Den kloge dronning
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
Der var en gang en ung kongesøn, som var så overmåde skøn, at ingen nogensinde havde set hans lige. Det vidste han, og det var han glad ved.
Og alle folk sagde, at han var lige så klog, som han var smuk, så ingen kunne måle sig med ham i klogskab. Det troede han, og det var han stolt af.
Så gjorde han det løfte, og svor en høj ed derpå, at han ikke ville tage nogen kvinde til ægte, uden at hun var i det mindste lige så smuk og næsten lige så klog, som han selv var. Men dersom han kunne finde sådan en pige, så skulle hun også være hans kone.
Der var mange smukke piger i landet; men de var just ikke af de klogeste. Der var også en del unge piger, som var ganske kløgtige; men det var ikke af de kønneste. Så meget er vist: Kongesønnen fandt ingen, der var enten nær smuk nok eller klog nok til ham. Han var ellers i den alder, da både han selv og hans fader kongen og deres tro tjenere fandt, at han burde gifte sig. Men efter det løfte, som han havde aflagt, var der ingen pige i landet, som han kunne tænke på at bejle til.
Så ville han tage på en rejse rundt i andre kongeriger; men han ville rejse ukendt og uden noget følge; han ville selv se sig for, og der skulle ikke være nogen, der kunne sladre eller holde øje med ham.
Han rejser da vidt og bredt, fra det ene land til det andet; men det går ham ude, som det gik ham hjemme: Der er ingen piger, som er enten smukke nok eller kloge nok for ham og endnu mindre begge dele på en gang, og så kan han jo ikke bejle til nogen af dem.
Så er det en dag, han rider alene gennem en skov. Han rider og rider, men skoven får aldrig ende. Det bliver middag, og det bliver aften, men endnu er han ikke ude af skoven, og der er ingen ende at se på den. Han er faret vild og ved ikke mere, hvor han er, eller hvor vejen fører hen, eller hvor han skal finde husly for natten, så han og hans hest kan hvile og komme til kræfter. Begge er de lige trætte.
Endelig ser han da en fin blå røg stige op over de grønne træer; han rider efter den og kommer til et lille, fattigt hus. Her må der dog være mennesker, det er han glad ved. Han står af hesten og banker på. En fattig, gammel mand lukker op, og en fattig, gammel kone kommer til i det samme. De lod til at være meget forundrede ved at se den smukke, fine, unge rytter. Kongesønnen hilser godaften, og han siger, som sandt er, at han er faret vild og har redet hele dagen i denne skov, uden at komme til hus eller herberg, og han beder dem da om, at de vil unde ham husly for natten. Først sagde de jo, at de var ikke folk til at tage imod sådan en fornem herre, som han var, og det var tydeligt, at de meget gerne ville slippe for at tage imod ham. Men han sagde, at hverken han eller hans hest kunne holde det ud længere, de måtte have hvile og nattely, og så nænnede de ikke andet end at sige ja, han måtte da tage til takke med, hvad huset formåede.
Først sørgede han da for sin gode hest. Stald var der ikke, men der var et lille skur til deres eneste ko. Den gik nu ude på græs, for det var jo sommertid; og så fik han sin hest sat ind der og fik givet den vand og en visk hø. Så var den meget glad. Selv kom han ind i stuen, de havde kun den samme, og den var både lille og lav. Han satte sig på træbænken og gav sig i snak med folkene: Om de boede her ganske alene ude i den vilde skov? – Ja, de gjorde såmænd, sagde de, der var ingen andre mennesker i huset, og ingen andre huse i mange miles omkreds. De levede her, som de bedst kunne, og slog sig igennem med en ged og en ko. Han får da sin aftensmad, så god som huset formåede, det var et stykke tørt brød og en skål mælk. Og så henter de gamle folk et knippe halm og breder ud på gulvet i stuen; det ville de selv ligge på, for den fremmede herre skulle da ligge i deres seng; de havde kun den samme. Det ville prinsen dog ikke tage imod: De skulle beholde deres seng, og han ville ligge på gulvet på halmknippet.
Det blev da, som han ville, og de gik til ro alle tre. Det var jo rigtignok et andet leje, end han var vant til; men da han var dygtig træt, faldt han dog snart i søvn og drømte om alle de smukke piger, som ikke var kloge nok, og alle de kloge piger, som ikke var smukke nok, og han sov sødelig, til dagen begyndte at gry. Men så vågnede han, og stiv i lemmerne var han jo af det hårde leje, og hvordan han så end vendte og drejede sig, så kunne han ikke falde i søvn mere.
Da hørte han det pusle oven over sit hoved, oppe på loftet. Det kunne jo være rotter og mus eller også en kat. Ja, det var vist en kat, som puslede der oppe. Men så lidt efter hørte han en surrende lyd deroppe fra, det var grangivelig som af en rok: sådan kunne katten da ikke spinde. Og straks efter hørte han sang; det var hverken katten eller fuglene uden for, men det var en dejlig kvinderøst, som sang i takt med den surrende rok. Så dejlig en sang havde han endnu aldrig hørt. Han kom i en fart op fra gulvet og gned sine øjne og spidsede ører. Og i det samme vågner de to gamle og kommer også ud af fjerene.
Kongesønnen spørger dem da straks, hvem det er, de har gemt deroppe på loftet, som allerede er begyndt at spinde og synge dertil i den tidlige morgenstund. Nu var det igen blevet stille der oppe, og de forsikrer i dag, som de havde fortalt i går, at der ingen andre mennesker er i huset end de selv.
"Nej," siger prinsen, "det nytter ikke, I prøver mere på at bilde mig det ind. Jeg tror bedst, hvad jeg har hørt med mine egne øren. Og nu kan I lige så godt sige mig hele sandheden; for jeg skal dog nok komme efter den alligevel."
Så måtte manden da gå til bekendelse: Der var jo rigtignok et menneske til der i huset, og det var en datter, de havde, som havde sit kammer ovenpå. Men de var så bange for, at nogen skulle få hende at se og så måske få lyst til hende og tage hende fra dem; og de kunne jo slet ikke undvære hende, så gamle og skrøbelige som de allerede var; hun tjente da en lille skilling til dem ved at spinde og væve; og hvem skulle ellers pleje dem, når de nu snart ikke længere kunne sørge for sig selv?
Ja, når han nu havde hørt hende, så ville han også se hende, sagde kongesønnen; han var da ingen menneskeæder, vidste han, så de kunne vel lade ham få pigebarnet at se. Så måtte de gamle jo kalde hende ned; og ned kom hun springende, det unge blod, i sine fattige klæder. Hun vidste jo ikke noget om, at de havde fremmede, for hun havde sovet på sit grønne øre, da kongesønnen kom sent om aftenen.
Da hun så den smukke, unge mand, blev hun blussende rød; og prinsen tabte også både mund og mæle, da han fik hende at se; for aldrig før havde han set noget halvt så dejligt, som hun var. Han blev helt underlig til mode derved. Så vidt som han havde vandret, havde han ingen set, som i skønhed kunne være hans lige; men denne fattigmands datter var langt skønnere end nogen af alle de prinsesser og frøkener, han havde set enten ude eller hjemme; han kunne slet ikke tænke sig noget dejligere. Men sådan en stodderunge kunne han dog aldrig tænke på at tage til kone.
Han tog derfor sine øjne til sig igen, og han fik travlt med at få sin hest sadlet og at komme af sted, og han ville slet ikke se mere på hende. Men da han var kommet i sadlen og nikkede farvel til de to gamle, som han havde givet en stor guldmønt for nattelejet, og som nu stod og skrabede ud for ham, så kunne han dog ikke bare sig for at skotte til siden, hvor hun stod og stirrede med sine store øjne. Og så kunne han ikke lade være at tage sin hat af og hilse hende til afsked, og han kunne heller ikke værge sig imod en fornemmelse, som om hjertet sad i hans hals, da hun rødmende bøjede hovedet til hilsen med nedslagne øjne. De store øjne kom dog op igen, og de fulgte ham, da han sprængte af sted, indtil han var ude af syne. Disse øjne ikke blot så efter ham, de blev også ved at stå for ham, længe efter at både huset og skoven lå langt bag ved ham. Men på vejen, som han red, sagde han til sig selv: "Ja, vist er hun dejlig og mere end smuk nok til mig; men jeg lovede jo også, at den, som jeg ville have, skulle være klog, næsten lige så klog som jeg selv, og det er hun naturligvis ikke."
Han lagde dog godt mærke til, hvor skovhytten lå, og snart var han også på kendte veje; for den store skov lå på grænsen af hans eget land. Han red så lige hjem til sin faders kongsgård og sagde, at han endnu ikke havde fundet nogen, der kunne være hans lige. Det var den gamle konge jo meget ked af, for han var så vis på sin søns store klogskab, at han troede, det måtte være, som han sagde; men han ville dog så gerne se ham godt forsørget, mens han endnu levede. Ville sønnen bare vælge sig en brud, var han vis på, det måtte være den rette.
Nu var kongesønnen hjemme og havde det jo ellers godt nok i alle måder; men han havde ingen ro på sig. Den gode mad smagte ham ikke, og den søde søvn ville slet ikke komme til ham på det bløde leje. Hans tanker søgte bestandig ud i den store skov til den dejlige unge pige. Hende tænkte han på både tidlig og silde, enten han ville eller ikke.
Så sagde han omsider til sig selv: "Dette må have en ende." Han mindedes sit løfte, at den skønneste og den klogeste skulle være hans brud, og for at blive tanken på hende kvit, ville han da overbevise sig om, at omend det fattigmands barn var så smukt, så var hun dog langt fra at være klog nok til ham. Så skriver han et brev til hende og lægger to dukker silke i brevet, og han skriver, at dem skulle hun væve ham et sengeforhæng af.
Han sender en kongelig rideknægt af sted med brevet, og han skulle have svar med tilbage. Rideknægten kom igen samme aften og havde et brev med fra pigen i skovhytten, og i det lå der to små pinde, og i brevet stod der skrevet, at når han af de pinde ville lave hende en væv, så skulle hun også nok på den væve det sengeforhæng, han havde bestilt.
Nu kunne kongesønnen ikke nægte for sig selv, at den pige var lige så klog som han, og så måtte han jo holde, hvad han havde lovet og svoret på; og det var nok egentlig også det, som han havde mest lyst til. Så red han ud med hele sit kongelige følge, ud til hytten i skoven, og sagde til de gamle og til pigen, at han ville fæste hende til sin brud, hvis hun da selv ville. Og det ville hun nok.
Men nu var han endda bange for, at hun kunne være den klogeste af de to, og det gik jo ikke an, hvis nogen mærkede det. Derfor satte han det vilkår, at når han engang blev konge, og hun altså blev hans dronning, så måtte hun aldrig blande sig i nogen af rigets sager. De hørte ham og ikke hende til. Gjorde hun det, så havde han lov til at forskyde hende og sende hende hjem igen til hendes forældre.
Det vilkår gik hun ind på; men hun stillede også sin betingelse, og det var, at hvis han blev ked af hende og ikke ville have hende længere og derfor sendte hende hjem igen, så skulle hun have lov til at tage det med sig, som var hende kærest. Det fandt prinsen ikke andet end rimeligt, og det gik han straks ind på.
De gamle folk var ikke glade ved, at de nu skulle af med deres datter; men de ville dog ikke stå hendes lykke i vejen, og så gav de også deres samtykke. Så blev bruden da smykket med silke og skarlagen, med guld og ædelstene, og hun fik både kareter og hofdamer og al anden stads, og så blev brylluppet holdt med pomp og pragt.
Der gik nu en lang tid, hvor de unge folk levede sammen i indbyrdes kærlighed og udvortes herlighed, og det kunne ikke være bedre. Alle folk syntes, at kongesønnens brud var både smuk nok og klog nok og god nok – og det sidste var det bedste. Snart efter brylluppet døde den gamle konge, og sønnen blev da konge i hans sted. Han styrer landet og sidder til doms, og alt går godt og glædeligt. Dronningen blander sig aldrig i hans og rigets sager, men styrer sit eget store hus og er æret og elsket af alle.
Så træffer det sig en dag, det er torvedag, og der er kommet mange bønder ind med korn og andet. Så, da de kører hjem om aftenen, er der nogle af dem, der har fået sig meget at drikke i købstaden; men den første kro, de kommer til, den nænner de dog ikke at køre forbi: De må indenfor og have sig en ny hjertestyrkning. De giver sig god tid inde i krostuen, deres heste og vogne står imens ude i krostalden. En af disse bønder var nu kørende med en følhoppe, og mens de er inde at svire, foler den ude i stalden. Da så bønderne kommer ud og skal se at finde hver sit køretøj, så er det lille, nyfødte føl jo kommet på benene, men helt fortumlet er det jo i denne nye, urolige verden, og det er da løbet hen i en krog af krostalden, hvor kromanden har sine egne heste stående, et par gråskimler. Bonden med følhoppen ser jo straks, at den har folet, og han får også øje på føllet, og han var da ikke mere fuld, end at han nok kan forstå, at det er hans, og vil da lægge det op i sin vogn, så han kan få det med hjem. Men kromanden siger nej, føllet er hans: De kan jo se, det holder sig til hans heste. Der bliver så et svært skænderi om den ting; de fleste af de fulde bønder holder med kromanden, og enden på det bliver, at kromanden beholder føllet, og bonden med følhoppen må køre hjem foruden.
Det kunne bonden ikke lade sidde på sig, og det kom til proces, men både underretten og overretten dømte kromanden føllet til, og bonden måtte hver gang betale sagens omkostninger, så han efterhånden satte alt, hvad han ejede, over styr. Men han ville ikke give fortabt; han lod sagen komme ind for højesteret, og der var det kongen selv, som skulle afsige dommen. Han var jo nok meget klog, men han var dog ikke klogere, end at han dømte ligesom de andre: At føllet måtte høre den til, hvis heste det var fundet hos, og det var jo kromandens.
Nu skulle bonden da helt sættes fra gården for det føls skyld, som dog var hans med rette. Det kunne han ikke finde sig i, så i sin store nød fandt han på den sidste udvej: At gå til dronningen, som både var så klog og så god. Han forklarede hende hele sammenhængen med det føl; og hun forstod, at han havde ret.
Så siger hun til ham: "Ja, min gode mand, jeg kan jo ikke ændre kongens dom, men jeg vil dog give dig et råd, som måske kan komme dig til nytte. I morgen ved middagstid skal du tage et fiskegarn og en stage og gå uden for byen med. Når du kommer til nogle høje banker af flyvesand, skal du stille dit garn op, ligesom man ellers sætter garn for fisk. Og så skal du tage din stage og gå og slå med den i sandet foran garnet, ligesom når man driver fiskene i garnet ude på vandet. Når så kongen kommer der forbi – for han kører hver dag den vej – så vil han nok spørge dig, om du er tosset, eller om du tror, du kan fange fisk oppe i flyvesandet. Men så skal du bare svare, at det ikke er mere urimeligt, end at kromandens grå hest, som ikke engang var en hoppe, kunne få et føl. Men du må love mig," siger dronningen til sidst, "at du ikke lader nogen vide, hvem der har givet dig det råd; for ellers er jeg fortabt." Ja, bonden takkede da så mange gange og lovede, at han nok skulle tie med det.
Næste dag ved middagstid gør bonden, som dronningen har sagt ham, og lidt efter kommer kongen ganske rigtig kørende hen ad vejen forbi disse banker. Da han ser bonden gå og slå i sandet med sin stage foran dette fiskegarn, så lader han holde og siger til ham: "Hvad er det, du bestiller?"
"Jeg fisker," siger bonden.
"Er du tosset?" siger kongen, "tror du, der er fisk i flyvesandet?"
"Ja," svarer bonden, "det var da ikke mere urimeligt, end at kromandens grå hest, som ikke var i fol, og som ikke engang var en hoppe, kunne få et føl."
Nu forstod kongen straks, hvad han sigtede til; det gik op for ham, at han havde nok dømt forkert i den sag; men han ville da vide, hvem der havde lært bonden den list; og da han truede ham på livet, for at han skulle tilstå, hvem der havde givet ham det råd, så blev bonden bange og rykkede ud med det hele, og at det var dronningen, som han kunne takke for det indfald.
Så lader kongen straks vognen vende og kører tilbage til slottet, og gnistrende vred var han. Han går lige ind til dronningen og siger, at nu har hun forbrudt sig imod den aftale, der blev gjort før brylluppet, for hun har vovet at blande sig i rigets sager. Derfor måtte hun også lide den straf, som dengang blev aftalt, og straks sendes tilbage til sine forældre. Hun skulle på stedet gøre sig i stand til at rejse; men hun måtte også nyde sin ret efter aftalen: Nu kunne hun vælge mellem al det, der var på slottet, og tage det med sig, som hun holdt mest af.
Dronningen svarede sagtmodig og ydmyg, at kongen havde ret, og hun måtte adlyde ham. Hun skulle straks være færdig med at pakke sammen, hvad hun med kongens nådige tilladelse ville tage med sig. Lidt efter kom hun ind igen, og da havde hun en flaske vin og et par glas med sig, og så siger hun, om han dog ikke vil vise hende den godhed at drikke et glas med hende til afsked. Der havde aldrig været et ondt ord imellem dem før, og det skulle der heller ikke være nu.
Den bøn kunne kongen ikke afslå; hun skænkede i glassene, og de drak sammen. Men han lagde ikke mærke til, at dronningen fik hældt nogle dråber i hans glas af en anden lille flaske, hun havde hos sig; og så snart han havde tømt sit glas, faldt han i en dyb søvn.
Så henter dronningen en stor kurv med låg på, hvori hun skulle have pakket sine bedste sager, som hun ville have med sig; den lægger hun kongen i, pakker ham godt til, sætter lås for og kalder så på tjenerne, at de skal bære hendes kurv ud og sætte den i vognen, som holder forspændt og venter på hende. Hun sætter sig op i vognen, og så kører de ud i skoven til den gamle hytte. Der må tjenerne tage kurven ud af vognen og bære den op på hendes kammer. Og så sender hun vognen tilbage til slottet igen. Nu tager hun sin sovende konge og husbond ud af kurven og lægger ham på sin seng. Derpå klædte hun sig i sine gamle, fattige klæder, de samme som han første gang havde set hende i, og så satte hun sig ved det lille vindue lige over for sengen og fik sin rok sat i gang, ligesom i gamle dage.
Det var hen imod aften, da kongen havde udsovet efter den sovedrik, han havde fået. Han vågner og ser sig om, farer så op og spørger, hvor han er, og hvordan det er gået til, at han befinder sig her. "Jo," siger hun, "du er nu hos mig; og det er gået sådan til, at jeg har taget dig med mig hjem, som det jo var min ret efter vor aftale; for du er det, som jeg har kærest i verden, og det havde jeg jo lov til at tage med mig."
"Nu kan jeg da mærke, at du er meget klogere end jeg," sagde kongen. "Og dersom du vil følge med mig hjem til slottet og blive hos mig, så vil jeg aldrig dømme i nogen sag, uden jeg får spurgt dig til råds."
Så gik der bud til slottet efter heste og vogne, og kongen og dronningen holdt påny deres indtog på slottet. Hendes gamle forældre tog de med sig på dronningens forlangende, og de blev boende hos dem, så længe de levede. Og kongen og dronningen blev ved at leve sammen i indbyrdes kærlighed og udvortes herlighed. Og bonden, som var blevet forurettet med føllet og med dommen, ham gav kongen en herregård med fuld besætning. Men efter den tid dømte kongen aldrig i nogen sag, uden først at høre dronningens råd. Og alle folk elskede og ærede dem begge for deres retfærdighed og godhed, og var stolte af at have sådan en konge og sådan en dronning.