WeirdSpace - Kultur uden grænser

Mons Tro




Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Flere danske folkeeventyr her Dokument


   Der var engang et par fattige folk, som boede ude på landet og havde et lille sted, og hele reden fuld af unger. Så fik de igen et lille barn, det var en dreng, og ham skulle de da have døbt. Men de kunne ikke få nogen til at være fadder for ham; alle undskyldte sig, fordi de var bange for, at drengen skulle blive dem til byrde, da hans forældre var så fattige. Så sker det, at netop den dag, hvor de skal i kirke med drengen, men endnu ingen fadder har fundet, da kommer der en gammel tigger og beder dem om lidt i Guds navn. De giver ham af, hvad de har, og han ser, at der er noget, der trykker dem, og får da også at vide, hvad det er. Da tilbyder han at være barnets fadder og siger: "I skal ikke komme til at fortryde det." I den nød, de var i, så tog de imod tilbudet, og de kom til kirke med barnet, og den gamle tigger stod fadder.
   Men de havde glemt at sige ham, hvad barnet skulle hedde, og da præsten spørger om navnet, så siger fadderen: "Mons tro, om jeg ved det?" Præsten hører Mons Tro og døber drengen med det navn, men i kirkebogen skriver han Mogens Tro. Forældrene var godt tilfredse med drengens navn; han kunne ikke have fået noget bedre, sagde de, nu havde han jo både fornavn og efternavn. De tog den gamle tigger med hjem og beværtede ham det bedste, de kunne. Inden han sagde farvel, tog den gamle en lille rusten nøgle op af lommen og sagde til faderen: "Gem den vel, til drengen er fjorten år gammel. Den passer til en faddergave, som der til den tid skal være til ham." Og dermed sagde tiggeren farvel og tak, og de så ham aldrig mere.
   Drengen voksede op, trivedes godt og artede sig vel på alle måder; stor og stærk blev han, og ærlig og sanddru var han, så han gjorde ikke sine forældre nogen sorg og ikke sit navn nogen skam. Men nøglen blev der ikke passet bedre på, end at drengen fik den at lege med og smed den væk. Mange år efter, da han var blevet så stor, at han kunne hjælpe faderen med arbejdet, og de var ved at køre møg ud, så fandt han en nøgle i møddingen. Han viste den til sin moder, og hun kunne kende den igen. Det var den nøgle, han havde fået i faddergave, sagde hun, og hun fortalte ham da det hele om den gamle tigger, og hvad han havde sagt. Drengen stak nøglen i lommen og passede siden godt på den.
   Da Mogens fyldte fjorten år, blev det en mærkelig dag for ham. Han og hans forældre kom op den morgen og så, at der lige uden for døren stod et kønt lille hus, som de aldrig havde set før og heller aldrig set magen til. Det var bygget af brædder og kunstigt udskåret fra øverst til nederst. Det var rigtignok et stadshus imod det, de selv boede i. Men det havde slet ingen vinduer; den eneste åbning var en høj dør i gavlen, og den var låst. Manden og konen stod og spilede øjnene op og kunne slet ikke forstå, hvad det var, eller hvor det kunne være kommet fra. Men Mogens Tro sagde: "Der er min faddergave," og han fik den gamle rustne nøgle op af lommen og prøvede den i døren. Jo, den passede godt nok, og han kom ind i huset. Derinde stod den dejligste lille grå ridehest fuldt opsadlet, og på væggen hang et sæt nye smukke klæder.
   Mogens trak i tøjet: Det sad på ham, som det var støbt; og han satte sig op på hesten: om det så var stigbøjlerne, så havde de lige målet efter ham. Og da han var kommet i sadlen, så sagde han farvel til far og mor, for nu ville han ud i verden og prøve sin lykke.
   Så satte han i spring hen ad vejen, og det kan nok være, den hest kunne springe: Det var, som han fløj gennen luften. Da han nu har redet et godt stykke, så siger hesten: "Når du bliver sulten, kan du tage i mit højre øre, og når du bliver tørstig, kan du tage i mit venstre."
   "Hvad for noget!" sagde Tro, "kan du snakke, min gode hest? Det var da rart."
   Og det var da også rart altid at have en hjertestyrkning ved hånden. Det gik nu i flyvende fart over bjerg og dal. Omsider kom de gennem en skov. Der var dejlig svalt; hesten gik i skridt og pustede ud efter den voldsomme fart. Da så Tro noget glimte på vejen, det var en fuglefjer, der skinnede som det pure guld.
   "Den må jeg have," sagde Tro, og han ville af hesten for at tage den op. "Nej, lad den ligge," sagde hesten, "ellers kommer du til at fortryde det." Så lod han fjeren ligge og red videre. Lidt efter så han igen en fjer ligge på vejen, den glimtede endnu mere end den første. Tro ville atter tage den op, men hesten sagde som før: "Lad den ligge, ellers kommer du til at fortryde det." Men da de kom lidt længere frem, lå der igen en fjer, endnu dejligere end de andre. Den ville Tro have. Hesten sagde: "Vil du lyde mit råd, så lad den ligge, ellers kommer du til at fortryde det." Men Tro sprang alligevel af og tog fjeren; og da han havde gjort det, så kunne han heller ikke bare sig for at tage først en anden og så en tredje fjer af samme slags, som lå længere fremme på vejen.
   Det var nogle mærkelige fjer: Hver især glimrede de som det pureste guld, og når man holdt dem sammen, så kom der et billede frem; det var det dejligste kvindehoved, man kunne tænke sig. Tro havde ondt ved at få sine øjne fra det, men omsider gemte han dog fjerene omhyggelig i sin taske, og så gik det atter i flyvende fart, til de kom til et stort kongeslot. "Her skal du gå ind og tage tjeneste," sagde hesten.
   Så stod Tro af og gik ind til staldmesteren og spurgte, om han ikke kunne blive ansat der ved stalden; han skulle ikke have anden løn end føden til sin lille grå hest. Så fik han tjeneste som stalddreng. Der var meget for ham at se og at lære. Han passede kongens heste godt, men glemte ikke at se til sin egen, og sådan gik det godt i nogen tid. Nede i stalden havde Tro sit eget lille kammer, og om aftenen, når han var færdig med arbejdet, så gik han derind, og så dækkede han vinduet godt til, og så tog han sine tre guldfjer frem. De lyste som solen, så kammeret blev som den klare dag, og midt på fjerene strålede det dejlige kvindebillede, som Tro aldrig blev træt af at se på. Han sad da den ene aften efter den anden og tegnede det billede af, så godt han kunne. Han syntes aldrig, det blev godt nok, og så begyndte han forfra, og det blev da også bedre og bedre. Men det var jo forbudt at have lys tændt i stalden, og hvor godt Tro end dækkede for vinduet, så var det dog blevet bemærket, at der var lys på hans kammer. Det blev meldt til staldmesteren, og han skulle da ned at se efter. Jo, det var ganske rigtigt: der var lys inde hos stalddrengen. Men inden staldmesteren kom ind til ham, havde Tro fået fjerene gemt, så der var ingen lys at opdage. Men billedet, han sad og tegnede på, det fik han ikke tid at gemme væk, så det tog staldmesteren. Og næste morgen gik han op til kongen og klagede over Tro: Stik imod forbudet havde han haft lys på sit kammer, sagde staldmesteren. Der havde dog ikke været noget lys at finde inde hos ham, men der sad han og tegnede sådanne billeder som dette her. Og så viste han kongen tegningen.
   Den sag ville kongen have rede på, og han lod Tro kalde. "Hvad er det for et billede?" sagde kongen. Ja, det var et, han selv havde tegnet. "Har du flere?" spurgte kongen. – Ja, han havde. Så måtte han ned efter dem, det var en tredive stykker, og de forestillede alle det samme, men det sidste var dog det bedste. "Hvad har du at tegne efter?" sagde kongen, "og hvordan kan du sidde og tegne i mørke? For du siger jo, at du har ikke brændt lys i stalden." Nu måtte Tro gå til bekendelse, så nødigt han end ville, og han måtte hente fjerene frem og lade kongen se dem. Kongen stod længe og betragtede dem og så på det billede, der kom frem. Så sagde han: "Hvem skal det forestille?" Det vidste Tro ikke. "Åh, du ved nok mere, end du vil ud med," sagde kongen, "men siden du ikke vil sige det, så skal jeg: Det er billedet af den skønneste prinsesse i hele verden. Og hende skulle jeg have haft, da jeg var ung. Nu er jeg en gammel karl, men hun tilkom mig med rette, for jeg havde indtaget hendes faders land og taget ham af dage. Men så blev hun borte for mig, og siden har ingen kunnet finde hende. Alle dem, jeg har sendt ud at lede efter hende, er kommet tomhændet tilbage. Jeg har aldrig villet gifte mig med nogen anden; det holdt jeg mig for god til; for hun var, som jeg siger, den allerskønneste, og det er hun bestemt endnu. Du ved nok, hvor hun er, siden du har hendes billede. Og nu skal du skaffe mig hende, eller det skal koste dit liv."
   Det hjalp ikke, hvor meget Tro end bedyrede, at han ikke vidste, hvor hun var, og at han blot havde fundet de fjer på landevejen. Kongen blev ved sit: Tro skulle love at hente prinsessen, eller også skulle han straks hænges. "Jeg skal prøve på det," sagde Tro. Så havde han dog frist så længe, tænkte han. Og han ned i stalden til sin lille grå hest for at klage og jamre sig: Han skulle skaffe kongen den prinsesse, men han vidste jo hverken, hvor hun var, eller om hun overhovedet var til. – "Det har du selv fortjent," sagde hesten, "det er for den første fjer, du tog op. Jeg sagde dig jo, at du ville komme til at fortryde det. Men det er det samme, denne gang kan jeg nok hjælpe dig, skønt du alligevel engang skal dø." Så fortalte hesten ham, at den prinsesse, som billedet forestillede, hun var ganske rigtig endnu i live, hun var endnu den allerskønneste i hele verden, og hun boede på et slot helt ude ved verdens ende. Men hun var forvandlet til en fugl, som bar de skinnende fjer, Tro havde fundet nogle af. Hvis han nu skulle finde og hente hende, så måtte han gå til kongen og først forlange et skib med fuld besætning, for der var et stort hav at komme over. Og det skib skulle være bygget af ægte mahognitræ og med kobberbolte og med kobberbeklædning på skroget; ellers kunne det ikke holde til den lange rejse. Tro gik til kongen og forlangte skibet, og kongen lovede, han skulle få det. Kongen ejede ikke sådant et skib, men måtte først lade det bygge, så der gik jo nogen tid med det. Da skibet var færdigt, meldte Tro det til sin lille grå hest, og så sagde den: "Gå nu igen op til kongen og forlang hundrede tønder oksekød, og hundrede tønder med hvedebrød, og hundrede tønder orme. Og så skal du også have hundrede trækvogne, som hver kan tage to tønder, og to hundrede trækseler til mandskabet, som skal trække de hundrede vogne, for I skal også et stykke over land, når I får sejlet til landet ved verdens ende. Tro gik til kongen, og han fik alt, hvad han forlangte, og det blev bragt om bord i skibet. Så gik han igen ned i stalden og meldte det til sin lille grå hest. Da sagde hesten: "Nu kan du først give mig en tønde havre; tag så grimen af mig, og gå du så kun ned til havnen og om bord." Det gjorde Tro, og lige idet de lagde fra land, så kom der en hvid puddelhund og sprang ud på skibet og lagde sig ved Tros fødder. Så forstod han jo nok, at han havde sin hjælper med sig på rejsen.
   Skibet gled rask over bølgerne, og det havde stadig medvind, så de var snart midt ude på det vilde verdenshav. Der lod Tro efter puddelens råd de hundrede tønder orme kaste i vandet, som en gave til alle havets fisk. Og de tomme tønder blev kastet bagefter: dem skulle hvalerne have at lege med. Og alle fiskene samlede sig og holdt gilde på ormene, og alle hvalerne dansede omkring skibet og spillede bold med tønderne. Så blev de ved at sejle, til de kom til landet ved verdens ende.
   Der gik de i land og fik de hundrede tønder oksekød og de hundrede tønder med hvedebrød læsset på de hundrede trækvogne, og de to hundrede mand, der var skibets besætning, fik selerne på og var to om hver vogn, og sådan drog de op i landet. Først kom de til en uhyre flok af ulve og bjørne, der hylede og brummede og reves og sloges med hinanden af bare sult. Dem gav Tro de hundrede tønder oksekød, så var de glade og lod ham drage videre. Så kom de til en flok kæmper, der sloges og droges om et eneste brød, som de alle ville have, så sultne som de var. Dem gav Tro de hundrede tønder med hvedebrød. "Tak," sagde kæmperne glade, "nu har vi stået her og sloges i hundrede år uden at få en bid. Når du trænger til hjælp, kan du regne med os." Og så gjorde de plads for Tro og hans folk.
   Nu sendte Tro alle folkene tilbage til skibet, mens han og hans hund blev ved at gå videre frem, til de fik øje på slottet, der skinnede som solen. "Nu må vi vente," sagde hunden, "til det er den rette tid. Der kan ingen komme ind på slottet uden i tre timer af døgnet; for der er så mange giftige orme og øgler rundt om slottet, og de sover kun de tre varmeste timer på dagen. Så kan man slippe levende forbi dem." Da det var den rette time, og alle orme og øgler var faldet i søvn, gik Tro ind på slottet med sin puddel, og den sagde ham, hvad han havde at gøre. Både porte og døre stod åbne, og Tro gik op på slottet, gennem den ene sal efter den anden, til han kom ind i en sal, hvor der sad en guldfugl på en pind og sov. Den havde netop sådanne fjer som dem, Tro havde fundet. Og han listede sig hen og rykkede den længste fjer ud af halen på fuglen. Fuglen for op af søvne, og i det samme stod den der, forvandlet til den dejligste prinsesse, som ganske lignede det billede, Tro kendte så godt.
   "Hvordan kom du forbi mine hunde?" siger hun.
   "Dem gav jeg så meget kød, de kunne æde."
   "Hvordan kom du forbi mine kæmper?" siger hun.
   "Dem gav jeg så meget brød, de ville have."
   "Hvordan kom du forbi mine orme og øgler?" siger hun.
   "Jeg gik ind på den rigtige tid," svarer Tro.
   "Hvad er dit ærinde?" siger hun så.
   "Jeg er kommet for at føre dig hjem til en konge langt borte, som vil have dig til sin dronning. Og nu må du følge med mig," siger Tro.
   "Ja, i morgen," siger hun, "nu skal du først gå til bords med mig og få noget at spise."
   Så kommer de ind i en sal, hvor der stod et opdækket bord med en mængde retter og fade, og de sætter sig ved det. Men Tro vil kun spise af det øverste fad og rører ikke noget af alt det andet. Det havde hunden sagt ham forvejen, og nu tog han sig iagt for at være den ulydig i nogen ting. Prinsessen går omkring og viser Tro hele slottet med alle dets herligheder; men der er ikke en levende sjæl at se, uden prinsessen, som havde været fugl. Så viser hun ham et prægtigt sengekammer, med mange opredte senge, og siger til ham, at han kan lægge sig i en af dem og sove til næste morgen. Men Tro svarer nej, han vil sove i slotsporten med sin hund, og det gør han så.
   Næste dag går Tro op til prinsessen og spørger, om hun nu vil følge med. "Nej," siger hun, "først må du finde mig mellem de bundter silkegarn dér." Og med det samme var hun borte, og der lå en stor bunke silkebundter i alle farver. Men Tro vidste besked, for hunden havde sagt ham, at han skulle søge et enkelt bundt silke ud, som var en kende mørkere end alle de andre. Det tog han op og så trak han sin kniv og lod, som han ville skære det midt over. Men straks stod prinsessen ved hans side og bad ham om at lade være, for hendes liv sad i det bundt silke. Så måtte Tro igen gå til bords med hende; og nu spiste han alene af det nederste fad og lod alle de andre urørte. Hun ville da igen have ham til at sove i en af de opredte senge; men Tro sov i porten med sin hund.
   Den tredje dag ville prinsessen ikke følge med, før Tro havde fundet hende i et knippe halm. Hun havde da gemt sig i et halmstrå, der var en kende lysere end de andre. Tro fandt det og lod igen, som han ville skære det over. Men straks stod prinsessen der og bad ham om at lade være; nu skulle hun nok følge med. Først gik hun hele slottet rundt og låste alle døre af og tog nøglerne med, og til sidst låste hun også slotsporten og tog nøglen med sig. Det var et svært knippe nøgler, hun der fik at bære på. Så fulgtes hun fra slottet med Tro, og hele vejen til stranden måtte hun gå på sine fødder. De kom om bord, og de fik sejlene op, og de havde lige så god medbør på rejsen hjem, som de havde haft ud.
   Midt ude på dybet så prinsessen sit snit til at kaste nøgleknippet i havet. Men puddelen så det og sagde det til Tro, og han kaldte da på fiskene og bad dem søge efter det. Og fiskene huskede det gilde, han havde gjort for dem, og de gav sig til at lede, både store og små. Men det varede længe, der var ingen nøgler at finde; for havet er jo både stort og dybt, og der er både bjerge og dale og huler og haller nede på bunden. Det gjorde skallerne så ondt, at de gav sig til at græde; og deraf kommer det, at de endnu altid har røde øjne. Men endelig var der dog en gammel horngedde, der kom med nøgleknippet, hun havde fundet det mellem to store sten, og der sad det så fast, at horngeden havde brækket det ene næb af sig, da hun skulle have det løs; og deraf kommer det, at horngedden endnu har et langt og et kort næb. Da Tro fik nøgleknippet, så gemte han det, uden at prinsessen fik det at vide.
   Omsider kom de da hjem til kongens land, og den gamle konge var meget glad ved prinsessen, som var lige så ung og lige så dejlig, som hun altid havde været; og nu ville han da have bryllup med hende. Men hun sagde nej, det blev der ikke noget af, før hun fik sit eget slot med alle sine herligheder over at stå ved siden af kongens slot. Det var hendes betingelse, og førend den var opfyldt, blev der ikke noget bryllup.
   Kongen sendte straks bud efter Tro og sagde, at det var meget godt, at han havde skaffet prinsessen; men det var til ingen nytte, så længe hun ikke havde sit eget slot med sig. Hvorfor havde han ikke også taget det med? Det måtte han love at skaffe, ellers skulle han miste sit liv. Da blev Tro helt ilde til mode, og han gik ned til sin lille grå hest, som igen stod i stalden, og han klagede sin nød for den. Nu kunne han ligeså godt komme af med livet, sagde han, for dette kunne han umulig udrette; og han havde heller ikke lyst at leve længere, når den skønne prinsesse var blevet gift med den gamle konge. "Ja, det har du for den anden fjer, du tog op," siger hesten; "sagde jeg dig det ikke nok, at du ville komme til at fortryde det? Men denne gang kan jeg dog endnu hjælpe dig, skønt du alligevel engang skal dø. Gå til kongen og forlang et nyt skib, mage til det forrige, med lige så stor besætning og med samme ladning."
   Det gjorde Tro, og han fik det altsammen, og, kort at fortælle, det gik som forrige gang: Puddelhunden var med, fiskene fik de hundrede tønder orme, og hvalerne fik de tomme tønder at lege med; Tro kom til landet ved verdens ende, bjørne og ulve fik deres hundrede tønder kød, og kæmperne fik deres hundrede tønder med hvedebrød. Da de så kom til slottet, der skinnede som solen, så tog alle kæmperne fat og bar det, som det stod, lige ned til stranden, og der samledes alle hvalerne og bar det på deres brede rygge over verdenshavet og skød det op på land, så det kom til at stå ved siden af kongens slot.
   Da prinsessen fik meldt, at hendes slot nu var kommet, og der nu kunne holdes bryllup. Så sagde hun, at det ikke nyttede noget med det slot, for hun havde ingen nøgler til det: de var blevet borte for hende på rejsen. Kongen mente først, at det ikke var noget problem, for der var smede nok i landet. Men skønt de fik dem alle samlet, var der dog ikke en eneste smed, der kunne lave en nøgle eller en dirk, som kunne lukke en af de låse op. Så lod kongen atter Tro kalde og truede ham på livet, hvis han ikke skaffede de nøgler til veje. Men denne gang tog Tro sig det ikke så nær. Han havde jo nøgleknippet, og det blev straks bragt til prinsessen. Nu var der da vel ikke mere i vejen for brylluppet?
   Jo, sagde prinsessen, der var én ting endnu, som hun nødvendig måtte have, inden hun kunne holde bryllup. Det var en flaske af livets vand og en flaske af dødens vand. Det måtte hun først have; og den som havde kunnet gøre alt det andet, han måtte velsagtens også kunne skaffe det; kongen havde blot at befale ham det. Så gik der igen bud efter Tro, og kongen sagde, at alt, hvad han hidtil havde udrettet, var slet ingenting værd, uden han også skaffede ham livets vand og dødens vand. Det skulle og måtte han skaffe, ellers måtte han lade sit liv i galgen.
   Så kom Tro igen ned i stalden til sin lille grå hest og fortalte den, hvad kongen nu forlangte af ham. Nu ville han ikke leve mere, sagde han, han kom kun for at sige hesten farvel, og så kunne de hænge ham hvem der ville. "Ja," siger hesten, "det har du for den tredje fjer, som du tog op på vejen. Jeg sagde dig jo, at du ville komme til at fortryde det. Men jeg vil dog prøve på at hjælpe dig af din knibe, skønt du alligevel engang skal dø. Gå nu blot op til kongen og forlang to sølvflasker, på den ene skal der stå skrevet ‘Vand til liv’ og på den anden ‘Vand til død’. Så kan du sadle mig op og ride afsted."
   Tro fik de to sølvflasker, og han satte sig op på sin lille grå, og så drog de afsted. Da han svingede ud af slotsgården, stod prinsessen oppe i vinduet, og da hun så hesten, sagde hun: "Ja, når du har sådan en hjælper, så kan du sagtens." Tro red nu afsted, hvorhen hesten ville bære ham, og rejsen gik over bjerg og dal til et fremmed land langt borte. Der kom de ind i en tæt og mørk skov, og så stod hesten stille og sagde til Tro, at han skulle stå af og gå hen til et højt træ, der stod der. Oppe i det var der en ravnerede. Han skulle nu vente, til de gamle ravne var borte fra reden; så skulle han krybe op og tage en af ungerne og dreje halsen om på den, men lade den ligge i reden. Og den flaske, hvorpå der stod skrevet "Vand til liv" skulle han lægge ved siden af den døde unge. Tro gjorde ganske som hesten sagde, og han blev da i nærheden og holdt øje med ravnereden. Så kom den gamle ravn hjem og fandt ungen død; den tog da flasken og fløj bort. Nogen tid efter kom den tilbage med flasken og stænkede noget af indholdet på den kvalte unge, som straks blev levende igen. Så løb Tro til, skræmte den gamle ravn af reden og krøb op og tog flasken, som var halvt fuld. Da han kom tilbage med den, så sagde hesten, at nu skulle han finde en hugorm, fange den og binde noget over hovedet på den, så den ikke kunne bide ham, men han måtte ikke slå den ihjel. Så skulle han klatre op i træet med den og binde den fast oven over ravnereden. Og så skulle han lægge den flaske i reden, hvorpå stod skrevet "Vand til død". Det gjorde Tro, og han så da ravnen komme tilbage til reden, tage flasken og flyve bort med den. Efter nogen tids forløb kom den flyvende tilbage med flasken, tog og stænkede noget af den på hugormen, som da straks var død. Tro skyndte sig nu op i træet, og der var da endnu det meste tilbage i flasken.
   Da prinsessen nu havde fået de to slags vand, som hun havde forlangt, så gjorde hun ingen flere indvendinger mod brylluppet; men sagde blot, at hun dog måtte vide, om vandet var det rette. Det fandt kongen nok så rimeligt; men hverken han eller nogen anden havde lyst til at forsøge det på sig selv. "Lad ham komme, som har hentet vandet," sagde kongen, "han er da nærmest til at stå inde for det." Og så blev Tro hentet op på slottet. Prinsessen stænkede ham med dødens vand, og han faldt straks om, så stiv og så kold som et lig. Men så stænkede hun ham med livets vand, og så stod Tro lyslevende op igen, og han var nu blevet så smuk en mand, som nogen havde set, meget kønnere, end han havde været forud.
   Da syntes den gamle konge, at det kunne være rart at blive ligeså ung og køn, og han bad derfor prinsessen om at gøre det samme med ham som ved Tro. Det var prinsessen villig til, og kongen blev stænket først med dødens vand og så med livets vand, så han blev da meget yngre og kønnere. Men han syntes ikke, det var nok endda: Han kunne vist blive endnu kønnere, mente han, hvis han gik det igennem en gang til. "Som du vil," sagde prinsessen, og så stænkede hun ham med dødens vand. Men derefter sagde hun: "Der er ikke mere af livets vand. Lad så være dødt, hvad dødt er." Og så sagde hun: "Er nu ikke den mand nærmest til at være konge i landet, som har udrettet alle disse ting, som ingen andre mennesker formår: Som har hentet mig fra verdens ende og mit slot ligeså og nøglerne fra havsens bund og livets vand og dødens vand?" Det mente de alle, eller også turde de ikke sige hende imod; for dødens vand var der endnu noget tilbage af i flasken. Og så udråbte de Tro til konge i landet; og prinsessen, den skønneste og den klogeste i hele verden, hun holdt bryllup med ham, og de var begge meget lykkelige.
   På bryllupsdagen gik Tro alene ud i stalden til sin lille grå hest: den havde han jo dog at takke for det altsammen. Men så siger hesten til ham: "Nu har jeg hjulpet dig; gør nu mig en tjeneste igen. Tag et sværd og hug mit hoved af og læg det ved min hale, og velsign det så tre gange."
   "Nej, min gode hest," sagde Tro, "det kan jeg umuligt gøre."
   "Det må og skal du gøre," sagde hesten, "det er til mit eget vel."
   Så måtte Tro jo adlyde den, og han tog et sværd og huggede dens hoved af og lagde det ved dens hale, og han signede det tre gange; og i det samme stod der en dejlig prins for ham: det var hans dronnings broder, som havde været forhekset ligesom hun, og de gik nu ind hånd i hånd, og der blev en glæde uden lige, og brylluppet stod i fjorten dage og femten nætter. Og Tro og hans dronning og hendes broder de lever lykkeligt den dag i dag.