WeirdSpace - Kultur uden grænser

Kongens rentepenge




Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Flere danske folkeeventyr her Dokument


   Der var en mand og en kone, der havde en søn. Andet havde de heller ikke, de havde næppe nok det tørre brød; så da drengen blev så stor, at de mente, han kunne skøtte sig selv, så gav de ham en brødskorpe og skød ham ud ad døren og sagde, at nu måtte han gå ud i verden og forsøge sin lykke.
   Drengen gik den lige vej til kongens gård, og der gik han ind og spurgte, om han ikke kunne få tjeneste. Han var villig til, hvad det skulle være, når det blot var ærligt arbejde, og han forlangte ingen anden løn end bare føden. Kongen havde ingen anden tjeneste til ham, end om han ville være løbedreng og udrette allehånde ærinder, hvor man så ville sende ham hen. Det syntes drengen netop var noget for ham: han kunne jo endnu ikke gøre karlearbejde, men han var rap til bens og ville gerne se sig om. Så blev han da antaget, han fik godt at bestille, og han skilte sig godt ved alle sine ærinder. Engang havde han også et meget vigtigt ærinde. Kongen var enkemand, og han ville gifte sig igen. Og det var en smuk og meget rig dronning, han ville have; og det var slet ikke nemt at få adgang til hende. Det måtte drengen udrette, og det gik meget godt og glædeligt, så kongen fik ja og blev gift med dronningen. Fra den tid af kom drengen i yndest og anseelse hos kongen og fik smukke klæder og en god løn.
   Det ærgrede Ridder Rød, som var hushovmester eller sådan noget hos denne konge, og han tænkte nu kun på, hvordan han skulle få denne dreng ryddet af vejen, inden han gik ham i vejen. Så en dag fortalte han kongen, at drengen havde pralet af, at han kunne udrette, hvad ærinde det skulle være. Om så kongen ville sende ham til Helvede, at hente de rentepenge, han dér længe havde haft til gode, men aldrig kunnet få, så var drengen mand for at kunne gøre det.
   Det havde drengen nu aldrig sagt, og han havde aldrig hørt tale om de udestående fordringer, og det sagde han også til kongen, da han lod ham kalde. Men det hjalp altsammen ikke en smule. Kongen sagde, han skulle udrette det ærinde; og da det var en lang vej, så skulle han være ridende, og kongen gav ham sin egen gedebuk at ride på.
   Drengen fik da sin madpose fyldt, og han kom op på gedebukken, og så lod han stå til, ud i den vide verden. Bukken bar ham ind i en stor skov, og da han var kommet et godt stykke ind i den, så blev han tiltalt af en krage, som spurgte ham, hvor han skulle hen. "Jeg skal til Helvede efter kongens rentepenge," sagde drengen. "Det er en lang rejse og en farlig rejse," sagde kragen, "og vil du lyde mit råd, så skal du grave her ved roden af det træ, som jeg sidder i; der vil du finde et sværd; og alt hvad du rører ved med det, må gå i stykker. Og så vil jeg også give dig det råd, at du aldrig nogensteds viger af fra den lige landevej."
   Drengen gravede da ved træets rod, og der fandt han ganske rigtig et sværd. "Det må nok være det rette," tænkte drengen. Så takkede han kønt kragen for dens gode råd, og så red han videre, ret ud ad den lige landevej. Da han havde redet et godt stykke, så kom der en gammel kælling ridende efter ham på en ged, det var nu Fandens moder; hun kom op på siden ad ham, og så spurgte hun ham, om han ikke ville bytte hest med hende. Nej, sagde drengen, han ville beholde den, han havde, og som hans husbond havde givet ham at ride på. Så ville hun lokke ham til at bøje af fra den slagne vej og sagde, at hun vidste en god genvej til Helvede, som var meget kortere. Men drengen sagde, han ville blive på den lige landevej. Så drejede hun af ad sin genvej, og drengen red alene sin vej lige ud.
   Da han var kommet et stykke bedre frem, så kom han til en høj, hvor der stod tolv jomfruer og græd. Drengen spurgte dem, hvorfor de var så ilde til mode. Jo, sagde de, de måtte vel græde og hyle, for der var en trold, som skulle have dem alle tolv til sin juleaftensnadver. Den ene af jomfruerne stod med en fløjte i hånden; den snappede drengen fra hende og spurgte, hvad det var for én. De råbte og skreg allesammen, at han måtte endelig ikke støde i den; for så kom trolden straks. Men drengen satte fløjten for munden og blæste i den, så det gjaldede i bakker og dale. Og straks kom der en trold farende med ikke mindre end tolv hoveder. Han var fæl at se på; men så snart drengen blot rørte ved ham med sværdet, så sprang han i tusinde flintesten. Så var de tolv jomfruer frelste, og de skyndte sig af sted til deres hjem, mens drengen red videre.
   Da kom Fandens moder igen til ham og ville lokke ham væk fra den lige vej; men han blev ved sit og ville ikke vide af nogen genvej; og så måtte hun drage videre med uforrettet sag.
   Da han havde redet et stykke vej igen, kom han til en anden høj, hvorpå der stod fireogtyve jomfruer og græd. Han spurgte dem, hvad der var i vejen. Og de svarede, at der var en trold, som skulle have dem alle til sin nytårsaftensnadver. Den ene af dem holdt en fløjte i hånden. Den snappede drengen fra hende og gav sig til at blæse i den, uden at bryde sig om alt det, de skreg og bad ham om at lade være. Så kom også trolden, og han havde fireogtyve hoveder; men alle måtte de springe, så snart drengen rørte ved ham med sværdet. Nu var de jomfruer også frelste, og drengen red videre. Tredje gang kom Fandens moder ridende til ham på sin ged og prøvede på at få ham lokket bort fra den lige vej; men drengen holdt fast ved, hvad kragen havde rådet ham, og hun måtte forføje sig igen.
   Drengen red videre, lige ud ad landevejen, til han kom til en tredje høj, og på den stod der seksogtredive jomfruer og græd og gav sig så ynkeligt. Det var da, fordi en skrækkelig trold skulle have dem til helligtrekongersaftensnadver. En af dem havde også en fløjte; og da drengen snappede den fra hende og blæste i den, kom trolden, som havde seksogtredive hoveder. Men de røg af allesammen og blev til bare flintestene, så snart drengen rørte ved ham med sit gode sværd. Sådan havde han da frelst alle de tooghalvfjerdsindstyve jomfruer fra de tre trolde med de tooghalvfjerdsindstyve hoveder. Jomfruerne rejste deres vej, og han rejste sin.
   Nu gik det rask fremad, og der var ikke flere forsinkelser, før han nåede til Helvedes port. Udenfor den lå der en forskrækkelig stor lindorm. Den så ikke ud til at være god at bides med. Men kragen havde sagt ham mere, end vi før hørte: den havde givet ham underretning om alting. Han talte derfor straks til lindormen og hilsede hende fra hendes broder i skoven; og det forstod hun godt var kragen, og så lod hun drengen gå ind ad porten uskadt og uhindret.
   Da han kom der ind, kom Fanden farende og spurgte, hvad han ville. Han hilste da fra kongen og sagde, at han skulle hente kongens rentepenge, som Fanden var ham skyldig og havde siddet inde med så længe. Det ville Fanden først ikke høre noget om; men så kom hans moder til og hviskede ham i øret, at han endelig måtte se at blive den dreng kvit: det var en farlig person; han havde allerede taget livet af hans tre sønner, troldene med de tolv og de fireogtyve og de seksogtredive hoveder. Der var ikke andet for, end at give ham, hvad han forlangte.
   Nu blev Fanden straks helt høflig og gav drengen alle rentepengene i en stor sæk. Da han kommer ud af porten med den og vil læsse den på sin gedebuk, så taler lindormen til ham og siger, at han skal tage og trække skindet af hende. Det var et slemt stykke arbejde; men med en rask hånd og en god vilje så lykkedes det ham dog; og da lindormeskindet var helt trukket af, så stod der for ham den dejligste prinsesse, han nogensinde havde set. Han satte hende op på sin gedebuk, den måtte bære både ham og hende og kongens rentepenge; men den travede endda nok så rask af sted, den lige vej ad kongens gård til.
   Da de havde redet noget, sagde prinsessen til drengen, at han skulle se sig tilbage. Da så han, at Fanden og hans moder kom ridende efter dem på en ged, så rask som de kunne. De måtte nu have fundet på noget nyt og taget mod til sig og ville indhente dem.
   Da vendte prinsessen sig om og spyttede en gang bagud på vejen. Da blev der en stor sø bag ved dem; og den kunne Fanden og hans moder ikke komme over på deres ged; men så lagde de sig ned og gav sig til at drikke, og de var endda ikke så længe om at få den sø helt uddrukket.
   Imens havde drengen og prinsessen jo dog fået et forspring. Men så siger hun til ham igen, at han skal se sig tilbage. Ja, der kommer Fanden og hans moder på deres ged i fuldt firspring halende ind på dem. Så tog prinsessen en glasperle og kastede bag ved sig. Den blev til et helt glasbjerg. Så måtte Fanden og hans moder hjem for at få geden skarpskoet, så den kunne komme over bjerget.
   Det tog jo nogen tid, og de flygtende vandt jo igen et forspring. Men da prinsessen tredje gang bad drengen se sig tilbage, så var Fanden og hans moder dog atter lige i hælene på dem. Da råbte prinsessen: "Lyst for og mørkt bag! Lyst for og mørkt bag!" Så blev der et mørke og en tåge bag ved dem, så Fanden selv ikke kunne finde vej i den. Men foran dem var der lyst, og de fulgte den lige landevej, til de kom ind i skoven og nåede hen til det sted, hvor kragen havde siddet og givet drengen det gode sværd og de gode råd, og der sad den endnu og bød dem velkommen.
   Så siger kragen til drengen: "Nu skal du tage og hugge hovedet af mig og sætte det bagvendt på igen." Og da han gjorde som den befalede, så stod der i kragens sted den dejligste unge prins for ham. Det var en broder til den prinsesse, der havde været lindorm.
   De kom nu alle tre i god behold til kongens gård. Det var ved nattetide, de nåede frem. De ville ikke gøre nogen uro. Drengen trak derfor gedebukken ind i kongens stald og satte den på sin gamle plads. Prinsen og prinsessen førte han hen til sit kammer og gav dem sin seng til at hvile i. Selv lagde han sig foran på gulvet, og alle sov de sødelig.
   Samme nat vågner dronningen op; hun vækker kongen og siger, hun har drømt, at drengen er kommet hjem igen og har kongens to børn med sig, som blev stjålet bort for mange år siden. "Åh, det er kun en drøm," siger kongen, "lad mig bare sove!" Men det varede ikke længe, før dronningen vågnede med den samme drøm; og da det hændte tredje gang, så stod de begge op for at se. Først ud til stalden efter gedebukken: jo, den stod på sin gamle plads; så til drengens kammer: dér lå han lyslevende i dyb slummer, og henne i hans seng der lå begge kongens børn, som han for længe siden havde opgivet at få at se mere.
   Der blev da en mageløs glæde i kongens gård. Den fattige dreng blev gift med prinsessen, han havde befriet, og fik stor rigdom med hende. Ridder Rød blev jaget ud af landet, og prinsen hjalp sin fader med regeringen, indtil han ved hans død arvede riget.