For tre skilling
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
Der var engang en soldat, som havde tjent kongen i otte år. Så fik han lov at rejse hjem, og det var jo meget godt. Men det var ikke så godt alligevel, for da han skulle have sin afregning, så var der ikke mere end tre skilling til ham; det var alt, hvad han havde til gode, og dem fik han, og så rejste han hjem. Han var dog ved frisk mod, han svingede sin stok, og han trallede og sang, så det klang i bakkerne.
Som han nu gik, så mødte han en gammel kone, der bad om en lille skilling. "Ja, jeg har rigtignok kun tre skilling," sagde han, "men om jeg har tre, eller jeg har to, det kan være det samme." Og så gav han hende en af sine skillinger. Han var ikke kommet ret langt, førend han igen mødte en gammel kone – det var nu den samme, men det lagde han ikke mærke til – "Goddag og Guds fred," sagde hun. "Tak," sagde han. "Åh, giv en fattig kone en lille skilling i Guds navn," sagde hun. "Ja, jeg har rigtignok kun to skilling," sagde han, "men om jeg har to eller én, det er da lige meget." Og så gav han hende den anden skilling, og hun takkede, og han gik videre. Han var kun kommet et lille stykke hen ad vejen, så mødte han igen en gammel kone; men at det kunne være den samme, som havde fået hans to skillinger, det faldt ham slet ikke ind. "Goddag og Guds fred, lille far," sagde hun. "Tak, lille mor," sagde han. "Du har vel ikke en lille skilling at undvære til en fattig, gammel kone?" sagde hun. "Jo, en skilling har jeg netop," sagde soldaten, "og om jeg har en eller jeg har ingen, er jeg jo lige rig." Så fik kællingen skillingen, og hun takkede og rokkede afsted.
Soldaten blev ved at gå; hans lomme var let, men hans sind var også let; han ejede nu kun de gamle klæder, han gik og stod i, og så det gamle tornyster, han havde på ryggen. Tornysteret var også let nok, for der var kun en lappet skjorte og et par stoppede strømper i det. Han strøg sit skæg og tog sig en skrå, så svingede han sin stok og trallede og sang, så det klang i bakkerne.
Så kom han da ind i en skov; og hvem møder han der, anden end den samme gamle kone, som han havde givet alle sine skillinger. Hun sad ved vejkanten og hilste på ham: "Goddag, lille far, har du tid til at snakke lidt med en gammel kone?"
"Jo, hvis det kan glæde dig," sagde han, "så har jeg da ikke noget at forsømme med det. Men hvad kan du ellers have at snakke med mig om?"
"Kunne du ikke have lyst til at få tre ønsker?" sagde hun.
"Jo, det kunne jeg godt bruge," sagde soldaten.
"Så ønsk da," sagde den gamle. Ja, soldaten betænkte sig ikke længe på sine ønsker, men var straks rede, og så ønskede han sig da først Guds nåde og venskab; dernæst ønskede han, at hans tornyster aldrig måtte kunne slides op; og endelig det tredje ønske: at alt, hvad han ønskede i sit tornyster, måtte komme derned, og alt hvad der først var i det, måtte blive der, til han ønskede det ud igen.
"Det skal ske, som du ønsker," sagde den gamle, "og så farvel og lykke på rejsen!"
"Tak," sagde soldaten, og han gik videre; men ønskerne tænkte han ikke på lige med det første, for han mente, det bare var kællingesnak.
Men alt som han gik, så kom han dog i tanker om, hvor det ville have været rart, hvis det havde været alvor med de ønsker. Han var nu kommet ud på en hede, hvor der kun var sand og lyng og sten ved sten. Som han nu går og tænker på disse ønsker, så støder han foden imod en stor sten. "Åh, så gid du lå i mit tornyster," sagde han. Og næppe havde han sagt det, før stenen lå i tornysteret, og med det samme gik han bagover, lige så lang han var, for den sten var mere, end han kunne bære, skønt han ellers var en stor kleppert. Karlen blev helt fortumlet i hovedet ved den kolbøtte, og det varede noget, inden han kunne samle sine tanker og begribe, hvordan det var gået til; men så snart han huskede det og ønskede stenen ud af sit tornyster, så lå den på jorden igen, og han kom atter på benene. Nu havde han da fået vished for, at det med ønskerne ikke var kællingesnak, og han besluttede for fremtiden at bruge dem med omtanke.
Nu havde soldaten efterhånden gået et godt stykke vej, så han begyndte at blive sulten, og da han kom forbi en herregård, så tænkte han: "Der må du ind og se, om du kan få lidt at spise." Han gik da ind i køkkenet, og der traf han husholdersken. Hun var lige ved at lave smørrebrød, og så bad han hende om en bid mad. Men hun svarede, at maden der i huset var så nøje beregnet, at der ikke var en bid til overs, når enhver havde fået sit; hun kunne derfor ikke give ham noget, hvor gerne hun end ville. Men herremanden var i sit kontor lige ved siden af; det var jo muligt, at han ville lade ham få noget mad eller måske give ham en rejseskilling. Hvis soldaten ønskede det, så ville hun vise ham ind til manden. Det takkede soldaten hende for, og han blev da ført hen til herremandens dør, hvor han bankede på.
Herren sad just derinde og talte sine penge. Foran ham på bordet stod en lergryde. Den var fuld af lutter guldpenge, og på gulvet ved siden af ham stod et stort skrin med jernbeslag. Det var fuldt af blanke sølvpenge. Soldaten bankede altså på døren, og herremanden, som troede, det var en bonde, der kom for at betale fæsteafgift, råbte nok så fornøjet: "Kom ind!" Men da han så, at det var en, der kom og bad om noget, så blev han så vred som en tysker og råbte: "Vil han se, han skrubber af!" Soldaten lod sig det ikke sige to gange, men gjorde straks omkring og begav sig ud på landevejen igen. Det var jo hurtigt, han kom ud fra herremanden, men han havde haft øjnene med sig, og han havde da set både lergryden med guldpengene og skrinet med de blanke sølvpenge.
Da han så var kommet et stykke fra gården, så siger han ved sig selv: "Der har du narret dig selv, min gode mand. Du skulle bare have givet mig nogle af dine mange penge." Og med det samme ønskede han alle guldpengene fra lergryden i sit tornyster. Svup – sagde det, og så var de der allerede. "Ja, det kunne da heller ikke være så galt at have nogle af sølvpengene," tænkte soldaten, "men jeg vil ikke ønske mig flere, end jeg kan bære." Og så ønskede han sig at få fyldt op af herremandens sølvspecier. Svup – sagde det igen, så var de også i tornysteret. "Ja, det har du selv været ude om, din nærige rad," sagde soldaten, og så gik han videre, til han kom til en købstad.
Der gik han ind på den bedste kro, der var, og da det var ved middagstid, så satte han sig straks til bords. Han var skrupsulten, så han tog ordentlig for sig af retterne. De fine herrer, der sad ved bordet, skottede jo til den simple karl, og de smiskede og hviskede til hinanden, da de så, hvordan han huggede i sig. Da de nu rejste sig fra bordet, og hver betalte for sig, så lod soldaten først, som om han ledte efter sine penge: Først i den ene lomme og så i den anden lomme; men de var jo tomme; der var ikke andet end et lille stykke skråtobak. Hvad de fine herrer ikke havde fnist før, det gjorde de nu, og en af dem lod også falde et ord om, at den fremmede herre nok havde været så uheldig at glemme pengene hjemme, men ikke sin appetit. Og da soldaten, der ingen penge fandt i lommerne, nu tog sit gamle tornyster frem og begyndte at rode i det, så brød de da ud i åben latter, mens værten satte en betænkelig mine op.
Men da så soldaten tog et par gulddukater frem og smed på bordet og sagde, at han ikke skulle have penge tilbage, så fik latteren snart ende. Værten fik i hast sit bedste smil sat op, han bukkede og skrabede og takkede så mange gange og spurgte, om herren ikke ville gøre ham den ære at drikke en flaske vin med ham. Det sagde soldaten ikke nej til; og da de har tømt deres flaske, så beder han værten vise ham et værelse, han kunne sove i om natten.
Værten gjorde mange undskyldninger: alle hans værelser var optaget, på nær et: men der kunne ingen mennesker være. Alle de, der havde prøvet at ligge der, var pludselig døde den første nat; sådan var det gået med ét menneske i hans forgængers formands tid, og med ét menneske i hans forgængers, og med ét i hans egen tid; så det værelse var nu aflåset. "Ja, det er netop et godt kvarter for mig," sagde soldaten, "lad det kun sætte i stand til i aften, og dæk så et godt aftensbord derinde, og sæt fire lys og fire flasker god vin og fire spil kort derind, og lad kun mig få nøglen til kammeret." Værten sagde, at når herren befalede, så skulle han også adlyde, og alt skulle være klar til sengetid.
Så om aftenen gik soldaten til sit værelse. Der tømte han først alle guld- og sølvpengene ud af sit tornyster. Så tændte han lysene og satte dem på bordet, hvor der stod en fin anretning med de fire flasker vin, og der også lå de fire spil kort. Og så satte han sig ned og ventede på, hvad der ville komme. Det varede ikke længe, så hørte han et skrald i ovnen, og en sort klump kom trillende ud af den og frem på gulvet. Den snurrede rundt om sig selv og blev til en lang, sort djævel, med horn og hale, kløer og hugtænder. Han var ikke køn at se til; men soldaten lod sig ikke gå på, han sagde meget høflig: "Værsgo, min gode ven, sæt dig ned og få dig noget at spise."
Næppe havde han sagt det, så kom der atter et skrald, og så et til, og hver gang kom der ligesådan en sort klump trillende ud af ovnen, som rullede sig op til en stor, lang djævel, og den ene så da værre ud end den anden. Soldaten tog lige mildt imod dem alle tre og bad dem sidde ned og tage til takke. De satte sig da også til bords og åd og drak, og da de havde gjort rent bord, så tog de kortene og gav sig til at spille, hver med sit spil. Men efterhånden begyndte de at rykke tættere ind på soldaten og begyndte at nappe til ham. "Ja, nu er det nok på tide, at jeg skiller mig af med jer," tænkte soldaten, "inden I bliver for nærgående." Og så ønskede han dem alle tre ned i tornysteret, der lå på gulvet. Svup – sagde det, og så var de der, og hvor meget de end kriblede og krablede, så måtte de blive der. "Se så, "sagde soldaten, "nu kan man da snakke med jer. Nu får I blive, hvor I er, til jeg slipper jer ud, men I skal straks sige mig, hvorfor I har jeres gang her i kammeret." De svarede da, at de gik her, fordi der under ovnen stod en kedel, der var fuld af penge. "Nå, ikke andet," sagde soldaten, "ja, lad nu den stå indtil videre, og så godnat og sov godt!" Dermed klædte han sig af og gik i seng og sov sødeligt til den lyse morgen.
Så om morgenen tidlig kom værten da op til kammeret og kiggede ind ad nøglehullet. Ja, han kunne se soldaten ligge i sengen; men om han var død eller levende, det vidste han ikke; det mest sandsynlige var jo, at det ikke var gået ham et hår bedre end de andre, der havde ligget på det værelse; og han gav sig da til at banke og kalde. Nu vågnede soldaten, og det første, han gjorde, var at bede værten rejse pokker i vold: Han havde betalt for værelset, og han ville have både nattero og morgenro. Det var jo ingen pæn tiltale; men værten blev dog glad ved at høre, at han var i live, og at spøgeriet ikke havde gjort ham noget. Han var jo svært opsat på at få at vide, hvordan det var løbet af, men måtte da give tid, til soldaten langt op ad formiddagen endelig havde fået udsovet og kom op.
Men værten fik ikke andet svar på sine spørgsmål, end at soldaten havde haft en udmærket nat og nu ville have sig en god frokost. Da han havde fået den, så spurgte soldaten værten ad, om der var nogen stærke karle i den by. De mente værten nok, at der var. – "Ja, skaf mig så et par af de allerstærkeste," sagde soldaten. "Dersom jeg tør være så dristig," sagde værten, "så vil jeg gerne tage mig den frihed at spørge, hvad de karle skal bruges til." Soldaten svarede, at han ville have sit tornyster båret hen til en smed, for at det kunne blive banket ordentligt igennem; det havde samlet så meget støv på landevejen. Det var til det, han behøvede to af de allerstærkeste karle, der fandtes i byen, for det tornyster var ikke så let at bære.
"Tornyster til smeden for at udbankes! To stærke karle til at bære et tornyster!" tænkte værten, "kommer rusen først i dag, efter hvad han har drukket i aftes? Det har jeg aldrig før været ude for. Men skal der være løjer, så lad der være løjer!" Og så lovede værten, at han nok skulle skaffe de allerstærkeste karle i hele byen. Han gik så ud efter dem og kom lidt efter igen med et par svære tampe. Soldaten spurgte, om de ville bære det tornyster hen til smeden, han ville give dem en rigsdaler for det. Ja, karlene var godt tilfredse, de mente, de aldrig kunne komme lettere til en rigsdaler på ærlig vis; men de fandt snart, at det var surt tjente penge, for tornysteret var så tungt, at de ved hver skridt sank i knæ. Endelig fik de det dog slæbt hen til smeden.
Værten fulgte med, og han talte først til mesteren og sagde, at der var en herre, som ville have sit tornyster banket igennem. Han hviskede imidlertid smeden i øret, at fyren havde drukket tæt i går aftes, men det først var i dag, at rusen viste sig. Det var en god kunde, som man måtte føje i hans løjerlige indfald. Smedene plejer at være lystige folk, og det var denne smedemester også; han nikkede altså med et lunt smil og kløede sig bag øret og tænkte: "Her er løjer for mine svende; sådant et arbejde har de ikke haft før."
Nu tog soldaten ordet og spurgte smeden, hvad han skulle have for at banke ham det tornyster ordentligt ud. Smeden svarede, at et par mark vel kunne gøre det. Soldaten sagde, at han med fornøjelse gav en hel rigsdaler; men så ville han også have arbejdet ordentligt udført. "Ja, det er ligetil," sagde smeden; "der skal ikke blive et støvgran tilbage i tornysteret; men om der ellers bliver noget tilbage af det, det kan jeg ikke stå inde for." – Det skulle han ikke bekymre sig om, sagde soldaten.
De to stærke karle fik da tornysteret væltet op på ambolten, og smeden satte tre svende med store forhamre til at banke støvet af det. Sådanne løjer havde de rigtignok ikke været med til før: De halede op i bukserne, spyttede i næverne, og så tog de fat og hamrede løs. Men med det første slag, så tabte de hamrene af forfærdelse, for der blev sådan en hylen og tuden inde i smedjen, så ingen nogensinde havde hørt magen.
Soldaten bad dem bare passe deres arbejde, og de måtte da tage fat igen. Slag på slag faldt på tornysteret, svendene lagde ikke fingrene imellem, og sveden løb i strømme ned ad de sorte ansigter. De tænkte jo, at det tornyster snart måtte være opslidt; men det blev ved at se ud, som da de begyndte. "Ja, slå kun godt til," sagde soldaten, "jeg har samlet støv på det tornyster i mange Herrens år, så det kan nok trænge til en god udbankning." De tre lystige svende blev dog omsider kede af legen og måtte lade hamrene synke, de kunne simpelthen ikke mere.
Så kaldte mesteren tre friske svende frem, som begyndte, hvor kammeraterne slap. Læderet måtte vel være forhekset, mente de, men der var jernspænder på tornysteret, og jern, det vidste de, hvad var, så det måtte vel give sig, når de tog det under behandling. Så hamrede de da løs af alle livsens kræfter, men jern og læder var lige sejt, så da hamrene til sidst faldt dem ud af deres hænder, så var tornysteret ikke anderledes at se til, end da de begyndte.
Nu mente soldaten også, det kunne være nok, han betalte smeden fire daler og lod sine to stærke karle bære tornysteret hen til en å, der løb tæt uden om byen. Der lukkede han op for tornysteret, og det var da propfuldt af noget, der så ud som et sort pulver; det var de arme djævlekroppe, der var blevet sådan malet til mel. Det kastede han i åen og fulgtes så hjem med værten. Ham fortalte soldaten nu, at han vidste, hvor der stod en kedel fuld af penge ensteds i hans gård. Hvis værten ville lade ham være halvt med sig om fortjenesten, så ville han vise ham, hvor den var. Det var værten meget villig til, og de fik da brækket ovnen ned, og under den stod ganske rigtigt en stor bryggerkedel fuld af guldpenge. Værten blev så glad derover, at han skænkede soldaten et godt stykke af sin jord uden for byen. Der byggede og boede så soldaten og havde det rigtig godt. Guds nåde og venskab havde han jo, og alt hvad han ønskede sig, det kunne han få.
Og alt det fik en dansk soldat for tre skilling.