Drømmene
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
Der var en gårdmand, som kaldtes Rige Per Larsen, fordi han var den rigeste mand i sognet. Men han var ond, hård og hovmodig. Han havde et eneste barn. Det var en datter, som hed Karen. Så boede der en fattig husmandskone i samme by. Hun havde en eneste søn, som hed Hans.
De to børn havde holdt af hinanden lige fra de var ganske små. De havde leget sammen og læst sammen både i skolen, og da de gik til præst. Da de så var voksne, gik Hans en dag over til Rige Per Larsen og sagde til ham, at han elskede hans datter, og Karen også elskede ham, og han ville nu spørge Per Larsen, om de måtte få hinanden.
Da blev Rige Per Larsen så gal, så han var lige ved at revne, og han spyttede i næven og gav Hans et slag lige midt ansigtet, og så sagde han: "Jo vist, skal du have Karen! Men nu kan du først rejse til verdens ende. Så kan du få hende, når du kommer tilbage."
"Jeg skal prøve på det," sagde Hans, og så gik han hjem til sin moder og sagde, at han måtte få Karen, når han havde været ved verdens ende; og nu ville han straks begive sig afsted. Moderen gav sig til at græde og bad ham om ikke at forlade hende. Men det hjalp ikke noget; Hans ville afsted, og så gav moderen ham noget mad med i en pose, og så begav han sig på rejsen.
Hans gik ligeud hele tiden, så måtte han jo engang komme til verdens ende. Så længe han havde en bid i sin madpose, så gik han ikke ind nogen steder, for han ville jo nødig sinkes, da det jo var en lang vej, han havde for sig. Men da der ikke var en krumme mere i posen, så måtte han indenfor i en stor bondegård for at bede om et stykke mad. Manden i gården spørger ham da, hvor han skal hen. "Jeg skal til verdens ende," siger Hans, "for ellers må jeg ikke få Rige Per Larsens Karen." – "Ja, skal du til verdens ende," siger bonden, "så må du tage bud med for mig. Jeg vil gerne vide, hvordan dette hænger sammen: Jeg har tre kønne døtre og så megen rigdom, at der er rigelig nok til dem alle tre; og dog kommer her aldrig nogen frier til dem."
"Jeg skal gøre, hvad jeg kan, for at få det at vide," siger Hans, og så får han sin madpose godt fyldt og kommer afsted igen. Og han bliver ved at gå ligeud, så længe der er en bid i hans madpose. Da den er helt tom, går Hans igen ind et sted – (Det var på en stor herregård.) – og beder om et stykke mad. "Hvor skal du hen?" spurgte herremanden. "Jeg skal til verdens ende," svarede Hans, "for ellers må jeg ikke få Rige Per Larsens Karen."
"Skal du til verdens ende," siger herremanden, "så må du tage bud med for mig og skaffe mig at vide, hvordan dette hænger sammen: Jeg har et træ i min have, som bærer røde blade på den ene side og hvide blade på den anden side, men der kommer aldrig nogen frugt på det."
Hans lovede at gøre, hvad han kunne, for at skaffe svar på det spørgsmål. Så fik han sin madpose stoppet rigtig godt fuld, og så sagde han farvel og tak og blev ved at gå ligeud, så længe han havde en krumme i posen. Da den igen var helt tom, gik han ind på et kongeligt slot og bad om et stykke mad. Det hørte kongen, som netop selv stod udenfor. "Hvorhen gælder rejsen?" spurgte han, og Hans svarede, som han plejede: "Jeg skal til verdens ende, for ellers må jeg ikke få Rige Per Larsens Karen."
"Ja, skal du til verdens ende," siger kongen, "så må du skaffe mig at vide, hvor min datter er, som blev stjålet for syv år siden."
"Jeg skal se, hvad jeg kan gøre," sagde Hans. Han fik nu sin madpose så godt fyldt, at den kunne vare i lang tid, og han blev ved at gå ligeud, til han var midt inde i en tæt skov. Der kom han til et skilderhus, hvor der stod en gammel soldat og var skildvagt. Han råbte Hans an og spurgte, hvor han skulle hen.
"Jeg skal til verdens ende," sagde Hans, "for ellers må jeg ikke få Rige Per Larsens Karen. Har jeg langt endnu?" – "Nej," svarede skildvagten, "nu har du ikke ret langt igen. Du vil snart være ved et stort vand, det er Det røde Hav; på den anden side af det ligger slottet ved verdens ende." "Men der bor en slem trold," siger skildvagten så. "Ja, jeg er ligeglad," siger Hans, "dér skal og må jeg hen."
"Da må du tage bud med for mig," siger skildvagten, "og få at vide, hvornår her kommer afløsning; for nu har jeg stået på denne post i tre hundred år." – "Det skal jeg nok," sagde Hans og skyndte sig at komme videre; og snart var han ved Det røde Hav. Der var der en gammel kælling med en lille båd, som hun færgede folk over i.
"Hvor skal du hen?" sagde hun. "Jeg skal til verdens ende," sagde Hans. "Der kan du tids nok komme," sagde kællingen, "for der kommer du aldrig tilbage fra." – "Jo," sagde Hans, "jeg skal hjem og have Rige Per Larsens Karen." – "Ja, jeg skal nok sætte dig over," sagde kællingen, "men kommer du igen, så må du sige mig, hvor længe jeg endnu skal være her. Nu har jeg færget folk over i syv hundred år."
"Jeg skal se at få det at vide," sagde Hans, og så kom han i båden, og kællingen satte ham over Det røde Hav, over til slottet ved verdens ende. Han fandt en dør og bankede på. Så kom der en ung pige og lukkede op for ham. Det var en prinsesse, og der var ingen andre på slottet end hende. Hans sagde godaften og spurgte, om han ikke kunne blive der i nat. "Nej," sagde prinsessen, "hvad vil du dog her for? Du slipper aldrig levende herfra." – "Jo," sagde Hans, "jeg må og skal hertil; ellers må jeg ikke få Rige Per Larsens Karen." – "Ja, nu er trolden ikke hjemme," siger prinsessen, "men når han kommer hjem og lugter kristent blod, så er det ude med dig." – Ja, Hans måtte da have ham i tale, for han havde fået så mange ærinder med, som han skulle besørge; og så fortalte han prinsessen om alt det, han skulle finde ud af.
Da han kom til kongen, der ville vide, hvor hans datter var blevet af, begyndte prinsessen at græde og sagde, at det måtte være hendes fader. "Kom med indenfor!" sagde hun så, "jeg skal se, om jeg kan hjælpe dig. Nu skaber jeg dig om til en hegle og hænger dig her ved hovedgærdet på sengen; og når jeg siger: ‘Hør efter, hegle!’ så må du lægge mærke til, hvad der bliver sagt." Det gjorde prinsessen så, og lidt efter kom trolden hjem.
"Huh, huh, huh!" sagde han, "jeg lugter kristent blod." – "Åh nej, lille far!" sagde prinsessen, "vær kun rolig. I dag var der en krage, som fløj over taget og tabte et ben, som den nok har hentet på en kirkegård. Det må være det, du kan lugte." Så fik trolden sin aftensmad, og de gik begge til ro.
Da de havde ligget lidt, så begyndte prinsessen at snorke sådan, at trolden vågnede ved det. Han stødte til hende og sagde: "Hvor du dog snorker, kone!" – "Åh, jeg drømte," sagde hun. "Hvad drømte du da?" siger trolden. "Jeg drømte, at der var en mand, der havde tre kønne døtre, og så megen rigdom til dem, og dog kom der aldrig nogen friere. Hvordan kan det være?" – "Ja, det ved jeg nok," sagde trolden, "men det får han aldrig at vide: Han skulle vende de halve døre indad og de halve udad, så ville der komme friere hver dag." – "Hør efter, hegle!" sagde prinsessen. "Hvorfor siger du sådan?" spurgte trolden. "Åh, det er sådan i drømme," sagde prinsessen.
Så faldt de i søvn igen. Men snart efter vågner trolden påny ved hendes snorken og spørger, hvad hun nu drømmer. "Åh, jeg drømte om en herremand, der havde et træ i sin have, som bar røde blade på den ene side og hvide blade på den anden, med der kom aldrig nogen frugt på. Hvordan kan det være?" – "Ja, det ved jeg nok," sagde trolden, "men det får han aldrig at vide: Han skulle sætte otte karle til at grave, fire på hver side; så ville de finde en tønde guld og en tønde sølv under det." – "Hør efter, hegle!" sagde så prinsessen. "Hvorfor siger du sådan?" sagde trolden. "Åh, det er sådan i drømme," sagde prinsessen.
Da de har ligget lidt igen, så vækker hun tredje gang trolden med sin snorken, og han siger: "Hvad snorker du nu for?" – "Åh, jeg drømte, jeg drømte," sagde prinsessen. "Det er da en farlig drømmen med dig," siger trolden. "Hvad har du nu drømt?" – "Jeg drømte om en konge, der havde en eneste datter, som blev stjålet fra ham for syv år siden." – "Det er jo dig." sagde trolden og var nu så gnistrende gal, at han nær havde slugt hende.
Prinsessen blev helt forfærdet. Nu turde hun ikke komme med flere spørgsmål; men hun måtte jo have svar på dem alle sammen. Så lod hun ham sove en god stund; men så snorkede hun påny, så han vågnede ved det. "Det er da fanden til snorken med dig i nat," sagde trolden. "Åh, jeg er også helt ulykkelig i nat med alle de drømme," sagde prinsessen. "Nå, hvad er der så nu?" sagde han. "Jeg drømte, der var en gammel soldat, der stod ved et skilderhus ude i den vilde skov. Hvor mange år mon han skal stå der endnu?" – "Ja, det ved jeg nok," sagde trolden, "men det får han aldrig at vide. Han kunne blive løst af når som helst. Når han hører det dundre i luften, så jorden giver genlyd, skal han råbe: ‘Hør du Satan, som flyver og flagrer i luften! Kom nu og løs mig af! Her har jeg stået i så mange år; nu kan du stå her til evig tid’, så ville jeg komme til at stå skildvagt i hans sted." – "Hør efter, hegle!" sagde prinsessen. "Hvad siger du dog sådan for!" sagde trolden. "Åh, det er sådan i drømme," siger prinsessen.
Så sov de ind igen. Men det varede kun kort, før trolden påny blev vækket af hendes snorken, og skulle have at vide, hvad hun nu drømte. "Jeg drømte om den gamle kælling, som har færget folk over, så længe jeg kan huske; hvor længe skal hun blive ved med det?" – "Ja, det ved jeg nok," sagde trolden, "men det må hun ikke få at vide: Hvis hun kunne komme til at knække halsen på et kristent menneske og drikke tre dråber af dets blod, så ville hun være fri til at gå, hvorhen hun ville." – "Hør efter, hegle!" sagde prinsessen. "Det vil jeg ikke høre tiere," sagde trolden, "og nu skal du lade mig have nattero, ellers knækker jeg også halsen på dig." Så faldt han i søvn og snorkede, så hele huset rystede.
Om morgenen stod trolden op, fik sin davre og for afsted. Prinsessen skabte heglen om til Hans igen og gav også ham morgenmad. Så sagde hun til ham, at han skulle vente på hende nede ved stranden, og at hun ville komme bagefter, når trolden var langt nok borte. Så skabte hun Hans om til et lille hjul og trillede det ned til stranden, hvor det blev liggende, til hun selv kom og skabte det til menneske igen, og så gik de begge to om bord i kællingens båd. "Skynd jer nu lidt, mor, og sæt os over!" sagde Hans. "Ja, fik du nogen besked til mig?" spurgte kællingen. "Når vi er ovre, skal du få den," svarede Hans. Og da de så var vel i land, råbte han ned til hende, hvad hun havde at gøre for at slippe fri. "Havde du blot sagt det før, så kunne jeg have været færdig nu," skreg hun tilbage.
Så løb de videre, til de kom til skilderhuset, og fortalte den gamle soldat, hvordan han kunne blive løst af. Og næppe var de kommet forbi, så dundrede det i luften, så jorden gav genlyd. Det var trolden, som kom efter dem. Da råbte soldaten, som han lige havde lært: "Hør du Satan, som flyver og flagrer i luften! Kom nu og løs mig af! Her har jeg stået i tre hundred år; nu kan du stå her til evig tid." Og så måtte trolden ned og stå skildvagt, og der står han nok endnu.
Så fulgtes Hans og prinsessen hen til kongen, hendes fader. Og Hans førte hende frem ved hånden og sagde: "Her er jeres datter, som blev stjålet for syv år siden." Først ville kongen ikke tro det; men så sagde prinsessen: "Kan far ikke huske, da jeg var lille, at jeg faldt og stak en pennekniv op i min højre hånd. Og her er arret, som kan ses endnu." Da blev kongen så glad, fordi han havde fået sit barn tilbage, og så taknemmelig mod Hans, at han med det samme tilbød ham prinsessen og det halve kongerige. Men Hans takkede og sagde, han skulle hjem og have Rige Per Larsens Karen.
Så gav kongen ham en tønde guld og en fin vogn med fire heste for og kusk og tjener. Og sådan rejste Hans da videre, hen til herremanden, der havde det underlige træ i sin have. Hans sagde ham besked, og der blev hentet otte karle, som blev sat til at grave, fire ved hver side af træet. Og der fandt de på den ene side en tønde guld og på den anden side en tønde sølv. Herremanden blev så glad, at han gav Hans halvdelen i findeløn: En halv tønde guld og en halv tønde sølv. De blev stillet op i vognen, og så kørte Hans videre. På vejen var han inde hos den rige bonde med de tre kønne døtre, som der ingen friere kom til; og Hans sagde ham da, at han skulle vende de halve døre indad og de halve udad, så skulle der nok komme friere hver dag. Bonden blev så glad for den besked, at han straks tilbød Hans, hvilken af døtrene han ville have; men Hans ville ikke have nogen af dem. Han var forlovet, sagde han. Så ville bonden give ham hundrede daler. Men Hans takkede og sagde, han havde nok i forvejen.
Så kørte Hans hjem til sin moders hus og holdt udenfor og sendte tjeneren ind for at spørge, om han kunne blive der om natten. Moderen gav sig til at græde og sagde, det ikke sømmede sig at gøre sådan nar ad fattigfolk. De kunne vel se, at hun ikke kunne tage imod sådan et fint herskab. Da sprang Hans ud af vognen og sagde: "Græd ikke, mor, jeg er jo din egen søn Hans." Først ville hun ikke tro det; men til sidst genkendte hun ham dog. Han fortalte hende så hele sin historie, og der blev stor glæde.
Så næste morgen kører Hans op til Rige Per Larsen med sine fire heste for og tjener bagpå. Karen var ved at fodre kvæget i stalden og kom ud for at se, hvad der var på færde. Da hun ser det fine køretøj svinge ind i gården, så går hun bagover af befippelse og falder ud i møddingen med et stort vred hø i armen. Men Rige Per Larsen kom ud med huen i hånden og nejede og skrabede.
Så sagde Hans: "Ja, det er bare mig, Per Larsen! Kan jeg så få Karen? For nu har jeg været ved verdens ende. Og du husker jo nok, da du slog mig på næse og mund og sagde, at når jeg havde været der, så kunne jeg få hende."
Og så fik Hans sin Karen, og de holdt bryllup, og de sidder nu i Rige Per Larsens gård, og de har store børn, som går omkring og sælger kærnemælk i alenvis og skråtobak i pottevis. Og:
Snip, snap, snude,
så er eventyret ude.
Tip, tap, tønde,
et andet kan begynde.