Drengen og munken
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
Der var engang en dreng, som havde tjent på et sted i tre år. Hvert år havde han fået en skilling i løn. Da de tre år var gået, ville han ikke tjene længer på det samme sted, men gav sig ud på vandring med sine tre skillinger, rigtig glad og fornøjet. Eja! hvor drengen han sprang!
Da han havde gået lidt, kom der en gammel kone til ham og spurgte, hvorfor han sprang og var så lystig. Drengen svarede: »Jeg har nu tjent tre år i byen, og hvert år har jeg fået en skilling i løn. Derfor er jeg nu så rig og så glad.« Den gamle kone bad ham da, om han ikke ville give hende den ene skilling. »Jo,« sagde drengen, »så har jeg endda to skillinger tilbage.« Men da så konen havde fået den ene skilling, så bad hun om den anden og den tredie. »Ja, ja,« sagde drengen, »så kan jeg jo bare tjene tre år til: så har jeg igen tre skillinger.« Han gav da konen hele sin formue og var lige glad.
»Da du nu har været så god ved mig,« sagde den gamle kone til drengen, »så vil jeg give dig tre ønsker, inden vi skilles.« Han forlangte da en flitsbue, hvormed han kunne ramme alt, hvad han sigtede på, og en violin med en sådan klang, at alting, som hørte dens toner, måtte danse; og endelig forlange han, at alt, hvad han bad om, enten han så gik til mand eller kvinde, det måtte de give ham.
Den gamle kone gav ham da en flitsbue og en violin, der havde de egenskaber, han forlangte, og hun lovede, at han nok skulle få alt, hvad han bad om. Drengen var da meget fornøjet: han sang og dansede hen ad vejen. Så mødte han en munk, der spurgte ham, hvad han havde at være så glad for. »Jeg skyder fugl og høg; derfor er jeg så lystig og glad.« Eja! hvor drengen han sprang!
Nu fulgtes de ad ved siden af en å. På den modsatte bred var der en tornebusk, og i den tornebusk sad der en ravn. Da svor munken ved sin kappe så grå, at han ville hente ravnen, når drengen ville skyde den. Drengen sigtede straks, og ravnen var skudt. Munken måtte da svømme over åen hen til busken. Men da han vel var kommet ind i tornebusken, spillede drengen op på violinen, og munken måtte til at danse, hvor nødig han end ville. Eja! hvor munken han sprang!
Munken havde i forvejen fortalt drengen, at han gemte atten hundrede kroner i sin kappe; dem havde han taget et sted, hvor manden ikke var hjemme. Drengen blev da ved at spille, indtil munken svor ved sin kappe så grå, at han ville give ham alle pengene, når han ville holde inde med sit spil. Så føjede drengen ham da, og munken slap løs fra tornebusken. Men han fortrød straks sit løfte, og hvis han ikke havde svoret ved sin kappe så grå, så havde drengen ikke fået en skilling. Nu var munken jo nødt til at stå ved sit ord, og drengen fik de atten hundrede kroner. Eja! hvor drengen han sprang!
Derefter fulgtes de begge ad til den nærmeste by. Der gik munken straks til øvrigheden og anklagede drengen. Han sagde, at drengen havde stjålet atten hundrede kroner fra ham, som han havde haft i sin kappe. Drengen forsikrede vel, at han var uskyldig; men der hjalp ingen snak; hænges skulle han.
Da han nu var kommet til retterstedet og havde fået strikken om halsen, så bad han om sin violin. Da nu ingen, hverken mand eller kvinde kunne nægte ham noget, så sprang bøddelen ned og hentede den til ham. Så snart munken så, at violinen blev hentet, så forlangte han at blive bundet fast til et træ, og det føjede man ham i. Drengen begyndte så at spille op. Bøddelen gav sig til at danse, øvrigheden dansede med, og munken, som var bundet til træet, han stampede og trampede og var nær ved at slide sig til døde. Eja! hvor munken han skreg!
Nu mærkede man nok, at denne her dans blev ved, så længe drengen blev ved at spille, og man sagde til ham, at han skulle få sin frihed, når han ville holde op med at spille. Så holdt han inde og fortalte fra først til sidst, hvorledes det var gået til mellem munken og ham. Munken blev hængt op i drengens sted, og drengen rejste videre med sin violin. Han spiller endnu, og alting må danse efter hans spil. Eja! hvor lystigt det går!