WeirdSpace - Kultur uden grænser

Ønskedåsen




Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Flere danske folkeeventyr her Dokument


   Engang i gamle dage var der en mand, som ejede en lille gård ude i en skovegn. Han havde det kun småt: Han kunne lige holde et par små røde heste til at drive sin jord med om sommeren og køre brænde med om vinteren. Han havde kun fra hånden og i munden. Han var gift og havde en lille søn, som hed Hans. Så kom hans kone igen i omstændigheder og fik tre små piger på én gang. Nu fik de svært ved at klare sig, og manden måtte slide både dag og nat for at skaffe til føden.
   Således stod han da ude en nat og hakkede på sin mødding, som han havde ført jord på, for at gødningen skulle række længere. Da kom der en gammel mand hen til ham og gav sig i snak med ham. Den gamle mand havde ondt af ham, fordi han midt om natten måtte stå og slide i det. Ja, det var han nødt til, sagde manden, han havde så mange munde at mætte. Så sagde den gamle, at hvis han selv ville, så kunne han let komme ud af sin fattigdom. Den gamle tilbød nu at tage hans døtre til sig, når de var tre år gamle. Hvis manden ville tage imod det tilbud, skulle han aldrig mere komme til mangle noget, for den gamle ville give ham en dåse, som havde den egenskab, at når man bankede på den, kunne man få alt, hvad man ønskede sig. Manden syntes, at han var nødt til at gå ind på den handel, for de kunne jo få flere børn, og han kunne ikke engang føde dem, de havde. Så tog han imod dåsen, og den gamle sagde, at han nok selv skulle hente de tre pigebørn, når de var fyldt tre år.
   Da den gamle var borte, skulle manden da straks prøve ønskedåsen, og han bankede på den. Straks stod der en kæmpe foran ham og sagde: "Hvad befaler min herre?"
   "Er jeg din herre," sagde manden.
   "Ja," sagde kæmpen.
   "Så befaler jeg," sagde manden, "at der i morgen tidlig to mil herfra skal stå en herregård med alt, hvad dertil hører: både folk og fæ, indbo og udbo, og sølv og guld og gode sager, så der ikke er en bedre gård i hele kongeriget."
   Så forsvandt kæmpen, og manden gik ind og lagde sig.
   Næste morgen tidlig bankede han igen på dåsen. Straks stod kæmpen foran ham og spurgte: "Hvad befaler min herre?"
   "Jeg befaler, at der om to timer skal komme en karet med fire heste og kusk og tjener for at hente os til vores herregård." Så gik han ind til konen og sagde, at han havde solgt gården, og hun skulle klæde sig og børnene på med det bedste, de havde, for om to timer skulle de rejse.
   "Åh, herregud!" sagde konen, "hvad skal der blive af os og de stakkels små!"
   Da nu kareten med de fire heste kom, så troede hun, at manden havde byttet gården bort for den. Det var hun meget utilfreds med, men hun satte sig jo ind med børnene og sad og smågræd hele vejen.
   Det gik strygende, og snart kørte de ind på den dejligste herregård og svingede op for hovedtrappen. Der kom tjenere og piger ud og tog imod dem, som om de havde været hos dem i mange år.
   De levede nu på deres herregård i velstand og herlighed i de tre år. Der var ammer og piger til børnene, og de var fint klædt, og de tre små piger trivedes godt. De var smukke, livlige og artige og var deres moders stolthed og glæde. Men drengen Hans var underligt sær og sky af sig: Han ville helst gå alene omkring ude i stalden og i stakhaven, i hønsegården og på møddingen. Det var, som om han ikke var rigtig i hovedet, og folkene kaldte ham for Fjolle-Hans.
   Manden havde ikke fortalt konen noget om sin aftale. På den dag, da pigebørnene fyldte tre år, og han vidste, at der ville komme bud efter dem, så kører han med konen ud på besøg, men siger først til barnepigerne, at de skal holde alle døre lukket og sørge for, at børnene ikke kommer ud af huset. Noget op ad dagen kom der en karet kørende ind i gården. Den skinnede som solen, og alle folkene løb da til vinduet for at se, hvad det var. De tre småpiger kom hen til en dør, der blev holdt på klem; de trængte sig ud imellem barnepigerne og løb hen til kareten. Men ligeså snart de kom derhen, blev de løftet op i kareten, og den rullede ud af gården, uden at nogen så, hvor den blev af. Om aftenen kom manden og konen hjem. Barnepigerne græd og hylede, fordi børnene var borte. Konen græd også og var helt utrøstelig. Men manden sagde, at børnene var i gode hænder; den som havde taget dem, ville ingen fortræd gøre dem, og de kom nok også snart igen.
   Det stod så hen i en del år: Moderen gik og sørgede og ventede på sine småpiger; men de kom ikke, og der var intet nyt om dem. Og moderen gik midt i al den udvortes herlighed og hentæredes af sorg og græmmelse. Til sidst døde hun, og kort efter døde også manden; han havde ingen glæde af sin rigdom, for han havde dårlig samvittighed. Så arvede Fjolle-Hans hele herligheden. Han var lige så sær nu, som han altid havde været. Han gik og drev omkring, som han var vant til, og tog sig ikke af nogen ting. Men det var der andre, der gjorde: Der var utro tjenere og utro forvaltere, og Hans blev bestjålet og bedraget på alle måder; og sådan fortsatte det i et par år, indtil kongens foged kom og lagde beslag på det hele. Det blev sagt til Hans, at han nu kunne gå, hvorhen han ville: Han ejede jo ikke andet end, hvad han gik og stod i. Men Hans var ligeglad. Han gik en sidste gang gennem huset, fra det ene værelse og til det andet, og der var mange værelser, han aldrig før havde været i. Så kom han til et kammer, hvor der hang en gammel lammeskindspels og stod en gammel knortekæp ved siden af. Det passer lige til mig, tænkte Hans, og så tog han pelsen på, kæppen i hånden, og så gik han ud af den herregård, som han havde brudt sig så lidt om.
   Hans blev ved at gå, til han kom ind i en skov; der lagde han sig til at sove, for det var jo det, han holdt mest af. Da han vågnede, var han blevet øm i den side, han havde ligget på, og der var også noget, der trykkede. Så føler han efter i lommen, og der finder han en lille dåse. Han vender og drejer den og kan ikke finde nogen åbning. Men så banker han på den, og straks står der en kæmpe foran ham og siger: "Hvad befaler min herre?"
   "Er jeg din herre?" spurgte Hans.
   "Ja, du er," sagde kæmpen, "din fader var min herre, og du har dåsen efter ham; derfor er du nu min herre."
   "Ja, når jeg skal befale," sagde Hans, "så vil jeg have mig en violin at spille på, og det så lystigt, at alle, som hører den, må danse." I det samme havde han violinen, og han spillede og spillede og syntes, det var dejligt; han havde aldrig været så glad i sine dage.
   Så tog Hans violinen på ryggen og gik videre ud i den vide verden. Hvor han kom frem, der spillede han for folk, og de dansede og var glade. Hans led nu aldrig nogen nød: Han fik både mad og husly, hvor han kom frem, for sådan en spillemand var velkommen alle vegne. Han rejste fra det ene land til det andet, og sådan kom han engang forbi et stort kongeslot. I haven gik kongens datter og spillede bold med sine hofdamer. Hans blev stående uden for gitteret og så og så, han kunne aldrig blive træt af det. Han så kun på kongedatteren, for hun var så mageløs dejlig. "Kunne jeg bare se hende hver dag, så var jeg lykkelig," tænkte Hans, og så gik han ind på slottet og spurgte, om han kunne få tjeneste der. Jo, han kunne blive fårehyrde, og det blev han så.
   Hele dagen drev han om i mark og skov med sine får, og han spillede for dem på sin violin, så de dansede og brægede til, det bedste de havde lært. Det var morsomt at se og høre på; og om aftenen, når Hans drev fårene hjem, så lod han dem danse uden for slotshaven, hvor prinsessen opholdt sig med sine hofdamer. De måtte jo alle sammen til at danse; og de lo og var lystige, indtil Hans holdt op at spille og drev sine får ind i fårestien.
   Det morede prinsessen meget at høre Hans spille, men især dog at se fårene danse. Så kom hun en dag ud i marken til Hans og bad ham om at lade fårene danse for sig. Men Hans sagde, at det gjorde han kun, hvis hun ville love ham at blive hans kone. Det lo hun ad og tænkte, at sådan en stakkels tosse kunne man love, hvad det skulle være, uden at det havde nogen betydning; og så sagde hun ja, og Hans spillede, så fårene dansede, og prinsessen var nær ved at le sig fordærvet over det. Dagen efter kom hun igen ud til Hans, for at han skulle spille for hende og fårene. Men Hans sagde nej: Han gjorde det ikke, uden hun gav ham det skriftligt, at hun ville gifte sig med ham. Det mente hun heller ikke havde noget at betyde, så hun gav ham det skriftligt med sit navn under.
   Næste dag gik Hans op til kongen og sagde, at hans datter havde lovet at blive hans kone, så nu ville han bede kongen om at holde deres bryllup. Kongen lo ad ham og syntes, det var et morsomt indfald af den stakkels, fjollede fårehyrde. Men så trak Hans brevet frem og viste kongen, at hans datter havde skrevet under på det. Kongen lod straks sin datter kalde og spurgte hende, hvad det var for en skrivelse. Åh, det var bare spøg, sagde hun, det havde ingenting at betyde. Men kongen sagde, at det havde så meget at betyde, at hun måtte stå ved, hvad hun havde lovet. Han kunne ikke sørge for lov og ret i landet, hvis folk kunne løbe fra, hvad de havde skrevet under på. Og skulle hans datters underskrift gælde for intet, så ville folk ikke længere respektere hans love og forordninger. Hun måtte tage fårehyrden.
   De holdt altså bryllup, og så snart bryllupsdagene var til ende, sagde kongen, at Hans nu skulle tage sin kone og rejse hjem med hende til sig selv. Kongen mente jo ikke, at de havde nogen steder et tage hen. Men Hans gik uden for slottet og bankede på dåsen, og straks kom kæmpen frem og spurgte: "Hvad befaler min herre?"
   "Jeg befaler, at du skal bygge et slot to mile herfra, så stort og så prægtigt, at kongens slot ikke kan kan måle sig med det. Og så skal her straks komme en guldkaret med seks heste, kusk og tjener, så prægtig, at kongen ikke har magen til." Straks han havde sagt det, så holdt kareten for døren, og Hans gik ind og sagde til prinsessen, at nu var vognen der efter dem. Alle ville jo følge hende ud, for de var da nysgerrige efter at se, hvad slags køretøj den fårehyrde kunne stille med. Men de var ved at tabe næse og mund, da de så kareten. Hans lod bare som ingenting og sagde, at deres slot kun lå et par mil derfra, og han håbede, kongen snart ville komme og besøge dem. Guldkareten rullede så afsted, og kusken kørte ud til det nye slot. Der stod både tjenere og piger og tog imod dem, og slottet var fuldt udstyret i alle henseender og meget finere, end prinsessen var vant til.
   Hun var dog meget utilfreds, for hun kunne ikke lide Hans, og hun var jo også blevet gift med ham mod sin vilje. Hans gjorde alt, hvad han kunne for at gøre hende glad; men hun holdt sig for sig selv og gad knap nok svare ham, når han talte til hende. Han ville spille for hende på violinen; men hun bad ham lade være. Det var ikke noget fornøjeligt liv for Hans; det kunne ikke hjælpe, han havde fået den allerdejligste kone, når hun ikke kunne lide ham og ikke ville vide af ham. Sin violin gad han nu ikke se mere; i stedet fik han fat på en bøsse og gik ud på jagt i sin gamle skindpels. Dåsen passede han altid på at have i sin lomme. Når Hans kom hjem fra jagten, så han dog ikke noget til prinsessen: Hun havde indrettet sig i den ene ende af slottet og lod Hans bo i den anden.
   Hans led, og prinsessen kedede sig. Men så var der en ung kavaler, der fandt nåde for hendes øjne, og ham var hun sammen med fra morgen til aften. Kavaleren kunne dog ikke lade være med at undre sig over al den rigdom og herlighed, der var på slottet, for han kunne ikke se, at der var nogen indkomster. Det talte han meget med prinsessen om, og hun vidste heller ikke, hvordan det hang sammen. Men så giver den unge kavaler hende det råd, at hun skal se at få lokket ud af Hans, hvor han har al sin rigdom fra.
   En aften Hans kommer hjem fra jagten, som han plejer, og vil gå ind til sig selv, så får han besked om, og at prinsessen ønsker at se ham. Og da han kommer ind i hendes gemakker, så er der dækket fint aftensbord til dem, og prinsessen er så venlig imod ham, som hun aldrig før har været. Hun siger, at det var forkert af hende blive ved at gå og surmule over det ægteskab, som hun uforvarende var havnet i. For Hans havde jo sat hende i så god en stilling, som hun kunne ønske sig, og han havde vist sig så tro og så kærlig imod hende, at hun ikke kunne lade være med at holde af ham. Prinsessens ord gik jo i Hans som honning: Han troede alt, hvad hun sagde og blev rigtig glad.
   Næste aften, da han kom hjem fra jagten, stod prinsessen nede i slotsgården og tog imod ham, og den tredje aften kom hun ham i møde langt ude på vejen: Hun var blevet så bange, sagde hun, for at de vilde dyr skulle have gjort ham fortræd. Hun var nu så øm og så kærlig imod ham, så der ingen grænser var: "Nu er vi da så lykkelige, som vi kan være", sagde hun, "og jeg kan ikke nok takke dig for alt det gode, du har gjort mig; men der er én ting, som jeg ikke kan begribe; vil du ikke nok sige mig det?" – Hans var så glad, så han lovede alting. – "Hvordan kan det dog være," fortsatte prinsessen så, "at vi har nok af alting og intet mangler; at vi har store udgifter, men ingen indkomster. Hvordan kan det dog hænge sammen?" Så viste Hans hende dåsen og fortalte hende det hele. "Men, kære Hans," siger prinsessen så, "den dåse må du ikke sådan gå med alle vegne: Du kunne tabe den, eller den kunne blive stjålet fra dig, og så er det jo slut med vores rigdom. Lad den stå hjemme hos mig i mit soveværelse, så skal jeg nok passe på den."
   Næste morgen lod Hans da sin dåse blive hjemme hos prinsessen og gik så ud på jagt, som han plejede. Prinsessen tog kærligt afsked med ham og ville vide, hvad tid han kom hjem. For hun ville ud og møde ham, sagde hun. Men da Hans var gået, fik hun straks sendt bud efter sin unge kavaler, og hun viste ham dåsen og fortalte ham alt, hvad hun havde fået at vide. De to blev snart enige om, hvad de skulle gøre. Kavaleren tog dåsen og bankede på den. Straks kom kæmpen frem og sagde: "Hvad befaler min fremmede herre?"
   "Jeg befaler, at du skal tage slottet, som det står, og flytte det herfra og hænge det i fire guldlænker midt ude over Det røde Hav." Som sagt, så gjort: Med det samme var slottet væk, og der var ikke det mindste spor at se af hele herligheden.
   Hen ad aften begav Hans sig på vej hjem fra jagten. Han længtes nu efter sin kærlige kone; han gik og spejdede efter hende, for de havde jo aftalt, at hun skulle jo komme ham i møde. Men der kom ingen kone. Han blev ved at gå og tænkte, at nu måtte han da være hjemme, og han så sig om efter slottet. Men der var intet slot. Så gik det op for ham, at han var blevet skammeligt bedraget af den, han troede allerbedst.
   Så gav han sig til at vandre uden mål og med. Han gik og gik, gennem den ene vilde skov efter den anden, så langt, så langt, at der er ingen der ved, hvor han kom hen. Så en dag hen ad aften kommer han til en dam inde i en tyk skov; der stod en ung kone og vaskede tøj. "God aften," siger Hans. "God aften og velkommen, min stakkels broder," svarer konen. Hans genkendte ikke hende, men hun kunne kende ham: Det var en af hans tre små søstre, der blev bortført, da de var tre år gamle. Da han havde fået det forklaret, sagde han til hende, om hun kunne give ham noget at spise, for han var nær ved at dø af sult. Hun sagde ja og førte ham hjem til sig; det var i en jordhule midt inde i den vilde skov, og hun gav ham noget mad; men så siger hun: "Nu må du bort igen, Hans, inden min mand kommer hjem. For jeg har en bjørn til mand, og ser han dig, så splitter han dig ad. Han er ikke en bjørn som andre bjørne; for han er en fortryllet kongesøn. Men når han går i bjørneham, så skåner han ikke noget levende væsen, bortset fra mig."
   "Nej," sagde Hans, "jeg er nødt til at blive her i nat; for jeg er for træt til at gå videre."
   Så måtte hun jo lade ham blive, og hun skjulte ham, det bedste hun kunne, allerinderst i hulen. Så kom bjørnen hjem: "Huh, huh!" sagde den, "jeg lugter kristenblod."
   "Det kan ikke passe," sagde konen, "vi er jo hundrede mil fra alle mennesker." Så fik hun beroliget ham, indtil timen kom, da han kastede bjørnehammen og fik sin menneskeskikkelse igen – det var kun i seks timer hver nat. Nu fortalte hun ham om broderen, der var kommet, og han blev hentet frem, og han fortalte dem om alt, hvad han havde været udsat for. Bjørneprinsen sluttede venskab med ham og sagde: "I morgen skal jeg bringe dig til din anden søster."
   Næste morgen sagde bjørnen til Hans: "Sæt dig op på min ryg." Og så løb den med ham gennem skoven hen til et højt bjerg, hvor den viste ham en sti, han skulle følge. Men før de skiltes, sagde bjørnen: "Ryk et hår af min hale og gem det godt, for det skal frelse både dig og mig." Så steg Hans op ad bjerget og fandt sin anden søster, som straks kendte ham. Hun var gift med en ørn, som også var en fortryllet kongesøn og broder til bjørneprinsen. Og hun måtte også skjule Hans for ørnen, indtil den fik kastet sin ham; men derefter blev de gode venner, og næste dag tog ørnen Hans på sin ryg og fløj med ham ud til en ø, hvor den tredje søster boede. Hun var gift med en tredje broder, en kongesøn, som var forgjort til et uhyre af en fisk. Før ørnen skiltes fra Hans sagde den til ham: "Ryk en fjer af min hale; den skal frelse både dig og mig."
   Hans kom så til sin tredje søster og blev der natten over, og han fortalte dem om alle sine hændelser. Så siger svogeren: "I morgen tidlig skal du sætte dig på min ryg, så skal jeg bære dig over havet, så nær som jeg kan til Det røde Hav. Der må du tage et skæl af min hale, for det skal frelse både dig og mig. Og så må du kalde på broder bjørn, han skal bære dig over land til Det røde Havs kyst. Derpå må du kalde på broder ørn, for han skal føre dig gennem luften til dit slot."
   Som sagt, så gjort: Ørnen fløj med Hans over Det røde Hav. Det var lige ved solopgang, da de kom til slottet, der hang i luften i fire guldlænker, og ørnen kredsede omkring det, så Hans kunne se ind alle vegne. Prinsessens sovekammervindue stod åbent, og på et bord derinde, stod dåsen, som Hans kendte så godt. Ved siden af i sengen lå prinsessen og hendes kavaler i deres sødeste søvn. Så lod Hans ørnen sætte ham af i vinduet, og så krøb han ind og tog dåsen og bankede på den. Straks stod kæmpen foran ham og spurgte: "Hvad befaler min rette herre mig?"
   "Jeg befaler, at du skal tage både hende og ham, som ligger der, og kaste dem så højt op i luften, så de falder ned i stumper og stykker. Derpå skal du tage dette slot og sætte det tilbage, hvor det før har stået." Da det var gjort, så gik Hans hen og lagde sig, og han sov i syv nætter og dage; men dåsen havde han hos sig, og han slap den ikke af sin hånd.
   Da Hans således havde fået godt udsovet oven på al den besværlighed, så begyndte han igen på sin gamle levemåde: Han boede på sit slot; men han var der kun om natten; for hver dag drev han om i skoven med sin bøsse. Og sådan gik uge efter uge og år efter år. Der var nu gået tre år, siden Hans havde fundet sine tre søstre og sine tre svogre, der havde hjulpet ham til dåsen og til at få sit slot igen; men i al den tid havde han ikke tænkt på dem; det var, som om han helt havde sovet erindringen om dem bort.
   Men så er det en dag ude i skoven, han skal have sin bøsse ladt, og han mangler noget til forladning. Han leder i alle lommerne på sin gamle skindpels, som han altid gik i, og der får han tilfældigvis hånden ned i en lille lomme, som han ellers ikke brugte. Der får han fat i et bjørnehår og en ørnefjer og et fiskeskæl. Så gik der et lys op for ham, og han huskede igen det hele, og så greb han dåsen og banker på den. Kæmpen kom og spurgte: "Hvad befaler min herre?" Og Hans svarede: "Flyt mig straks hen til det levende vand i den dybeste dal under det højeste bjerg." I det samme så var han der; han havde aldrig været der før: Det var ligesom på bunden af en meget dyb brønd, for der var ganske mørkt, og man kunne kun se en lille plet med blå himmel højt, højt oppe. Dernede rislede en lille bæk, med det nærende livsvand, som kom ud af den ene bjergside og forsvandt ind i bjerget på den modsatte side. Uden for døren til en hule i bjerget sad en gammel hvidhåret kvinde, og en lille hvid kat lå sammenrullet i hendes skød.
   "Er tiden nu omme?" sagde den gamle kvinde, "eller er tiden nu inde, da jeg og mine børn skal løses af vore hårde bånd?" Da tog Hans håret af bjørnen og fjeren af ørnen og skællet af fisken op af sin lomme og lagde dem i kvindens skød. Og i det samme revnede bjerget fra øverst til nederst, og der stod et prægtigt kongeslot, omgivet af dejlige haver med de skønneste blomster og med bugnende frugttræer. Den lille bæk med livsvandet bugtede sig rundt imellem bedene. Nu da den gamle kone rejste sig op, kunne man se, hun var en ægte dronning. Og i stedet for den lille hvide kat stod der nu ved hendes side den skønneste unge pige i hvide klæder. "Kom nu med," sagde dronningen til Hans, og hun gik foran op på slottet. Hans og den unge prinsesse fulgte bagefter. Og da de kom op på den åbne plads foran slottet, så kom der tre guldkareter rullende: I hver af dem sad et kongeligt par. Det var de tre kongesønner, som havde været forgjort til bjørn og til ørn og til fisk; og deres koner var de tre søstre til Hans, som var blevet bortført som små. Og hvert par havde tre børn siddende foran sig på forsædet. De kom nu alle sammen ud af vognene, og de omfavnede den gamle dronning og den hvide prinsesse, som var en søster til de tre kongesønner og havde været en lille pige, da de alle var blevet fortryllet.
   Og Hans vidste besked med det hele; for han havde jo fået det at vide, da han besøgte sine søstre hos bjørnen, ørnen og fisken. Og han vidste også, at de tre kongesønner og deres moder og søsteren var blevet forgjort af den samme troldmand, som havde givet hans fader dåsen for hans tre små søstre. Da de var blevet store ville troldmanden have beholdt dem for sig selv. Men de tre kongesønner havde fundet dem, forelsket sig i dem og hemmeligt bortført dem fra troldmanden og giftet sig med dem. Den onde troldmand var da kommet efter dem og havde forhekset både dem og deres moder og deres lillesøster. Den trolddom kunne ikke hæves, førend moderen, som sad ved det levende vand i den dybeste dal under det højeste bjerg, hun fik et hår af bjørnen, en fjer af ørnen og et skæl af fisken.
   Men nu var trolddommen hævet, og den kongelige familie samlet i fryd og glæde. Og Hans blev gift med den hvide prinsesse, og ingen var lykkeligere end det nye par.
   Da brylluppet så var til ende, og de tre par, som havde været fortryllet, var rejst hjem til deres slotte, som alle lå i nærheden af moderens slot, og da Hans også havde fået sit slot flyttet derhen, så bankede han endnu engang på sin dåse. Kæmpen kom frem og spurgte: "Hvad befaler min herre?"
   "Jeg befaler dig," sagde Hans, "at du siger mig, hvad jeg kan gøre for dig; for nu har du gjort nok for mig."
   Da sagde kæmpen: "Som min herre befaler: Du kan give mig den ro og hvile, som jeg nu har længtes efter i tusind år. Du skal blot kaste dåsen på ilden."
   Det gjorde Hans så, og da lød der ligesom et vældigt tordenskrald, og op af dåsen steg der en blålig røg, som løftede sig højere og højere og lidt efter lidt tog form af en kæmpe i ligesom ham, der havde tjent Hans, men meget, meget større. Til sidst nåede skikkelsen fra jorden op til skyerne. Så rullede den sig sammen og drev bort med vinden som en blå sky.
   Men Hans og hans unge hustru, søstrene og svogrene og deres gamle moder med alle hendes børnebørn, de lever endnu lykkeligt i lyksalighedens land med livets vand.