WeirdSpace - Kultur uden grænser

Manden i huset




Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Flere danske folkeeventyr her Dokument


   I en landsby boede der for mange år siden en mand og en kone. Men galt var det med dem, for de var aldrig fornøjede. Manden syntes, at konen havde det alt for let, og hun syntes på den anden side, at manden havde det for let. Så blev de en dag enige om, at de ville prøve at bytte arbejde den dag: hun skulle arbejde på marken, og han skulle blive hjemme og kærne, koge grød og passe koen.
   Hun gik så i marken, og han gav sig til at kærne. Da han havde kærnet lidt, blev han tørstig, og derfor gik han ned i kælderen for at få noget at drikke; men da han havde fået tappen af, øltønden, så hørte han et græsseligt rabalder oppe i køkkenet. Han løb op for at se, hvad det var; men i sin forskrækkelse glemte han at sætte tappen i tønden, så alt øllet løb hen ad gulvet.
   Da han kom op i køkkenet, så han, at soen havde været derinde og havde væltet kærnen, så al fløden rendte hen ad gulvet. Så måtte han jo til at skumme igen og til at kærne på ny. Da han havde kærnet lidt, kom han i tanker om, at han skulle have grøden på til middag; men nu turde han ikke lade kærnen stå i køkkenet, mens han hentede vand til grøden. Han bandt derfor kærnen fast bag på sin ryg og gik efter vand; men da han bukkede sig ned for at trække vand op af brønden, så løb al fløden ud af kærnen over hans hoved og ned i brønden; så nu havde han slet ingen fløde mere.
   Da han så var kommet ind i køkkenet og havde fået grøden på ilden, kom han i tanker om, at han ikke havde fået koen på græs. Han løb da af sted og fik den ud af stalden; men nu vidste han ikke, hvor han skulle trække den hen. Da opdagede han, at der groede noget græs oppe på taget, og så trak han koen der op; men så faldt det ham ind, at koen kunne jo let falde ned; og derfor smed han tøjrerebet ned gennem skorstenen, løb så ind i køkkenet og bandt tøjrerebet om sit eget ben: for så kunne han jo mærke, når koen faldt.
   Så gav han sig til at røre i grøden; men da han havde stået der lidt, faldt koen jo ned; og i faldet trak den manden op i skorstenen. Der hang nu manden et stykke oppe i skorstenen, og koen et stykke fra jorden, og ingen af dem kunne komme videre.
   Nu kom konen hjem fra marken for at få middagsmad; og da hun ser koen hænge dér, så løber hun hen og skærer rebet over - for hun vidste jo ikke noget af, at manden hang ved den anden ende. Men da nu tøjrerebet gav los, så faldt manden på hovedet ned i gryden og var død. Hun blev jo græsselig bedrøvet derover, - og siden den dag byttede de aldrig mere.