Fuldt op
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
Det var en juleaften, der kom to fattige vandringsmænd til en gård og bad om, de måtte blive der natten over. Nej, sagde gårdfolkene, de kunne ikke huse sådanne stoddere. Så gik de videre og kom til et hus, hvor der boede en fattig husmand med sin kone. De bankede på og spurgte, om de kunne være der natten over. Ja, siger folkene, det kan de godt, hvis de vil tage til takke med, hvad huset formår, for de var jo kun småfolk.
De to fremmede sagde mange tak, og de kom indenfor. Så hvisker konen til manden og siger: "Vi må dog give de fremmede noget godt at spise, det er jo juleaften. Vi kommer til at slagte vores vædderlam."
"Ja, lad os det!" sagde manden; og de fik lammet slagtet, og de fik en god steg på bordet, og de spiste og var glade denne hellige aften. Da det så er sengetid, så viser de gæsterne hen til deres egen seng; det var den eneste de havde. Og så spredte de halm på gulvet og lagde sig selv der.
Næste morgen fulgtes de ad til kirke, og husfolkene bad da de to vandringsmænd blive hos dem de to helligdage: "For nu har vi jo al den gode mad," sagde de, "den må I hjælpe os med at få spist." De fremmede takkede, og de blev i huset de to juledage over.
Så tredje juledags morgen, da de skulle afsted, så siger de fremmede tak for god behandling. Det var desværre sådan, sagde de, at de havde ikke noget at betale med. Åh, det kunne være det samme, sagde både mand og kone; de skulle ikke have noget, de havde været deres gæster.
Lige som de to vandringsmænd skal til at gå ud af døren, så siger den ene: "Men det er sandt, havde det lam ingen horn?"
"Jo," siger manden, "men de duede ikke til noget." Han tænkte, at de fremmede måske havde brug for vædderhornene og ville have bedt om dem.
"Hvor mange horn havde det lam?" siger så den fremmede.
"To," sagde manden, helt forundret over spørgsmålet.
"Ja, så kan I få to ønsker, som I selv må bestemme," sagde den fremmede." Så sagde manden, at de havde ikke andre ønsker, end at de måtte have deres daglige brød og udkomme her på jorden, og Himmerige efter deres død.
"Det skal Gud give jer," sagde den fremmede. "Om et år ser vi indenfor hos jer igen." Og så gik de to vandringsmænd videre.
Fra den dag af trivedes og formeredes alting for husfolkene på den forunderligste måde: De fik tre store kalve af deres eneste ko, de fik otte gode lam af deres to får, og de fik så mange grise af deres so, så de snart ikke var til at tælle; og af alt hvad der enten var sået eller blev sået i deres smule agerland fik de over hundrede fold. De blev da helt velstående, og de tog fat og byggede på deres hus, så det blev både større og lunere. Og de gik nu og glædede sig til julen, hvor de to fremmede skulle komme igen. For de havde nok på fornemmelsen, at al den velsignelse kunne de takke dem for.
Alle deres naboer og byfolk undrede sig højligt over al den velstand, der strømmede ind i det fattige hus, og folkene på gården lige overfor – dér hvor de to vandringsmænd var blevet afvist – undrede sig ikke mindst; og da de fik at høre, hvad husfolkene ikke gjorde nogen hemmelighed af: At al velsignelsen skyldtes de gode ønsker fra de to fattige vandrere, som havde gæstet dem sidste jul, så blev de gruelig misundelige og syntes, at det var så godt som stjålet fra dem; for de kunne jo selv have fået de gode ønsker, dersom de blot havde taget imod dem. Da de nu hørte, at de fremmede havde lovet at komme igen til julen, så tiggede og bad og truede de jo husmandsfolkene til at love, at når de kom, skulle de vise dem over i deres gård.
Juleaften i mørkningen kom de samme to vandringsmænd og bankede på hos husmanden. Både han og konen kom ud og tog imod dem og takkede dem for al den velsignelse, de havde haft af deres besøg. De fremmede bad, om de så kunne blive der natten over og holde jul med dem. Ja, sagde husfolkene, intet ville være dem kærere; men de havde lovet gårdfolkene lige overfor at vise dem derhen, når de kom. De var så kede af, at de havde afvist dem i fjor og ville gerne gøre det godt igen. "Og I får det også meget bedre derovre, end vi kan gøre det for jer," sagde husfolkene.
"Som I vil," sagde de fremmede, "så går vi derover i aften; men i morgen tidlig følges vi med jer i kirke."
Så gik de over i gården. Tjenestedrengen var sat på udkig efter dem uden for porten, og han løb straks ind og meldte deres ankomst. Gårdmanden og hans kone kom begge farende ud og tog imod de fremmede og førte dem ind i deres stadsstue, og de gjorde da så mange undskyldninger, fordi de havde vist dem bort forrige år. Gårdmanden havde slagtet en fed stud, og der blev dækket op for dem: De fik både suppe og steg og kage, og der var både godtøl og gammel mjød, og vin oven i købet. De fik deres eget sovekammer med to store senge i og med dyner og puder til op under loftet.
Næste morgen var de fremmede tidligt oppe; gårdfolkene bad dem dog endelig at blive der julen over; men de fremmede sagde, at de skulle afsted: De ville til kirke og så gå videre derfra. Gårdmanden lod så spænde for sin stadsvogn: De måtte ikke gå til kirke, men skulle da køre. De takkede for det, og inden de skulle afsted, så siger den ene af de fremmede til vært og værtinde, at de vidste da ikke, hvad godt de skulle gøre dem til gengæld for, at de var blevet så godt beværtet; for penge havde de ingen af.
"Men det er sandt," siger han, "havde den stud ikke horn?"
"Jo, det havde den da rigtignok," sagde manden – (Han havde jo hørt af husfolkene, hvad snak der var faldet i fjor, og han forstod jo så straks, hvor dette bar hen.)
"Hvor mange horn havde den?" spørger så den fremmede. Konen trækker manden i ærmet og siger: "Sig fire!" Så svarede manden, at den stud havde haft fire horn.
"Ja, så skal I også have fire ønsker," sagde den fremmede, "I kan få to hver." Og så kom de på vognen, og husfolkene kom da også op at køre med til kirke. Gårdmanden kørte selv; han skyndte sig det bedste han kunne, for at han snart kunne være hjemme igen. Så skulle han og konen nemlig blive enige om deres fire ønsker, og så kunne de jo få alt, hvad hjertet begærede.
Så snart manden havde fået de fremmede og husfolkene sat af ved kirken, så gav han sig da heller ingen stunder til at blive til gudstjenesten, men vendte straks vognen og piskede på hestene, for at komme hjem så hurtigt som muligt. Men så snubler den ene hest for ham og sprænger en skagle. "Så, for satan!" siger han, og han må stå af og få skaglen repareret. Så kommer han igen til at køre. Men det varer ikke længe, så snubler den anden hest for ham. "Åh, gid fanden havde jer begge to!" siger manden. Og næppe har han sagt det, så væk er begge hestene, og han sidder tilbage på vognen med tømmerne i hånden. Der var nu ikke andet for, end at han måtte lade vognen stå og fortsætte rejsen til fods. Der var jo det ene ønske gået op i røg. Men det tog han sig ikke videre nær, for han tænkte på, at de jo havde tre igen. De kunne da sagtens få så mange heste, de ville have, tillige med mange andre gode ting.
Imidlertid går konen derhjemme og venter og venter. Hun længes jo svært efter, at manden skal komme, for at de kan begynde at ønske. Hun går ud og ser hen ad vejen; men det trækker ud, og han kommer ikke. "Åh, gid han dog var her, det store drys!" siger hun, og i det samme stod han der. "Av," sagde hun, "der spildte jeg det ene ønske!"
"Men hvordan er det du kommer anstigende, som en anden stodder?" siger hun; "hvor har du gjort af heste og vogn?"
"Ja, det er din skyld," siger manden; "jeg har ønsket mine stadsheste ad helvede til. Der er ingen lykke ved det snyderi. Det var dig, der sagde, at studen havde fire horn. Jeg ville ønske, de to forløjne horn sad i nakken på dig!" Ja, så sad de jo også der.
Nu havde de jo fået de tre af deres fire ønsker opfyldt; så nu manglede de kun det ene, som hørte konen til. Så begyndte manden at snakke blidt for hende og sige: "Kære lille kone, brug nu dit ønske vel og ønsk os en ustyrtelig hoben penge, så kan alting jo blive godt endnu."
"Ja tak!" sagde konen, "og så skulle jeg gå med de horn resten af min tid!" Det ville hun ikke, og så ønskede hun straks de to horn fanden i vold. Så var hornene i nakken også væk. Med alle deres ønsker var gårdfolkene ikke blevet rigere, men tværtimod to gode heste fattigere.