Ønskerne
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
Der var engang en fattig kone; hun havde en eneste søn. Han hed Lars, men han blev kaldt Doven-Lars, for han var så urimelig doven, at han ingenting gad bestille, andet end sidde hjemme i sin moders kakkelovnskrog. Når hans moder bad ham om at gøre noget eller at gå et ærinde for hende, sagde han altid: "Ja, gad jeg bare!" Men ellers var han meget god af sig og ville gerne føje sin moder – når han altså bare gad.
Så siger hans moder en dag til ham, om han ikke nok ville hente hende en spand vand nede ved bækken. "Ja, gad jeg bare!" svarede Lars. Og han rakte sig, og han strakte sig mange gange, inden han endelig besluttede sig til at tage spanden og gå ned til bækken.
Han kommer så derned, og han får jo også spanden dyppet; men det varede noget, inden han gad tage et tag i rebet og trække den op igen. Det skete med et ryk, og det var der én, der blev slemt narret ved; for spanden havde jo stået stille nede på bunden af bækken, som det kunne have været en fælde, og så var der en lille fisk, der havde forvildet sig ned i den og ikke kunne slippe ud, da den pludselig gik til vejrs.
Da Lars fik spanden op, så løb den lille fisk rundt i vandet og var meget utilfreds. Det var nu i den tid, da fiskene ikke var stumme, i det mindste ikke alle sammen; for denne her lille fisk begyndte at tale og bede om, at Lars ville sætte den ud i bækken igen. "Nej," sagde Lars, "hvorfor skulle jeg det, nu jeg er kommen så nemt til dig. Jeg skal have dig med hjem og stege dig til min aftensmad."
Da sagde fisken: "Dersom du vil tage og slippe mig ud i bækken igen, så vil jeg give dig tre ønsker: tre gange må du ønske dig, hvad du vil, og det skal gå i opfyldelse." Ja, det var en anden sag, tænkte Lars; så tog han fisken ved halen og smed den ud i bækken igen. Og så skulle han da hjemad med sin spand.
Men spanden var nu blevet tungere, end den havde været på udturen. Lars gik et par skridt og kom til det sted, hvor hans moder plejede at vaske tøj i bækken; dér stod den skammel, som hun bankede tøjet på, og dér lå hendes bankebrædt. Lars var allerede træt, så han satte spanden fra sig på bankeskamlen og satte sig selv bagved med et ben på hver side af skamlen for at puste lidt oven på anstrengelsen.
Da faldt det ham ind, at han jo lige så godt med det samme kunne prøve at få opfyldt et af de ønsker, fisken havde givet ham; og så ønskede han, at den bankeskammel måtte bære ham, hvorhen han ville, både over land og over vand. Så behøvede han jo aldrig at gå mere. Han ville nu hjemad med spanden, og så snart han havde udtalt dette ønske, så løftede bankeskamlen sig op fra jorden og sejlede afsted med Lars og med spanden igennem luften.
"Det var da morsomt," tænkte Lars, "sådan gad jeg godt se mig lidt omkring." Og så red han videre, overskrævs på bankeskamlen med spanden foran sig. Sådan kom han nu ridende forbi kongens slot. Kongens datter stod tilfældigvis i vinduet, hun var ung og lattermild, og da hun ser denne luftsejlads, så begynder hun at le og kalder på sine hofdamer, og ved synet af Doven-Lars bryder de alle ud i latter.
Så blev han jo ærgerlig og sagde ganske stille ved sig selv: "Åh, gid du må få en dreng, din grinebider!" Det havde gjort ham helt ked af rideturen, at han sådan skulle være til grin. Nu ville han hjem til sin moder. Og så kom han også straks hjem med spand og det hele.
Lars fortalte ikke sin moder noget om fisken. Han var slet ikke glad for sit første ønske; det havde han jo kun haft ærgrelse af, syntes han. Og det andet ønske havde han brugt uden at tænke videre over det. Men, tænkte han, nu ville han ikke bruge sit tredje ønske, førend han blev lidt ældre og fik bedre forstand.
Det kan godt være, at Lars ikke havde tænkt videre over sit andet ønske, men bare var ærgerlig og vred. Men den unge kongedatter hun fik andet at føle, for ni måneder efter fødte hun en køn, lille dreng. Hendes fader kongen blev meget vred over det og ville vide, hvem der var fader til det barn. Men det kunne prinsessen ikke sige. Hun anede det ikke. Så gik der bud efter de klogeste mænd i landet, og de gav det råd, at fødslen skulle holdes hemmelig, indtil drengen var tre år gammel. Så skulle alle mænd i riget kaldes sammen og stilles op på række og føres forbi prinsessens søn, der skulle stå med et guldæble i hånden. Så skulle det nok vise sig, at den, som drengen gav guldæblet, var barnets fader.
Det råd fulgte kongen, og fødslen blev holdt hemmelig i de tre år. Men så gik der bud rundt i hele landet, at alle mænd, både høj og lav, skulle møde foran kongens slot på en bestemt dag. Og der mødte da en masse mennesker, og de blev stillet op i rækker og skulle gå forbi slotstrappen, hvor den lille dreng stod med sit guldæble i hånden. De var nu alle sammen kommet forbi ham; men den lille dreng stod stadig med sit guldæble og havde ikke givet det til nogen.
Da lod kongen bekendtgøre, at hvis der var nogen mand hjemme, som endnu ikke var mødt, så måtte han komme med det samme, for ellers skulle det koste ham livet. Da var der en af hoffets ansatte, som sagde, at han rigtignok kendte en fattig kone, som havde en doven dreng derhjemme. Han var ikke kommet; men det havde vel heller ingen betydning. "Jo vist," sagde kongen, "han skal komme, ligesom enhver anden." Og så gik der jo bud efter ham, og de slæbte afsted med ham, så han måtte skynde sig, som han aldrig havde skyndt sig før i sine dage. Så snart den lille dreng fik øje på ham, gik han lige hen og rakte ham guldæblet.
Det var lige, hvad der manglede. Da kongen fik at se, hvad det var for en fyr, der var far til hans datters søn, blev han endnu mere vred, end han var i forvejen. Og han befalede straks sin datter at forlade landet. Han ville ikke se hende mere for sine øjne. Barnet måtte hun tage med sig; så måtte Doven-Lars forsørge dem.
Nu måtte hun og barnet følge med Doven-Lars. Han satte dem op foran sig på sin moders bankeskammel, så ønskede han, at de måtte være ude af det kongerige, og straks svævede skammelen afsted med dem alle tre.
Da hun nu selv var kommet sådan op at ride, så huskede prinsessen jo på, at hun havde set Lars engang før. Men hvordan hun var kommet til det barn, og hvordan han kunne være fader til det, det kunne hun ikke forstå. Og hun spurgte Lars, om han kunne. Så fortalte Lars hende om de tre ønsker, han havde fået. Det første var jo den sære ridehest, som hun havde grinet af, første gang han var ude på den, men som nu kom hende godt tilpas. Det andet ønske var de ord, han havde sagt i vrede, fordi hun lo ad ham. Og på den måde havde de så fået den dreng.
"Har du dit tredje ønske endnu?" skyndte prinsessen sig at spørge. Jo, svarede Lars, men det ville han gemme, til han fik bedre forstand. "Ja, det har du fået nu, når du bare vil lade mig råde," sagde prinsessen. Så bøjer hun sig ned og samler sit forklæde fuldt af småsten, og så siger hun til Lars, at han skal ønske sig for tredje gang og bede om lige så mange ønsker, som der er sten i hendes forklæde. Det ønsker Lars så; og nu har de da så mange ønsker til gode, at de ikke behøver at være bange for, at de skal slippe op lige med det samme.
Nu blev det da sådan, at prinsessen skulle ønske for, og Lars ønske efter, for at det kunne gå i opfyldelse; sådan hjalp de hinanden. Så ønskede de dem først et slot, der skulle være meget større og smukkere end hendes faders, og en dejlig have omkring det, også meget større og smukkere, end den hendes fader havde. Så ønskede de alt, hvad der hører til et rigtig fint og veldækket bord med mad og vin. Og så ønskede de, at kongen og alle hans hoffolk skulle komme over til dem til det gæstebud, som der nu var gjort forberedelser til.
Det gik også som de havde ønsket. Kongen og hele hoffet kom kørende hen til dem og satte sig til bords. Og de var nær ved at tabe både næse og mund over al denne herlighed. Den svigersøn var ikke at kimse af; han var en ganske anden mand, end kongen havde anset ham for. Det var nu bare så hedt og så fedt imellem dem.
Da de rejser sig fra bordet, så ønsker prinsessen og hendes mand alle de sølvskeer og -gafler, der lå på bordet, ned i kongens lommer. I det samme siger prinsessen: "Man skulle ikke tro, her var tyve til stede; men enhver kan jo se, at alt sølvtøjet er væk." Kongen sagde, at det var skammeligt, hvis der var sådanne folk i hans følge. Og han befalede, at alle skulle undersøges og én for én vende deres lommer. Det går man så i gang med. Men der bliver ikke fundet noget, førend turen kommer til kongen, som også skal vende sine lommer. Da vælter alt sølvtøjet ud på gulvet.
Kongen står nu der helt forfærdet og flov og siger, at han ikke fatter, hvorledes det kan være gået til. Men så tager prinsessen ordet og siger: "Lige så lidt kunne jeg fatte, hvordan jeg var kommet til det barn; men det ene er ligesom det andet: det kommer af ønsker altsammen. Men jeg er nu godt tilfreds med min Doven-Lars og kunne aldrig få en bedre mand."
Så erklærede kongen da højtideligt Lars for sin rette svigersøn at være og sagde, at han skulle arve riget og hele herligheden efter ham. Men det var der mange af de fornemme folk, som tog ham ilde op. De var misundelige over, at sådan en stodderunge skulle komme til at regere over dem. Derfor ønskede prinsessen og prinsen, da de tog afsked med selskabet, at deres næser måtte blive så lange, så de ikke kunne bære dem. Og det ønske gik også i opfyldelse, så da de fine herrer kom hjem fra gildet og ville stå af deres vogne, så var næserne blevet så lange, at de faldt over dem og brækkede benene.