Hans Havfruesøn
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
I Furreby ved Skagerak boede engang en smed, som hed Rasmus Madsen. Han sad kun småt i det; han var endnu en ung mand, og en køn, stærk karl var han også; men han havde giftet sig tidligt og havde mange små børn, og der var ikke stort at tjene ved håndværket der på stedet. Han var en flittig og stræbsom mand: Når han ikke havde arbejde i smedjen, så var han ude på havet for at fiske, eller han var ude ved stranden for at bjerge vrag.
Så hænder det engang, han var taget ud på fiskeri i godt vejr, ene mand i en lille båd for at fiske torsk, at han ikke kommer hjem den dag, og heller ikke dagen efter; så alle troede da, at han var omkommet ude på havet. Men tredjedagen kom Rasmus i land og havde båden fuld af torsk, så store og fede, så man aldrig havde set mage. Han fejlede ingenting og klagede hverken over sult eller tørst. Han var kommet i tåge, sagde han, så han havde ikke kunnet se land før. Men hvad han ikke talte om, det var, hvor han havde været i al den tid; det kom først frem seks år efter; da gættede folk, at han var blevet taget ned på dybet af en havfrue og havde været hendes gæst i de tre døgn, han havde været væk. Fra den tid af tog smeden aldrig mere ud på fiskeri; men det behøvede han heller ikke, for han havde alligevel godt udbytte af havet: Når han kom ned til stranden, så slog det aldrig fejl, at der var skyllet noget vraggods op, alle hånde gode sager, og i de tider tog enhver, hvad han fandt, og fik lov at beholde det. Så smeden blev dag for dag mere velhavende.
Da der var gået syv år, siden smeden havde været til søs, så var det en morgen, han stod i smedjen og gjorde en plov i stand, at der kom en køn ung knøs ind til ham og sagde: "Goddag, fader, min moder havfruen beder mig hilse, at nu har hun haft mig i seks år, og nu kan du føde mig lige så længe." Han lignede slet ikke en seks års dreng. Han så nærmest ud, som han var atten og var endda langt større og stærkere, end unge mænd ellers er på den alder. "Vil du have en bid brød?" sagde smeden. "Jo, tak," sagde Hans, for sådan hed han. Så bad smeden sin kone skære et stykke mad til ham. Det gjorde hun; men drengen slugte det i én mundfuld og kom så igen ud til sin fader i smedjen. "Har du nu fået, hvad du kan spise?" sagde smeden. "Nej," sagde Hans, "det var kun en mundsmag." Så gik smeden ind og tog et helt rugbrød, flækkede det på langs i en over- og en underdel, smurte smør på hvert af de halve brød, kom ost på og gav det til Hans.
Lidt efter kom drengen ud i smedjen igen. "Nå, har du så fået det, du kan spise?" sagde smeden. "Nej," sagde Hans, "jeg har ikke fået nær nok; jeg må hellere se at finde mig et bedre madsted; for jeg kan nok se, at jeg ikke bliver mæt her." Han ville derfor videre, men faderen skulle først lave ham en spadserestok. "Den skal være af jern," sagde Hans, "og være sådan, at den kan holde." Smeden kom så med en jernstang, så tyk som en knortekæp; men den tog Hans og snoede om sin finger: Den duede ikke. Så kom smeden slæbende med noget jern så tykt som en vognstang; men da Hans satte det for knæet, så brækkede det over som et halmstrå. Så måtte smeden samle alt det jern, han havde, og Hans måtte holde ved, imens faderen smedede ham en spadserestok, der var tungere end ambolten. Da Hans havde fået den, så sagde han: "Nu skal du have tak, fader, nu har jeg fået min arvepart." Derpå drog han op i landet, og smeden var ganske glad for at være blevet den søn kvit, inden han åd ham ud af huset.
Så kom Hans til en herregård, og tilfældigvis stod herremanden selv udenfor. "Hvor skal du hen?" sagde herremanden.
"Jeg er ude at se mig om efter et sted," sagde Hans, "hvor de har brug for stærke karle og kan give dem nok at æde."
"Ja," sagde herremanden, "jeg plejer at have fireogtyve karle på denne årstid, men jeg har endnu kun tolv; så jeg kan godt bruge dig."
"Ja, det kan du," sagde Hans, "for jeg skal nok gøre tolv karles arbejde; men så vil jeg også have ligeså meget at æde som de tolv."
Det blev de så enige om, og herremanden førte Hans ind i folkestuen og sagde til pigerne, at den nye karl skulle have lige så meget mad som alle de andre tolv tilsammen. Så var der ikke andet at gøre, end at han fik en hel gryde for sig selv og en grydeske til at øse i sig med.
Det var ved aftenstid, Hans kom der, så den dag fik han ikke bestilt andet end at spise sin aftensmad, sådan en god tolvmands-gryde med boghvedegrød, som han tømte helt, og han var da så nogenlunde mæt, så han kunne "ligge fast", som han sagde, og så gik han hen og lagde sig. Han sov både godt og længe, og alle folk på gården var oppe og i gang med deres arbejde, mens Hans endnu lå og sov på sit grønne øre. Herremanden var også på benene. Han var jo nysgerrig efter at se, hvordan den nye karl ville skikke sig, han som både skulle æde og arbejde for tolv. Men der var ingen Hans endnu, selv om solen stod højt på himlen. Så gik herremanden selv over til karlekamrene og kaldte: "Du skal op, Hans, du sover over dig." Hans vågnede og gned øjnene: "Ja, det er sandt," sagde han, "jeg skal op og have morgenmad." Så kommer han i klæderne og ind i folkestuen og får sin tolvmands-gryde med øllebrød, som han sætter til livs, og så spørger han efter sit arbejde.
Ja, i dag skulle de da tærske; de andre tolv karle var allerede ude i laden. Der var tolv logulve, og de tolv karle var i gang med de seks af dem, to om hvert logulv. Men Hans skulle jo så alene tærske, hvad der lå på de andre seks logulve. Hans kommer ud i laden og får fat i en plejl. Han ser, hvordan de andre bærer sig ad, og gør ligeså; men ved det første slag slår han plejlen i stykker. Der hang flere plejle, og Hans tog den ene efter den anden; men det gik ikke anderledes: De røg i splinter hver og en ved det allerførste slag. Så måtte han se sig om efter et andet redskab at tærske med, og så fandt han et par store bjælker og fik øje på en hestehud, der var slået op på ladedøren. Deraf lavede han sig en plejl: Af skindet snoede han sig en plejlrem, den ene bjælke brugte han som plejlstang og den anden som slagel til at tærske med. Det kunne godt gå an. Men laden var for lav, der var ikke plads nok til at svinge den store plejl; og logulvene var så små, at han ramte loftsbjælkerne med sin store plejl. Hans fandt dog på råd for både det ene og det andet. Først tog han og lettede taget af laden og satte det ned på marken ved siden af. Og så var der jo en gennemkørsel fra den ene ende af laden til den anden; dér væltede han al det korn ned, som han kunne få fat på, og så tærskede han løs. Og det kan nok være, kornet kom af halmen ved de slag. Han lagde det ene læs korn ud efter det andet, og det var ham lige meget, hvad han fik fat i; så inden middag havde han tærsket alt herremandens korn imellem hinanden: rug, hvede, byg og havre ud i en køre. Da han så var færdig og havde optærsket, gik han hen og løftede taget op på laden igen, ligesom man sætter låget på en æske; og så gik han ind og meddelte herremanden, at nu var det arbejde færdigt.
Herremanden var nær ved at tabe både næse og mund ved den melding; han kom med ud og skulle se, om det var sandt. Jo, det var rigtigt nok; han var bare misfornøjet med det blandingskorn, han havde fået ud af hele sin høst; men da han så den plejl, Hans havde brugt, og hørte, hvordan han havde skaffet sig plads til at svinge den, blev han så bange for den stærke karl, så han ikke turde sige andet, end at det jo var godt, at der var tærsket færdigt; men kornet skulle da også renses. Da Hans spurgte, hvad det var, fik han da forklaret, at kornet skulle være for sig, og avnerne for sig. Det skulle ikke være som nu, hvor korn og avner lå blandet sammen i én stor dynge til helt op under taget.
Hans begyndte at pille lidt ved kornet og lade det glide imellem fingrene; men det blev ikke til noget, kunne han snart mærke. Han var dog ikke rådvild; han lukkede begge ladeportene op og så lagde han sig ned ved den ene ende og pustede, så alle avnerne røg ud og lå i et bjerg for enden af laden, og alt kornet var så rent, som det kunne blive. Så meldte han herremanden, at nu var det arbejde udført. Herremanden sagde, det var godt, og at der ikke var mere for ham at bestille i dag. Hans kom ind i folkestuen og fik så meget, som han kunne sætte til livs, og så gik han hen og tog sig en middagslur, der varede lige til aftensmaden.
Men herremanden var helt ulykkelig, og han beklagede sig til sin kone: Hun måtte hjælpe ham at finde på råd for, hvordan de kunne blive af med den stærke karl; sige ham op, turde han jo ikke. Hun sender så bud efter forvalteren, og det bliver da bestemt, at næste dag skal alle karlene ud i skoven efter brænde, og så skulle de gøre den aftale, at den, der kom sidst hjem med sit læs, han skulle hænges. De kunne da nok sørge for, at det blev Hans, der kom sidst hjem og skulle af med livet. De andre var jo tidligt på færde, men Hans ville nok sove over sig.
Om aftenen sad karlene så og snakkede sammen om, at de næste dag skulle tidligt afsted for at nå til skovs. De havde et stort dagsværk og en lang rejse for sig, og for at presse hinanden til det yderste blev de enige om, at den, der kom sidst hjem med sit læs, han skulle miste sit liv i galgen. Det havde Hans ikke noget at indvende imod.
Længe før solen var oppe, var de tolv karle på benene; de tog alle de bedste heste og vogne, der var, og kørte til skovs. Men Hans havde langt fra udsovet, og herremanden sagde: "Lad ham bare ligge." Men til sidst kom Hans dog i tanker om, at han skulle have sin morgenmad, og så kom han op og i tøjet. Han gav sig god tid med øllebrøden, og så skulle han da ud og få sit køretøj gjort klar. De andre havde taget alt, hvad der duede, men Hans fik da skrabet fire umage hjul sammen og sat på en gammel undervogn. Der var heller ikke andre heste til ham end et par gamle krikker. Dem fik han spændt for, og så kørte han ad skoven til. Han vidste ikke, hvor den lå, men fulgte sporet efter de andre vogne, og så nåede han rigtignok ud til skoven. Da han kom til skovleddet, han skulle igennem, så var han så uheldig, at han kom til at brække leddet itu. Men så tog han en kampesten, der lå på marken – den var syv alen lang og syv alen bred – og den lagde han midt i ledåbningen.
Så kom han hen til de andre, og de grinede jo ad ham; for de havde slidt alt, hvad de kunne fra den lyse morgen, og de havde hjulpet hinanden med at fælde træer og læsse dem på, så alle deres vogne var nu læssede, på nær en enkelt. Hans fik fat i en skovøkse og skulle til at fælde et træ; men det havde han ingen held med, for øksen var sløv, og skaftet knækkede ved det første slag. Så lod han øksen ligge, slog sine arme om træet, som han lige kunne spænde om og rykkede det op med rode. Det smed han på vognen, tog så et nyt træ og nok et, og sådan blev han ved. Imens stod alle de andre karle og så på den træfældning med åbne munde; de havde helt glemt deres eget arbejde. Men så med ét fik de travlt. Den sidste vogn blev læsset, og så piskede de på hestene; det var dog muligt, de kunne komme først hjem med deres. De lod det derfor være op til Hans, hvordan han fik sit brænde hjem.
Hans spændte sine gamle krikker for vognen, men de kunne ikke rokke læsset af stedet. Så blev han træt af det, spændte hestene fra igen, surrede et reb om vognen og alle træstammerne, tog det hele på nakken og begav sig så på hjemvejen. Hestene trak han efter sig i tømmen med den frie hånd. Da han kom til skovleddet, så holdt jo hele vognrækken der og kunne ikke komme videre for stenen, der lå og spærrede for vejen. "Hvad for noget?" sagde Hans, "kan tolv karle ikke flytte den sten?" Så tog han og smed stenen væk, og så gik han videre med sin byrde på nakken og hestene efter sig, og han kom jo hjem til gården længe før nogen af de andre.
Der gik herremanden og spejdede og spejdede. Han var meget nysgerrig efter at se, hvordan det spændte af: Hvem der kom først, og hvem der kom sidst hjem. Så får han øje på Hans, der kommer med læsset på nakken og trækkende hestene efter sig. Da blev han så forskrækket, at han ikke vidste, hvad han skulle gribe til, men smækkede porten i og slog slåen for. Da Hans nåede frem, lagde han træet fra sig og dundrede på porten; men der kom ingen og lukkede op. Så tog Hans først træet og kylede det over laden ind på gårdspladsen, og så smed han vognen bagefter, så de fire hjul trillede i hver sin retning. "Nu kommer krikkerne nok samme vej," tænkte herremanden, "hvis jeg ikke lukker op," og så lukkede han op. "Goddag, husbond," sagde Hans; så trak han hestene ind i stalden og gik selv ind i folkestuen for at få sig lidt at leve af.
Langt om længe kom de andre karle med deres læs. Da de kom ind til aftensmaden, sagde Hans: "Kan I huske den aftale, vi gjorde i går aftes? Hvem af jer er det så, der skal hænges?"
"Åh, det var jo kun en spøg," svarede de. Ja, det kunne også være det samme, sagde Hans, og så blev der ikke mere ud af det.
Men herremanden, konen og forvalteren havde meget at tale sammen om den aften. Den skrækkelige karl måtte de da se at slippe af med på en eller anden måde. Det havde gode udsigter, mente forvalteren, i morgen skulle de have brønden renset, så skulle de nok blive ham kvit. De skulle bare få ham narret ned i brønden, så havde de en stor møllesten, som de kunne vælte ned i hovedet på ham; den skulle nok gøre det af med ham. Bagefter kunne de kaste brønden til; så slap de for at koste noget på begravelsen. Ja, både herremanden og fruen syntes, at det var en ypperlig ide, og de glædede sig allerede på forhånd til, at de nu skulle komme af med Hans.
Men Hans var sejlivet, som vi nu skal se. Om morgenen sov han jo længe, som han plejede, og da han ikke ville vågne, måtte herremanden selv ud og kalde på ham: "Du skal op, Hans, du sover jo over dig." Hans vågnede og gned øjnene: "Ja, det er sandt," sagde han, "jeg skal jo op og have morgenmad." Hans kommer da op og i tøjet, og morgenmaden står og venter på ham. Da han har fået sat den til livs, spørger han, hvad han skal bestille i dag. Han skulle da hjælpe de andre karle at rense brønden, sagde herremanden. Nå, ja, det var jo godt nok, svarede Hans og gik hen til de andre karle, som stod og ventede på ham.
Så siger Hans til dem, at nu kunne de selv vælge, hvad de helst ville: enten stå nede i brønden og fylde de spande, som han trak op, eller trække spande op og lade ham stå alene nede i brønden. De svarede, at de hellere måtte blive ovenfor, for der kunne ikke være så mange nede i brønden. Så gik Hans derned og begyndte at fylde spande. Men nu havde karlene jo aftalt, hvad de skulle gøre, så lidt efter gik de alle hen til en dynge kampesten, der lå i gården, og hentede hver så stor en sten, som de kunne bære. Dem kastede de alle sammen ned i brønden for at slå Hans ihjel. Men Hans ænsede det ikke videre. Han råbte bare op til dem, at de skulle holde hønsene fra brønden, for de gik og skrabede jordsmul ned på ham. Så forstod de, at der skulle mere til at slå Hans ihjel; men det var der råd for, de havde jo stadig den store møllesten. Og så tager de alle tolv fat med ruller og stænger og triller den store møllesten hen til brøndkanten. Efter at have maset og bakset med møllestenen, fik de den så væltet derned, og nu tvivlede de ikke på, at Hans havde fået sin bekomst. Men stenen træffer at falde sådan, at han får hovedet igennem hullet midt i møllestenen, og den sidder da om halsen på ham som en præstekrave. Nu vil Hans ikke være længere dernede; han går op af brønden med møllestenen om halsen og lige ind til herremanden, hvor han klager over, at de andre karle driver gæk med ham. Han ville ikke være deres præst, sagde han, det havde han lært for lidt til, og i det samme bukkede han hovedet og rystede stenen af, så den faldt ned og knuste herremandens ene tå.
Herremanden humpede da ind til konen, og der gik bud efter forvalteren: Nu måtte han finde på noget, så de kunne komme af med det skrækkelige menneske; det han før havde rådet til, havde ikke duet. "Nej, men det kan stadig lykkes," sagde forvalteren, "husbond kan jo sende ham ud at fiske i aften i Djævlemose sø. Det kommer han ikke levende fra, det skal Gammel Erik nok sørge for." Ja, det var et godt råd, syntes både herremanden og hans kone; og så humper herremanden jo ud til Hans igen og siger, at han nok skal straffe sine karle for at have drevet gæk med ham. Imens skal Hans gøre et lille arbejde, hvor han er fri for de lømler. Han skal tage ud på søen og fiske i nat; så kan han holde fri hele dagen i morgen. "Ja," siger Hans, "det er jeg godt tilfreds med; men jeg må da have noget mad med: en ovnfuld brød, en bøtte smør, en tønde øl og et anker brændevin; mindre kan ikke gøre det." Ja, det kunne han også godt få, sagde herremanden. Hans får da det hele bundtet sammen og hængt op på sin spadserestok, og så traver han afsted med den over nakken ned til Djævlemose sø.
Der sætter han sig i båden og ror ud på søen og gør klar til at fiske. Som han nu ligger der midt ude på søen, og det er blevet sent, så vil han da først have sig noget mad. Men bedst som han sidder og spiser, så kommer Gammel Erik op af vandet og med et tag i nakken vipper han ham ud af båden og trækker ham ned på bunden af søen.
Hans fik dog lige tid til at gribe sin gode stok, og da de nu kom derned, så sagde han: "Nej, holdt, vent nu lidt til jeg får fodfæste." Og så tager han Gammel Erik i nakken med den ene hånd og hamrer løs på hans rygstykker med den anden, og han banker ham så flad som en pandekage. Så gav Gammel Erik sig til at klage og jamre: Han måtte endelig lade ham slippe, så skulle han aldrig mere komme i den sø. "Nej, min gode ven," sagde Hans, "du slipper ikke, før du lover mig, at du kommer alle søens fisk op i herremandens gård inden i morgen tidlig." Det lovede Gammel Erik så hellere end gerne, bare Hans ville lade ham slippe. Så ror Hans da i land, fortærer resten af sin proviant og går så hjem og lægger sig.
Om morgenen, da herremanden kommer op og lukker yderdøren op, så vælter fiskene ind i forstuen til ham, for gårdspladsen var så fuld af fisk, at de nåede helt op til tagskægget. Så løber han ind igen til konen – for han kunne jo aldrig finde ud af noget selv – og siger til hende: "Hvad skal vi nu gøre? Gammel Erik har ikke taget ham, og gården er helt fuld af fisk."
"Ja, det er jo galt," siger konen, "du må se, om du kan få ham til at rejse til Helvede og opkræve skat."
Herremanden må da ud i folkestuen for at tale med Hans. Det var kun lige til, at han kunne skubbe sig langs husmuren for al den fisk, som Hans havde fanget. Så siger han til Hans, at han skal have tak for det gode fiskeri, men nu havde han et ærinde til ham, som man kun kunne give til en betroet tjener; det var, at han skulle rejse til Helvede og kræve Fanden for tre års skat. Det var penge, som herremanden havde til gode hos Fanden. "Det vil jeg gerne," siger Hans, "men hvad vej skal jeg tage til Helvede?" Dér stod herremanden og vidste ikke, hvad han skulle svare; han måtte igen ind til konen for at få besked.
"Åh, din tosse," siger hun, "du kan bare sige, at han skal gå sønderud igennem skoven og så hele tiden ligeud. Enten han så kommer til Helvede eller ej, så er vi da af med ham." Herremanden går ud til Hans igen: "Du skal gå mod syd igennem skoven og så hele tiden ligeud," sagde han. Så ville Hans da have rejsekost: to ovnfulde brød, to bøtter smør, to tønder øl og to ankre brændevin. Det fik han altsammen og fik det byltet sammen og hængt op på sin gode spadserestok, og så trasker han afsted.
Da Hans kom igennem skoven, så var der flere veje, og han var i tvivl om, hvilken der var den rette. Så satte han sig ned og fik løst op for sin madpose. Han havde glemt sin kniv hjemme, men der stod heldigvis en plov i nærheden. Den tog han plovskæret af og brugte det til at skære brød med. Som han sidder der og får lidt at spise, så kommer der en mand ridende. "Hvor er du fra?" siger Hans. "Fra Helvede," svarer manden. "Holdt, vent lidt!" siger Hans. Men manden har travlt og vil ikke standse. Så løber Hans hen og griber hesten i halen, så den stejler, og manden ryger ud over halsen på den og ned i en vandgrøft. "Vent dog lidt," siger Hans igen, "jeg skal samme vej." Så fik han sin madpose snøret sammen og lagt op på hesten, og så tog han den ved tøjlen og sagde til manden: "Nu kan vi to følges ad til fods."
Mens de nu gik hen ad vejen, så fortalte Hans jo både om sit ærinde, og om de løjer, han havde haft med Gammel Erik. Den anden sagde ikke noget videre, men han var godt kendt med vejen, så det varede ikke længe, før de var ved Helvedes port. Men der blev både hest og rytter borte, og Hans stod alene uden for porten.
"De kommer da vel og lukker op," tænkte han; men der kom ingen. Så dundrede han på porten; men der kom stadig ingen. Så blev Hans træt af at vente og så hamrer han løs på porten med sin stok, indtil porten går i stykker, og han går indenfor. Da kom der en hel flok smådjævle farende imod ham og spurgte, hvad han ville. Ja, han skulle hilse fra sin husbond og kræve Fanden for tre års skat. Så skrålede de ad ham og hev i ham og ville slæbe ham væk; men da de fik nogle rap af spadserestokken, så slap de og rendte hylende ind til Gammel Erik, som endnu lå i sengen efter den omgang, han havde fået på bunden af søen. Smådjævlene sagde, at der var kommet et bud fra herremanden på Djævlemosegård. Han krævede tre års skat og havde ødelagt porten med sin forbandede jernstok og slået deres arme og ben ganske fordærvet. "Giv ham tre års skat, giv ham ti," sagde Gammel Erik, "bare han ikke kommer ind til mig!" Så kom alle smådjævlene slæbende med en masse guldpenge og sølvpenge. Dem fik Hans ned i sin madpose og op på nakken, og så travede han tilbage til herregården.
Der blev stor forskrækkelse over at se Hans igen. Men nu var han også ked af sin tjeneste. Af skatten, han havde hentet fra Helvede, lod han herremanden beholde det halve, og glad var denne, både for de mange penge han fik, og fordi han blev af med Hans.
Resten af guldet og sølvet bar Hans hjem til sin fader, smeden i Furreby. Med det samme sagde Hans også farvel til ham. Han var led og ked af landjorden og af menneskene, sagde han, og nu ville han hjem igen til sin moder.
Og siden er der ikke nogen, der har set Hans Havfruesøn.