Esben Askerager
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
Der var engang en konge, der havde en køn datter; men hun var så hovmodig og så rask i munden, at man ikke kunne få sagt ret mange ord, når hun var i stuen. Da hun var så køn, og kongeriget var også godt nok, så kom der mange friere; men så snart de havde talt med hende, eller snarere hørt hende tale, så sagde de tak, hende skulle de dog ikke have.
Det var kongen meget ked af. Alle kongesønner fra de nærmeste kongeriger havde snart friet til datteren, så nu sagde han til hende, at nu havde hun værsgod at tage den første mand, der kunne stoppe munden på hende.
»Lad gå med det!« sagde prinsessen. »Det er der ingen, der kan! Og kan de ikke, skal de hænges!« Og så gik trommen rundt i landet med den befaling fra kongen.
Der var jo karle nok, der gerne ville have prinsessen, og som også mente, at de nok kunne bruge deres mund; og de kom strømmende til kongeborgen. Men så snart prinsessen tog fat på at snakke, så vidste de slet ikke, hvad de skulle sige, og så blev de ført ud ad bagdøren og klynget op i galgen. Og det var mange, der måtte den vej.
Det var lige ved at blive kongen for galt. »Hvis du bliver ved på den måde,« sagde han, »så har jeg til sidst ikke en ærlig karl, jeg kan gøre til soldat.« Men det var jo hans egen befaling, så der var ikke noget at gøre ved det.
Langt ude på landet var der en bonde, der havde tre sønner, Per, Povl og Esben. De to ældste brødre troede, de var så umådelig vittige, snakketøj havde de, så det kunne forslå, så de mente jo, at det skulle være en smal sag for dem at stoppe munden på prinsessen. De blev da enige om, at de ville af sted for at prøve deres lykke, og de havde aftalt, at den, der ikke fik prinsessen, han skulle i hvert fald være minister.
Deres gamle fader troede da også nok, at det skulle gå, og da han var en rig mand, så fik de alt, hvad de kunne ønske af fine klæder, til den tur og et par flotte heste at ride på.
Den tredie broder, han der hed Esben, han gik for at være iidt småtosset og kunne ikke bruges til ret meget; han kunne bare se efter svinene og passe småkræ og sådan noget. Han sad næsten altid henne i askedyngen og rodede, og derfor blev han kaidt Esben Askerager. Da han så, at brødrene red ud af gården, så kom han farende:
»Jeg vil med!« råbte han.
»Din tosse!« sagde de, »hvad bilder du dig ind? Bliv du hellere hjemme i din askekrog.«
»Jeg vil med,« sagde Esben; »og jeg er pæn nok, som jeg er. Bare jeg må få en hest at ride på.«
Men de lo allesammen ad ham. Ville han ride? Han havde jo aldrig siddet på en hest før.
»Ja, det er også lige meget,« sagde Esben; »men med vil jeg!« Og så løb han på sine ben bag efter brødrene, der red på deres stadsheste.
Da de var kommet et stykke fra gården, hørte brødrene, hvordan Esben kom hujende og råbte: »Halløj! Se! hvad jeg har fundet!« Brødrene vendte sig om for at se, hvad det var, og så var det en død krage. »Den skal prinsessen have!« råbte Esben; »den vil hun nok synes godt om.«
»Du er dog et rigtigt tossehoved!« sagde brødrene, og så red de videre.
»Tag mig med!« råbte Esben; men de piskede bare på hestene. »Nå, jeg kommer vel også med,« tænkte Esben, og så stoppede han kragen i lommen og løb videre.
»Halløj! Se, hvad jeg har fundet!« lød det nu igen; og så var det en gammel træskoring. »Den kan godt bruges,« sagde Esben, og ringen kom ned i lommen til kragen.
Så gik der en lille tid igen. »Halløj!« råber så Esben, »se, hvad jeg har fundet!« Denne gang var det en gammel prop til en flaske. Brødrene hørte ham slet ikke mere, de var langt foran. Så kom proppen i lommen til kragen og ringen.
Lidt efter er det galt igen, og Esben råber: »Halløj! Se, hvad jeg har fundet!« Nu var det et vædderhorn; og et stykke henne ad vejen fandt han et vædderhorn til; de måtte også med i lommen.
Og så lød det endnu engang: »Halløj! Se, hvad jeg har fundet!« Og det var en dejlig stor hestepære. Det var det bedste af det alt sammen, og den kom da også i lommen til alt det andet.
Brødrene havde imidlertid nået kongens gård og fortalte, at de kom for at fri til prinsessen. Ja, vær så god, de kunne gerne gå ind; men gik det galt, skulle de jo hænges. Ja vel, det vidste de god besked med. Per kom først ind til prinsessen. Hun sad på en høj og pragtfuld tronstol, og rundt omkring stod alle hendes hofdamer; det så farlig fint ud. Og kongen sad lidt længere tilbage i salen med sine hofmænd omkring sig.
»Nådige prinsesse!« begyndte Per.
»Hvad er det, du taler om nåde?« sagde prinsessen, »og så bukker du som en høvlespån. Min nåde skal du ikke blive fed af. Den fører lige op i galgen med dig!«
Det var jo en værre tiltale; og Per tabte da også næse og mund og kunne ikke sige et eneste ord. Så var han færdig og blev ført ud for at hænges.
Nu var det Povls tur; han så jo lidt efter Per, der blev ført ud ad bagdøren; men han tog sig da sammen og trådte frem for prinsessen.
»Deres Højhed!« begyndte han.
»Sagde du højhed, din flynder?« sagde prinsessen. »Ja, du skal snart komme til vejrs, din torskepande!«
Så havde han ikke mere, han skulle have sagt; og han kom ud ad bagdøren og blev hængt op ved siden af sin broder.
»Så er vi vel færdige for i dag?« sagde prinsessen.
Nej, der kom een til. Det var Esben Askerager, lige så snavset og svedt, som han kom fra landevejen. Han havde set alle de mange galger med sine forgængere hos prinsessen; men hvad brød han sig om det.
»Jeg skal snakke med prinsessen,« sagde han; og han ind ad slotsporten.
»God dag, min snut!« sagde han og tørrede sin pande. »Det er da en svær varme, her er.«
»Sådan er her hver dag,« sagde prinsessen, »det er, for at vi kan stege alle de hanekyllinger, her kommer. I går var her tyve; men i dag har vi bare stegt to.«
»Det passer svært godt,« sagde Esben; »for så kan jeg få den her lilie fugl stegt med det samme;« og så trak han kragen op af lommen.
»Nej, den er jo så fed, at den revner,« sagde prinsessen.
»Skidt med det,« sagde Esben, »så lægger vi bare en ring om.« Og så halede han træskoringen frem.
»Ja, men fedtet render jo fra den,« sagde prinsessen.
»Det skal vi nemt klare,« sagde Esben, »vi slår en prop i.« Og så kom flaskeproppen for en dag.
»Ja, dit mundlæder er der ikke noget i vejen med,« sagde prinsessen, »men du kan tro, vi finder nok en krog at hænge dig på.«
»Var det krog, du sagde; den har jeg selv,« sagde Esben, og så viste han vædderhornet frem. »Denne her kan du vist ikke bide spids på.«
»Det er dog den værste,« sagde prinsessen.
»Nej, denne her er værre endnu,« sagde Esben, og frem kom det andet vædderhorn.
»Bliv fra mig med alt det skidt.«
»Nej, vil du have skidt, så er det her!« sagde Esben, og han haler hestepæren op af lommen og kaster den lige ned i skødet på prinsessen, og hun havde endda sin pæne silkekjole på. Men prinsessen kunne ikke sige et ord af bare arrigskab; det eneste, hun kunne gøre, det var at stikke i at tude, og det gjorde hun.
»Så fik vi stoppet munden på dig,« sagde Esben.
»Ja, nu er hun din,« sagde kongen, »ret skal være ret; og du har godt af at få en mand, der kan snakke lige så stærkt som du.«
Og så blev Esben gift med prinsessen, og de fik en masse børn, som alle sammen havde et udmærket snakketøj.