Gode gerningers løn

Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark Danmark

Flere danske folkeeventyr her

   Der var engang en mand, som kom gående ud i skoven, for at hugge sig noget brænde. Han gik og så på det ene træ efter det andet; men de var alt for gode til det brug; dem kunne der blive gavntømmer af, når de fik lov at stå, så dem nænnede han ikke at fælde. Omsider fandt han da et træ, som han syntes var ikke for godt: Det var krumt og forkrøblet og vissent og trøsket; det fandt han passende til brændsel, og det begyndte han at hugge løs på.
   Så er der nogen, der taler til ham og siger: "Hjælp mig løs, min gode mand!" Og da han skal til at se, hvem det er, så er det en stor hugorm, der er kommet til at sidde fast i træet; den er klemt inde i en revne og kan ikke gøre sig selv fri. "Nej, jeg vil ikke hjælpe dig," siger manden, "for så gør du mig fortræd." Ormen sagde nej, den skulle intet ondt gøre ham; han måtte endelig hjælpe den løs. Så tog manden ganske forsigtig og stak sin økse i spalten under ormen, så den blev fri. Men aldrig så snart var den løs, så slyngede den sig om halsen på ham og satte brodden frem og hvislede og ville til at bide ham.
   "Sagde jeg det ikke nok," siger manden, "at du var et skarn, som ville lønne godt med ondt!"
   "Ja," svarer ormen, "det må du godt sige; men sådan er det jo i verden, at gode gerninger lønnes dårligt."
   "Det er ikke sandt," siger manden, "gode gerninger skal lønnes vel."
   "Det får du ingen til at holde med dig i," siger ormen, "jeg ved bedre, hvordan det går til i verden."
   "Lad os høre os for," siger manden.
   "Lad gå," siger ormen, men den slap ham ikke; han måtte gå med den hele vejen gennem skoven, til de mødte en gammel krikke, som gik og græssede. Den var både lam på forbenene og nedsunken i ryggen; den var blind på det ene øje og havde kun nogle usle tandstumper tilbage i munden.
   Den spurgte de ad, om gode gerninger blev vel eller ilde lønnet. "De bliver ilde lønnet," sagde hesten; "nu har jeg tjent min herre tro i tyve år, båret ham på min ryg og trukket hans vogn, passet på min fod ved hvert et skridt, at jeg ikke skulle snuble og han komme galt afsted derved. Så længe jeg var ung og stærk, havde jeg mine gode dage og blev både fodret og vandet og striglet, havde min gode stald og rigelig strøelse; men nu, da jeg er blevet gammel og svag, så må jeg gå i møllen den hele lange dag, kommer aldrig under tag og får ikke andet til føden, end hvad jeg selv kan pille sammen. Nej, gode gerninger bliver kun dårligt lønnet."
   "Der kan du høre," sagde hugormen "nu stikker jeg dig."
   "Åh, nej," sagde manden, "vent dog lidt; der kommer Mikkel Ræv; lad os spørge ham om hans mening." Mikkel kommer jo listende og står og ser på dem: Han så jo nok, at manden var i en slem knibe. Så spørger hugormen Mikkel ad, om det forholder sig sådan, at gode gerninger bliver lønnet dårligt, eller de bliver lønnet godt.
   "Sig godt," hvisker manden, "så får du to fede gæs." Hugormen hørte ikke det hviskeri. Så siger Mikkel: "Gode gerninger bliver godt belønnet," og i det samme springer den til og bider hugormen i nakken, så den faldt ned på jorden. Men inden den døde, fik den dog sagt: "Nej, gode gerninger lønnes ilde; det fik jeg at fornemme, som sparede mandens liv, til han fik taget livet af mig."
   Så var ormen død, og manden var fri. Han siger da til Mikkel: "Ja, kom så med hjem og få dine gæs."
   "Nej tak," siger Mikkel, "jeg går ikke til byen; for der får jeg hundene på mig."
   "Så vent her, til jeg kommer med dem," sagde manden, og så løb han hjem til sit hus og sagde i en fart til sin kone: "Skynd dig og tag to fede gæs og stop i en sæk. Dem har jeg lovet Mikkel Ræv til frokost i dag." Konen tog også en sæk, og hun stoppede også noget i den. Men det var ikke gæs, det var to bidske hunde, som de havde.
   Manden løb nu ud med sækken til ræven og sagde: "Der har du din løn."
   "Tak," sagde ræven, "så var det jo ikke løgn, hvad jeg sagde før: at gode gerninger belønnes godt." Så smed den sækken på ryggen og løb ind i skoven. "De er godt tunge," sagde Mikkel; så satte han sig ned og løste op for sækken med sine skarpe tænder. Nu fór de to bidske hunde lige ud i hovedet på Mikkel og bed sig fast i halsen på ham. Han kunne ikke slippe fra dem; de bed ham helt ihjel. Men før han døde, fik han lige sagt: "Nej, det var løgn, hvad jeg sagde før: Gode gerninger bliver lønnet ilde."