Karrig-Lars
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
Der var engang en gammel ungkarl, som hed Lars Larsen. Han havde en god gård, men han havde aldrig syntes, at han havde råd til at gifte sig, for han var så gerrig, så han knap nok undte sig noget at spise. Han undte da heller ikke andre noget; men han måtte jo holde folk til at drive gården, og de skulle jo have føden, det var der ingen vej udenom.
Lars var aldrig glad, skønt han blev rigere og rigere, for han syntes altid, der gik for meget til husholdningen. Så omsider kom han i tanker om, at det kunne dog vist betale sig at have en kone til at passe på maden, når han blot kunne få en, der ikke selv spiste noget.
Det snakkede Lars en dag med sin husmand om, og husmanden skrev sig det bag øret. Da han kommer hjem, siger han til sin datter, som hed Grete: "Når du nu i morgen ser gårdmanden komme her forbi, så skal du genne gæssene ud og gå og vogte dem, og så skal du sige; ‘Gå, lille gås, for den, som ikke æder.’ Så spørger han dig nok, hvem det er, der ikke æder. Så skal du sige: ‘Det er mig; min fader er en fattig mand og har mange børn, så jeg kan ingen mad få; men inde i stuen står der en stolpe, den har fader boret nogle huller i, og så går jeg engang imellem hen og gaber over dem og får mig en mundfuld luft; det er det, jeg lever af.’"
Det gik, som husmanden tænkte: Næste morgen skulle Lars Larsen ud i marken og forbi deres hus. Så jog Grete gæssene ud og gik og vogtede dem. "Gå, lille gås, for den, som ikke æder," sagde hun.
Det hørte Lars, og så siger han: "Hvem er det, der ikke æder?"
"Åh, det er mig," sagde Grete, "for min fader er en fattig mand og har mange børn, så han har ikke råd til at give mig nogen mad."
"Hvad lever du da af?" spørger Lars.
"Der står en stolpe inde i vor stue," siger pigen, "den har fader boret nogle huller i, og dem går jeg engang imellem hen og gaber over og får mig en mundfuld luft; det er, hvad jeg lever af."
"Hør, min rare pige," siger gårdmanden, "kunne du ikke have lyst til at gifte dig med mig og blive gårdkone?"
"Åh, jo," sagde Grete, og så holdt de bryllup, og hun flyttede ind i gården. Lars satte en stolpe op inde i stuen og borede nogle huller i den, som hun kunne gå hen og gabe over, når hun var sulten.
Da der var gået nogen tid, så siger gårdmanden til sin karl, der hed Niels: "Hør, Niels," siger han, "jeg kan jo ikke vide, om vor mor går og æder noget, men jeg synes, hun bliver så fed. Kan du ikke fortælle mig, hvordan jeg skal få det at vide?"
"Det ved jeg ikke," siger Niels, "ja, det skulle da lige være, hvis jeg kunne hejse jer ned i skorstenen i køkkenet; så kan I jo selv se, om hun spiser noget."
Det syntes manden godt om, og karlen hejste ham ned i skorstenen over det åbne ildsted i køkkenet. Der hang han så mellem fårelår og andet, der var til røgning.
Men bagefter gik karlen ind til konen og sagde: "Pas på, I ikke spiser noget ude i køkkenet, for vor far hænger oppe i skorstenen."
"Det er godt," sagde konen, og så lod hun pigerne hente noget rigtig vådt brænde og lægge på ilden. Da nu manden havde hængt der, så længe som Niels syntes, hejste han ham op igen, og da var han sådan røget til, at han hverken kunne gø eller gabe. "Nå, spiste hun så noget?" spurgte Niels. "Nej," sagde manden, men han var da så dårlig, at han måtte gå hen at lægge sig.
Da der var gået nogen tid, siger manden: "Hør, Niels, nu er jeg igen bange for, at vor mor går og æder, for jeg synes, hun bliver så fed. Kan du ikke fortælle mig, hvordan jeg skal få det at vide?"
"Nej, jeg kan ikke," siger Niels, "det skulle da lige være, hvis I vil gå op på loftsværelset krybe ind i den store dyne, der ligger deroppe. Jeg skal nok lave et lille hul, som I kan kigge ud af; så kan I jo se, om hun måske æder noget deroppe." Ja, det var så meget godt, syntes manden, og han krøb i dynen.
Men Niels gik ned og sagde til konen: "Pas på, at I ikke æder noget oppe i loftsværelset, for vor far ligger på lur deroppe i en dyne."
"Det er godt," siger konen, og så kalder hun på pigerne: "Hør," siger hun til dem, "jeg synes, sengetøjet oppe i loftsværelset trænger til at komme ud i solen, ellers bliver det helt muggent. Tag det nu ud og bank det godt." Pigerne vidste besked: De fik sengetøjet ud i solen og bankede puder og dyner ordentlig igennem, og så lagde de det hele tilbage, som det lå. Men da Niels kom op og trak manden ud af dynen, da var han så mørbanket, så han hverken kunne krybe eller gå. "Nå, spiste hun så noget?" sagde Niels. "Nej, deroppe åd hun ikke noget," sagde manden, og han krøb ned og kom i sin seng og var da helt elendig i otte dage efter. Konen gik og plejede ham, og så sagde hun til ham: "Hør, Lars, du skulle ikke spise mere, end jeg gør, for så var du altid sund og rask."
Så gik der igen nogen tid, og manden var kommet sig efter de bank, han havde fået, og så siger han til Niels; "Jeg er rigtig bange for, at vor mor ligegodt æder noget, for jeg synes, hun bliver så fed. Kan du ikke hjælpe mig til at få det at vide?"
"Nej," siger Niels, "nu har I jo set, at hun ikke spiser noget i køkkenet og heller ikke oppe i gæsteværelset; så jeg ved ikke, hvor det skulle være, bortset fra kælderen. Der står der en tom, gammel øltønde, den kunne I jo krybe ned i og kigge ud gennem hullet til tøndetappen; så fik I da at vide, om hun æder noget der." Det syntes manden godt om, og han krøb ned i tønden.
Men Niels gik ind til konen og sagde: "Pas på, I ikke spiser noget nede i kælderen, for husbond sidder på vagt i den gamle øltønde."
"Det er godt," sagde konen, og så kaldte hun på pigerne: "Hør," siger hun, "der står den gamle øltønde nede i kælderen og stinker mig i næsen, hver gang jeg kommer derned. Tag og kom vand i bryggerskedlen og tænd op under den, og kom så vandet i øltønden, så vi kan få den renset ud." Nå, pigerne de var jo med på den, så de skyndte sig og fik gjort, som hun sagde, og manden blev jo forfærdelig skoldet. Da Niels fik ham ud af tønden, måtte han straks til sengs og blev liggende en måneds tid. Konen gik og plejede ham og sagde: "Det er da også fælt, at du sådan tager bort og bliver syg for mig." For han havde jo bildt hende ind, at han tog bort, hver gang han sådan ville passe hende op.
Nu havde de to fede stude i stalden, og mens manden lå syg, siger konen til Niels: "Du kan tage de to stude og trække til byen med dem og sælge dem, og pengene må du selv beholde, fordi du har været mig så tro." Det gjorde Niels også; men da så manden kom op igen, savnede han jo straks sine stude. Så siger han til konen: "Men hvor er studene, mor?"
"Dem har jeg ædt," sagde konen.
"Men hvor er da huderne?"
"Dem har jeg ædt med," sagde konen.
"Men hvor er så hornene?"
"Dem har jeg også ædt," sagde konen.
Så kunne manden ikke mere, men faldt om i besvimelse. De fik ham i seng og fik hentet doktor til ham; men der var ingen råd for den syge. Han døde og blev begravet, og Grete arvede gården og alle pengene. Enken satte en pæn gravsten over ham, men så giftede hun sig med Niels, og de lever endnu glade og fornøjede.