Grådonner
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
Der levede engang en konge i et land, langt borte på den anden side af havet, og han havde en datter, hvis lige i skønhed ingen havde set. Men hvor skøn hun var, havde hun ingen mand fået endnu, og det var hendes egen skyld, for hun var så hovmodig og så indbildsk, at det halve kunne være nok. Der kom jo friere nok til hende, fordi hun var så smuk; men hun sad oppe i sit kammer på loftet og gjorde nar ad dem; og når hun endelig kom til at tale med dem, så brugte hun de hånligste ord, så at de hurtigst muligt rejste deres vej; sådan en knibsk jomfru ville de ikke vide noget af.
Den gamle konge var meget ked af det, for han var ved at blive meget affældig og trængte snart til afløsning på tronen, og han bad og bønfaldt datteren, at hun dog ville tage sig en mand; men prinsessen behandlede sin far lige så hovmodigt som sine friere; og han måtte altid stikke piben ind.
Den danske kongesøn fik engang et billede at se af den skønne prinsesse, og han blev da så betaget af hendes skønhed, at han med det samme sendte bud og bejlede til prinsessen. Men hun svarede sendebudene, at før ville hun sidde på den åbne gade og spinde blår, før hun ville tage sådan en elendig kongesøn fra Danmark.
Men den danske prins tabte ikke modet for det. Han sendte nye folk, og denne gang udstyrede han dem, så man aldrig havde set mage. De red på seks snehvide heste med gyldne manker, og de havde sadler smykket med de skønneste diamanter, og guldsko havde de på benene.
Da det optog kom over til det fjerne land, sagde den gamle konge til prinsessen, at nu skulle hun værs'god tage den fremmede prins; for det var da tydeligt at se af den gave, at det var en mægtig konges søn, og ham kunne man ikke sådan vise vintervejen. Men prinsessen var lige så hovmodig som før.
Om natten sendte hun sine karle ned og lod dem skære både manker og haler af de dejlige heste; og så blev de oven i købet smurt over med skarn, så de så farlige ud.
Og da sendebudene kom for at få svar, så sagde hun nok så vigtig, at før ville hun sidde på marked og sælge jydepotter, før hun ville gifte sig med den danske stodderprins.
Da sendebudene kom hjem med den besked, så mente den danske konge, at nu burde de stikke i søen med flåden for at hævne en sådan fornærmelse; men prinsen fik ham fra det og sagde, at han ville prøve engang endnu. Så lod han bygge et skib, som der aldrig før var bygget mage til, stævnene var forgyldte, ræerne var af det pure guld, og sejlene var af det skønneste lyserøde silke.
Da det kom sejlende, strømmede alle folk ned for at se det vidunderlige skib; men prinsessen sad oppe på sit kammer og råbte de hånligste ord. Denne gang var den gamle konge lige ved at blive vred, og han sagde til prinsessen, at nu skulle hun tage den danske kongesøn; for en prins, der sendte sådanne gaver, kunne man ikke rynke på næsen af. Men prinsessen hun bare slog med nakken. Om natten sendte hun i al hemmelighed folk om bord og lod det smukke skib bore i sænk; og til prinsen havde hun hare den besked, at før ville hun gå omkring og tigge fra dør til dør, før hun ville smedes sammen med sådan en elendig tiggerprins.
Nu måtte de danske sendebud drage hjem til lands, og det varede længe, før de nåede til Danmark. Men da de bragte prinsessens svar, så blev den danske konge helt ude af sig selv af vrede. Nu skulle det være alvor; der skulle udrustes en vældig hær, for at han kunne sige den vigtige prinsesse rigtig besked. Men kongesønnen havde nu sat sig i hovedet, at han selv ville vinde den smukke prinsesse; og han fik da også faderen overtalt til at holde sig i ro.
Så klædte han sig ud som en gammel snavset tigger. Han fik en gammel grå vadmelstrøje på, og en stor og jasket bulehat på hovedet, et par forslidte træsko på benene og en tyk egekæp i hånden; og sådan drog han af sted for at vinde prinsessen.
Da han kom til kongsgården, gik han ind til røgteren og klagede sin nød; han var da så syg, så syg og kunne umulig gå længere, om han dog ikke måtte få lov at ligge i stalden natten over. Røgteren var en skikkelig mand; han fik medlidenhed med den stakkels stodder, og han gav ham godt nok lov til at sove i kostalden den nat.
Om morgenen var Grådonner - sådan kaldte tiggeren sig - meget raskere, og han tilbød nu røgteren, at han ville hjælpe ham med at passe kvæget til tak for natteherberget. Den hjælp sagde røgteren ikke nej til, og så drev Grådonner til vands med kvæget, og han hujede og skreg, som det nu hører sig til, at man skal. Men stokken lod han blive i kostalden, og han brugte i stedet for en guldten at jage kvæget med.
Prinsessen hun stod oppe på højeloft og så på den kommers. Og da hun så, at stodderen gik og gennede kvæget med en guldten, så fik hun da en så urimelig lyst til at få den, at hun sendte en af sine terner ned til den fremmede tigger for at købe den af ham. Jo, det kunne godt være, at han ville sælge den, sagde Grådonner; men han måtte snakke med prinsessen selv om det.
Så blev den snavsede stodder da ført op til prinsessen; og hun spurgte ham selv, hvad han ville have for den guldten. Ja, sådan ligefrem til salg det var den nu ikke.
»Hvad vil du have for den?« spurgte prinsessen.
»Ja, hvis prinsessen vil have guldtenen, så må hun give mig lov til at sove en nat uden for hendes kammerdør.«
Nej, det kunne der aldrig være tale om at have sådan en snavset karl liggende der.
»Ja, ja, så beholder jeg selv min guldten,« sagde Grådonner, og så gik han sin vej.
Men prinsessens terner de plagede prinsessen, at hun kunne dog gerne give ham lov til at sove der uden for på måtten; de skulle sidde oppe og våge hele natten, og så kunne der da aldrig ske noget ved det. Nå, prinsessen havde jo også svær lyst til guldtenen, så enden blev da, at der gik bud til Grådonner. Han skulle komme sent ud på aftenen og gå tidligt om morgenen, så at ingen mennesker fik nogen anelse om, hvad der var foregået.
Om aftenen gik prinsessen i seng, og alle hendes terner satte sig i ring inden for døren; og da der var blevet ganske stille i huset, kom Grådonner listende med sine træsko i hånden og lagde sig lige så beskedent på måtten uden for prinsessens dør.
Den stolte kongedatter sov slet ikke den nat; for hun skammede sig ganske forskrækkeligt over, at den snavsede karl skulle ligge foran hendes dør. Men om morgenen ved daggry stod Grådonner op og lod sin guldten blive tilbage, så nu havde prinsessen da den at lege med, og hun syntes egentlig, at hun havde fået den for ganske godt køb.
Da nu kvæget skulle til vands igen om morgenen, var prinsessen igen ved vinduet, for hun kunne høre, at det var stodderen, der drev med kvæget dernede, og hun havde nok lyst til at se, hvordan han teede sig, efter at han havde sovet uden for en prinsesses dør.
Men hvad i alverden var det, han nu gik og slog løs på køerne med? Var det ikke en guldhaspe? Jo, såmænd var det så; og den var endda meget kønnere end guldtenen. Der var ikke tale om den ting: den måtte prinsessen da endelig have; og hun sendte en af sine piger ned for at købe den af stodderen.
Ja, det var godt nok, sagde Grådonner, men han ville kun handle med prinsessen selv. Det var slet ikke nødvendigt, sagde pigen, prinsessen ville give ham lige så mange penge for den, som han forlangte.
»Jeg må tale med prinsessen selv,« sagde Grådonner, »ellers bliver der ingen handel.«
Så var der ikke andet for; prinsessen måtte selv snakke med ham. Og stodderen kom da op på gangen uden for prinsessens dør - hun skottede jo lidt til måtten, hvor han havde ligget om natten. Men nu var han fræk nok til at forlange, at han ville have lov til at ligge en nat inden for prinsessens dør; på anden betingelse ville han ikke af med guldhaspen.
Prinsessen skreg jo op, at det kunne der da aldrig blive noget af. Han skulle bare se at komme af sted med sig. Grådonner tøflede lige så roligt ned i gården; men det varede ikke ret længe, så kom en af pigerne ned til ham og sagde, at når han ville komme lige så sent om aftenen og gå lige så tidligt om morgenen, så at ingen mærkede, at han havde været der, så skulle han få lov til det, han havde bedt om.
Prinsessen gik nok i seng den nat; men hun beholdt sin kjole på, og alle pigerne satte sig i en kreds uden om sengen, så at der ikke var det mindste at se hverken af den eller af prinsessen. Ved midnatstid, da hele huset lå i dyb søvn, så kom Grådonner listende med sine træsko i hånden; han afleverede guldhaspen til den pige, der lukkede op for ham, og så lagde han sig, så lang han var, lige indenfor døren med hovedet på sin gamle bulehat. Men han lå ikke så rolig som den forrige nat. Så vendte han sig om på den anden side, så gabede han højt, og så strakte han armene, så pigerne turde ikke sætte sig til at sove, skønt de var så søvnige, at de næsten ikke kunne holde øjnene åbne, for de havde jo ikke sovet hele den forrige nat. Prinsessen fik heller ikke søvn i øjnene, for hun lå og skammede sig rigtig grundigt over, at hun skulle have den grimme tigger liggende der i sit fine kammer.
Om morgenen, før det endnu var blevet helt lyst, tog Grådonner sine træsko og listede ned ad trappen; og så havde prinsessen tjent den guldhaspe, og det var hun meget glad ved.
Men lidt hen på formiddagen hørte hun Grådonner huje og jage dernede med kvæget; og hun kunne ikke lade være med at gå hen til vinduet for at se på ham. Men sandelig, om han ikke havde fået fat i en ny kostbarhed; det så ud til at være en guldvæveskyttel, og den var endnu prægtigere end både haspen og tenen. Nej, der var ingen anden udvej, den måtte prinsessen have; den kunne jo slet ikke undværes til de andre ting, hun havde fået; og pigen måtte da af sted igen. Men denne gang sagde prinsessen til hende, at hun måtte se at købe skyttelen med det samme; for hun ville ikke se den snavsede karl for sine øjne, så fræk som han var.
Det hjalp dog ikke noget, Grådonner ville kun handle med prinsessen selv. Så var der jo ikke andet at gøre; han kom op og ind på prinsessens kammer, for nu var de jo blevet bedre bekendte, og han havde været her før.
»Det var den guldvæveskyttel,« sagde prinsessen; »den må jeg endelig have; jeg vil gerne give hundrede daler for den, så véd jeg da, den er betalt.«
Nej, det fik hun den ikke for, sagde Grådonner. Så gik prinsessen til to hundrede daler, og det syntes hun var et godt bud, som han umulig kunne sige nej til. Men Grådonner sagde, at den guldskyttel var slet ikke til salg! Han ville nok forære prinsessen den; det vil sige på den betingelse, at han fik lov til at ligge uden for prinsessens seng den nat.
Prinsessen slog hænderne for ansigtet og rendte sin vej. Det var dog det værste, nogen havde budt hende endnu. Men hendes piger løb efter hende og sagde, at det kunne da ikke være så farligt; stodderen havde jo ligget ganske stille de andre nætter, og de skulle nok holde vagt, så der aldrig kunne ske det mindste. Til sidst fik de da prinsessen overtalt, for hun var jo selv meget opsat på at få den væveskyttel; men han måtte gå stille som en mus.
Om aftenen kom da Grådonner listende ind i kammeret og afleverede guldskyttelen. Prinsessen lå fuldt påklædt i sengen, og rundt omkring sad alle pigerne, hver med et lys i hånden, for at være rigtig sikre på ikke at falde i søvn. Grådonner lagde sig rolig ned uden for sengen, og det lod til, at han faldt i søvn med det samme. Pigerne sad der med lysene og holdt sig tappert vågne, og det gjorde prinsessen også. Men stodderen lå jo så rolig, han rørte ikke en hånd, og han lod til at sove trygt, og da der var så stille, og der ikke var noget at være bange for, så faldt prinsessen i søvn; hun kunne også nok trænge til det, og kort efter begyndte den ældste kammerpige at nikke så småt over lyset; og det varede da heller ikke længe, så sov hun; og da først hun var begyndt, så kom de andre efter, og snart sov alle pigerne med lysene i de sænkede hænder.
Og det blev morgen, og det blev langt ud på formiddagen; de sov bestandig. Den gamle konge undrede sig lidt over, at hans datter ikke kom og sagde god morgen til ham, som hun plejede; og da det blev ved at trække ud, fik han sin slåbrok på og gik over for at se, hvad der var i vejen. Det første, han fik øje på, da han kom ind i prinsessens sovekammer, det var den gamle, snavsede bulehat, der lå og flød på gulvet. Og der, lige uden for prinsessens seng, lå der en pjaltet stodder og sov trygt; rundt omkring sad prinsessens piger og sov med hver sit lys i hånden; og i sengen lå prinsessen og sov.
Da blev kongen så rasende, at han slog i bordet og kaldte højt på prinsessen, hun fo'r forfærdet op i sengen og ville til at forklare sin fader sagen; men kongen ville ikke høre noget. »Du har selv valgt den mand, du vil have,« sagde han; »du skal også få ham; men så skal du også straks forlade mit land og rige.« Og dermed sendte han bud efter en præst, der viede de to sammen, og så var prinsessen gift med den grimme, grå stodder og måtte følge med ham ud ad landevejen.
De gik på hver sin side af vejen, for hun ville ikke komme ham nær; men hun kunne ikke lade være at skotte til ham engang imellem; han var jo dog hendes mand. Og mærkeligt nok syntes hun egentlig ikke, han var så grim mere. Han gik rank derovre; og han så slet ikke så ilde ud. Han gik også rask til, så at prinsessen dårligt kunne følge med; hun var jo ikke vant til at gå på sine ben, og til sidst måtte hun sætte sig ned på en træstub ved vejen; men han blev rolig ved at gå videre.
Da råbte hun efter ham: »Å, min kære Grådonner! Gå ikke fra mig!«
»Nå, ja, siden jeg har fået dig at trækkes med, må jeg vel også tage mig lidt af dig, skønt jeg har svært nok ved at bjærge mig selv,« sagde han.
I det samme kom der en arbejdsvogn kørende, og Grådonner fik kusken til at køre dem til den nærmeste by for nogle få skilling; og så blev prinsessen langet op på vognen ligesom en anden bondekone; men hun sagde ingenting. Da de nåede til købstaden, søgte Grådonner skibslejlighed; og efter en lang, lang rejse landede de endelig i Danmark.
Så snart de var kommet i land, måtte de til at vandre igen, og Grådonner førte sin kone til en ussel hytte, der lå i nærheden af kongens slot.
»Her bor jeg,« sagde han til hende; »jeg har det ikke finere. Og vil du være hos mig, så må du derind.«
Hun græd og klagede sig over, at hun skulle bo så elendigt; men der var jo ikke andet at gøre, hun måtte ind i hytten.
»Du må sørge for at gøre rent i huset, og at der er lidt mad til mig, når jeg kommer hjem,« sagde Grådonner; »for jeg har mit arbejde uden for huset. Her ligger noget blår, som du først kan tage fat og spinde.«
Og så måtte den stolte prinsesse sidde dér i den snavsede og tilrøgede hytte og spinde blår, mens manden var ude og arbejde på dagløn, som han sagde. Men det var ikke meget, han tjente, for det var tit, de ikke havde det tørre brød i huset.
»Du kommer til at gøre noget for at fortjene en lille skilling,« sagde han en dag. »Jeg har købt nogle jydepotter; dem kan du gå til marked med og sælge i morgen.«
Hun græd jo lidt ved tanken om, at hun skulle sidde dér på offentlig gade og sælge jydepotter; men hun gjorde ellers ingen indvendinger.
Den næste dag, da hun sad med sine jydepotter på torvet - hun havde kun fået solgt et par stykker, så det var ikke så lysteligt - så kom prinsen ridende over torvet med sit følge, og lige ud for den stakkels prinsesse blev hans hest sky og slog bagud, så den sparkede bordet om med alle jydepotterne; og da hun skulle se til, så var der ikke en eneste hel tilbage.
Hun gik grædende hjem, og da Grådonner kom for at spørge hende, hvordan det var gået med handelen, så måtte hun jo fortælle det hele.
»Det var slemt,« sagde Grådonner, »for jeg har ikke så meget, at vi kan købe et stykke brød. Men jeg har et arbejde til dig i morgen, som du nok kan tjene lidt ved. Der skal være stort gilde oppe på slottet, og der skal bages og steges, så de har brug for flere folk deroppe.«
Ja, men prinsessen havde aldrig lært at bage eller stege. Det gjorde heller ikke så meget, sagde Grådonner, der blev nok noget arbejde, som hun kunne gøre. »Og så må du tage en pose med og se, om du ikke kan bjærge lidt mad til os på en eller anden måde,« sagde han. Uh nej, stjæle, det kunne hun da aldrig få sig til. »Nå ja, så må vi sulte,« sagde Grådonner; »men jeg synes dog nok, du kunne hjælpe lidt med til at skaffe føden.«
Tidlig om morgenen den næste dag gik Grådonner sin vej; han skulle ud og fælde træer, sagde han, og kort efter gik hun op til slottet, som han havde sagt til hende, at hun skulle. Midt i slotsgården mødte hun prinsen.
»Hvem er du?« spurgte han. Hun slog øjnene ned og sagde ganske sagte: »Jeg er Grådonners kone.«
»Nå,« sagde prinsen, »har han nu også fået en kælling at trækkes med? Han har såmænd hårdt nok ved at klare sig selv. Nå, men så må du gå ind og hjælpe pigerne lidt.«
Hun kom da ind i køkkenet, og overkokken satte hende til at plukke høns; og det gik også meget godt. Men om aftenen, da hun skulle hjem, benyttede hun lejligheden, da kokken var ude et øjeblik, til at fylde en lille gryde, som hun havde under kjolen, med suppe og kød og boller; men da hun ville gå, mødte hun overkokken i døren. »Jeg synes, du ser så underlig ud,« sagde han; men hun svarede ikke et ord. »Kan du ikke svare?« sagde han og rystede hende, så at suppe og boller flød ned om fødderne på hende. »Nå sådan,« sagde han, »ja, det kunne jeg næsten tænke, at du var en tyvekvind. Se til, at du kommer af sted og sæt aldrig mere dine ben her!«
Så kom prinsessen grædende hjem til den lille hytte, og lidt efter kom Grådonner. »Nå, fik du så bjærget lidt til føden?« sagde han. Nej, det havde hun da slet ikke; og hun fortalte ham jo, hvor ulykkeligt det var gået hende.
»Det var slemt,« sagde han, »for jeg har ikke fået penge endnu. Men jeg tror alligevel, jeg har et stykke arbejde til dig igen. I morgen skal der være systue på slottet; for prinsen skal giftes med en prinsesse fra Rusland, og nu skal der syes en hel masse nye kjoler til hende. De tror nok, at du omtrent kan passe tøj med den russiske prinsesse, og derfor skal du op og prøve tøjet.« Nej, det ville hun da så forfærdelig nødig. »Ja, det kan ikke nytte,« sagde Grådonner, »når prinsen befaler, så må vi lystre.« Ja, ja, så skulle hun også nok gå da. »Men så må du se, om du ikke kan snuppe lidt af tøjet,« sagde han; »det kunne komme godt tilpas, især hvis vi skulle få småfolk i huset.« Uh nej da; hun græd og jamrede; det var jo gået så rent galt, da hun prøvede på det sidst; men der var jo ikke andet for, hun måtte gøre, som Grådonner sagde.
Om morgenen var manden tidlig på benene igen; og hun gik til slottet. Her var der en farlig travlhed overalt, for der skulle syes både brudekjole og andendagskjole og meget mere endnu; og altsammen skulle Grådonners kone prøve; så hun var rigtig godt træt, da aftenen kom. Men hun fik dog lejlighed til at stoppe lidt tøj ind på brystet, inden hun skulle gå. I døren mødte hun oversyersken, og hun så jo lidt på hende.
»Det er svært, så du er bred over brystet,« sagde hun og rev hendes kjoleliv op, og der lå alt tøjet. »Nej, sikken en fræk tyvetøs!« råbte oversyersken, og prinsessen blev jaget ud af gården med skam og skændsel.
Da hun kom hjem, sad Grådonner der og spurgte hende, hvordan det var gået. Ok, det var gået meget værre end i går, sagde hun og fortalte ham alt, hvad der var hændt hende.
»Det var slemt nok,« sagde han; »men du bærer dig også rigtig klodset ad. Nå, så må vi jo sulte i dag igen.« Ja, hun var da så meget ked af det. »Nå ja ja,« sagde han så, »jeg har måske et arbejde til dig i morgen igen. Du véd jo, at prinsen skal giftes i morgen; men den russiske prinsesse, han skal giftes med, er ikke kommet endnu; de har nok haft modvind, og prinsessens skib kan ikke nå frem. Men brylluppet kan ikke opsættes, og derfor har prinsen befalet, at du skal møde og vies til ham i prinsessens sted, for du passer jo tøj med hende og har prøvet det alt sammen.«
Nej, det måtte han ikke forlange af hende; hun græd og bad. Ja, havde det været enhver anden; men hun havde afvist den danske prins på en så hånlig måde, at det kunne hun da slet ikke gøre. Men Grådonner blev ved sit. Der var ikke andet at gøre: når prinsen befalede, så havde de bare at bøje sig.
Den næste morgen, da prinsessen skulle af sted, så var Grådonner syg; han lå og væltede sig i feber og var rigtig dårlig. Hun ville nu på ingen måde gå fra ham. Hun kunne da ikke forlade ham, når han var så elendig; sæt, at han lå og døde for hende, så var hun da rent ulykkelig; men der hjalp ingen kære moder; hun måtte gå til slottet, så bedrøvet hun var.
Heroppe blev hun klædt i den fineste brudekjole, man kunne se for sine øjne, og så blev hun ført ned til brudekareten, der holdt for døren. Prinsen sad allerede derinde i vognen; men han sendte hende ikke et blik; hun var jo ikke andet end en dukke for ham. Så kørte de af sted til kirke, og på vejen kom de lige forbi Grådonners hus. Men netop som de kørte forbi, slog luerne op af taget på huset. Da blev den stakkels prinsesse så forfærdet, at hun råbte:
»Å, min kæreste Grådonner! Frels ham, frels ham! Han er syg og kan ikke redde sig selv!«
»Hvad er det, du snakker om?« sagde prinsen.
»Det er min mand!« råbte prinsessen; »han ligger syg i hytten, der brænder derhenne. Han kan ikke hjælpe sig selv!«
»Lad ham bare brænde!« råbte prinsen, og så kørte de videre.
De kom da til kirken, og vielsen foregik med stor højtidelighed; men hun tænkte kun på Grådonner, og lige så snart de var kommet tilbage til slottet, rev hun brudekransen af og råbte, at hun ville ned til sin mand.
»Vil du så gerne se din Grådonner?« sagde prinsen, »så skal du også få ham at se.« Dermed gik han ind og tog de gamle pjaltede klæder på; og da han kom ind i dem, så kendte hun ham straks og faldt ham om halsen; og hun blev da så glad, som hun aldrig havde været før.
»Så blev du alligevel gift med stodderprinsen,« sagde han; »og det må jo siges, at du har holdt dit løfte: at før du ville gifte dig med ham, så ville du spinde blår og sælge jydepotter på markedet. Ja, du har endda måttet gøre værre ting end at gå omkring og tigge fra dør til dør, som du sagde.«
Og så blev der sendt bud til prinsessens fader, og han blev så inderlig glad, at det var gået så godt, for han holdt jo så meget af sin datter. Og al prinsessens gamle stolthed var ligesom blæst bort, og de levede lykkeligt i mange år.