Peder Okse
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
Der var engang et par bønderfolk i Jylland; de havde en rigtig god gård, men de havde ingen børn. Det beklagede de sig tit til hinanden over: at de ingen af deres egne havde til at arve al den velstand, de sad i. De gik nu der og blev rige folk, og der var ingen arving til det hele.
Så var det et år, manden havde lagt sådan en køn, lille tyrekalv til; den kaldte han for Peder. Det var da det dejligste kreatur, han nogensinde havde kendt, så køn og så klog, så den forstod da alt, hvad man sagde til den. Og så venlig og så spøgefuld var den, så både manden og konen kom til at holde af den, som det kunne have været deres eget barn.
Så en dag siger manden til sin kone: "Man skulle vel ikke tro, at vor degn kunne lære Peder at tale; for så kunne vi da aldrig gøre bedre end tage ham til os som vor egen, og så skulle han arve alt, hvad vi ejer og har."
"Ja, det ved jeg såmænd ikke," siger konen, "vor degn er ellers svært klog, han kan meget mere end sit fadervor; og jeg skulle snart tro, at han nok kunne lære Peder at snakke; for det er dog et mageløst godt hoved, der sidder på ham også. Du kunne sagtens spørge ham ad, lille far."
Ja, manden stampede da af op til degnen og spørger ham, om han ikke nok troede, han kunne lære en tyrekalv, de havde, at tale; for de ville så gerne have den til at arve dem. Degnen var jo ikke dum; han så sig om, om der var nogen, der kunne høre dem, og så sagde han: Jo, det kunne han vel nok; "men du må ikke tale til nogen om det; for det må ske i al hemmelighed. Præsten må ikke få det at vide; ellers kan jeg komme i vanskeligheder; for det er ikke tilladt. Og det vil jo også komme til at koste noget: Der må nogle svært kostbare bøger til." – Ja, det kunne være det samme, sagde manden, det skulle ikke komme så nøje an på, hvad det kostede; nu kunne degnen jo med det første få et hundred daler til at købe bøger for. Han skulle ikke tale til nogen om det, og ved aftenstid skulle han så komme med kalven. Så gav han degnen de hundrede daler, og om aftenen trak han selv kalven hen til ham, og degnen lovede da at gøre sit bedste.
Så en otte dages tid efter kommer manden ind hos degnen igen og skal høre til kalven og se, hvordan den har det. Men degnen sagde, at han ikke måtte få den at se, for så ville Peder længes efter ham og glemme alt, hvad han allerede havde lært. Det gik ellers godt med lærdommen, men der skulle nok et hundred daler mere til; de måtte have flere bøger. De penge havde manden på sig, og han gav degnen dem og gik hjem igen med gode forhåbninger.
Så otte dage derefter kom manden igen og skulle høre, hvad fremgang Peder nu havde gjort. Ja, det gik jo godt nok, sagde degnen.
"Ja, han kan vel ingenting sige endnu?" spurgte manden.
"Jo," siger degnen, "nu kan han sige møh."
"Åh, det sølle kræ!" siger manden, "det er mjød, han vil have. Da skal jeg såmænd gå hen og købe et anker mjød og sende herind til ham."
"Det gør du vel i," sagde degnen, "det kan Peder have rigtig godt af." Og samme dag bragte han da degnen et helt anker god, gammel mjød. Den drak degnen jo selv, men kalven gav han mælk; det mente han dog, den havde bedre af.
Så otte dage efter kom manden igen og skulle høre, hvad Peder nu kunne sige. "Han bliver ved med at sige møh endnu," sagde degnen.
"Åh, han er da en skælm," siger manden, "så han vil have mere mjød? Det kan han såmænd gerne få, når det kan smage ham. – Men hvordan går det ellers med lærdommen?"
Ja, siger degnen, han kom da nok til at have et hundred daler mere til bøger; for Peder kunne ikke rigtig lære af de bøger, han havde fået.
"Ja, ja," siger manden, "hvad der skal til, det skal til." Og samme dag sender han degnen det tredje hundred daler til bøger og et anker god, gammel mjød til Peder.
Så går der nogle uger, og i den tid var manden ikke inde at høre til kalven; for han var jo bange for, at det skulle koste ham et nyt hundred daler, og han begyndte at krympe sig lidt ved de mange penge, han kom af med. Imidlertid syntes degnen, at kalven var så fed som den kunne blive, og så slagtede han den. Da så alt kødet er kommet vel af vejen, så går degnen ind og trækker i sine sorte klæder, og så går han hjem til manden. Så snart han har sagt goddag, så siger han: "Ja, Peder er vel kommet her hjem?"
"Nej, han er såmænd ikke," siger manden, "han er da vel ikke løbet væk?"
"Det vil jeg ikke håbe," siger degnen, "at han kunne være så skarnagtig, efter alt det, jeg har slidt med at lære ham op, og alt det, jeg har ofret på ham. For jeg har da mindst måttet lægge et hundred daler af mine egne penge ud til bøger, før jeg fik ham så vidt. Nu kan Peder sige, hvad det skal være; og så siger han i dag, at han længtes efter at se sine forældre. Den fornøjelse ville jeg jo gerne gøre ham; men jeg var bange, han ikke kunne finde vejen herhen alene. Så jeg gjorde mig klar og ville følge med ham. Men da vi kommer uden for huset, så kommer jeg i tanker om, at jeg havde glemt min kæp inde, og så går jeg lige ind for at hente den. Men da jeg kommer ud igen, så er Peder rendt sin vej på egen hånd. Jeg troede, han var her. Ellers ved jeg ikke, hvor han er."
Da begyndte de gamle bønderfolk at klage sig så jammerligt over, at Peder nu sådan var blevet borte, lige da de skulle til at have glæde af ham, og efter at de havde ofret så meget på hans oplæring. Og hvad der var det værste: Nu havde de alligevel ingen arving. Degnen trøstede dem det bedste, han kunne. Han var også meget ked af, at Peder havde kunnet opføre sig sådan, nu da han skulle have haft ære og glæde af sin lærling. Men måske han blot var faret vild. Han skulle da efterlyse ham ved kirken næste søndag, om ingen havde set ham. Og så sagde degnen farvel og gik hjem og spiste sig en god, fed kalvesteg.
Men nu var det sådan, at degnen holdt avis; og der kommer han en dag til at læse om en ny købmand, der havde nedsat sig i en købstad, og som hed Peder Okse. Så putter han avisen i lommen og går op på gården til de to bedrøvede bønderfolk, som havde mistet deres arving. Han læser stykket for dem, og så siger han: "Det kunne vel ikke tænkes, at det er jeres Peder tyrekalv."
"Jo, det er det bestemt," siger manden, "hvem skulle det ellers være?"
Så tager konen til orde og siger: "Du må da afsted, lille far, og få set til ham; for det er ham, det er jeg da vis på. Men du må helst tage godt med penge med, for hvem ved, om han ikke kan trænge til nogen, nu han er blevet købmand."
Næste dag får manden da en pose penge på nakken og smørrebrød i lommen og sin pibe i munden, og så rejser han afsted, hen til den by, hvor den nye købmand boede. Det var ingen kort vej, og han rejste i mange dage, inden han endelig kom der. Det var en morgen, sådan lige i dagningen, han nåede frem, og han kommer til stedet og spørger, om købmanden var hjemme. Jo, han var, sagde folkene, men han var ikke oppe endnu.
"Ja, det er lige meget," siger manden, "for jeg er jo hans fader; vis mig kun op til ham, hvor han ligger!"
Han blev da vist ind i købmandens sovekammer. Han var ugift og lå alene i kammeret. Og så snart manden får øje på ham, så genkender han ham straks: Det er den samme brede pande, den samme tykke hals og det samme røde hår; men ellers ligner han jo nu mest et menneske. Han farer jo lige hen til ham og tager et godt tag i ham.
"Nå, Peder," siger manden, "sikken sorg, du har gjort os, både mig og din moder, at du ville sådan rende væk, lige som vi havde fået dig vel oplært! Se nu at komme op, så jeg rigtig kan få set på dig og få snakket noget med dig!"
Købmanden troede jo, det var en gal mand, der var sluppet ind til ham, og han fandt det klogest at tage det roligt.
"Javel," sagde han, "nu kommer jeg straks." Og han kom ud af sengen og skyndte sig at komme i klæderne.
"Ja," sagde manden, "nu kan jeg se, vor degn er klog; han har rettet godt på dig; for nu ser du jo ud som et andet menneske. Hvis man ikke vidste det, skulle man såmænd ikke komme i tanker om, at det var dig, vi bar fra den røde ko. – Vil du nu ikke komme med hjem?"
Nej, sagde købmanden, han kunne ikke få tid lige nu, han havde en stor forretning at passe.
"Ja, for du kunne jo få gården straks," sagde manden, "og så ville vi gamle gå på aftægt. Men vil du hellere blive ved handelen, så kan du også det. – Mangler du ingenting?" spørger manden.
Nej, sagde købmanden, han manglede da ikke andet end penge; det havde en købmand altid brug for.
"Det kunne jeg nok tænke," sagde manden; "du havde jo heller ikke noget at begynde med. Men jeg har også taget nogle med for det samme." Og så væltede han sin pengepose ud på bordet, så det blev helt fuldt af blanke dalere.
Da købmanden så, hvad mand det var, han havde for sig, så snakkede han jo godt for ham og bad ham blive nogle dage hos sig, så de kunne få snakket noget mere sammen.
"Ja," sagde manden, "men du skal kalde mig far."
"Jeg har hverken fader eller moder i live," sagde Peder Okse.
"Nej, det ved jeg nok," sagde manden, "din rigtige fader han blev solgt ad Hamborg til i fjor, og din rigtige moder hun døde under kælvingen i foråret; men jeg og vor mor vi har jo taget dig til os som vort barn, og du er vor eneste arving, så du må kalde mig for far."
Det var Peder Okse villig til, og så blev det sådan, at han beholdt pengeposen, og bondemanden lavede testamente og tilskrev ham alt, hvad han ejede efter sin død. Så rejste han hjem til konen og fortalte hende det hele. Hun blev da sjæleglad ved at høre, at det var rigtigt nok med Peder Okse: Det var ingen anden end deres egen tyrekalv.
"Da må du straks hen og fortælle degnen det," siger hun, "og så må du godtgøre ham de hundrede daler, han har ofret på vor søn af sine egne penge. Dem har han ærligt fortjent og mere til, for al den glæde han har gjort os, at vi nu har fået sådan en søn og arving."
Det syntes manden også, og han takkede degnen så meget for alt det gode, han havde gjort for dem, og han gav ham to hundrede daler. Og så solgte han gården og flyttede med sin kone ind til den købstad, hvor de havde deres kære søn og arving, som de ikke kunne undvære. Og de gav ham det hele og blev hos ham til deres dødsdag.