Det lille øg
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
Der var engang en konge, som havde en eneste søn. Den unge prins var vidt og bredt berømt for sin skønhed; men han var så hovmodig deraf, at han ved enhver lejlighed lod alle folk føle, at han var den første mand i riget. Og selv var han så køn, sagde han, at han slet ikke kunne tåle at se noget grimt.
Så en dag, da han var på jagt med sine hoffolk, mødte han en grim gammel mand, der kom ridende hen ad landevejen på en dårlig hest. Manden var pukkelrygget og enøjet og skævbenet, og hesten var ikke meget kønnere, det var et rigtigt usselt bondeøg at se til, tykmavet og langøret og halt på det ene forben.
»Fy dog,« råbte prinsen til sine folk. »Skaf mig den grimme karl og hans øg af vejen! Jeg kan ikke tåle at se noget så stygt.«
De gjorde naturligvis, som prinsen befalede, og jog den pjaltede gamle mand væk.
Men den gamle mand, der så så fattig og ynkelig ud, var i virkeligheden en stor troldmand; og i sin vrede over den behandling, han havde fået, besluttede han at hævne sig. Da prinsen en dag gik ude i skoven, kom trolden til ham og rørte ham med sin kæp.
»Nu skal du blive til et øg ligesom mit. Og det skal du blive ved at være, indtil en uskyldig kongedatter kalder dig sin allerkæreste ven.« Og i det samme øjeblik var prinsen forvandlet til sådan et lille grimt øg som det, han ikke havde kunnet tåle at se på.
Hjemme på slottet var der stor forskrækkelse; prinsen var jo borte, og ingen vidste, hvor han var blevet af.
Men den ulykkelige prins løb omkring i skoven og var meget ilde til mode. Han ville ikke løbe hjem til sin faders slot, for ingen kunne jo kende ham i hans nye skikkelse. Efter nogle dages forløb kom der en bondedreng ud i skoven; her så han hesten og tog den med hjem til sin fader.
»Her bringer jeg dig et nyt øg for det gamle, der styrtede i går,« sagde drengen.
»Det er kun et dårligt bytte,« sagde faderen, »denne her er da rigtig en ynkelig helmis.«
Nå, øget kom da på stald, og næste dag ville bonden pløje med sin nye hest, og det gik slet ikke så dårligt; og manden blev helt glad, da han mærkede, at han kunne bruge den. »Den er dog ikke så ringe, som den ser ud til,« sagde bonden til Hans - sådan hed drengen - »du må fodre den godt, så kan den blive helt god.« Det gjorde Hans også, og han kom til at holde meget af det lille øg, som han kaldte det. Den nye hest måtte slide godt i det; men da forårsarbejdet var endt, sagde bonden en dag til Hans: »Nu kan du i morgen ride ind til købstaden på øget, du kan få smeden til at lægge to sko under det, men ikke mere, for nu vil jeg sælge det.«
Hans blev meget ked af det; for han ville gerne have beholdt det lille øg; men der var jo ikke noget at gøre ved det. Han red til købstaden og fik de to sko lagt under det. Så kom der en enøjet mand hen til ham og ville købe hesten. »Ja, du kan godt få den,« sagde Hans i spøg. »Men den skal koste hundrede daler.«
»Det var mange penge,« sagde manden; »men jeg vil nok give så meget for den.«
»Nej,« råbte Hans helt forskrækket; »jeg tør slet ikke sælge den, for den tilhører min fader.«
»Så kan du jo gå hjem og spørge, om du må,« sagde manden med det ene øje. Det ville Hans dog på ingen måde, han satte sig op på øget og red hjem; men han fortalte da ikke sin fader noget om, at der havde været en mand, der ville give hundrede daler for øget.
Nogen tid efter skulle der være marked i den samme købstad, hvor Hans før havde været med øget, og så siger faderen til Hans: »Nu skal du pudse øget rigtig fint, for det skal til marked i dag.« Hans blev meget bedrøvet og bad, om han ikke måtte trække det lille øg tll marked. Men faderen ville selv. »Så må fader forlange to hundrede daler for det,« sagde Hans. »Jeg tror, du er gal, dreng!« råbte faderen, »jeg ved nok bedst, hvad øget er værd; jeg kan ikke få et halvt hundrede daler for det.« Så fortalte Hans sin fader, at der var blevet budt ham hundrede daler for hesten. »Så er du da også et rigtigt fæ!« sagde faderen og gav Hans en dygtig ørefigen. Og derefter satte han sig op på hesten og red til marked med den.
Men han kunne ikke lade være med at tænke på, hvad Hans havde fortalt, og da han kom ind til købstaden, forlangte han rask to hundrede daler for det gamle grimme øg. Alle hesteprangere lo jo ad ham, det var da en rent urimelig pris for sådan en gammel rallike; ville han gøre nar af dem? Men til sidst kom den gamle enøjede mand, og han købte øget uden at tinge det mindste om prisen. Bonden gik så hjem, og han var ikke lidt glad ved den handel. Men Hans var meget bedrøvet. Og den næste morgen, da faderen stod op for at kalde på drengen, var Hans ingen steder at finde. »Han er nok løbet efter øget!« sagde moderen, og dermed slog de sig til ro.
Hans var ganske rigtig løbet efter sit kære øg, og da han kom til købstaden, fik han at vide, at den enøjede mand var taget med hesten til et sted, som lå hundrede mil derfra. Hans løb af sted igen og blev ved med at løbe, til han nåede derhen, og her fik han at høre, at manden hørte til oppe på kongens slot. Så gik Hans lige op på slottet og bad, om han måtte få tjeneste som stalddreng. Jo, det fik han da lov til; men han fandt ikke øget i kongens stald.
En dag kom der så en mand kørende med en lille vogn, og Hans så jo lige med det samme, at det var hans kære øg, der trak vognen. Han blev da rigtig glad og gik hen og klappede det. I det samme kom kongens yngste datter løbende forbi, og da hun så Hans stå henne ved det lille øg, sagde hun: »Sådan en lille hest ville jeg gerne have, den kunne jeg vist både køre og ride. Tror du ikke, Hans?« Jo, det troede Hans da bestemt.
Hun løb nu op til sin fader kongen og bad ham om at købe den hest til hende. »Det er jo et stygt gammelt øg,« sagde kongen; »du kan jo tage, hvilken hest du vil, i min stald; der er smukke heste nok.« Men hun blev ved med at bede så længe, til kongen købte hesten til hende, og Hans Stalddreng lovede at passe den godt. Den blev dag for dag smukkere, og den lille prinsesse kørte med den og red på den og holdt så meget af den.
Nu hændte det sig netop i de dage, at kongens ældste datter - for kongen havde to døtre og ingen sønner - på en fisketur havde tabt en kostbar ring, som hun havde arvet efter sin moder. Hun var meget ked af det, og kongen lod da søge efter ringen på alle måder; men den blev ikke fundet. Til sidst lod han udråbe, at den, som kunne finde prinsessens ring, skulle få hende til kone og det halve kongerige i medgift.
Der kom jo både fyrster og grever og alle fornemme fra hele landet og fra mange andre lande, og der var mange, der satte livet til ved at søge efter ringen; men ingen fandt den. Den lille prinsesse fik imidlertid sin hest kærere for hver dag, der gik, og til sidst lod hun lægge fire dejlige guldsko under den, og hun både klappede og kyssede den.
Så en dag, da Hans Stalddreng ville vande den lille hest, så han en dejlig guldfisk i vandet; han sprang ud efter den, men fik den ikke. Men et par dage efter, da han igen ville vande hesten, begyndte den lille hest at sparke i vandet og skrabede den dejlige guldfisk i land med sin fod. Hans bragte fisken op i kongens køkken, og alle skulle ned for at se på den; og da den blev skåret op, lå prinsessens ring i dens mave.
Så sagde kongen til prinsessen: »Ja, nu må du gifte dig med Hans Staldkarl; for han har jo bragt dig din ring.« Det var prinsessen også villig til; men Hans sagde, at det var ikke ham, men det var den lille prinsesses hest, som æren tilkom, da den havde skrabet fisken i land med sin fod. Da den lille prinsesse hørte det, løb hun ned i stalden til sin lille hest og sagde: »Nej, du skal ikke have min søster til kone, hun kan tage Hans Stalddreng; men dig vil jeg beholde altid; for du er min allerkæreste ven.« Og i det samme, hun havde sagt det, stod der en dejlig prins for hende, og han fortalte hende alt, hvad der var sket.
Så blev det den lille prinsesse, der fik den smukke kongesøn; og hun rejste med ham til hans faders rige. Der blev jo stor glæde, da prinsen kom igen. Og nu har han helt aflagt sit hovmod og lever i fryd og glæde med sin allerkæreste ven. Men Hans Stalddreng fik da den ældste prinsesse, og han har det godt. Ja, nu har han hele hendes faders land og rige, siden den gamle konge er død.