Den stumme dronning

Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark Danmark

Flere danske folkeeventyr her

   Der var engang et par ægtefolk, der havde deres eget sted og fuldt op af alle gode ting. Men en ting manglede de: De havde ingen børn, og ingen børn fik de, og derover sørgede de så inderligt begge to. Så kom der engang en gammel kone vandrende der forbi; hun gik indenfor og bad, om hun måtte hvile sig lidt. Det fik hun også lov til. De beværtede hende med det bedste, de havde, og hun takkede pænt for det. Da hun nu havde siddet og set sig om inde hos dem, så sagde hun: "Hvor er I dog lykkelige! I har da alt, hvad hjertet kan begære." – Nej, sagde de, de havde ingen børn, og det var dem en stor sorg. Ja, den ting var der råd for, sagde den gamle kone, hun kunne nok mage det så, at konen fik et barn ved brystet, og det inden hun blev mange dage ældre. De lovede hende da straks hundrede daler i rede penge, hvis hun kunne skaffe dem den lykke. "Ja, send kun bud til mig i morgen," sagde den gamle kone – det var ellers en slem heks, var det – "så skal jeg sende den gode lille kone noget, hun skal spise; og så skal hun nok få et lille barn."
   Så den næste dag sendte folkene en halvvoksen dreng, som gik dem til hånde, hen til denne gamle heks; og da han kom til hende, havde hun en æske færdig, som han skulle bringe sin madmoder. "Men du må ikke tage låget af på vejen eller lade nogen se, hvad du har i æsken," sagde hun.
   Drengen begav sig da på vej hjem med æsken. Han gik og han gik; men det var en lang rejse, det var hele syv mil, så han blev både træt og sulten, og så satte han sig ned ved landevejen for at hvile sig. Som han nu sad der, så tænkte han: "Du kan da sagtens kigge i æsken og se, hvad det er for noget, du må løbe så langt for." Så tog han låget af æsken og så, at det ikke var andet end en spegesild. "Det var også noget at løbe syv mil frem og syv mil tilbage for!" tænkte drengen, "sådan en kan jeg da sagtens skaffe igen, inden jeg kommer hjem; men denne her kan netop nu være mig ret tilpas." Og så tog han og spiste spegesilden på stedet og begav sig da igen på vej. Men han havde kun gået et lille stykke, så blev han så syg og dårlig, så han faldt lige ned på landevejen og besvimede. Da han kom til sig selv igen, var det blevet nat, og han var jo meget forfærdet over dette underlige tilfælde, og han blev ikke mindre forfærdet, da han syntes, han så et lille nyfødt barn ligge ved siden af sig på landevejen. Det sidste trylleri, syntes han, var endnu værre end det første, og han sprang op og løb, alt hvad han kunne, og tænkte hverken på æske eller spegesild, men blot på at komme til levende mennesker.
   Det lille nyfødte barn lå da på landevejen hele natten. Der kom ingen ad den vej og fandt det, før i den tidlige morgenstund, da kom der en ravn flyvende. Den havde sin rede i en stor gammel lind der i nærheden og var tidligt oppe for at skaffe føde til sine unger. Ravnen den tog det lille barn – det var en lille pige – og fløj op i reden med det. Der varmede den hende under sine vinger og madede hende som sine egne unger.
   Tæt ved den skov, hvor den gamle lind stod, som ravnen havde sin rede i, der lå et stort slot. Og på det slot boede der en enkedronning, som havde en eneste søn, der den gang var tolv år gammel. Når han blev femten år, skulle han være konge over det hele rige; men endnu var han umyndig, og hans moder styrede riget for ham. Det hændte sig nu i de samme dage, at den unge kongesøn red ud i skoven med et stort følge.

"Han jog hind og han jog rå,
og alle de dyr både store og små,"

og så kom han da ridende med hele følget efter sig lige hen imod den gamle lind, hvor den lille pige lå oppe i ravnereden. Men da de kom i nærheden af den gamle lind, så blev først prinsens hest sky – det var sådan en køn lille gul ridehoppe, som ellers aldrig plejede at have nykker – og siden alle de andre heste, og det var ikke muligt at få dem frem forbi linden. Så sagde prinsen: "Lad os ride lidt tilbage og sætte i galop, så går det nok!" De red da tilbage og prøvede på at ride forbi linden i strakt galop; men det hjalp lige meget: Så snart hestene kom til linden, så stoppede de. Nogle sprang til siden, nogle stejlede, og nogle satte forbenene i jorden og slog bagud, så flere faldt af hesten; men ingen af hestene ville gå forbi. Prinsen så da op og ned ad det lindetræ, og så syntes han også han så ligesom et par små menneskearme, der stak ud af ravnereden. Han sendte da en af tjenerne op i træet for at se efter; og der blev så en almindelig forbavselse, da han kom ned igen med et lille spædt, levende pigebarn, han havde fundet oppe i ravnereden.
   Prinsen lod barnet føre hjem til slottet, og der fik det en amme og blev opfødt på det bedste. Hun trivedes og voksede og blev det dejligste pigebarn, man kan forestille sig. Hun kunne lege og le, høre og se, men hun var og blev stum som en fisk. Da barnet var tre år gammelt, så var prinsen jo myndig, og han blev da konge i landet. Men enkedronningen blev ved at bo på slottet.
   Dagene led og årene skred, og kort at fortælle, da den lille pige var blevet femten år, så sagde den unge konge, at hun og ingen anden skulle være hans dronning; og alt hvad hans moder kunne sige derimod: At det var da alt for usømmeligt, at en konge skulle gifte sig med et hittebarn, som man endda ikke vidste, om det var en troldunge eller et rigtigt menneske, siden hun ikke havde mund og mæle – alt det var talt hen i vejr og vind; det stumme hittebarn skulle være hans dronning, og det blev hun også. Den unge konge og dronning holdt rigtig meget af hinanden og var lykkelige og glade; men hvem der ikke var glad, det var den gamle enkedronning. Hun hadede den unge dronning, som hun aldrig kaldte for andet end "ravneungen"; og hun pønsede kun på, hvordan hun skulle bringe hende i ulykke.
   Nogen tid efter, at de var blevet gift, så kom der krig i landet, og kongen drog da ud med sin hær. Og medens han var borte, kom den unge dronning i barselsseng og fødte en dejlig lille prins. Men den gamle kongemoder var der straks, og hun tog prinsen ud af vuggen og lagde en hundehvalp i stedet, og så skrev hun til kongen, at den trold, han havde gået hen og giftet sig med, hun havde da nu født; men det var ikke noget menneskebarn, men en hundehvalp, hun havde bragt til verden.
   Den lille prins tog kongens moder og lagde i en æske, som hun kastede i havet. Men barnet kom dog ikke af dage: Æsken blev fundet af en gammel kone, der boede i strandskoven, og hun tog barnet med hjem og opfødte det.
   Kongen kom nu hjem fra krigen. Han var jo bedrøvet over, hvad der var sket, men han sagde, at hvad Gud tilskikkede, det måtte de finde sig i, og han blev ved at være lige kærlig imod sin unge dronning. Nogen tid efter måtte han igen drage i krig, og det gik da ligesådan: Dronningen fødte en dejlig prins, men kongemoderen tog ham og satte ham ud på havet i en æske og lagde et lam i vuggen i stedet for. Så meldte hun til kongen, at nu havde hans kone da fået et lam.
   Den lille prins blev fundet og opfødt af den samme gamle kone ude i strandskoven. Kongen kom hjem og var nu meget bedrøvet over, hvad der var hændt. Men skønt hans moder blev ved at sætte ondt for den unge dronning og sige, at nu kunne man da se, hvad hun var for en: Hun var både en ravneunge og en troldunge – så ville kongen dog ikke lade sig skille fra hende, dertil elskede han hende alt for højt.
   Nogen tid derefter skulle kongen for tredje gang drage ud i krig, og imens han var borte, nedkom den unge dronning da med den tredje dejlige prins; men kongemoderen gjorde med ham ligesom med de to forrige: Han blev sat ud på havet i en æske, og den drev ind på stranden og blev fundet af den samme gamle kone i strandskoven, og drengen blev opfødt sammen med sine to små brødre. Kongemoderen lagde denne gang en kattekilling i vuggen, og så sendte hun bud og brev derom til kongen; og nu gik da alle hans rådsherrer også til ham og sagde, at det gik ikke an, at han beholdt den dronning længere, som fødte ham sådanne børn; han måtte endelig skille sig af med hende. Da lod den unge konge sig overtale, og han sendte bud og brev hjem til sin moder, at så snart hans dronning var så rask, at hun kunne rejse, så skulle hun sættes på den lille gule hest, som først havde fundet hende ude i ravnereden, og som hun siden bestandig havde holdt så meget af og fået til sin egen ridehest; og en skæppe guld og en skæppe sølv skulle man give hende med, og seks beredne karle skulle hun også have med sig; og så skulle hun føres ud af hans land og igennem tre kongeriger, så han aldrig mere måtte se eller høre noget til hende.
   Da den onde enkedronning fik det bud, så blev hun rigtig glad. Hun havde nu gerne jaget sin sønnekone bort lige så nøgen, som hun var kommet; men det turde hun dog ikke. Hun ville da følge kongens bud i alle måder; og hun skyndte sig at få alting færdigt, og så gik hun ind til dronningen og sagde hende alt, hvad hendes herre og konge havde befalet, og hun føjede til, at det var rigtignok alt for megen stads at gøre af sådan en troldheks, som hun var. Nu i morgen tidlig skulle hun afsted, og så kunne hun jo rejse hen til det troldtøj, hvor hun havde hjemme. Den unge dronning forstod jo det hele, hvordan det var gået til. Hun vidste godt, at det var tre små prinser, hun havde født til verden, og ikke de smådyr; men om hendes børn var levende eller døde, det vidste hun ikke, og hun kunne jo ikke spørge nogen eller sige, hvordan det hang sammen; for hun var jo stum som en fisk. Men da hun hørte sin kære herres og konges dom, da var hendes hjerte nær ved at briste, og hun græd tre salte tårer og tørrede dem af med sit lommetørklæde. Der kom tre blodpletter på det, og da forstod hun ved sig selv, at hendes tre børn var levende, men at de tårer havde taget synet fra en øjesten på hver af dem, så de nu kun havde hver ét øje at se med. Så lå hun stille hen og var på én gang dybt bedrøvet og alligevel så glad for, at de var i live. Som hun nu lå sådan og lod som hun sov, så hørte hun den onde enkedronning hviske med sin kammerfrue, som var med i hemmeligheden og havde hjulpet hende med at forbytte de tre små drenge. Så hører hun kongens moder sige: "Men der er da vel ingen, der kan hjælpe hende til at tale, så hun kan afsløre det hele?"
   "Nej," siger så kammerfruen, "det har ingen fare; skønt jeg ved nok, hvordan hun kunne få mål og mæle."
   "Hvordan det da?" hvisker den gamle dronning.
   "Jo," siger den anden, "dersom hun en sankthans nat – ja, det er da i nat, for i morgen har vi sankthans dag – ved midnat tre gange slikkede duggen af græsset på kirkegården, så kunne hun komme til at tale; men det ved hun jo ikke noget om."
   Det lå den unge dronning jo og hørte på, men hun lod som hun sov og lå roligt og ventede, indtil hen imod midnat, så stod hun op og listede sig ud, løb op på kirkegården og slikkede tre gange duggen af græsset, og så løb hun hjem igen og kom i seng, uden at nogen mærkede til det.
   Den næste morgen blev hun da sat på sin lille gule hest, og seks beredne karle fulgte hende af gårde, tre for og tre bag, og de havde en skæppe guld og en skæppe sølv med, som hun skulle have og beholde, når de var kommet gennem de tre kongeriger. De red nu i nætter og dage, indtil de kom ind i det første kongerige; så en aftenstund, siger den unge dronning: "Jeg ser en stjerne langt i øster."
   "Nej," siger tjenerne, "det er ingen stjerne, det er et kongeslot, der skal vi til i aften."
   Hun red så ind på slottet med sine seks beredne karle, og der blev taget godt imod dem, og den forskudte dronning blev beværtet ved den fremmede konges eget bord. Så efter bordet, da de kongelige sidder sammen, så bliver der da spurgt, hvor den fornemme fremmede frue var fra. "Ja," siger hun, "om I skal have det at vide, kommer an på, om I kan gætte min gåde. Kan I gætte den, så må I beholde mine seks beredne karle og en skæppe guld og en skæppe sølv; men dersom I må give op, så beholder jeg min hemmelighed og får seks beredne karle til og en skæppe guld og en skæppe sølv, når jeg i morgen rider videre." Det gik den fremmede konge ind på, og nu sagde hun sin gåde:

"En fisk var min fader,
en dreng var min moder,
en ravn mig fødte,
en lind mig klædte,
en hest en mand mig gav."

   Den gåde var der ingen, der kunne gætte, og kongen måtte da stå ved sit ord; så den næste morgen red den forskudte dronning af gårde på sin lille gule, med tolv beredne karle, seks for og seks bag, og to skæpper guld og to skæpper sølv.
   De red nu i nætter og dage, indtil de kom til det andet kongerige, og så til det tredje; og hver gang hun gæstede kongeslottene, så sagde hun sin gåde og satte alle sine karle og alt sit guld og sølv på spil. Men der var ingen, der kunne gætte hendes gåde, så da hun red ud af den tredje konges gård, da havde hun i sit følge otteogfyrretyve beredne karle, fireogtyve for og fireogtyve bag, og en hel tønde guld og en hel tønde sølv. Da sagde den forskudte dronning: "Langt har jeg nu rejst, og meget har jeg prøvet. Nu vil jeg vende om og ride den hurtigste vej til mit eget land og se, om min herre er hjemme."
   Så red de da atter mange mørke nætter og lyse dage, indtil de kom i den forskudte dronnings eget land. Da hun kom der, så red hun først ud i strandskoven, hvor den gamle kone boede, som havde fundet og opfødt hendes tre børn. Konen traf hun ved huset, men de tre små drenge så hun løbe og lege langt borte nede ved stranden. Så siger hun til konen: "De tre små drenge er mine, og dem må du nu lade mig få." Det ville konen ikke høre noget om, og hun sagde: "Ikke tale om, børnene er mine egne; og der er da heller ikke noget ved dem, for de har hver kun ét øje at se med."
   "Ja, er de enøjede," siger dronningen, "så må du beholde dem; men har de deres fulde syn, når de kommer her hen, så vil jeg have dem, og du skal da have en tønde guld og en tønde sølv og min tak og velsignelse til."
   Så kaldte konen da på drengene, og de kom straks springende, og dronningen tog og kyssede dem, og hun tog sit tørklæde med de tre bloddråber på og tørrede deres øjne med, og alle havde de nu hver to øjne så klare som stjerner. Så fik den gamle kone guldet og sølvet; men de tre små drenge kom op at ride, og så red dronningen da i sin egen gård med otteogfyrretyve heste og karle, de halve for og de halve bag, og sine tre små sønner og sin lille gule, som havde båret hende så langt både ud og hjem.
   Kongen kom jo selv ud, da han så hele dette optog komme ridende ind på slottet, og han kendte sin dronning, og hun faldt ham om halsen og hilste ham med ord og viste ham de tre sønner, hun havde født ham. Og hun fortalte nu det hele, hvordan det var altsammen var gået til. Da lod kongen indbyde til gilde og holdt nu bryllup påny med sin forskudte dronning, og de tre små prinser var med, og de otteogfyrretyve karle. Men enkedronningen hun var ikke med til det gilde; hun var for al sin ondskab kastet i en gloende ovn og brændt til kul og aske.