Hanens romerrejse
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
Der var engang en hane og en høne. En dag sagde hanen til hønen: »Jeg vil til Rom og være pave, og du skal være pavinde.« De skulle nu have en vogn. Hanen skrabede i jorden og fandt en gammel træsko. »Hå, hå, hå!« sagde hanen, »nu har jeg mig en vogn.« Han skrabede igen og fandt to mus. »Hå, hå, hå!« sagde han, »nu har jeg et par heste.« Han skrabede igen og fandt nogle tråde. »Hå, hå, hå!« sagde han, »nu har jeg både tømme og bidsel.«
Så satte hanen og hønen sig op og kørte: Snurrr! hen ad vejen. Da de havde kørt et stykke, kom de til en spurv. »Å, må jeg ikke køre med?« sagde spurven. »Jo,« sagde hanen:
»Vognen er aldrig så lille,Så blev spurven da deres stuepige, og de kørte igen: Snurrr ! hen ad vejen. Lidt efter kom de til en krage. Den sagde også: »Å, må jeg køre med?« - »Jo,« sagde hanen:
og hestene er aldrig så små:
det er jo bedre at køre end at gå,
sæt dig op bag på!«
»Vognen er aldrig så lille,Kragen blev så deres kokkepige, og det gik igen: Snurrr! hen ad vejen. Så kom de endelig til en ravn. Den sagde: »Å, må jeg ikke køre med?« - »Jo,« sagde hanen:
og hestene er aldrig så små:
det er jo bedre at køre end at gå,
sæt dig op bag på!«
»Vognen er aldrig så lille,Ravnen skulle nu være deres bryggerspige, og det gik igen: Snurrr! hen ad vejen.
og hestene er aldrig så små:
det er jo bedre at køre end at gå,
sæt dig op bag på!«
Så mødte de en ræv. Han spurgte, hvem der ejede det køretøj.
»Det gør jeg,« sagde hanen.
Hvor han da skulle hen?
»Jeg skal til Rom og være pave,« sagde hanen.
»Ja så,« sagde ræven, »men hvad er det ellers for godtfolk, du har med dig?«
»Å,« sagde hanen, »der er nu hønen, min kone; hun skal være pavinde; musene er vores heste; så er der spurven; det er vor stuepige, og så kragen; det er vor kokkepige, og så ravnen; det er vor bryggerspige.«
»Ja, så,« sagde ræven, »men der er ellers en lang vej til Rom. Vil I ikke gå indenfor og få lidt at leve af, inden I drager videre?«
»Tak, som byder!« sagde hanen, og så gik han ind i rævens hus med hele sit selskab.
Da de nu var kommet ind, bad ræven dem om at synge lidt for ham, inden de tog for sig af retterne. Hanen var straks parat og gav sig til at gale af fuld hals.
»Nu æder jeg dig,« sagde ræven, og så gjorde han, som han sagde.
Nu måtte de andre også hver lade sin stemme høre: Hønen kaglede, kragen og ravnen skreg, og musene peb. Og hver gang en af dem var færdig, tog ræven livet af den.
Nu var spurven da alene tilbage, og det var nu dens tur at lade sig høre, men den, gjorde sig kostbar: Den kunne umulig synge, sagde den, uden for åbent vindue. Ræven da også så høflig at lukke vinduet lidt på klem. Hvist! sagde spurven, ud af vinduet og væk var den. Og det er den, som har fortalt hele historien.