Fiddivaw
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
Der var engang en doven mand og en doven kone, og de havde en søn, som var så luddoven, at han ikke gad bestille det allermindste.
Fader og moder var ligeglade, enten han ville gøre gavn eller ej, når han bare ville trives godt; for de holdt da så urimelig meget af den søn.
Og han trivedes godt nok, han blev stor og stærk og tyk og fed, og var altid glad og fornøjet, men aldrig gad han gøre gavns gerning.
Så da han var voksen, talte hans forældre jo om, hvad han skulle sættes til. Noget måtte det vel være, for han skulle da have føden, og det var kun knapt hjemme. Men det var da synd at forlange af ham, at han skulle gøre noget arbejde. Det havde han jo aldrig haft lyst til – og lysten driver værket. Så blev det da bestemt, at han skulle gå ud og tigge. Det var den levevej, som de syntes passede bedst for den kære dreng.
Han fik så en pose på ryggen og en kæp i hånden, og så travede han afsted. Han gav sig gode stunder, for det havde jo ingen hastværk – og hastværk er også lastværk. Da han havde gået noget, så blev han sulten, og så satte han sig ned i græsset og fortærede, hvad han havde fået med hjemmefra; og da han havde spist, så blev han søvnig, og så lagde han sig til at sove under et træ. Da han vågnede, var det hen imod aften, og han syntes da nok, han kunne gå et lille stød endnu, inden han gik ind et sted og tiggede sig natteleje.
Som han nu gik hen ad vejen, så møder han en gammel kone. "God aften!" siger hun, "hvor skal du hen?" – "Jeg skal ud og tigge," siger han, "det skal nu være min levevej, for jeg duer ikke til at arbejde. Nu skulle jeg først se at finde et sted, hvor jeg kunne få natteleje for et godt ord."
"Ja," siger konen, "det kan jeg anvise dig. Gå du kun ind i det første sted, du kommer til på din venstre hånd. Der skal du nok få lov at blive, når du kun gør, som jeg siger. Før du går ind ad døren, skal du tage en lille sten op, som ligger udenfor, og stikke den til dig. Og når du så kommer ind, skal du sige tak til alt, hvad de siger til dig, hvad det så end er. Og når så de andre sover, skal du lægge den lille sten på ildstedet, under asken, hvor ilden er gemt."
"Mange tak!" sagde ungersvenden, og han lakkede da videre, til han kom til det første sted på venstre hånd. Han tog en lille sten op, som lå uden for døren, og så gik han ind. Han traf konen inde, så hilste han godaften og bad, om han ikke nok måtte blive der om natten. "Nej," sagde konen, "det kan ikke gå an." – "Mange tak!" sagde han. "Jeg siger, det kan ikke gå an," sagde konen, "vi kan ikke huse fremmede folk." – "Mange tak!" sagde han igen, og han satte sig ind på bænken. Konen lod ham sidde; hun ville dog ikke drive ham ud.
Lidt efter kom manden hjem. "Hvem er det, der sidder derhenne?" spørger han. "Jeg ved såmænd ikke," siger konen; "enten er han døv, eller han er tåbelig; for jeg har sagt ham, at han ikke kan blive, men han siger bare tak til alting." Så sagde manden ingenting, men han satte sig hen for sin bordende. Og konen gik hen og øste op af gryden, både formad og eftermad, og satte det for manden og sagde med det samme, at nu kunne han spise deraf, hvad han ville; så skulle hun gemme, hvad der blev tilovers. Hun så ikke til den fremmede svend.
"Tak, og mange tak skal I have," sagde svenden, og han rykkede op til fadene og tog godt til sig både af formaden og af eftermaden, så manden fik det mindste af det. Både manden og konen forundrede sig meget over den knægt; men de sagde ikke noget.
Så gik konen hen og redte mandens seng og sagde, at nu kunne han gå hen og lægge sig, når han ville. "Mange tak!" sagde gæsten, og han af klæderne og op i sengen; og inden folkene kunne komme sig af deres forundring, hørte de ham sove sødelig. Så nænnede de dog ikke at jage ham op og ud af sengen igen, og så lod de ham ligge og redte til sig selv ude på gulvet. Da de andre nu lå i deres søde søvn, så listede drengen sig ud af sengen og hen til ildstedet og gemte stenen nede i asken, og så lagde han sig til at sove.
Nu havde folkene der i huset en ung datter, det var en stor, køn pige, hun var nylig blevet voksen; og det var altid skik, at hun stod først op om morgenen og tændte op. Det skulle hun da også gøre den morgen. Hun tog ildragen og pirrede op i asken og lagde nyt brændsel på; men hun kunne slet ikke få det til at fænge; så lagde hun sig ned for at blæse, men da hun spidser munden, så farer det ud af hende: "Fiddivaw, fiddivaw, fiddivaw-vaw-vaw!" Og hun kan ikke lade være at sige det, og hun kan ikke få ilden til at brænde, og hun giver sig da til at græde og råbe fiddivaw!
Så vågner moderen og spørger, hvad der er på færde: "Åh, fiddivaw!" siger pigen, "det vil ikke - fiddivaw-vaw-vaw!" – "Nåh, du kan ikke få det til at brænde," siger moderen; "men er det også noget at tage sådan på vej for!" Og hun op af sengen og hen til ildstedet, og hun lægger sig ned og pirrer i asken og vil til at blæse: "Fiddivaw, fiddivaw!" siger hun også, og hun kan ikke lade være at sige det, og hun kan ikke få ilden til at brænde.
Så hyler hun da om kap med datteren, så manden vågner og spørger, om de er blevet gale begge to, som de skaber sig. "Åh, fiddivaw, fiddivaw!" siger de i munden på hinanden, og så hyler de i vilden sky. Manden kommer da på benene, og han ser, at de ikke har fået det til at brænde på ildstedet, og at det er det, de har haft travlt med. Og så siger han: "Ja, de kvindfolk har nu ikke bedre forstand, og så tager de sådan på vej for ingen ting." Og han får fat i ildragen og pirrer i asken og vil til at blæse. – "Fiddivaw, fiddivaw, fiddivaw-vaw-vaw!" siger han ligesom de andre, og det bliver de ved med.
Så bliver de da i hast enige om, at datteren skal løbe hen til degnen: han skal komme og læse over ilden, der er blevet forhekset. Pigen løb alt hvad hun kunne, lige ind til degnen og fik med nød og næppe sagt, at hun skulle hilse fra far – fiddivaw! – og mor – fiddivaw! – og bede degnen straks komme ned at læse over ilden – fiddivaw-vaw-vaw! Degnen troede jo, at pigen var blevet noget sær, men han fulgte da med hende, og da han så og hørte de andre med, så skønnede han jo nok, at det ikke gik naturlig til, men at her var noget ondt, som skulle fordrives. Han tog ildragen og skulle til at slå kors i asken, og han spidsede munden og skulle til at læse over ilden. Men enten han så ville læse eller blæse, så gik det ham som de andre, at han kunne ikke sige andet end "fiddivaw, fiddivaw!" og det blev han ved med.
Så måtte pigen afsted igen og op til præsten, og hun var da helt forfjamsket. Hun sagde, at Fanden – fiddivaw! – var løs der hjemme – fiddivaw! – og han havde taget magten fra degnen – fiddivaw! – og fra far og mor – fiddivaw! – og præsten måtte da komme og hjælpe dem og læse over ilden – fiddivaw-vaw-vaw!
Præsten kommer da i kjolen, og han får brillerne på og bogen under armen og følger hjem med pigen. Han ser dem alle forsamlede om ildstedet. Der er det ondes arnested. Ilden vil ikke brænde, og alle råber de fiddivaw-vaw-vaw i munden på hinanden. Præsten slår op i bogen, og han tager ildragen i hånden og slår ned i asken og vil da til at læse, så det kan forslå. Men det første ord, han siger, er: "Fiddivaw, fiddivaw, fiddivaw-vaw-vaw!"
Nu er gode råd dyre. Da begynder manden at stamme og bede og love, at hvem der kunne skaffe det onde ud af huset, ville han straks give sin eneste datter, og alt hvad han ejede og havde efter sin død.
Gæsten henne i sengen havde jo ligget en stund og set og hørt på al denne forstyrrelse og al den fiddivaw. Og det varede noget, inden det gik op for ham, hvordan det hang sammen. Men da han nu hørte manden sige dette her, så sprang han ud af sengen. "Mange tak!" sagde han. Og så snappede han stenen ud af asken og kylede den ud ad døren, og så tog han pigen om halsen og kyssede hende. Og ilden blussede op, og de var alle løste fra fortryllelsen, og de blev så glade, at de kyssede gæsten hver og én; og nu var det alle de andre, som sagde mange tak.
Og der blev holdt bryllup; og præsten viede dem for ingenting, og degnen sang for ingenting. Og de levede lykkelige og glade. Og sådan kom den dovne dreng dog godt i vej.