste prinsesse i verden, eller også skulle han miste sit liv i galgen. Det hjalp ikke, at karlen bad prinsen have sig undskyldt og forsikrede, at han aldrig havde sagt noget sådant, og han slet ikke vidste noget om, hvor den skønne prinsesse var at finde. Prinsen troede på, hvad Ridder Rød havde sagt, og han blev ved sit: at enten skulle Grønhat stå ved sit ord og skaffe ham den prinsesse, eller også skulle han hænges. Da bad Ridder Grønhat om tre dages frist. Kunne han ikke inden den tid påtage sig, hvad prinsen forlangte af ham, så skulle han møde og stikke sin hals i rebet. Den frist blev ham tilstået.
Da han kom ud fra prinsen, var han helt fortvivlet. Skulle hans liv nu få så sørgelig en ende, hvad havde han da lidt og stridt for i så mange år? Men han havde jo også været ulydig imod den gamle, da han tog tjeneste et sted, hvor Ridder Rød var i gårde. Deraf kom hans ulykke, at han havde ikke givet agt på at høre sig for om Ridder Rød, før han påtog sig tjenesten. Nu turde han jo ikke vente hjælp af sin gamle fosterfader, da han ikke havde adlydt ham. Da han havde gået noget i disse sørgmodige tanker, så faldt det ham ind, at han dog først ville nyde sin frihed; og så skabte han sig til en falk med en fjer af guld og en fjer af sølv og fløj højt op i luften. Og da han nu fór om deroppe så fri og så frank, da følte han en stærk fristelse i sig til at bryde sit ord og flyve bort med det samme, langt bort, hvor hverken prinsen eller Ridder Rød nogensinde kunne nå og finde ham. Men ret som han fløj, da hørte han en røst, som han godt kendte, der sagde: "Hvorhen Ridder Grønhat?" Og da han spejdede ned, da var han over skoven med kilden, og dér sad den gamle med sit hvide skæg. Så slog falken ned ved den gamles fødder, tog menneskeskikkelse på og klagede al sin nød: om Ridder Rød og om prinsens befaling og om sit eget løfte, at strække hals i galgen, hvis han ikke inden tre dage turde påtage sig, hvad der var forlangt af ham. "Men hvad skal jeg nu gøre, fader? Det er jo rent umuligt."
"Det er slet ikke umuligt," sagde den gamle, "når du kun vil passe på og gøre, som jeg siger, og ikke mere være selvklog eller glemme, hvad jeg har sagt dig. I morgen skal du give prinsen en prøve på, hvad du formår. Gør kun, som jeg siger, og jeg skal nok sørge for, at du ikke kommer til at stå til skamme." Så sagde den gamle ham besked om den næste dag, og han føjede til: "Dersom prinsen ikke derved lader sig bevæge til at opgive din sendelse og hellere vil beholde dig hjemme hos sig, så kom til mig her i morgen aften. Jeg skal da lade dig vide, hvad du behøver."
Let og glad fløj Ridder Grønhat tilbage til slottet, gik i sin seng og sov sødelig den nat. Næste morgen siger han, som den gamle havde lært ham, til en af de andre staldkarle: "Du må vise mig den villighed at følges med mig ind til prinsen; og når vi begge står for ham, så skal du sige til mig: ‘Så sandt som du, Grønhat, kan blive til et sennepskorn og ligge i min højre hånd, så sandt kan du også hente prinsessen i det fremmede land.’" – "Hvad skal det være godt for?" siger Karlen, "Vi gør os jo kun til nar ved det begge to." Men Ridder Grønhat bad ham blot ikke bryde sig om det. Der skulle ingen blive til nar ved det; han måtte endelig føje ham deri. Så lod karlen sig også overtale, og de fulgtes ad ind til prinsen.
Så siger karlen da, som han havde lært: "Så sandt som du, Grønhat, kan blive til et sennepskorn og ligge i min højre hånd, så sandt kan du også hente prinsessen i det fremmede land." Og i det samme blev Ridder Grønhat til et sennepskorn og lå i karlens hånd. Et øjeblik efter stod han igen i sin menneskeskikkelse ved siden af dem. Da sagde prinsen: "Ja, nu har du bevist, at du også kan hente prinsessen, siden du kan gøre et sådant kunststykke; og nu skal du også hente hende." Ridder Grønhat var slet ikke glad ved den besked, men han lovede da, at næste dag skulle han give prinsen underretning om, hvad han behøvede til rejsen.
Samme aften fløj han atter ud til den gamle i skoven og fik da fuld besked om, hvad han skulle gøre: den følgende dag skulle han gå til prinsen og forlange et skib forsynet med syv års kost, og så skulle han også have prinsens billede at føre med sig. Når det var i stand, skulle han gå ene om bord; men han måtte se nøje til, at Ridder Rød ikke var med på skibet. Derpå skulle han sætte sejl til og lade stå ud efter for takkel og tov, uden at bruge roret; den gamle skulle nok styre skibet for ham. Han skulle blive ved at sejle, indtil han fik et slot i syne med tre guldspir. Da skulle han stryge sejl og kaste anker og flyve i land i falkeham, for dér boede den prinsesse, han skulle til. Så skulle han gå oppe på volden som et pindsvin. Da ville prinsessen få øje på ham og tage ham hjem med sig, og da skulle han åbenbare hende sit ærinde. Dagen efter skulle han gå på volden som en hjort; prinsessen ville så atter tage ham hjem med sig, og da kunne de træffe nærmere aftale. Når så alting var klappet og klart, skulle han hemmelig føre prinsessen ud til skibet, kappe ankeret, sætte sejlene til og atter lade stå til for takkel og tov, indtil han kom til prinsens slot og hjemførte ham hans brud.
Ridder Grønhat takkede sin fosterfader og lovede nøje at holde sig hans forskrifter efterrettelig. Dagen efter gik han til prinsen og forlangte et skib med syv års kost og så prinsens billede. Og der blev da straks gjort anstalter til at få det bragt i orden. Så snart skibet var færdigt, udhalet og lastet, som det skulle være, så gik Ridder Grønhat alene om bord med prinsens billede, kastede fortøjningen, satte sejl til og stak i søen og lod så gå for vind og vove, mens den gamle usynligt styrede skibet.
Han havde sejlet et år eller to, da han endelig fik slottet i sigte med de tre guldspir. Da lod han sit anker falde og tog sejlene ind. Så skabte han sig til en falk med en fjer af guld og én af sølv og fløj i land ved det slot. Der skabte han sig om til et pindsvin med en børste af guld og en af sølv og gik på volden, der var uden om slottet. Da kom prinsessen gående der med sin fader. Hun var dejlig som solen. Hun fik øje på pindsvinet. Aldrig havde hun før set et pindsvin med sådanne børster. Og så bad hun sin fader, om hun måtte tage det hjem med sig. Han ville gerne glæde sin datter og gav hende lov. Så tog hun pindsvinet i sit forklæde og bar det hjem til slottet og satte det ind i sit kammer. Det var ved aftenstid, og hun gik ind på sit kammer med det samme og ville da fodre pindsvinet og lege med det. Men pindsvinet begyndte at tale og sige til hende, at egentlig var han et menneske, og han var kommet herhen, fordi der var en kongesøn langt borte i et fremmed land, som elskede hende og bejlede til hende og ville have hende til kone, hvis hun ville følge med hjem med hans sendebud. Det syntes prinsessen lød interessant; hun levede jo der indespærret og fik aldrig lov at se andre end sin fader og sine hofdamer, og de kedede hende. Men at der nu sad en kongesøn langt borte i et fremmed land, som elskede hende og ville gifte sig med hende, det syntes hun var uhyre interessant. Men hun måtte da vide, hvordan han så ud, sagde hun, om hun også kunne holde af ham. Så kom Ridder Grønhat frem med prinsens billede, som han bar på sig; og så snart kongedatteren fik det at se, så elskede hun også prinsen. Men hun sagde dog, at det kom sådan bag på hende, at hun måtte have en dag til at betænke sig i. Så skabte Ridder Grønhat sig til en falk og fløj ud til skibet igen.
Næste morgen spurgte kongen efter det mærkelige pindsvin. Han ville rigtig se det nu ved højlys dag. Men prinsessen sagde, at det var blevet borte. Så skændte han på hende, fordi hun ikke havde passet bedre på det. Om aftenen fulgtes han dog igen ud på volden med hende, for at trække frisk luft. Da løb der en hjort med en guldtak og en sølvtak. Prinsessen bad da kongen om, at hun måtte prøve at fange den og tage den med hjem. "Åh, hvad kan det hjælpe," sagde kongen, "om du også fanger den? Når du ikke kunne passe bedre på pindsvinet, så kan du heller ikke passe på den." Men da hun bad så meget om det, så fik hun dog lov at forsøge. Så løb hun ind og hentede sit forklæde fuldt af bygkærner, og med dem lokkede hun hjorten efter sig ind ad slotsporten, fik den i en fart smækket i og førte så hjorten ind i sit kammer, hvor hun bandt den fast. Det var jo kun for et syns skyld, for hun vidste nok, hvem det var. Og så snart hun kunne, kom hun da ind i sit kammer igen, løste hjorten og kom i tale med den.
Ridder Grønhat spurgte, om hun så havde bestemt sig og ville følge med ham; og det sagde hun ja til. Men hun måtte dog have en dag til at pakke sine kostbarheder og klenodier sammen, som hun ville have med sig; og det, fandt Ridder Grønhat, var ikke mere end rimeligt. Det blev da aftalen, at næste aften skulle der være en båd fra skibet nede under volden; den skulle prinsessen blot sørge for at slippe ned til, uden at nogen mærkede det; så skulle hun blive ført for fulde sejl til sin hjertenskær. Da det var aftalt, fløj Ridder Grønhat i falkeham ud ad vinduet og ud til skibet.
Den næste morgen spurgte kongen straks til hjorten. Prinsessen sagde, at den var også blevet borte, ligesom pindsvinet; og det var jo heller ingen løgn. Men kongen blev meget vred og skændte på hende for hendes forsømmelighed. Om aftenen lå Ridder Grønhat med skibsbåden nede under volden. Prinsessen kom lykkelig og vel ned i den med sine gode sager. De roede ud til skibet, kappede anker og satte sejl til; og nu gik det strygende hjemad til prinsens land.
Ridder Grønhat og prinsessen stod i forstavnen, og han pegede ud og viste hende prinsens slot, hendes tilkommende hjem, som man kunne se i det fjerne. Da blev han med ét grebet af to stærke arme og slynget ud over bord. Det var Ridder Rød, som alligevel var fulgt med hjemmefra og havde holdt sig skjult hele den lange tid i et hemmeligt lukaf nede i lasten, og som nu brynjeklædt skød sig op imellem ham og prinsessen som en stor stålgryde, greb ham fat, før han fik set sig om, og kastede Ridder Grønhat ud i det vilde hav.
Snart efter var de ved land, og Ridder Rød skyndte sig at føre prinsessen fra borde og op til prinsen. Og der tog han til orde og sagde: "Her er prinsessen, som jeg har vundet og hjemført til dig. Godt var det, at jeg fulgte med, for den Grønhat var dig en utro tjener: han ville have bedraget dig og prinsessen og beholdt hende for sig selv. Men jeg var ham for klog; jeg lod ham blive på prinsessens land og førte hende uskadt hjem til min herre." For denne berømmelige gerning og for den troskab, han havde udvist, blev da Ridder Rød ophøjet til greve og til at være den ypperste i landet næst efter prinsen selv.
Men prinsessen, den dejligste i verden, hun syntes at have en stor mangel: hun var og blev stum. Hun mælede ikke et ord og lod, som om hun intet kunne høre eller forstå. Hun skønnede straks, at hvad hun så end kunne sige, så ville Ridder Røds ord dog stå til troende, i alt fald hos prinsen. Derfor tav hun, og hun håbede også bestandigt på, at den tro Ridder Grønhat dog nok var i live og ville komme og opklare sagen.
Prinsen blev jo meget bedrøvet, da han mærkede, at den dejlige prinsesse var både døv og stum, eller lod som om hun var det. Han bestemte, at hun skulle føres til hans søster og opholde sig hos hende om natten. Han håbede da, at søsteren skulle bringe hende til at tale, hvis den stumhed kun var forstillelse; og det måtte den jo være, eftersom Ridder Rød fortalte, at han havde talt med hende og overtalt hende til at følge sig til den ventende brudgom.
Da de to prinsesser nu var ene sammen om aftenen, så faldt prinsens søster den fremmede prinsesse om halsen, kyssede hende og sagde, at når hun blot ville tale til hende og betro hende, hvad hun havde på sit hjerte, så ville hun tie med, hvad det så end var, hun havde at berette. Men det hjalp ikke noget. Den dejlige prinsesse var og blev stum.
Da lod prinsen sit råd sammenkalde og forelagde det sagen: den fremmede prinsesse, som havde lovet at blive hans brud, hun var nu stum, skønt hun før havde kunnet tale; det kunne ikke hænge rigtigt sammen; hun måtte enten være forbyttet eller forhekset. Og rådet dømte, at enten måtte hun være en trold eller en troldkvinde, og derfor skulle hun brændes. Dommen blev prinsessen forkyndt, men det var ikke til at mærke, at det anfægtede hende.
Mens dette stod på i kongsgården, så var Ridder Grønhat endnu i live, endskønt han var kastet ud i de brusende bølger og sunket til havsens bund. For i det øjeblik, han faldt i vandet, var en havfrue. Hun havde fulgt efter skibet og næsten stirret sig blind på den dejlige ridder, der var om bord; og hun greb ham da i sine arme og førte ham til sit slot dybt nede i havet, og hun sagde til ham, at hun elskede ham og ville have ham til sin mand, og han skulle leve lykkeligt med hende alle dage i de dejlige sale.
Men Ridder Grønhat gik og var sorrigfuld og ville slet ikke lytte til havfruens tale. Han tænkte på jorden deroppe med alle de grønne skove og himlen foroven med sol og måne og alle de klare stjerner. Men allermest tænkte han dog på den tid, da han red heste til vands i prinsens gård og så de milde øjne, der fulgte ham fra højeloftssvalen. Den prinsesse havde han slet ikke glemt på grund af hende, der var den dejligste i verden, men som var hans herres brud, og som han selv havde fundet og vundet til ham.
Så en tidlig morgen kommer havfruen til ham og siger: "Nåh, Ridder Grønhat, i dag skal en dejlig prinsesse brændes for din skyld. Det er hende, som du hentede i det fremmede land til prinsen, din herre. Hun har gjort sig stum, siden du gik over bord, og derfor skal hun brændes." Da bad Ridder Grønhat hende så bønlig, at hun ville give ham fri blot i en time, så at han kunne komme hen at se det. Han lovede og svor på, at han skulle komme tilbage til hende, når timen var ude. Hun vidste, at han holdt ord, og da hun gerne ville vinde hans kærlighed, så føjede hun ham og førte ham i land.
Da skabte Ridder Grønhat sig til et pindsvin med en børste af guld og én af sølv, og han kom til bålet og rejste sine børster og splittede det ad til alle sider, så der ikke blev svedet et hår på den skønne prinsesse. Prinsen, som stod ved siden af, blev højligt forundret og sagde: "Det var dog et mærkeligt pindsvin! Hvem der havde en børste af det!" Da mælede den stumme prinsesse et ord og sagde: "Vel holder den, der har."
Nu havde hun da vist, hun kunne tale, så Ridder Rød havde haft ret; men hun ville bare ikke. Så blev hun igen ført tilbage til slottet, og den aften blev hun bragt til prinsens søster, som nu igen skulle forsøge, om hun dog ikke kunne få hende til at lade sin forstillelse fare. Så kunne alt endnu blive godt. Prinsens søster taler da så indtrængende til hende og beder hende dog ikke at gøre sig selv og dem alle så ulykkelige med sin trods. Hun lover forud alt, hvad den fremmede dejlighed vil begære af hende, når hun blot vil bryde sin tavshed og betro sig til hende. Da taler den fremmede prinsesse og siger: "Hvis du vil gøre samme løfte, som jeg har gjort, så vil jeg betro mig til dig." Det lover prinsens søster. Og så fortalte den fremmede prinsesse hende, hvorledes det hele var gået til: hvordan Ridder Grønhat med troskab havde udført sin herres ærinde og ført hende hertil fra det fjerne land, og hvordan den skalk til Ridder Rød havde kastet ham i havet. Så havde hun lovet sig selv at ville være stum, indtil hun så Ridder Grønhat igen, om han ellers var i live. Og nu havde hun set ham, for det var ham, der i pindsvineham den samme dag havde splittet bålet ad og frelst hendes liv.
Da prinsens søster hørte det, så sagde hun, at hun ville gøre, som hun havde lovet. Hun gjorde nu det samme løfte, at være stum, indtil Ridder Grønhat lod sig til syne. Han kom nok igen og opklarede det hele. Og så betrode hun den fremmede prinsesse, at Ridder Grønhat var den, hun elskede i løndom, og som allerede havde vundet hendes hjerte, det første hun så ham i den ringe tjeners skikkelse.
Næste morgen var begge prinsesserne stumme, og ingen kunne få nogen af dem til at mæle et ord. Så blev rådet igen sammenkaldt. Alle var meget forfærdede: Det onde greb om sig. Den trold, der var kommet til landet, begyndte nu at forhekse andre med. Det onde måtte rykkes op med rode, før det bredte sig videre; og rådet dømte da, at begge prinsesser måtte aflives, så snart det kunne ske. Nogle ville have, at de skulle slides ihjel, hver af fire vilde heste; andre stemte for, at de skulle trimles ihjel i pigtønder; men til sidst blev man da enig om, at den dom skulle gælde, som Ridder Rød ville fælde. Og han dømte da, at de skulle brændes til aske. Der blev da samlet en stor mængde ved sammen ude på marken. Når den var kommet godt i brand, skulle begge prinsesserne kastes på bålet.
Ridder Grønhat gik imidlertid i havfruens slot på havsens bund. Han havde endnu ikke villet give hende sin tro; men hun syntes dog, han var mindre sørgmodig, og hun ventede, at han nok med tiden ville vende sin hu fra jorden og hvad den tilhørte og blive hendes for bestandig. Så siger hun til ham en morgen: "Nåh, Ridder Grønhat, i dag skal to prinsesser brændes for din skyld." Da beder han hende så bønligt, at han må få lov at se det og blot være fra hende i en time. Han lovede og svor, han skulle være hos hende igen, når timen var ude. Havfruen troede det var bedst at føje ham heri; for hun ville jo så gerne vinde hans gunst. Så svømmer hun til land med ham og sætter ham på strandbredden.
Da skabte Ridder Grønhat sig om til en hjort med en tak af guld og én af sølv, og så kommer han springende, hvor bålet er tændt, farer lige ind i det og splitter det ad med horn og med hove, så brande og gnister fór en mil omkring; men ikke et hår blev svedet på de to prinsesser. Da råbte prinsen: "Det var dog en vidunderlig hjort! Hvem der havde en af dens takker!" Og begge prinsesserne svarede og sagde: "Vel holder den, der har."
De kunne altså begge godt tale endnu; men de ville bare ikke. Så blev de ført tilbage til slottet den dag. Og der blev givet dem tre nætters frist for at se, om de kunne komme dem helt af forhekselsen og åbenbare alt det, de skjulte med deres stumhed. Men i mellemtiden blev der gjort anstalter til brændingen. Et højt bål blev rejst ude på marken, et højt plankeværk blev bygget uden om det, og den tredje morgen, da prinsesserne vedblev at være stumme, så blev der slået en tæt kreds af krigsfolk uden om bålet, og de to prinsesser blev ført ind i kredsen, bålet blev tændt, og når det var kommet rigtig i lys lue, skulle de kastes derpå.
Samme dags morgen siger havfruen igen: "Nåh, Ridder Grønhat, i dag bliver det nok til alvor med de to prinsesser, som skal brændes for din skyld. Men det hjælper ikke, du beder mig om at komme hen at se på det; for det er nok dig, som har forhindret det de to forrige gange. Jeg er led og ked af de jordprinsesser. Lad dem bare brænde op! Er jeg ikke meget smukkere end de?" – "Jo, det er du rigtignok," sagde Ridder Grønhat, "og jeg forlanger heller ikke, at du skal sætte mig i land i dag; men du må dog lade mig se på, at de bliver brændt. Løft mig blot op over vandfladen, så jeg kan se bålet."
Så venligt havde han aldrig talt til hende før, så det kunne havfruen ikke modstå. Så svømmede hun ud med ridderen og holdt ham således, at han havde hovedet over vandet. "Ser du nu noget?" sagde hun. "Nej, jeg ser intet bål," sagde ridderen, "jeg må højere op." Så løfter hun ham så højt, at han har armene over vandet: "Nu kan du da se det," siger hun. "Nej, endnu ikke," siger ridderen, "jeg må højere op." Så løfter havfruen ham så højt op, at hans fødder lige rør vandskorpen. "Nu kan du da se det," siger hun. "Ja, så farvel!" siger Ridder Grønhat, og i det samme skaber han sig om til en falk med en fjer af guld og én af sølv og flyver ud af havfruens hænder. Hun fik kun fat i en halefjer, og den beholdt hun i hånden, mens han svang sig højt i sky, op over vand og land, over plankeværk og krigsfolk, lige ned i bålet, i samme øjeblik som prinsesserne blev kastet på det; og han slog med sine vinger og splittede det ad til alle sider, så brande og gnister fløj over hele prinsens rige.
Da råbte begge prinsesser på én gang: "Stat frem, Ridder Grønhat!" Og så stod han der i sin menneskeskikkelse, og begge prinsesserne faldt ham om halsen og kyssede ham.
Nu havde de begge fået deres mæle igen, og den skønne prinsesse fra det fremmede land hun fortalte nu det hele fra først til sidst: hvordan Ridder Grønhat trolig havde udrettet sin herres ærinde og bejlet for ham i de tre dyrehamme og så ført hende på skibet, lige til de havde prinsens land i sigte. Men hvorledes den falske Ridder Rød da var kommet bag på ham og havde kastet ham i havet.
Da prinsen fik alt det at høre, da blev han både harmfuld og skamfuld, fordi han havde troet Ridder Rød og været grusom mod både sin brud og sin søster. Og han bad Ridder Grønhat afsige dommen over den utro skalk. Så dømte han, at Ridder Rød selv skulle brændes på det bål, han havde beredt til de to uskyldige prinsesser. Og alle hænder hjalp til at få vedden sanket sammen igen og ild sat på, og den falske ridder blev brændt til den bare aske.
Så blev der holdt dobbelt bryllup: prinsen blev viet til sin skønne prinsesse og Ridder Grønhat til prinsens søster. Og brylluppet varede i tre år og tre dage, og alle var glade, både store og små.