En ræv bag øret
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
Så var der engang en grumme gammel mand. Han havde både levet længe og været en dygtig karl i sine dage, for han havde ikke mindre end syv snese og syv sønner. Da de nu blev voksne, ville de allesammen giftes, og så talte de med deres fader om, hvordan de skulle bære sig ad med det. "Det er jeg klogere på, end I er," sagde den gamle; "lad kun mig se at finde en kone til hver af jer! I kan sadle mig mit gamle øg; så skal jeg straks ride ud at bejle for jer."
Han red vidt omkring, indtil han endelig fik opspurgt en mand, der havde syv snese og syv døtre, alle uforsørgede. Der red han hen, for der var noget at komme efter. Karlen tog imod hans hest; og han kom ind til manden selv og kom i snak med ham. Så, da de havde snakket noget om andre ting, så kom han frem med sit ærinde: At han ville bejle til alle hans døtre for alle sine sønner.
Det blev de også enige om, sådan at alle de unge folk skulle bo hjemme hos den gamle, der var fader til sønnerne; og den anden skulle holde brylluppet for alle de syv snese og syv par. Og da så det var afgjort, siger den fremmede til karlen, at nu må han gerne sadle hans øg og komme frem med det. "Har mit øg fået noget at æde?" spørger han, "for jeg har langt hjem, og jeg bryder mig ikke om at gøre ophold på vejen." – "Ja," siger karlen, "noget har dyret da fået; for det har ædt syv fag hø." – "Men har øget fået noget at drikke?" spørger den gamle. Nej, det havde ikke. "Ja ja, så kan jeg selv vande ham, når jeg kommer forbi søen," siger den gamle, det er ikke værd at vente på.
Så red han ud af gården, og han kom straks til søen; det var en lille én, der var kun syv mil rundt om den. Den sø red han øget ud i, og det drak alt det vand, der var i søen; for øget havde stået og var blevet tørstigt. Da vandet nu begyndte at synke i søen, så der var for lidt til fiskene at svømme i, så ligger de jo og spjætter i dyndet, og så samles der en mængde store fugle, der tager ordentligt for sig af disse fisk. Som manden så sidder på hesten og ser op på, hvordan fuglene flyver væk med fiskene, så falder der noget fra en fugl ned i hans ene øje. Han greb straks efter det, men kunne ikke få det ud. Han måtte da skynde sig at ride hjem, og han måtte holde hånden for øjet imens, for det gnavede og sved, og øjet løb i vand.
Så snart han kom hjem til sønnerne, fortalte han dem, at han havde været så heldig at få fæstet en brud til hver især; men nu havde han været så uheldig at få noget i det ene øje; de måtte se at hjælpe ham med at få det ud. De så jo efter det, men kunne ikke få øje på det. Så siger den ældste søn, der var den klogeste: "Vi bliver nødt til at sætte vore skibe i øjet og sejle omkring og se, om vi dog ikke kan finde det." Så sejlede de i syv dage; da fandt de endelig, hvad det var, faderen havde fået i øjet. Det var et fiskeben, som fuglen havde tabt; men de fik da fat i det med en lang bådshage og fik det trukket i land.
Så skulle de have fat på en snedker, som kunne gøre dem syv snese og syv nye senge til de unge par. Så træffer det sig så heldigt med dette fiskeben, at da snedkeren fik det savet ud og høvlet til, så passede det lige med, at der kunne blive sengestolper af det til alle sengene.
Da de nu stod færdige, så ville den gamle en dag tage sig en middagslur i en af sengene; og han tager sin røde hue på og lægger sig. Som han nu er lige ved at falde i søvn, så kommer Mikkel Ræv listende ind og begynder at gnave på en af disse sengestolper. Det smagte hverken af fugl eller fisk, syntes ræven. Men manden bliver så gal over rævens gnaveri, at han tager sin hue af og kyler den efter Mikkel, som bliver forskrækket og farer op og skjuler sig i den gamles skæg.
Han greb rigtignok efter Mikkel, i det samme den smuttede derind, men fik ikke fat på den; og siden var det ham rent umuligt at finde, hvor den rævepels havde forstukket sig. Så kaldte han på alle sine sønner, at de skulle komme og hjælpe ham at fange Mikkel. Så siger den ældste søn – for han var jo den klogeste – at det var bedst, de tog hver sin gode hølé; det ville jo gå noget ud over skægget; men ellers fik de aldrig fat på Mikkel. Så hentede de høleerne, og de gik nu i syv dage og slog hver syv skår om dagen. Så fandt de til sidst ræven, hvor den havde gemt sig, bag det højre øre. Der havde den rigtig lagt sig til rette og fået syv hvalpe, inden de fik fat på den.
Da så det var gjort, så tog de hen og holdt bryllup alle sammen, og det bryllup var både stærkt og stort og varede i syv snese og syv dage.