Kanen
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
Der var engang en konge, der havde en eneste datter. Hun var såmænd køn nok; dér var ikke noget i vejen; men hun var så sur og tvær; bleg var hun også, og der kom aldrig et smil på hendes læber. Hendes fader holdt så meget af hende, og han gjorde alt, hvad han kunne, for at få hende i godt humør; men der var ikke noget, der hjalp, og han begyndte at blive svært bange for, at hun skulle dø for ham.
Så lod han da udråbe, at den, der kunne få hans datter til at le, han skulle få hende til kone og blive konge i landet, når han selv var død. Det var jo noget, der trak. Der kom folk strømmende fra alle kanter; og de prøvede alle de kunster, man bare kan tænke sig; men det nyttede ikke en smule alt sammen. Prinsessen var lige sur og tvær.
Langt borte fra kongeborgen boede der en mand, der havde en søn, som hed Jesper. Det varede længe, før de hørte noget om den tvære prinsesse; men så ville Jesper da også straks af sted; han ville prøve sin lykke ligesom så mange andre.
Det var ved vintertid, da han drog af sted ind gennem skoven. Ved aftentide kom han til en høj; og her satte han sig ned for at hvile sig. Som han nu sidder der, kommer der en gammel kone ud fra højen og spørger ham, hvor han var fra, og hvor han da skulle hen. Ja, han fortæller hende da om prinsessen og det hele.
»Men har du nu også tænkt på, hvordan du skal bære dig ad med at få prinsessen til at le?« sagde konen.
»Nej,« sagde Jesper, »jeg har ikke tænkt på noget bestemt; men når jeg kommer op på slottet, finder jeg vel nok på noget; det kan da ikke være så svært.«
»Ja, ja!« sagde konen, »det er nu ikke så let en sag endda. Men nu skal jeg give dig noget, som måske kan hjælpe dig.«
Hun gik ind i højen, og lidt efter kom hun tilbage med en lille kane, og så siger hun til Jesper: »Her har du en lille kane, som kan løbe af sig selv, og bag på, ser du nok, sidder der en lille fugl, der er skåret ud af træ; men den er nu ikke så død, som den ser ud til; for når nogen rører ved kanen, og du så siger: »Pip, lille fugl!« så må han blive hængende ved kanen og må følge med, så længe du vil. Først når du siger: »Slip, lille fugl!« kan han slippe fri igen. Men pas nu godt på kanen, at ingen stjæler den fra dig! Så tror jeg nok, den vil hjælpe dig til fin lykke.«
Jesper takkede da konen så mange gange for den dejlige gave. Han satte sig op i kanen, og den fo'r af sted med ham, som om han havde haft de raskeste heste for. Alle de folk, der så ham, var jo nær ved at tabe både næse og mund af forundring over, at kanen sådan kunne pile af sted, uden at der var heste for. Men Jesper lod dem bare stå og gabe, og han kørte videre, så det susede om ørene på ham.
Ved aftentide kom han til en kro, hvor han søgte nattely; men da han gik i seng, tog han sin kane med og satte den ved siden af sengen, for han var bange for, at der var nogen, der skulle stjæle den. Folkene på kroen havde jo undret sig meget over den kane; men især var pigerne gruelig nysgerrige efter at få den rigtig at se, og da de mente, at nu måtte den fremmede karl da være faldet helt i søvn, så listede de tre piger sig ganske stille ind i kammeret, hvor han lå, og betragtede kanen fra alle sider. Til sidst måtte de da også til at føle på den; men så snart de rørte ved den, sagde Jesper: »Pip, lille fugl!« og så hang de fast og måtte blive stående der hele natten.
Tidlig om morgenen satte Jesper sig i sin kane og kørte videre; og de arme piger, som endda slet ikke var påklædt til at vise sig ude ved højlys dag, måtte løbe med, enten de ville eller ej. På vejen kom de forbi en smedie. Smeden var lige kommet ud af sengen, og han var ikke kommet i klæderne endnu; men han stak dog hovedet ud af døren; for han måtte da se rigtigt på det forunderlige køretøj. Pigerne skreg og jamrede; og smeden syntes da også, det var synd, de sådan skulle løbe i det bare linned ved vintertid. Han sprang derfor til og greb den bagerste af pigerne om livet og ville rykke hende væk fra kanen.
»Pip, lille fugl!« sagde Jesper, og så måtte smeden følge med, og det, som han gik og stod.
Længere op på dagen kommer de igennem en by; og det var søndag, så der skulle jo være kirketjeneste; præsten og degnen var netop på vej til kirken. Da de ser dette her optog, syntes præsten jo, at det var for galt. »Skam jer noget, I dumme tøse, at rende sådan efter en ung karl!« råber han og griber fat i den ældste af pigerne. Degnen ville jo følge præstens eksempel, som han plejede; han tager vor far i kjolen, og - »Pip, lille fugl!« sagde Jesper, og så måtte de også med. Degnen prøvede nok at holde sig fast i en høvogn, der kom kørende, men han fik bare en visk hø.
Så kom de til en flok gæs. De fo'r jo til og skulle have noget af det gode hø, »Pip, lille fugl!« sagde Jesper, og så måtte gæssene også følge trop. Sådan et køretøj var der aldrig nogen, der havde set, hverken før eller siden, og da Jesper kom til slottet, svingede han rask ind ad porten, og han kørte borggården et par gange rundt.
Kongen og hans hoffolk kom ud for at se på den stads, og de lo, så de var færdige at revne. Prinsessen måtte da også til vinduet for at se, hvad der var på færde, og da hun så det optog, stak hun i at le, så hun nær aldrig var holdt op igen.
»Stop!« sagde Jesper, og kanen holdt stille. »Slip, lille fugl!« råbte han, og de tre piger og smeden og præsten og degnen og alle gæssene fløj af sted hver til sin side. Men Jesper sprang lige op til prinsessen.
»Nu er du kureret,« sagde han, »og nu er du min.«
Og så fik Jesper prinsessen, og han satte hende i så godt humør, at hun aldrig nogen sinde mere var sur og tvær, og de levede lykkeligt til deres dages ende.