Mester Flik-Flikker
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
Der var engang en mand, som havde fire sønner. Da de nu voksede til og blev store, havde han ikke noget til dem at bestille; og han kunne ikke lide, at de gik og drev tiden hen. Så en dag sagde han til dem, at nu syntes han, det var bedst, de kom ud at lære et håndværk; og han spurgte dem da hver for sig, hvad de havde mest lyst til. Ja, den ældste han ville da ud og lære at tænke, sagde han; den anden havde tænkt sig, at han ville være mestertyv; den tredie ville lære at være skytte; men den yngste ville være tømrer.
»Jeg vil lære at flikke på alt, hvad der er til,« sagde han, »alt, hvad andre flikkere ikke kan flikke; jeg vil være en mester Flik-Flikker.«
De tog da af sted og kom i lære alle fire; og da deres læretid var endt, kom de hjem igen.
»Har I nu også lært jeres håndværk til gavns?« spurgte faderen.
Ja, det var de da så meget sikre på alle fire.
»Nå ja ja!« sagde faderen; »nu må jeg vel først prøve, hvor dygtige I er? Vil I nu følge med ud i skoven?«
Det var de straks villige til.
»Lad mig nu se dig, min ældste søn,« siger så faderen; »du har jo lært at tænke. Sig mig nu, hvor er det tænkeligt, at der kan være en fuglerede i den her skov?«
Sønnen pegede straks på et træ: der måtte være en fuglerede. Og ganske rigtigt! der var også en. Så sagde faderen igen:
»Nu kommer vi til dig, min næstældste søn. Du har jo lært at være mestertyv. Kan du stjæle et æg ud af reden, uden at fuglen mærker det?«
Mestertyven klatrede straks op i træet og tog ægget; og fuglen mærkede ikke det mindste. Men endnu førend han var kommet ned med ægget, siger faderen:
»Så var det dig, min tredie søn. Du har jo lært at være skytte. Kan du skyde ægget ud af hånden på din broder uden at strejfe en finger på ham?«
Ja, skytten var straks parat, han skød, og ægget faldt ned og var da helt i kvas.
»Nu kommer turen til dig, min yngste søn,« sagde faderen; »du skulle jo være en flikker over alle flikkere. Kan du gøre det æg helt igen?«
Og det kunne han, for det gjorde han; og dermed var prøven da lykkelig til ende. Nu havde sønnerne ganske vist fået lært hver sit håndværk; men det værste var jo, at de slet ikke havde noget at bestille. Tænkeren havde ikke spor af søgning, mestertyven heller ikke, skytten ikke heller, og mester Flik-Flikker gik det akkurat som alle de andre.
Men da hørte de, at den engelske kongedatter var blevet bortført; og hendes fader kongen havde lovet, at den, som kunne finde hende og bringe hende hjem, han skulle have hende selv og det halve kongerige i bryllupsgave. Det var lige noget for de fire brødre, og de besluttede da også at prøve deres lykke.
De rejste til Engelland, og de fik kongen i tale og lovede at skaffe ham hans datter igen. Kongen mente jo nok, at det kunne aldrig nytte at prøve derpå: der var allerede så mange, der havde prøvet det; men det havde altid været forgæves. Nå, brødrene sagde jo, at de var sikre nok i deres sag, når kongen bare ville give dem et skib, der kunne sejle både på land og vand. Det sagde kongen ja til; og der blev straks begyndt på at bygge et skib; og så snart det var færdigt, gik brødrene om bord på det og sejlede af sted.
Da de nu havde sejlet et fjerdingår, så sagde tænkeren til mestertyven:
»Kryb op i masten og se lige frem, om der er land i sigte!«
Mestertyven gik til vejrs; men nej! der var ingenting at se uden vand til alle sider. Da de havde sejlet lidt endnu, sagde tænkeren igen til mestertyven, at han skulle gå til tops og se lige fremad. Jo, denne gang kom han ned og sagde, at han kunne se en vældig røg stige til vejrs langt borte.
»Det er godt,« sagde tænkeren.
Lidt efter blev mestertyven atter sendt op i masten, og denne gang kunne han se en stor ild.
»Det er, som det skal være,« sagde tænkeren. Så holdt de råd om bord, og tænkeren udstedte sine befalinger til hver især.
»Ser I vel,« sagde han, »inde i denne ild ligger der et brændende slot; og derinde ligger en drage, som ruger over prinsessen; men i dette øjeblik ligger dragen og sover med sit hoved i prinsessens skød.« Derpå vendte han sig til mestertyven og sagde: »Nu skal du gå gennem ilden ind i slottet og stjæle prinsessen, mens dragen sover. Men når dragen vågner og ser, at prinsessen er borte, så flyver den ud for at søge efter hende; og så kommer den også her over vort skib. Da må du, som er skytte, holde dine skydevåben parat og skyde dragen. Men så vil dragen falde ned og slå skibet i stykker. Derfor må du, mester Flik-Flikker, have dit værktøj i orden, så at du kan gøre skibet i stand igen.«
Og som tænkeren havde sagt, sådan gjorde de, og det gik alt sammen sådan til. Mestertyven gik gennem ilden og stjal prinsessen, som sad med dragens hoved i sit skød, og det uden at dragen mærkede det. Men da de vel var kommet om bord og under sejl, så vågnede dragen, og den fløj jo af sted og kom i rasende fart hen over skibet; den var vred, så det kunne forslå. Men skytten stod parat og skød den, så den styrtede ned; og den faldt ganske rigtigt således, at den slog skibet i stykker. De måtte da ligge stille et par dage, mens mester Flik-Flikker fik det sat i stand igen. Og da det var gjort, så førte de prinsessen hjem til Engelland, hvor der blev stor glæde over det hele land.
De fire brødre gik nu op på slottet, og kongen gjorde stor stads af dem; men hvem af dem der skulle have den udlovede belønning: Prinsessen og det halve kongerige, det vidste hverken de selv eller andre.
Endelig en dag lod kongen dem kalde for sig og sagde:
»Som I ved, har jeg lovet både min datter og det halve kongerige til den, der kunne skaffe mig hende igen; men nu er I jo fire; så det er svært at sige, hvem af jer der har fortjent belønningen.«
Så sagde tænkeren, at det måtte være ham; for uden hans hjælp havde de aldrig fundet prinsessen.
»Du har ret!« sagde kongen. Men så kom mestertyven og sagde, at uden hans hjælp havde de aldrig fået prinsessen; for ingen kunne finde gennem ilden uden ham; og ingen kunne liste hende fra dragen uden ham.
»Du har også ret!« sagde kongen.
Men så kom skytten frem, og han sagde, at uden hans hjælp havde de ikke beholdt prinsessen; for havde han ikke skudt dragen, da den forfulgte dem, så havde den taget prinsessen igen og gjort det af med alle de andre.
»Ja, du har også ret!« sagde kongen.
Til sidst kom da mester Flik-Flikker frem og sagde:
»Ja, det er meget rigtigt, hvad alle mine brødre har sagt: at uden dem ville vi hverken have fundet eller fået eller beholdt prinsessen; men havde jeg ikke været, så var prinsessen dog aldrig kommet levende hjem; for ingen anden end jeg kunne gøre skibet i stand igen, da dragen havde slået det i stykker.«
»Ja, du har ret, min søn,« sagde kongen, »du skal have prinsessen.«
Og så fik mester Flik-Flikker både hende og det halve kongerige.