Prinsessen med de tolv par guldsko
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
Der var engang en ung mand, som gik ud i verden for at søge sin lykke. På vejen mødte han en gammel mand, som bad ham om en almisse.
»Penge har jeg ingen af,« sagde den unge mand, »men jeg vil gerne dele min mad med dig.«
Det sagde den gamle tak til; de satte sig under et træ, og den unge mand delte maden lige imellem dem. Da de havde spist, rejste han sig for at gå videre; men den gamle sagde:
»Du har nu delt med mig, hvad du havde; til gengæld vil jeg give dig denne stok og denne kugle; de skal nok bringe dig lykke. Når du holder stokken op for dig, så bliver du usynlig, og når du slår med stokken til kuglen, så vil den trille foran dig og vise dig, hvad vej du skal gå.«
Den unge mand sagde tak for gaven, og så kastede han kuglen på jorden og slog til den med stokken. Kuglen trillede rask foran ham, og den blev ved at trille, til han kom til en stor by. Her så han, at der var opsat afhuggede menneskehoveder på byens mure. Han spurgte da den første, han mødte, om, hvad det skulle betyde, og fik så at vide, at der var stor sorg i landet over prinsessen, som hver nat sled tolv par guldsko; ingen vidste, hvordan det gik til. Den gamle konge var da så ked af det, og han havde lovet, at den, som kunne opdage, hvordan hun sled guldskoene, skulle få prinsessen og det halve rige; men kunne han ikke opdage det, skulle han miste sit liv. Der havde allerede været mange prinser og fornemme herrer, som havde forsøgt det; for prinsessen var overmåde smuk; men de havde alle mistet livet, og den gamle konge var meget bedrøvet derover.
Da den unge mand hørte det, fik han stor lyst til at prøve sin lykke; han gik lige op til slottet og sagde, at han ville forsøge den næste nat. Da den gamle konge så den unge mand, gjorde det ham ondt for ham, og han rådede ham fra at prøve på det; det ville nok ikke gå ham bedre end de andre. Men den unge mand lod sig ikke rokke; og så sagde den gamle konge:
»Du skal sove tre nætter i prinsessens værelse, og der må du passe godt på; for hvis du ikke endnu den tredie dag har opdaget, hvor hun går hen, så kommer bøddelen og henter dig.«
Den unge mand tabte dog ikke modet for det; og om aftenen blev han da ført ind i prinsessens værelse, hvor der stod en seng til ham. Han satte sin stok ved sengen, hængte sin ransel på sengestolpen og lagde sig til ro; men han var fast bestemt på, at han ikke ville lukke et øje hele natten. Han lå også vågen længe; men endelig faldt han i søvn, da han slet ikke mærkede noget; og da han vågnede, var det lys dag. Han var meget ærgerlig på sig selv og lovede, at han nok skulle passe bedre på den næste nat. Men det gik ligesom den første, og nu havde han kun een nat tilbage.
Da han gik i seng den tredie nat, lod han straks, som om han sov; og det varede ikke længe, før han hørte en stemme spørge:
»Sover han?«
»Ja,« sagde prinsessen.
Så kom der en hvidklædt pige hen til hans seng og sagde:
»Jeg vil dog prøve, om han sover rigtig.« Og så tog hun en guldnål og stak i hans hæl.
Den unge mand lå ganske stille, og hun gik og lod nålen sidde. Nu så han, hvordan hun og prinsessen flyttede sengen til side og gik ned ad en trappe, der var under den. Han sprang ud af sin seng, trak guldnålen ud og stak den i ranslen. Så tog han ranslen på ryggen og holdt stokken op for sig, for så var han jo usynlig.
Han fulgte nu efter prinsessen ned ad trappen, og de kom til en skov, hvor alting var af sølv, både træer og blomster og græs. Den unge mand brækkede en gren af og puttede den i sin ransel. Prinsessen hørte det rasle i træerne; men hun kunne jo ingen se.
»Det er ligesom der er nogen efter os,« sagde hun.
»Å, det er bare blæsten,« sagde pigen.
Så kom de til en guldskov, og her brækkede den unge mand også en gren af. Prinsessen vendte sig om og syntes, der var nogen efter dem.
»Det er kun vinden,« sagde pigen igen.
Så kom de til en skov, hvor træer, blomster og græs var af diamanter, og her tog den unge mand også en gren og gemte den i sin ransel. Endelig kom de til en sø, og her lå en lille båd, som prinsessen og hendes pige gik ned i; men da de ville sætte fra land, sprang han ned til dem. Da gyngede båden så stærkt, at prinsessen råbte:
»Uh! der er nogen med os!«
»Nej,« sagde pigen; »det er kun blæsten.«
De sejlede nu over til den anden side, hvor der lå et stort slot. Her kom en styg trold og tog imod prinsessen. Han førte hende ind i slottet og spurgte, hvorfor hun kom så sent. Hun fortalte ham da, at hun havde været så bange for, at der var nogen efter dem; men hun havde ingen set. De satte sig så til bords, og den unge mand stillede sig bag prinsessens stol. Da hun havde spist, tog han hendes guldtallerken, guldkniv og gaffel og stak dem i sin ransel. Trolden og prinsessen undrede sig over, hvor de var blevet af; men trolden brød sig ikke om det, han ville til at danse. Og så dansede de, og prinsessen dansede tolv danse med trolden, og for hver dans sled hun et par guldsko; men da hun havde danset den sidste dans og kastede skoene hen i en krog, tog den unge mand dem og puttede dern i sin ransel. Så fulgte trolden hende til båden, og den unge mand fulgte med. Han sprang først i land og skyndte sig op i kammeret; og han lå ganske rolig og sov, da prinsessen kom.
Om morgenen kom den gamle konge og spurgte, om han havde set noget; men han sagde, at han var faldet i søvn igen og havde ingenting mærket. Kongen var meget ked af det; men prinsessen var desto gladere, og hun ville selv se hans henrettelse. Den unge mand blev ført til retterstedet, og kongen og prinsessen og hele hoffet fulgte med.
Da han nu stod der, bad han kongen, om han måtte fortælle en underlig drøm, han havde haft den sidste nat; og det fik han lov til. Jo, han havde da drømt, at han så en hvidklædt pige hos prinsessen, som spurgte, om han sov; og hun havde stukket ham i hælen med en guldnål. »Jeg tror nok, det var denne her,« sagde han og tog nålen op af ranslen. »Derpå drømte jeg, at de skød prinsessens seng til side og gik ned ad en trappe, der var under sengen, og jeg gik bagefter; og så drømte jeg, at vi kom til en skov, hvor alting var af sølv, og jeg brækkede en gren af, og her tror jeg, jeg har den. Så kom vi til en guldskov, og her brækkede jeg også en gren af, og her er den. Og endelig kom vi til en skov, hvor alting var af diamanter; og her er en gren fra den skov. Så drømte jeg, at vi kom til en sø, hvor der lå en båd, som prinsessen og hendes pige gik ned i; jeg sprang også ned i den, så prinsessen blev bange og troede, at der var nogen efter hende, men hun kunne ikke se mig.
Vi sejlede over søen tii et stort slot, hvor der kom en styg trold og tog imod prinsessen. Han førte hende ind i slottet og satte sig til bords med hende; og jeg drømte, at jeg stillede mig bag hendes stol, og da hun havde spist, tog jeg tallerken, kniv og gaffel og puttede i min ransel; og her er de. Derpå drømte jeg, at trolden bød prinsessen op til dans, og hun dansede tolv danse med ham, og for hver dans sled hun et par guldsko; men da hun havde danset den sidste dans og kastet skoene til side, syntes jeg, at jeg puttede dem i min ransel, og her er de. Så drømte jeg, at prinsessen sejlede tilbage, men jeg kom hjem før hende og lagde mig i sengen, før hun kom.«
Da den gamle konge hørte og så alt det, så blev han jo rigtig glad; men prinsessen blev helt syg af forskrækkelse og kunne slet ikke begribe, hvordan det var gået til. Nu skulle den unge mand da holde bryllup med prinsessen; men først ville han besøge trolden, og derfor bad han prinsessen, om han måtte låne hendes guldfingerbøl. Det gav hun ham; og han gik så ned ad trappen, gennem sølvskoven og guldskoven og diamantskoven, ned til søen og sejlede over til troldens slot. Da han mødte trolden, så stak han ham i hjertet med den guldnål, som han havde taget ud af sin hæl, og holdt prinsessens fingerbøl under. Der faldt tre dråber blod i det, og så døde trolden.
Så sejlede han tilbage, og da han kom til diamantskoven, hældte han en blodsdråbe på jorden, og straks blev alle træer og blomster og græs til lige så mange mænd, kvinder og hørn, og de blev så glade over at være løst fra trolddommen, at de sagde, han skulle være deres konge; for det var et helt kongerige. De fulgte med ham til guldskoven, og der hældte han den anden blodsdråbe ud, så alle træer, blomster og græs blev til mennesker, og de glædede sig og råbte, at han skulle være deres konge. De fulgte med ham til sølvskoven, og der hældte han den tredie blodsdråbe ud, og alle træer og blomster og græs blev også til mennesker, og de takkede ham for deres befrielse og sagde, at han skulle være deres konge.
De fulgte nu med ham til den gamle konge og fortalte alt, hvad der var sket; og både han og prinsessen glædede sig over, at også hun var løst fra fortryllelsen.
Så holdt de bryllup med stor glæde, og den unge mand blev konge over tre kongeriger.