WeirdSpace - Kultur uden grænser

Hans og Grete




Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Flere danske folkeeventyr her Dokument


   Ude i en landsby lå der et lille sted. Der boede en mand og en kone med deres eneste datter, som hed Grete. Det var kun småfolk, men skikkelige folk, og Grete var en rigtig god pige og en meget køn pige.
   I samme by var der flere gode gårde, men den bedste af dem alle var dog den, som Hans var eneste arving til. Hans fader var død, hans moder styrede gården, og Hans gik hjemme og hjalp til; men så snart han var fyldt tyve, så skulle han overtage gården. Han var ikke alene den rigeste, men også den raskeste og kønneste karl i byen; så man kan nok forstå, at der var flere end én pige, der havde et godt øje til ham. Og det havde Grete da også.
   Så en tidlig morgen kommer Hans ind i køkkenet, hvor Grete står ganske alene, og så siger han: "Hør lille Grete, du er en køn pige og en god pige, og jeg holder af dig. Jeg vil gerne have dig til kone, dersom du kan tie med det."
   "Ja, tak skal du have!" siger Grete, "det kan jeg da sagtens tie med."
   Så går Hans, og Grete skal da til at lave en gryde melgrød til morgenmad. Hun tager hver anden håndfuld mel og hver anden håndfuld aske, og hun rører det sammen og er nok så glad. Så kommer moderen ud og ser dette her, og så siger hun: "Men Grete dog, hvordan er det, du bærer dig ad?"
   "Åh, moder!" siger hun, "jeg er så glad."
   "Hvad er du glad for?" spørger moderen.
   "Jo," siger Grete, "Hans har sagt, han vil have mig, dersom jeg kan tie med det."
   "Ja, det kan vi jo sagtens tie med," siger moderen, og hun rører om i grøden, og hun hælder den op midt på køkkenbordet.
   Så kommer manden og skal se, hvor de bliver af med hans morgenmad. "Men hvordan er det dog, I bærer jer ad?" siger han.
   "Åh, vi er så glade," sagde de begge to."
   "Hvad er I glade for?" spørger manden.
   "Jo, Hans har været her og sagt, han vil have Grete," siger moderen, "dersom vi kan tie med det."
   "Ja, det kan man jo sagtens tie med," siger manden; og så går han ud og spænder hestene for bagenden af vognen.
   I det samme kommer Hans forbi, og så siger han: "Men hvordan er det, I bærer jer ad?"
   "Åh, jeg er så glad," svarer manden.
   "Hvad er I glad for?" spørger Hans. "Åh, fordi du har sagt, du vil have vor datter," siger manden.
   "Ja, det har jeg også sagt – dersom hun kunne tie; men det kan hun ikke." Så gik Hans sin vej, og han var rigtig vred.
   De ser ikke noget til Hans i lang tid. Så hører de endelig, at han har friet til en gårdmands datter, og næste søndag skal der lyses i kirken for dem. Der bliver lyst første gang og anden gang; så den søndag, der skal lyses tredje gang, siger Grete til sin moder: "Jeg vil i kirke i dag og ofre med min gamle kæreste." Det gør hun da.
   Da de har ofret og går ned ad kirkegulvet, så hvisker Grete til Hans: "Jeg synes stadig godt om dig." Bruden er jo med i kirke, og hun spørger Hans: "Hvad var det for en pige, der var henne og hviske til dig."
   "Åh, det var én, jeg engang havde sagt til, at jeg ville have hende, dersom hun kunne tie med det; men det kunne hun ikke."
   "Nu har jeg aldrig hørt magen," siger bruden, "kunne hun ikke tie med det! Jeg har født syv børn og har aldrig sagt det til nogen førend nu, det slap mig ud af munden."
   Da Hans hørte det, så sprang han ud af kirkestolen, og han talte aldrig mere et ord med hende. Men Hans blev gift med Grete, og de levede lykkeligt og godt sammen.