Hindeprinsessen
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
Der var en prins og en prinsesse, som havde holdt af hinanden lige fra de var små, og det var også bestemt, at de skulle have hinanden, når prinsessen blev voksen. Hun var endnu kun tolv år gammel. Men hun havde en stedmoder, som var en slem heks og ikke undte hende nogen god lykke. Hun truede kongedatteren med, at hun ville forgøre hende, når hun gik i brudeseng, sådan at hun skulle løbe om som en vild hind i skov og mose. Det var kongedatteren meget sørgmodig over, for hun ville gerne have sin prins og blive hans kone, når den tid kom. Han vidste ikke noget om det, for hun nænnede ikke at sige ham det.
En dag gik prinsessen ud i skoven, hvor der boede nogle fattige folk, som hun kendte. De havde en datter på samme alder som hende. Hun spurgte dem, om hun måtte få deres datter hjem at hjælpe sig; hun ville have hende på prøve, og hvis hun var tilfreds med hende, ville hun beholde hende hos sig. Det var forældrene meget glade ved, og pigen også, og hun fulgte med op på slottet. Prinsessen beholdt hende hos sig i tre dage og fortalte hende mange ting; men hun sagde til pigen, at det var noget, hun ikke måtte tale om til andre. Den tredje aften sagde kongedatteren til hende, at nu kunne hun gå hjem og besøge sine forældre og blive der natten over. Næste morgen skulle hun komme igen; så ville prinsessen sige hende, om hun ville beholde hende længere.
Pigen gik så hjem; men prinsessen gik bag efter hende og stod uden for vinduet, for at høre, om hun kunne tie, eller hun snakkede over sig. Da pigen kom ind til forældrene, blev der da en spørgen om alt, hvad hun havde set og hørt og oplevet, og også om, hvad kongedatteren havde sagt til hende. Og hun plumpede ud med det hele. Så gik kongedatteren hjem; hende kunne hun ikke bruge.
Næste dag gik prinsessen ud og fik en anden lille pige af sin alder; men hun kunne heller ikke tie; så hun fik også lov at gå sin vej. Og således gik det med flere. Endelig kom hun et sted til nogle meget fattige folk og fik deres datter hjem til sig. Forældrene formanede hende til at opføre sig vel og ikke fare med sladder; det lovede pigen, og hun kom med. Efter tre dage lod prinsessen hende gå hjem om aftenen for at besøge sine forældre indtil næste morgen; men hun gik selv bag efter og blev stående udenfor, for at høre, hvad de sagde. Da den lille pige kom ind i hytten, spurgte hendes forældre først, om hun havde opført sig vel. – Ja, det mente hun da nok. – Derpå sagde de, at nu måtte hun endelig være flink og tro; så ville prinsessen blive ved at være god ved hende. Så bad de aftenbøn med hende og lagde sig alle til at sove.
Kongedatteren gik hjem, og da pigen kom næste morgen, sagde hun, at hende ville hun gerne beholde. Den fattige pige blev nu opdraget i kongens gård og oplært sammen med den gode prinsesse; og de blev rigtig hjertensvenner. Fattigmandsbarnet voksede op til en skøn jomfru, der lignede kongens datter på et hår, så alle tog fejl af dem; og de gik også altid ens klædt.
Da det nu var nået så vidt, at prinsen og kongedatteren skulle have bryllup, så fortalte hun pigen, hvad der nu ville ske, og hun gjorde den aftale med hende, at hun skulle være i nærheden og springe i brudesengen til ham, når hun selv blev forvandlet, for at hun således kunne fri ham for den store sorg. Pigen elskede hende højt, og hun spurgte, om det dog ikke var muligt at frelse hende fra den ulykke: Kunne hun ikke gå som hind i kongedatterens sted?
"Nej," sagde prinsessen, "det kan ikke lade sig gøre; men de tre første juleaftener ved midnat så kan du træffe mig i en løvhytte ude i skoven; for da bliver jeg menneske en time hver gang. Så kan vi dog tale sammen så længe."
Bryllupsdagen kom, og brylluppet stod, og det gik som den onde stedmoder havde truet med: I det samme øjeblik, som kongedatteren satte sin fod i brudesengen, blev hun forvandlet til en vild hind og løb ud i skov og mose. Men veninden havde holdt sig rede og tog hendes plads ved kongesønnens side, og han lagde ikke mærke til noget. Da bad pigen, som han troede var prinsessen, ham om, at hun måtte få lov at være jomfru endnu sit legeår, sit pigeår og sit spindeår. Det kunne han ikke nægte hende, og han tog sit sværd og lagde imellem dem. Kort tid efter døde prinsens fader, og han blev da konge efter ham, og fattigmandsbarnet var altså dronning.
Den første julenat derefter stod dronningen op fra kongens side, uden at han mærkede det, og gik ud i skoven til løvhytten for at mødes og tale med den rigtige dronning. Det samme gjorde hun året efter. Men der var andre, som begyndte at tale om, at der måtte være noget galt ved dronningen, siden hun hver julenat listede sig ud af slottet. Dette kom kongen for øre, og den tredje julenat lå han vågen og lod kun som han sov. Da hans dronning var stået op fra sengen, fulgte han hemmeligt efter hende ud i skoven og stod uden for løvhytten, hvor hun mødtes og talte med den rigtige dronning. Da hørte han denne spørge: "Hvordan lever I sammen?" Og pigen, som han havde holdt for sin dronning, hun svarede: "Godt, som søster og broder. Men er der dog intet råd, som kan frelse dig?"
"Nej," lød svaret, "i nat er det sidste gang, jeg får menneskeskikkelse. Der er kun ét råd til min frelse, og det er, hvis en ren og uskyldig kongesøn sårer mig til blods med sit sværd; men han må ikke bedes om det." I det samme blev hun forvandlet til en hind og for ud af løvhytten. Men kongen havde draget sit sværd, og idet hun sprang forbi ham, stak han til hende med sværdet, så blodet flød.
Da blev hun i det samme til så dejlig en prinsesse, som hun nogen tid havde været; og de drog hjem og levede lykkeligt sammen i mange år som konge og dronning. Og de havde både små prinser og prinsesser, som var deres børn. Men den tro pige blev hos dem alle sine dage, og de elskede hende begge som deres egen sjæl.