Jomfru Lene af Søndervand
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
Der var engang en gårdmand, som havde tre sønner: Den ældste hed Peder, den anden Poul, og den tredje Esben. Peder og Poul var et par raske, opvakte knægte: De kunne både høre og se, lege og le, pløje og så, meje og slå, og deres fader havde megen gavn af dem; men den yngste var et stakkels skrog, som ingenting duede til. Han sagde aldrig noget, men gik og drev om som i søvne, eller han lå ved arnen og rodede i asken. Derfor kaldtes han for Esben Askefis.
Det var en god gård med rige marker og grønne enge; men midt inde imellem dem lå der et stykke hede hen til ingen nytte; det var fuldt af store sten og overgroet med lyng. Esben holdt meget af at ligge derude og stirre op på skyerne og drømme. Men Peder og Poul kunne ikke lide at se det stykke land ligge sådan hen, og de bad derfor deres fader om lov til at opdyrke det. Det kunne godt lønne sig, sagde de, for det var god jord. Faderen gav dem da også lov; der var jo ganske vist en gammel snak om, at det stykke land hørte ellefolkene til; men det var bare gammel overtro, som man ikke skulle tage sig af.
Så tog Peder og Poul fat; de fik marken ryddet for sten, og de fik pløjet og tilsået. De såede hvede i den nye ager; den kom godt op og stod godt vinteren over, og næste forår var der en vækst i den, så det var mageløst. Der var ingen anden af deres marker, der så nær så godt ud som den, lige til sankthans; men så fik den glæde en brat ende, for selve midsommernat blev hele høsten ødelagt på den underligste måde: Marken var helt nedtrådt, hvert strå var knækket, så kornet ikke kunne rejse sig igen. Der var ingen, som kunne forstå, hvordan det var gået til; men der var ikke andet at gøre end at pløje den mark ned, og så blev den lagt ud til græsning.
Næste forår stod der højere og smukkere græs på den mark end i nogen af deres enge. Men så gik det ligesom sidst: Midsommernat blev alt græsset trådt ned, ligesom det skulle have være slået. De fik altså heller ikke noget ud af den mark det år. Så blev den pløjet om og lå brak hele vinteren, men næste forår blev den sået til med hørfrø. Det kom prægtigt op, og før sankthansdag stod hørren i blomst. Det var et dejligt syn, og Peder og Poul gik og glædede sig. Men de huskede jo nok, hvordan det var gået de to forrige år, og så blev de enige om, at en af dem skulle våge derude den midsommernat, for at se om nogen igen ville ødelægge den mark. Det ville Peder som den ældste gerne påtage sig. Han var en stærk og en rask karl, og han tog en god knippel med sig og satte sig derude ved den store bunke sten, som han havde været med til at slæbe sammen, da de ryddede marken. Det var en smuk, klar og stille sommeraften. Peder ville jo holde sig vågen, men faldt alligevel i søvn. Han vågnede først lige før midnat ved en forfærdelig larm og brusen i luften og ved at jorden rystede under ham. Da han så op på himlen, var den blevet kulsort, og midt ud af alt det sorte kom der noget skinnende rødt, der så ud som en gloende drage. Da blev Peder så bange, at han tog benene på nakken og løb alt, hvad han kunne, hjem til gården.
Der kom dog intet tordenvejr den nat, men da de om morgenen kom ud for at se til hørageren, så var den helt nedtrampet og afgrøden fuldstændigt ødelagt. Det var de alle kede af, men især Poul. Han sagde, at Peder havde båret sig ad som en kryster og var løbet fra sin post, uden at se, hvem det var, der forvoldte den skade hvert eneste år. Næste år såede de byg i ageren, og den stod da så frodig, som det var muligt, indtil sankthansaften. Nu ville Poul da ud og holde vagt. Han kom også hen på stenbunken og ville holde sig vågen; men han faldt ligegodt i søvn og vågnede først ved midnat, hvor han hørte larm og brusen i luften og følte jorden ryste under sig. Himlen var blevet sort som beg, og han så den gloende drage på himlen komme nærmere og nærmere. Nu begyndte hele marken at gå som et lagen, og der var en summen og brummen for hans ører, så han blev helt svimmel. Nu holdt heller ikke han stand længere, men løb sin vej og var glad for, at han slap helskindet hjem. Men næste morgen så de, at byggen var fuldstændigt trampet ned, så marken lignede et stuegulv.
Nu ville hverken Peder eller Poul bruge flere kræfter på det stykke hede, og næste forår groede der kun, hvad der kom op af sig selv af græs og af blomster: Der var hvide præstekraver og blå kornblomster og røde valmuer, og lyngen kom listende frem igen; den havde luret rundt omkring ved grøftekanterne, mens brødrene havde travlt med plov og med harve. Nu var der ingen mere, som brød sig om den mark, andre end Esben: Han var gladere for den i år, end han havde været de forrige somre, og han lå igen tit og ofte derude og stirrede op i skyerne. Da det så blev sankthansaften listede han sig ligeså stille derud. Han havde sovet det meste af dagen, for han ville være vågen den nat og se, hvad det var, som var på færde derude hver midsommernat, enten det så var ellefolk eller noget andet. Henne ved stenbunken stod der et højt træ. Det var en gammel ask, som havde stået der i mange hundrede år, og den havde også fået lov at stå for brødrene, da de dyrkede heden op, for den stod i en udkant, og ved roden lå nogle af de største sten, der var på den mark. Så havde de slæbt alle de andre sten derhen, så træet nu stod midt i en stor stenbunke. Det træ krøb Esben op i og sad nu ganske stille og holdt sig vågen lige til midnat.
Da hørte også han en susen og brusen, der fyldte hele luften, og han så himlen sortne, som om der blev trukket et tykt tæppe helt op over den. Og på den sorte himmel så han et rødt skin, der kom nærmere og nærmere og lignede en gloende drage med tre hoveder og tre lange haler. Nu tog stormen til, og der fór en hvirvelvind lige ned i ageren og malede rundt dér og knækkede hver stilk og hvert strå, som om de blev trådt under fode. Den gamle ask piskede med sine grene og rokkede i sin gamle stamme, så Esben måtte klamre sig fast, for ikke at blive taget af hvirvelvinden.
Men lige med ét blev det stille; himlen blev atter klar, og i stedet for den gloende drage med de tre hoveder så Esben nu ligesom tre store, hvide svaner. Da de kom nærmere, så han, at det var tre kvindeskikkelser i fjederhamme, med store, hvide vinger og flagrende slør. De dalede ned på jorden lige ved træet, hvor han sad, og så tog de deres fjederhamme af og lod dem ligge ved træets rod. Selv løb de ud på ageren, hvor de gav sig til at synge og danse rundt, mens de holdt hinanden i hænderne. Esben havde aldrig hørt så dejlig sang, og han havde heller aldrig set noget så dejligt, som de tre unge piger, der var klædt helt i hvidt og med guldkroner på deres hoveder.
Længe sad han ganske stille i træet og frydede sig ved det dejlige syn. Han var bange for at at røre sig, så han skræmte de skønne svaneprinsesser bort. Men da de dansede lidt væk fra ham, lod han sig glide ned fra træet, samlede hurtigt deres fjederhamme sammen og krøb op i træet med dem. De tre prinsesser havde ingenting set; de blev ved at synge og danse på marken til tre timer efter midnat.
Da kom de atter hen til træet og ville tage deres hamme på. Men hammene var borte. De tre prinsesser løb uroligt omkring og ledte og ledte; til sidst fik de øje på ungersvenden, der sad oppe i træet. De talte til ham og sagde, at det vist var ham, der havde taget deres hamme, og de bad ham så bønligt, om han dog ikke ville lade dem få dem igen; ellers var de fortabt, sagde de. Og de græd og bad ham så mindeligt og sagde, de ville give ham så meget guld og sølv, så han skulle blive rigere end kongen. Men Esben sad oppe i træet og bare så på dem: Hvor var de dog dejlige alle tre! Så sagde han, at de ikke kunne få deres deres hamme, uden en af dem ville love at blive hans kone. "Åh, nej!" sagde den første; "Ikke tale om!" sagde den anden; men den tredje, der var den yngste prinsesse, hun sagde ja, men så skulle han også komme med deres fjederhamme.
Så kom Esben ned fra træet og gav de to andre deres, men den yngste prinsesse fik ikke sin fjederham, før hun havde givet ham sin hånd og et kys og sat en ring på hans finger og lovet at komme og holde bryllup med ham til næste midsommer. "Vi er tre kongedøtre," fortalte hun Esben, "og vi er vokset op i et slot, som har stået på dette sted. Men for længe, længe siden blev vi røvet bort af en ond heks, som holder os fanget ti tusinde mil herfra. Kun hver midsommernat får vi lov at flyve herhen og gæste vort hjem. Men nu skal du her på dette sted bygge et slot, hvor vort bryllup kan stå. Du skal indrette alting kongeligt, og du må byde så mange gæster, som du vil, blot ikke kongen i dette land. Du har midler nok til at bygge for, for du skal bare bryde en kvist af træet, du sad i, og slå på den største sten ved dets rod og sige: ‘For jomfru Lene af Søndervand!’ Så vælter stenen til side af sig selv, og under den vil du finde alt, hvad du behøver. Med et slag af askegrenen og de samme ord kan du åbne og lukke dit skatkammer så tit, som du vil." Så sagde hun farvel og tog sin fjederham på, som de andre allerede havde gjort, og så svang de sig op på deres store vinger, højere og højere op som tre hvide svaner, og snart var de ude af syne. I samme øjeblik faldt den første solstråle hen over ageren.
Længe stod Esben og stirrede efter dem, ganske fortumlet over alt det, han havde oplevet. Omsider rev han sig løs, brød en kvist af asken og slog på stenen med de ord: "For jomfru Lene af Søndervand!" Straks væltede stenen sig om, og under den var der en indgang til et skatkammer, fuldt af guld- og sølvmønter, ædelsten og kostbare smykker, desuden drikkehorn, guldtallerkner og lysestager og alt, hvad der hører til et kongeligt taffel. Esben tog så mange guld- og sølvpenge, som han kunne bære, så slog han igen på stenen og sagde de samme ord, og så gik han hjem til sin faders gård.
Faderen og brødrene havde nær ikke kendt ham igen; han var ikke det samme menneske, da han kom ind den morgen, så rask og så rank, med håret strøget fra panden og med funklende øjne. Så sagde han dem, at nu vidste han, hvad det var, der havde ødelagt den mark de forrige år. Men den skulle ikke dyrkes igen, for nu skulle der bygges et slot, og på det skulle hans bryllup stå til næste midsommeraften. Først troede de, han var gået helt fra forstanden; men da de så alt det guld og sølv, han bragte med sig, kom de på andre tanker og lod ham råde og gøre, som han ville.
Så samlede han stenhuggere og tømmermænd, murere og snedkere, og han satte en bygmester i spidsen for det hele og sagde ham, at der skulle bygges et kongeligt slot, og det skulle stå fuldt færdigt inden et år var omme. Han gav bygmesteren alle de penge, han forlangte; der var nok at tage af i hans skatkammer; og nu blev der en travlhed uden lige, med økse og sav, med høvl og med hammer, med målesnor og murske; og til majdag stod slottet færdigt med tårne og tinder, med kobbertag og gyldne fløje. Og så lod han byde til bryllup, både landbyens folk og alle kendte folk fra det hele herred.
Der var jo gået stort ry af den bygning, og der gik jo ikke mindre ry af det bryllup, der skulle stå midsommeraften på det nye slot. Men hvad folk var allermest opsatte på at få at vide, det var dog, hvem bruden var; for hende var der ingen der vidste navnet på. Så træffer det sig en dag kort før midsommer, da alle er indbudt, at Esbens fader møder landets konge, som har redet sig en tur og lagt vejen om forbi det nye slot, som han har hørt så meget om. Gårdmanden tager jo hatten af for kongen, som hilser igen og siger, at han da har hørt tale om det store bryllup, han holder for sin yngste søn.
"Jeg kunne have lyst til at se ham," sagde kongen, "og hans unge brud."
Ja, bonden syntes da ikke, han kunne andet end sige, at det ville være dem en stor ære, om kongen selv ville komme til brylluppet.
"Tak," sagde kongen, det ville han gerne, og så red han sin vej.
Bryllupsdagen kom, og gæsterne kom, og kongen kom også; Esben var der, men bruden var der ikke endnu. Folk begyndte at mumle om, at det nok ikke hang rigtigt sammen: den brud havde Esben nok drømt sig til og sovet sig fra. Så ved solnedgang gik Esben uden for slottet og kiggede op i luften. "Nå, skal hun komme den vej?" sagde folk, "ja, så er hun nok ikke andet end én af de fluer, Esben har haft i hovedet." Men Esben var ganske rolig; han havde set en flok svaner flyve over himlen, og han vidste nu, hun var i nærheden. Og straks efter rullede der en prægtig gylden vogn op for trappen trukket af seks hvide heste. Esben sprang til vogndøren: Dér sad bruden så strålende dejlig. Men det første, hun sagde, var: "Er kongen her?"
"Ja," svarede Esben, "men jeg har ikke indbudt ham; han har budt sig selv."
"Det kan ikke hjælpe," sagde bruden, "står jeg brud her i dag, så bliver kongen min brudgom, du mister dit liv, og jeg bliver ulykkelig; for det er dig og ingen anden jeg vil have. Nu må du komme til mig, om du kan, og det inden et år er omme, ellers er det for sent. Jeg bor ti tusinde mil herfra på slottet sønden for solen, vesten for månen og midt i verden." Da hun havde sagt det, kørte hun bort i rasende fart, og lidt efter så Esben svaneflokken stige mod himlen og blive borte mellem skyerne.
Så tog Esben stav i hånd, forlod alting og gav sig på vandring ud i den vide verden, for at lede hende op. Han gik lige mod syd, og han gik i dage og i uger, og hvor han kom frem, spurgte han, om ingen kendte det slot; men der var ikke nogen, der havde hørt det nævne. Så omsider kommer han en dag ude i en skov til et par store, grimme trolde, der var oppe at slås. Esben talte til dem og spurgte, hvad de sloges om. De sloges om en gammel hat, som lå på jorden: Deres fader var død, og de skulle nu dele arven; men den hat kunne ikke deles. "Den er da heller ikke noget værd," sagde Esben. Jo, sagde skovtroldene, det var ikke en almindelig hat, for den der havde den på, han var usynlig; så den ville de begge have. Og så røg de igen i totterne på hinanden. "Ja, klem I bare på, til I bliver enige," sagde Esben. Så snappede han lige hatten, satte den på hovedet og gik sin vej.
Da han havde gået et stykke tid, kom han til et andet par skovtrolde, som skændtes så det var forfærdeligt. De skulle også dele arven efter deres fader: Det var et par gamle støvler, men den der havde dem på, tog hundrede mil i hvert skridt; så dem ville de begge have. Esben kom i snak med dem, og da han hørte, hvad der var i vejen, så gav han dem det råd, at de skulle løbe om kap: "Nu kaster jeg en sten," sagde han, "den må I løbe efter, og den som kommer først, han skal have støvlerne." Det gik de ind på, Esben kastede stenen, og de løb afsted. Imens trak Esben støvlerne på, og så tog han et skridt og var med det samme hundrede mil borte.
Dér var der igen et par skovtrolde, som var oppe at slås om deres fædrenearv, der ikke kunne deles, men som de begge ville have. Det var en gammel, rusten foldekniv. Men den havde den egenskab, forklarede de, at hvis man lukkede den op og pegede på nogen med den, så faldt han død om; og når man så lukkede den sammen og rørte ved den døde, så blev han levende igen. "Lad mig se den kniv," sagde Esben, "jeg finder nok på råd; jeg har prøvet at afgøre sådan en strid før." Da han så fik kniven, skulle han jo prøve den, og han lukkede den op og holdt den hen imod begge skovtroldene. Så faldt de døde om. "Det er skam rigtigt nok," udbrød Esben. Så foldede han kniven sammen og rørte ved de to skovtrolde, og straks blev de levende igen. Men Esben stak kniven i lommen, tog usynlighedshatten på og sagde farvel. Og med det første skridt var han allerede hundrede mil borte.
Esben blev ved at gå til hen imod aften, da kom han til et lille hus, der lå midt inde i den vilde skov. Der boede en gammel kone. Hun var så gammel, at der groede mos på hende. Esben hilste venligt og spurgte, om hun ikke kunne sige ham, hvor det slot var, der lå sønden for solen, vesten for månen og midt i verden. Nej, sagde hun, det slot havde hun aldrig hørt om. Men hun rådede over alle dyrene på marken, og nu skulle hun kalde dem sammen og spørge dem ad, om nogen af dem skulle vide det. Så gav hun et stød i sin fløjte, og der samledes alle slags vilde dyr; de kom farende i fuldt spring, så nær som ræven, han kom luskende bagefter, og han var i ondt lune, for han var lige ved at snappe en gås, da han hørte piben og måtte afsted. Men hverken ræven eller nogen af de andre dyr vidste noget om det slot. "Ja," sagde konen, "så må du gå til min søster, som råder over alle fiskene i havet. Hun bor tre hundrede mil herfra, og ræven, som kom sidst, han kan vise dig vejen."
Det varede ikke længe, inden Esben kom til den gamle kone, som rådede for alle fiskene i havet. Men hun havde aldrig hørt det slot nævne; og af alle fiskene, som hun kaldte sammen med sin fløjte, var der heller ingen, der havde været så vidt. "Så må du gå til min søster," sagde konen, "hun råder over alle fuglene under himlen. Kan hun ikke hjælpe dig, så er der ingen, der kan. Hun bor tre hundrede mil herfra lige mod syd, på et højt bjerg; det kan du ikke tage fejl af."
Esben gav sig da på vej igen, og han kom snart til fuglebjerget. Den gamle kone, som boede der, havde aldrig hørt tale om slottet sønden for solen, vesten for månen og midt i verden. Men hun gav et stød i sin fløjte, og så kom alle fugle susende fra alle verdenshjørner. Hun spurgte dem, om de kendte det slot; men der var ingen af dem, der havde været så vidt.
"Ja, men den gamle ørn er her jo ikke," sagde hun, og hun gav igen et stød i fløjten. Så kom endelig den store ørn flyvende og satte sig i en trætop. "Hvor kommer du fra?" sagde konen, "du har forbrudt dit liv, for du kommer for sent."
"Jeg kommer fra slottet sønden for solen og vesten for månen og midt i verden," sagde ørnen, "der har jeg rede og unger, og de skulle passes, før jeg kunne flyve fra dem."
Så sagde konen, at den skulle få lov at beholde livet, hvis den kunne føre Esben hen til det slot. Det mente ørnen nok den kunne, hvis den fik lov at hvile sig natten over.
Næste morgen satte Esben sig op på ørnens ryg, og så fløj den højt op i luften med ham og ud over det vilde hav. Da de havde fløjet noget, siger fuglen til Esben: "Ser du noget forude?"
"Jeg ser en stor, sort væg lige for os," sagde Esben.
"Ja, det er jorden, vi skal igennem," sagde fuglen, "hold dig godt fast, for omkommer du, så gælder det mit liv."
Så fløj den lige midt ind i det bælgmørke hul. Men Esben holdt sig godt fast, og snart så han atter dagens lys. Da de har fløjet noget, siger fuglen påny: "Ser du noget forude?"
"Det ser ud som et glasbjerg," siger Esben.
"Det er vandet, vi skal igennem," sagde fuglen, "hold dig nu godt fast, for omkommer du, så gælder det mit liv." Så fór de lige igennem vandet og slap lykkeligt derfra. Så fløj de igen en stund gennem luften. "Ser du noget forude?" sagde fuglen så igen.
"Jeg ser kun en brændende ild," sagde Esben.
"Den skal vi også igennem," sagde fuglen, "put dig godt ind under mine fjer, og hold dig fast! Omkommer du for mig, så gælder det mit liv." Så fløj den lige lukt ind i ilden, men de kom dog godt igennem den. Nu dalede fuglen ned på jorden og sagde: "Jeg må hvile mig lidt; vi har fem hundrede mil igen."
"Ja, men nu kan jeg bære dig," sagde Esben, og så tog han ørnen på ryggen og sprang det sidste stykke vej i fem spring.
"Nu kom vi dog for langt," siger ørnen, "kan du ikke træde ti mil tilbage?"
"Nej, det kan jeg ikke," sagde Esben.
"Ja, så må vi flyve," siger ørnen; og på den måde kom de lykkeligt og vel til slottet sønden for solen, vesten for månen og midt i verden. Det var et slot, som der ikke var mage til på jorden; det skinnede fra øverst til nederst som det pure guld.
Da Esben kom til slottet, satte han sig uden for porten, til der kom en fadebursterne og gik igennem den. Til hende sagde han: "Hils jomfru Lene af Søndervand og bed hende om et bæger vin til en træt vandringsmand." Det bud bragte ternen til prinsessen, og denne lod sit eget guldbæger fylde med vin og sendte ternen ud med det. Da Esben havde drukket, kastede han den ring i bægeret, som han havde fået den første gang, de sås. Ternen bragte bægeret tilbage, og prinsessen genkendte straks ringen og løb ned i porten og omfavnede ham. "Nu har jeg dig," sagde hun, da hun førte ham ind på slottet, "men jeg må straks slippe dig igen, og du må fare den lange vej tilbage i min fjederham. For hvis heksen, som holder os fangne, får dig at se, så forvandler hun dig til sten med et eneste blik."
"Det er der råd for," sagde Esben, "vis mig kun ind til hende!" Så tog Esben sin usynlighedshat på og sin foldekniv i hånden, og så gik han ind til heksen og pegede på hende, så hun med det samme faldt død om. Esben lod heksen begrave tyve meter under jorden, og så holdt han bryllup med prinsessen, og det bryllup varer endnu.
Og jeg var også med til Esbens bryllup; men da vi dansede på et papirsloft, og jeg havde et par store træsko på, så trådte jeg igennem og faldt ned i et spindelvæv og blev hængende der. Det spindelvæv tog de og brugte til forladning i en kanon, og ingen lagde mærke til mig. Så blev jeg skudt med ud og havnede her, hvor jeg nu sidder og fortæller denne historie.