Den sorte Skole
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
I en og samme by var der en rig mand, der havde to sønner, og en fattig mand, der havde én. De tre drenge gik i skole sammen og var meget gode venner. Den fattige var den flinkeste og den flittigste af dem, og han måtte altid hjælpe de andre med deres lektier, for at de kunne følge med i skolen. Drengene voksede op, og da de skulle konfirmeres, bad den rige mands sønner deres forældre om, at den fattige kammerat måtte blive klædt ligesom en af dem, og det blev han også. Og da han skulle sættes til et håndværk, mens de skulle studere, så sagde de, at det kunne aldrig blive til noget med dem, uden de havde ham med: De kunne ikke undvære hans selskab, og de kunne ikke undvære hans hjælp. Så gik forældrene ind på at betale for den fattige dreng, så han kunne studere sammen med deres egne sønner.
De tre drenge gik så videre i latinskole sammen, og det blev ved som det havde begyndt: De holdt rigtig meget af hinanden, og den fattige dreng var stadig den mest lærenemme og den flittigste og måtte hjælpe de to kammerater med lektierne. De blev også studenter på en gang, og de blev da ved at bo sammen, og de to rigmandssønner delte med den fattige, så han kunne blive ved studierne, og han hjalp dem stadig med lærdommen, så da der var gået nogle år, så havde de alle tre lært alt, hvad der var at lære på universitetet. Den fattige var jo blevet først færdig, men han blev hos de to andre og hjalp dem, indtil de også havde lært, hvad de kunne der på stedet.
Der var jo alligevel mere at lære, end hvad de havde lært; og fattigmandssønnen havde ingen ro på sig, så længe der endnu var noget, han ikke vidste; og de tre blev da enige om, at de ville blive ved at holde sammen og lægge sig efter, hvad de endnu ikke havde lært. Og det var jo, hvad man kalder for Den sorte Skole, som de manglede. Den rige mand skrev til sine sønner, at nu skulle de lade det være nok med studeringerne; nu skulle de komme hjem igen; han ville ikke sende dem flere penge til deres underhold. Men sønnerne havde endnu en sum penge tilbage, og de var ulydige og rejste med deres kammerat hen til en by, hvor der var mestre i den sorte kunst.
Der spurgte de sig for, indtil de fik navnet på den allerlærdeste magister, og de kom da hen til ham og spurgte ham, om de kunne komme i lære hos ham. Ja, sagde han, det kunne de godt; de kunne flytte ind og bo hos ham alle tre, og på et år ville han lære dem alting. Men der skulle være den aftale imellem dem, at når året var omme, så skulle han stille dem tre spørgsmål. Hvis de kunne svare rigtig på dem, så skulle de være ham kvit og ikke have noget at betale for det hele år; men den, der ikke kunne svare rigtig på sit spørgsmål, han skulle høre magisteren til på livstid, så han kunne gøre ved ham, hvad han ville. De tre studenter mente jo, at de var allerede højt studerede, og de havde et helt år til at blive endnu klogere; så de skulle da vel nok kunne svare på, hvad han ville spørge dem om; så de gik ind på den aftale og gav ham det skriftlig.
Så flyttede de alle tre ind hos den lærde magister. Det var en underlig karl at se til. Han var en lille mand og gik altid i grå klæder. Han havde en næse som et ørnenæb, små røde øjne, der sad dybt inde i hovedet, en bred mund, som altid grinede, og et par ører, der stod ud fra hovedet, som to vædderhorn. Han var halt, for han havde en klumpfod; det var måske derfor, man aldrig så ham udenfor huset. De tre studenter havde det meget godt; der var en gammel kælling, der holdt hus for dem og for magisteren. Hun lod til at være døvstum. Mellem de tre venner hed hun aldrig andet end "Fandens Oldemoder". Og det var ikke så helt galt gættet.
Magisteren underviste dem hver dag og gav dem mange underlige bøger at læse i, og det fortsatte som før: Den fattige student han læste og studerede tidlig og silde; mens de to rigmandssønner snart havde fået nok af lærdommen; og da det var en stor stad med megen lystighed og mange fristelser for unge mennesker, så var de for det meste ude på farten og svirede og sværmede. Da deres penge var sluppet op, så lånte de og fik på kredit, hvor de kunne, og deres eneste bekymring var at få tiden til at gå så rask og så lystig som muligt.
Imidlertid var læreåret snart til ende, og det begyndte at løbe dem om i hovedet, hvad de havde aftalt og skrevet under på angående de spørgsmål, som de skulle besvare, hvis de ikke ville høre den gamle mand til alle deres dage. Jo mere de så til ham, jo mindre lyst havde de til at blive hans livegne; og de var bange for, at han sagtens kunne stille dem spørgsmål, som de umulig kunne svare på. Fattigmandssønnen, som jo havde brugt tiden efter bedste evne, var både bekymret for sig selv, og for de to andre, som havde kigget mere i glasset end i bøgerne.
Så dagen før året udløb, var den fattige student gået hen i kirken, som han daglig havde gjort. Han var da svært tynget i sit sind, så han hørte kun meget lidt af, hvad der blev læst og sunget derinde. Da han kommer ud af kirken, står der en køn gammel kone og beder ham om en almisse. Han tager ned i sin lomme; der var ikke mange skillinger; men dem, der var, dem gav han hende allesammen. "Tag, hvad jeg har," sagde han, "jeg får alligevel ingen brug for dem." Så talte hun til ham og sagde, at hun kunne se, der var noget, der tyngede ham. Han skulle betro hende, hvad det var; hun kunne måske give ham et godt råd. Først ville han ikke: "Hvad kan det hjælpe," sagde han, "at du ved det?" – Jo, sagde hun, det kunne dog være, at hun vidste råd; hun havde hjulpet mange før, som havde stolet på hende. Så fortalte han hende det hele: Hvordan han og hans to kammerater var i lære hos den og den magister, og i morgen skulle svare ham på hans tre spørgsmål, eller også høre ham til; og det var de alle tre svært bange for.
"Ja, det kan I også have god grund til," sagde konen, "for det er Den Onde selv, I står i lære hos. Men for din skyld vil jeg give dig et godt råd, som kan hjælpe jer alle tre. I aften silde skal du tage en spade og gå hen på kirkegården og skære dig en græstørv, en alen på hver led, og så skal du tage den med dig og gå op til den høj, der ligger lige nord for byen; det er galgebakken. Der skal du på den søndre side af højen grave dig et hul så dybt, at du kan stå i det, og af samme størrelse som græstørven. Så kravler du ned i hullet og lægger græstørven over dit hoved. Det må være klaret og færdigt inden midnat. Vent så roligt til en time over midnat, så vil du få at vide, hvad du har behov for."
Studenten gør, som konen har sagt, og inden midnat står han gemt under græstørven i sit hul ved galgebakken. Da kom der nogle krager flyvende fra øster og vester, og de sladrer og de pladrer, og han havde lært nok til at forstå, hvad de sagde. "Hvor bliver han dog af, hvor bliver han dog af?" sagde de. Men så kom der til sidst en krage flyvende fra sønder, nede fra staden, og den satte sig hos de andre, og de sladrede og de pladrede, og de skreg og de gylpede til op, og studenten hørte godt efter og forstod det hele. Det var jo hans mester, der havde møde med en flok af samme slags som han selv. Og studenten hørte, at han sagde: "I morgen har vi da de tre studenter." – "Hvad vil du spørge dem om?" var der én, der sagde. Og han fortalte så de andre, hvad for tre spørgsmål han ville give de ulykkelige studenter, og hvad de skulle svare, men naturligvis ikke kunne svare. Så han var sikker på at få dem alle tre. Og de hvinede og de grinede, og de sladrede og de pladrede, og så fløj kragerne hver sin vej. Da de var vel borte, gik studenten hjem og lagde sig og sov så godt den nat, som han da ikke havde gjort i den sidste uge.
Om morgenen samledes de tre studenter med deres mester til frokost, efter at de først havde haft tid til at tale med hinanden. Der var meget finere dækket op end sædvanligt, for det var jo en højtidsdag: Nu kom prøven og afregningen, som mesteren havde glædet sig til hele året. Et rødt skarlagens tæppe var bredt ud over bordet og ovenpå lagt en skinnende hvid dug. Bordet var besat med bægre af slebent krystal, og midt på det stod en kostbar og kunstig opsats af purt sølv.
Da de har spist, vender mesteren sig til den ældste af den rige mands sønner og siger: "Efter alt hvad I har lært og studeret, er det vel ikke for meget at spørge jer om, hvad det tæppe er af, som I ser ligge her på bordet." Da svarer han: "Det er en gammel hestehud, som I har trukket op af rakkerkulen." Og i det samme så var det synligt for alles øjne, at det var den rene sandhed. Mesteren trækker sine små røde øjne endnu længere ind i hovedet og skeler ganske voldsomt, men siger rolig: "Lad gå." Så vender han sig til den anden rigmandssøn: "Men hvad er så de bægre af, I ser stå for jer, og som I har drukket af?"
"Det er ikke andet end nogle gamle potteskår," svarede den anden rigmandssøn, og det var da med det samme synligt for alle. Da kunne mesteren ikke længer sidde stille, men humpede lige hen til fattigmandssønnen, greb ham hårdt i armen, så der sad blå og brune pletter bagefter, og sagde med dirrende røst: "Hvad siger I så om den opsats der står midt på bordet?"
"At det er et gammel hestekranie," svarede studenten, og så ser de det alle stå der med sine tomme øjenhuler og næsebor.
Da skreg mesteren: "Ud med jer! Og den, der går sidst ud, skal jeg nok mærke sådan, at han aldrig skal glemme mig."
Så skød den fattige student de to andre foran sig, og de kom ud af døren i en fart; men idet han skal følge efter, så river han strømpebåndet af sit højre ben og skaber det til en karl, og så springer han ud af døren. Så kunne mesteren ikke gøre andet end vride hovedet om på den bageste, så næsen sad omme i nakken. Men det var jo kun strømpebåndet, der fik det mærke, og det var ikke at se på det, da det lå i sin sande skikkelse uden for døren. Men fra den tid af turde studenten dog aldrig binde noget strømpebånd på sit højre ben.
Nu var de tre studenter jo kvit og fri fra deres mester. Men de to rigmandssønner, som havde levet på lån og kredit så længe, de kunne ikke komme ud af byen, før de havde betalt enhver sit. De blev sat fast af øvrigheden, og de skulle få lov at sidde, indtil de havde betalt alt, hvad de skyldte bort. Fattigmandssønnen var nu rigere end de andre; for han skyldte ingen noget, og han var jo på fri fod og kunne gå, hvorhen han havde lyst. Men han ville jo ikke lade sine venner i stikken, og han gik hen til dem i fængslet og talte med dem. Han tænkte, de da kunne skrive hjem til deres fader og få ham til at løse dem ud. Men de sagde, at det gjorde de ikke; for de vidste alt for godt, at det ikke var til nogen nytte. Faderen var nu så vred på dem for deres ulydighed, at han ikke ville sende dem en øre. "Men du er så klog," sagde de, "du må kunne skaffe penge. Du er mand for at narre Fanden selv, om det skal være." Den stakkels student ville nødig til det; men han måtte jo se at frelse sine to staldbrødre, som altid før havde været så gode ved ham, og han lovede da, at han skulle se, hvad han kunne gøre.
Han havde jo ikke for ingenting gået i Den sorte Skole, det så vi, da han skabte strømpebåndet om til en karl, og han vidste da også nok, hvordan han kunne få Gammel Erik i tale. Han går da samme aften op på kirkegården og går tre gange avet om kirken, og hver gang han kommer til våbenhusdøren, så fløjter han ind ad nøglehullet og udtaler nogle hemmelige ord. Da han havde gjort det tredje gang, så kom Gammel Erik, og det var da ingen anden end den samme lille grå klumpfodede magister, som han lige havde stået i lære hos. "Hvad godt?" sagde Gammel Erik, han talte ganske blidt, for han tænkte, det var bedst at tage ham med det gode, og han havde jo god lyst til at få ham i sin vold. Åh, sagde studenten, han trængte til penge, og han ville bede mester om at låne sig en skæppe af dem. "Ja, du kan få en skæppe med top på," sagde Gammel Erik, "men jeg vil lade mig nøje med at få en strøgen skæppe igen om tre år. Men kan du så ikke betale mig, så hører du mig til." Han var jo sikker på, at de to kammerater snart skulle få brugt pengene, så de om tre år ikke kunne betale ham tilbage, hverken med det hele eller det halve. Ja, sagde studenten, det var jo meget rimelige vilkår; men han ville have lov at betale, inden de tre år var omme, dersom han kunne. Det gik Gammel Erik glat ind på, og et øjeblik efter var han tilbage med en skæppe, topfuld af blanke sølvpenge. Så tog studenten skæppen og satten den på et klæde, som han havde bredt ud på jorden. Derpå tog han sin stok og strøg skæppen, så alt hvad der ragede op over kanten faldt ned i klædet, og så sagde han til Gammel Erik: "Ja, nu skal du have så mange tak for lån. Nu giver jeg dig den strøgne skæppe igen; så er vi kvit." Det kunne Gammel Erik ikke indvende noget imod. Han måtte tage sin skæppe igen og lade studenten beholde, hvad han havde fået. Gnistrende gal var han jo, og han for afsted, så der stod en fæl svovllugt efter ham.
Nu fik kammeraterne da deres gæld betalt, og de kom på fri fod; og nu ville den kloge student da have dem bort derfra: De skulle alle tre følges ad på rejsen, og de skulle ud at bese verden. Det ville de to andre også gerne; men de havde ondt ved at blive rejsefærdige. Da de nu igen havde penge, så begyndte de på ny deres gamle levned med svir og druk, indtil de havde sat hver skilling over styr. Så lovede og svor de, at nu skulle de rejse verden rundt med deres kloge ven, hvis han blot ville skaffe dem rejsepenge; det vidste de jo, han kunne. "Det er en farlig sag," sagde han, "og denne gang vil jeg ikke være ene om det, men I må stå last og brast med mig. Og når jeg skaffer pengene, så må I adlyde mig i et og alt." Det gav de ham deres hånd og æresord på. Så tog han dem med sig op til kirken om aftenen og manede igen Gammel Erik frem. "Nå, er I der igen?" sagde han, "og tak for sidst!" sagde han henvendt til fattigmandssønnen, "den gang narrede du mig; men du kan nok alligevel ikke undvære mig; hvad er det nu, du vil?" Så forklarede studenten ham, at han og hans kammerater gerne ville ud at se sig om i verden; men de havde ingen rejsepenge. Om han ikke ville være så god at give dem de penge? – "Ja, jeg er jo meget god af mig," sagde Gammel Erik, "men noget for noget, plejer jeg ellers at sige. Dog, siden vi nu er så godt kendt med hinanden, så vil jeg hjælpe dig for ingenting. Jeg vil låne dig en pung, som der altid er penge i, hvor mange du end giver ud, og den kan du beholde i tre år. I den tid kan I få set jer godt om i verden. Og jeg vil ikke have andet til gengæld, end at jeres tale fra i morgen af og til de tre år er omme, skal være sådan, som jeg nu forklarer jer: Den ene skal sige ‘Vi tre,’ den anden ‘For penge,’ og den tredje ‘Det er ret’. Dersom nogen af jer siger andet i de tre år, så skal I alle høre mig til."
Det gik de ind på alle tre, den kloge student fik pungen, og de gik hjem på deres herberg. Der fik de nu i nattens løb truffet aftale om alting: Fattigmandssønnen, som den klogeste af dem, skulle beholde pungen og sørge for alle rejseudgifter. Og de lovede hinanden højt og helligt, at ingen af dem skulle mæle noget andet ord, end den sætning, der hørte ham til. Hvad de så end kom ud for, så kunne der dog aldrig hænde dem noget værre end at falde i Den Ondes vold; det var de alle enige om. Så rejste de da fra sted til sted og fra land til land, og de så al verdens mærkværdigheder og kom godt til rette alle vegne, endskønt de kun sagde de tre ord. De blev jo anset for lidt tossede; men da de betalte godt for sig, så var alle værter godt tilfredse med dem.
Sådan havde de nu rejst i tre år på tre dage nær, da de kom til en stad, som de endnu ikke havde besøgt. De tog ind på en fin gæstgivergård; de var jo godt klædte og godt kørende, og værten kom ud og tog imod dem og spurgte, hvad de befalede. "Vi tre," sagde den ene. "De tre herrer vil bo sammen?" sagde værten, "ja, det kan De meget godt."
"For penge," sagde den anden.
"Ja, det forstår sig," sagde værten, "det er jo det, vi skal leve af."
"Det er ret," sagde den tredje. Det syntes værten også, og han havde endnu ikke mærket noget underligt ved dem. De var noget korte i mælet og måske også lidt mærkelige; men det var fornemme folk jo så tit; det var han så vant til. De fik værelser anvist; men de sagde ikke noget. Så gik de ned i gæstestuen og satte sig uden at sige noget. Da der var gået nogen tid, så kom værten og spurgte, om herrerne ikke ville nyde noget.
"Vi tre," sagde den ene.
"For penge," sagde den anden.
"Det er ret," sagde den tredje.
Det fandt værten påfaldende; men der blev jo anrettet, og de kom til bords og spiste. Da værten spurgte, hvilken vin de ønskede, fik han de samme tre svar, og da en fremmed herre, som var til stede, ville indlade sig i samtale med dem og spurgte, om de herrer før havde været der i staden, og han også fik samme svar: ‘Vi tre, for penge og det var ret,’ så tav han stille, og værten kom på det rene med, at de ikke var rigtig kloge.
Nu traf det sig, at der på samme tid var en anden rejsende, som var taget ind på det samme sted, og værten havde lagt mærke til, at han førte en stor sum penge med sig. Så snakker han med sin kone om, at alle disse penge kan blive deres, hvis de slår den rige rejsende ihjel og skylder de tre tosser for det. Og konen var ikke bedre end manden: Hun havde før været med til at bestjæle deres gæster, så hun var også parat til at hjælpe ham denne gang. Så om natten, da alle sover, lister værten og hans kone sig ind til den fremmede rejsende, skærer halsen over på ham og tager alle hans penge. Bagefter puttede de den blodige kniv ned i en vadsæk, som tilhørte en af de tre tosser. Tidlig næste morgen løber værten op til politiet og melder, at en gæst hos ham er blevet myrdet i sin seng den nat. Han er meget ulykkelig over det, men han har ikke mistanke til nogen. Så kommer politiet jo hen i gæstgivergården. De ransager alle vegne, til de finder kniven. De tre staldbrødre må da op og kommer straks i forhør.
Så siger dommeren: "Hvem af jer har taget livet af den rejsende?"
"Vi tre," svarer den første.
"Ja, jeg kan nok tænke, I har været lige gode om det," siger dommeren; "men hvorfor har I gjort det?"
"For penge," siger den anden.
"Ja, det kan jeg vel tænke, det var for at få hans penge," siger dommeren.
"Det var ret," siger så den tredje.
"Gud hjælpe os for ret, det var," siger dommeren, "men I skal da snart få retten at føle." Og da de nu havde bekendt, og alting pegede mod dem, så var dommen snart fældet: De skulle hænges alle tre, og det allerede næste dag; der var ikke noget at vente efter.
Nu manglede der jo kun én dag af de tre år, hvor de ikke måtte sige andet end de tre ord. Men de holdt alle stand og ville hellere dø i galgen end høre Den Onde til. Det så Fanden nu ikke sin fordel ved. Han havde jo hvisket værten i øret, for han tænkte på den måde at få bugt med studenterne; men hvis de nu lod sig hænge uskyldige, så fik han jo slet ingenting for sin umage. Næste morgen blev de tre syndere da sat på en kærre og kørt ud til retterstedet. Der var mange folk til stede, for den sag havde jo vakt en stor opsigt. Der var en præst, som skulle tale til synderne, før de led deres straf. Men han kunne heller ikke få et ord ud af dem, undtagen den gentagne bekendelse: ‘Vi tre, for penge, og det var ret.’
"Gud hjælpe os dog," sagde præsten, "var det ret?" Og han blev ved at prædike for dem, at de dog skulle omvende sig og angre deres synd. Værten stod imens i folkesværmen, og han råbte og skreg, at det måtte dog have en ende, og retten måtte gå sin gang. Præsten blev endnu ved at tale noget, men endelig måtte han da slutte, og de tre syndere kom hen under galgen og fik rebene om halsen.
I det samme kommer der et køretøj farende med fire heste for, og der bliver viftet ud ad vinduet med et hvidt tørklæde. Bødlerne holder inde, de mener der er bud fra kongen med benådning; vognen kommer lige hen til galgen, en sortklædt herre stiger ud, går hen til studenterne og rækker dem et papir, det var deres kontrakt. "Nu kan I frit tale," sagde han. Og så vendte han sig til dommeren og sagde: "Lad værten gribe, det er ham og hans kone, som har begået mordet. Pengene har de gemt i deres kælder sammen med deres klæder, som fik blodpletter ved den lejlighed." Så steg den fremmede i vognen og kørte bort, ingen kunne følge ham med øjnene. Værten var jo ved hånden, han blev straks grebet, både tyvekosterne og de blodige klæder blev fundet, og værten og hans kone måtte gå til bekendelse. De blev dømt og henrettet dagen efter.
De tre studenter var jo nu frie og kunne gå hvorhen de ville. Men pungen var borte, da tiden imens var udløbet, og de havde ikke en øre. De solgte da deres rejsegods for nogle skillinger, og så drog de til fods hen ad landevejen. Som de nu gik der, kom et køretøj rullende forbi dem. Det var igen Fanden, og han rakte hovedet ud ad vinduet og råbte til dem: "De to fik jeg dog." Det var værten og hans kone, som han sigtede til.
Studenterne blev ved at vandre; nu ville de endelig vende næsen hjemad. Nu havde de studeret, og nu havde de rejst og været i stor livsfare; nu længtes de bare efter hjemmet. Men det var ingen let sag at nå hjem, for de var på en helt anden kant af verden, end hvor de havde hjemme, og de havde ikke fået lejlighed til, som de havde haft i sinde: at lade pungen forsyne dem med penge til hjemrejsen, inden de måtte af med den. Det var jo blevet forpurret ved fængslingen. Deres få skillinger var snart brugt op; de måtte da til at tigge sig frem; men det liv kunne de to rigmandssønner ikke udholde: De blev syge og dårlige og kunne ikke længere slæbe sig frem.
Fattigmandssønnen kunne ikke bære over sit hjerte at lade sine to staldbrødre ligge og dø af sult i et fremmed land, og hvor lidt lyst han end havde til at indlade sig oftere med den farlige herre, han nu havde været i lag med tre gange, så så han dog ingen anden udvej. En sen aften manede han Fanden frem og spurgte ham, på hvad vilkår han kunne få nogle penge hos ham. "Du har narret mig så tit," sagde Fanden, "så jeg bryder mig snart ikke om at have noget med dig at gøre." – (Sandheden var, at Fanden var svært opsat på at komme i lag med den kloge student; for han mente, han dog måtte kunne fange ham til sidst.) – "Men lad gå da," fortsatte Fanden, "jeg vil hjælpe dig endnu engang. Du kan få den pung igen og beholde den i syv år. Og nu må du bruge din mund lige så meget som du vil; men i de syv år må du ikke tage en ren skjorte på, du må hverken vaske dig, rede dig, barbere dig eller lade håret, skægget eller neglene klippe. Gør du noget af det, inden de syv år er gået, så hører du mig til efter din død; men pungen kan du så få lov at beholde så længe du lever. Vil du gå ind på det, på andre vilkår får du ikke en skilling."
Det var hårde betingelser, men vennerne skulle jo hjælpes, og studenten slog så til og fik pungen. Nu blev de to staldbrødre da røgtede og plejede på det bedste, til de helt var kommet til kræfter igen. Så talte studenten rejsepenge op til dem af den uudtømmelige pung; ikke flere, end at de havde nok til at komme hjem for; og så sagde han dem farvel: Nu skulle de rejse til deres hjem; han kunne ikke følge med dem nu, for han havde gjort et løfte, som han først måtte holde. Mere sagde han ikke til dem. De var meget bedrøvede ved at skulle skilles fra ham. De takkede ham hjertelig for alt, hvad han havde gjort for dem, og så rejste de hjem til deres eget, og vi hører ikke mere til dem.
Fattigmandssønnen, den kloge student, var nu ene, og han skulle nu slide sig igennem de syv år på de hårde vilkår, som var sat for ham. Så rejste han et sted hen, hvor der var en vært, som han før havde boet hos, og som han havde tillid til. Ham sagde han, at han havde gjort et løfte og ville holde sig inde i lang tid og ingen omgang have med mennesker. Han tingede sig da ind hos ham for god betaling, og der levede han år ud og år ind under det svære åg, som Fanden havde lagt på ham, i den tanke, at han nok ikke kunne holde det ud. Studenten sendte imidlertid bud ud efter alle de bøger, der var at få, og han læste og læste, så han havde snart slugt al verdens boglærdom. Og hver ugedag lod han værten uddele en stor sum penge mellem de fattige; så Fanden ærgrede sig jo svært over den brug, der blev gjort af hans penge. Og da der var gået seks år af tiden, uden at studenten havde overtrådt noget af hans forbud, så begyndte han jo at blive hed om ørene og at blive meget bange for, at den kloge student igen skulle narre ham.
Studenten så jo skrækkelig ud og lignede mere et dyr end et menneske, bedækket som han var med hår og med snavs, og med lange negle på hænder og fødder. Han lod sig ikke se for noget menneske. Maden blev serveret for ham i én stue, mens han selv var i en anden. Vinduerne var således indrettet, at man ikke kunne se ind ad dem; men han kunne godt se ud. Og han sad ofte og fordrev tiden med at se på, hvorledes andre mennesker gik til og fra og frem og tilbage; hver havde sit at passe, mens han sad der som levende begravet. Nu ved den tid, da han havde boet der i seks år, så blev han opmærksom på en vogn, der så jævnlig kom rullende forbi hans vinduer. Og det var da ikke så meget vognen, han lagde mærke til, som dem, der sad i den. Det var en fornem frue med sine tre døtre, hvis vej så tit faldt der forbi. Døtrene var alle unge og smukke; men han lagde dog især mærke til den yngste af dem, der både var så overmåde dejlig og så ud som fromheden og godheden selv. Værten sagde ham, at det var en herremands frue og døtre dér fra egnen. Og den stakkels indemurede student kunne ikke lade være at sidde på lur ved sit vindue, for indimellem at få et glimt af den dejlige frøken.
Faderen til de tre smukke døtre gik for at være en rig mand, og det havde han også været; men han var forfalden til spil, og på den måde havde han efterhånden mistet al sin rigdom, og det var nu kommet så vidt, at han skyldte mere bort end hele hans gods var værd. Der var ingen mere, som ville låne ham penge, og hvis han ikke snart blev hjulpet, måtte han gå fra hus og hjem. Så kommer han i tanker om, at hos værten i staden, som han godt kendte, boede en særling, som ingen så uden værten, men som skulle være umådelig rig og skænke store summer bort til de fattige. Han går til værten og spørger ham, om han ikke kan få den sære student i tale. Værten siger nej, det tror han ikke; men han skal dog høre ad. Da studenten hørte, at det var faderen til de tre smukke døtre, som ville tale med ham, så lod han ham komme op til sig. Herremanden var lige ved at gå baglængs ud af døren igen, da han så den gruelige skikkelse. Studenten bad ham ikke være bange: Han var et virkeligt menneske ligesom ham og hverken et dyr eller en djævel. Så tog herremanden mod til sig og kom frem med sit ærinde: Han ville låne penge, og det var ingen småpenge, for det var hele tre tønder guld. Studenten svarede ganske rolig, at de penge kunne han godt få, hvis han ville give ham en af sine døtre til ægte. Det sagde herremanden ja til, hvis nogen af dem ville have ham; han ville gøre sit dertil. Ja, studenten ville også have hende utvunget, og hun skulle vide forud, hvordan hendes bejler så ud. Så lod han en kunstmaler hente, som lavede et portræt af ham, ganske livagtigt som han så ud; og det fik herremanden med sig hjem.
Han gik først til sin ældste datter og sagde hende, hvordan sagerne stod: At han intet ejede og måtte gå fra det hele, hvis ikke en af hans døtre ville love at gifte sig med den mand. Så viste han hende billedet, men da hun så neglene som ørnekløer og håret og skægget, der dækkede hele kroppen, så spyttede hun ad det og sagde: "Nej tak, før jeg tager sådan én, så tager jeg vor hundepasser." Så kom herremanden til sin anden datter og gjorde hende det samme spørgsmål; men hun svarede straks, at hun hellere ville gå omkring i byen og tigge end tage sådant et uhyre. Så kom han til sidst til sin yngste datter i det samme ærinde. Hun gøs ved synet af billedet; men hun ville frelse fader og moder og sine søstre fra nød og elendighed, så hun sagde ja og sendte ham en forlovelsesring som pant på, at hun ville holde sit løfte.
Da studenten havde fået ringen og hendes ja, så blev han ved at ryste sin pung så længe, at han havde de tre tønder guld, som herremanden skulle have. Og så rystede han lidt endnu og lod købe forlovelsesgaver til sin brud: Kæder og ringe, guld og ædelstene. Hun så knap på dem, før hun gemte dem i et skrin, som hun aldrig lukkede op igen.
Imidlertid lod studenten en snedker lave tolv store jernbeslåede kister med tre hængelåse for hver. Det var til hans bøger, sagde han, når han skulle flytte. Og så tog han sig hver dag et par timers tid til at ryste sin pung ud over disse kister, indtil han havde dem fulde af penge alle tolv. Da han var færdig med det og med andre forberedelser, så var de syv år udløbet, og han ventede nu ikke et øjeblik mere end han var nødt til. Han kom så i bad, blev klippet og barberet og kom i nye klæder, som han i forvejen havde ladet sy. En smuk vogn med firspand, som han havde ladet købe, holdt for døren. Bag dem holdt tre fragtvogne til hans kister og bøger. Da alting var klart, så kørte han med det hele ud til sin svigerfaders gård.
Der var jo ingen, der kendte ham; men alle fandt, at det var en smuk ung mand, og de to ældste døtre var da visse på, at det måtte være en bejler til én af dem. Da han fik herremanden i tale, så sagde han, at han kom for at bejle til hans yngste datter. Hun var lovet bort, svarede faderen; men han havde to andre døtre. Men den fremmede sagde, at han vel nok måtte få den yngste datter at se.
Det var der intet i vejen for: Han blev ført ind, hvor søstrene sad sammen alle tre. De rejste sig op og rakte den fremmede hånden. Da satte han den forlovelsesring, han havde fået af den yngste, på hendes finger og sagde: "Denne ring var mig skænket, og jeg beder om den igen, hvis den gives mig godvilligt." Da hans fæstemø forstod, at det var den selv samme person, som hun havde lovet at gifte sig med, så gav hun ham ringen tilbage, og denne gang med glæde. Så blev han der på gården, og både hun og alle de andre syntes hver dag bedre om den smukke og kloge unge mand, og månedsdagen efter stod deres bryllup i fryd og glæde.
Men begge søstrene var nær ved at gå til af misundelse, og når de tænkte på, at de selv i sin tid havde forsmået ham, så syntes de ikke, de kunne være til længere. Og mens dansen gik i gildesalen, gik den ene af dem ned i haven og hængte sig, og den anden gik ud til dammen og druknede sig. Straks efter, da brudgommen trådte alene ud på altanen, så rakte Fanden hovedet op over rækværket og sagde: "Ja, du fik én, men jeg fik to."
Men den kloge student og hans dejlige brud levede et langt og et lykkeligt liv sammen, til glæde og velsignelse for alle, som kom dem nær.