Den grønne Ridder
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
Så en anden gang var der en anden konge og en anden dronning i et andet kongerige. De havde kun et eneste barn, og det var en lille prinsesse. Hun var en ganske lille en, da hendes moder dronningen blev syg og skulle dø. Da dronningen mærkede, at hun kun havde kort tid tilbage at leve i, så sagde hun til kongen: "Min kære herre og husbond, for at jeg skal kunne dø roligt, må du love mig en ting, og det er, at du aldrig vil nægte vort barn noget, som hun beder om, dersom det er muligt at føje hende." Det lovede kongen, og snart efter døde dronningen.
Kongen sørgede inderligt over hende og savnede hende meget. Den lille datter var nu hans eneste trøst. Hun voksede op hjemme hos ham, og det faldt ham meget let og naturligt at gøre, som han havde lovet dronningen: Han nægtede hende aldrig nogen bøn. Derved blev hun jo noget forvænt og forkælet; men var ellers et rigtig godt og kærligt barn. Hun savnede meget sin moder i sin opvækst og var ofte sær og tungsindig. Hun havde ingen lyst til at lege som andre børn, men holdt meget af at gå ene omkring i have eller skov; hun elskede blomster og fugle og alle slags dyr, og hun holdt også meget af at læse, både vers og historier.
Der boede en enkegrevinde i nærheden, som havde en datter, der var lidt ældre end den lille prinsesse. Hun var ingen god pige, men forfængelig, egenkærlig og hårdhjertet. Men hun var klog ligesom sin moder, og hun kunne godt forstille sig, når hun så sin fordel ved det. Enkegrevinden fik det nu arrangeret sådan, at hendes datter var meget sammen med den lille prinsesse, og både moder og datter gjorde sig umage for at behage hende. De gjorde begge to alt, hvad de kunne for at glæde og opmuntre hende; og snart kunne prinsessen slet ikke undvære nogen af dem.
Det var det, enkegrevinden ville; og da hun havde fået bragt det så vidt, så lod hun en dag sin datter fortælle prinsessen med mange tårer, at de nu måtte skilles, for hendes moder og hun skulle flytte til et andet land langt borte og bo der. Da løb den lille prinsesse hen til enkegrevinden og sagde, at hun ikke måtte rejse bort med sin datter: Hun kunne ikke undvære nogen af dem; hun ville sørge sig til døde, dersom de forlod hende. Da lod enkegrevinden, som om hun blev meget rørt, og så sagde hun til prinsessen, at der var kun én måde, hun kunne blive i landet; og det var, hvis kongen ville gifte sig med hende. Så kunne både hun og hendes datter blive hos prinsessen altid, og de vidste da ikke alt det gode, de ville gøre for hende.
Så gik prinsessen op til sin fader og tiggede og bad ham om at gifte sig med enkegrevinden: Ellers rejste hun bort, sagde prinsessen, og hun mistede den eneste veninde, hun havde, og så ville hun sørge sig til døde. – "Du vil fortryde det," sagde kongen, "og det vil jeg også; for jeg har ikke lyst til at gifte mig igen, og jeg synes slet ikke om den sleske grevinde og hendes sleske datter." Men prinsessen blev ved at græde og tigge ham så længe, at han til sidst lovede at gøre, som hun bad. Og så friede kongen til enkegrevinden, og hun sagde straks ja, og de holdt bryllup, og nu var hun da dronning i riget og stedmoder til den unge prinsesse.
Men med det samme var det ude med al hendes venlighed. Hun gjorde nu ikke andet end pine og plage og drille sin steddatter, mens hendes egen datter kunne få alt, hvad hun ville. Og datteren brød sig nu heller ikke mere om prinsessen, men var ond ved hende, når hun kunne slippe afsted med det.
Kongen så det godt, og det gik ham til hjertet, for han elskede sin datter. Så siger han til hende: "Ja, min lille pige, du har det ikke godt, og du har nok allerede fortrudt, hvad du bad mig så meget om. Men nu er det for sent; jeg sagde dig det jo i forvejen. Men jeg tror, du har bedst af at flytte fra os og ud til vort sommerslot på øen; der kan du dog være i fred." Det sagde prinsessen tak til; så nødig som hun end ville skilles fra sin fader, så var det dog det bedste; for her hjemme hos den onde stedmoder og den slemme træsøster var det ikke til at udholde. Og så flyttede hun ud til sommerslottet på øen med et par hofdamer, og hendes fader kom sommetider og besøgte hende, og han fandt også, at hun havde det dog meget bedre her end hjemme, efter at hun havde fået stedmoder.
Derude voksede hun op til en fager ungmø, ren og uskyldig, opvakt og tænksom, kærlig og god både imod mennesker og dyr. Men rigtig glad var hun aldrig, hun var tungsindig og længtes bestandig efter noget bedre, end hun havde fundet i denne verden. Så kom hendes fader kongen en dag ud til hende. Han ville da sige hende farvel, for han skulle rejse væk og være borte i længere tid. Det var til et stort kongestævne, han skulle, hvor der mødtes konger og fyrster og grever og riddere fra mange forskellige lande. Kongen ville jo gerne opmuntre sin datter, og så siger han til hende i spøg, at nu skulle han rigtig lægge mærke til de unge riddere og kongesønner, som kom til det stævne: Om der var nogen imellem dem, som var god nok til at være hendes brudgom; for hun var jo nu en smuk, voksen pige, som kunne tænke på at få bejlere. Så sagde prinsessen: "Tak, fader. Når du ser Den grønne Ridder, så kan du hilse ham og sige, at jeg længes efter ham, for ingen anden end han kan stille min længsel."
Dermed tænkte prinsessen på kirkegården, med de mange grønne grave; for hun længtes jo kun efter at dø. Men det forstod kongen ikke; han undrede sig nok over den underlige hilsen til en fremmed ridder, som han aldrig havde hørt nævne; men han var jo vant til at føje hende i alt, og han sagde kun, at han nok skulle huske at hilse ham, hvis han traf på ham. Og så tog han kærligt afsked med sin datter og rejste til kongestævnet.
Der var mange unge riddere, grevesønner og kongesønner; men der var ingen, som kaldtes for "Den grønne Ridder"; så der kunne han ikke blive af med sin datters hilsen. Så omsider begav han sig da på hjemvejen. Det var en lang rejse, over høje bjerge og over brede floder og gennem tykke skove; og som kongen en dag rider med sit følge gennem en stor skov, så kommer han til en åben slette midt i skoven, hvor der gik store flokke af vildsvin; men de var dog ikke helt vilde, de var tæmmet, og de vogtedes af en hyrde i jægerdragt, som sad på en høj med sine hunde om sig, og han havde en fløjte, som alle vildsvinene måtte lystre.
Kongen undrede sig over disse store hjorde af tæmmede vildsvin, og han lod nogle af sine ledsagere spørge hyrden, hvem der var deres ejer. "Det er Den grønne Ridder," sagde hyrden. Da spidsede kongen ører og tænkte på, hvad hans datter havde bedt ham om. Og han red selv hen til hyrden og spurgte ham, om Den grønne Ridder boede der i nærheden. "Nej," sagde han, "han bor langt herfra lige mod øst. Når I rider i den retning, så kommer I til hans andre hyrder, og de kan vise jer vej."
Så red kongen med sit følge lige mod øst, og de red i tre dage gennem en stor skov. Så kom de atter til en stor, grøn slette med skov på alle sider, og der gik store hjorde af elsdyr og vildokser, de vogtedes af en hyrde i jægerdragt og styredes af ham med en fløjte. Han sad på en høj omgivet af sine hunde. Kongen red hen til ham og spurgte, hvem der ejede alle de hjorde. "Det gør Den grønne Ridder," sagde han. "Hvor bor han?" spurgte kongen. "Længere østpå," sagde hyrden. "Rid kun lige frem, så kommer I dertil."
Så red kongen med sit følge videre, lige stik mod øst, og de red i tre dage gennem en stor skov, før de kom til en åben, grøn slette, hvor der gik uhyre flokke af hjorte og hinde, rådyr og harer, og på en høj midt på sletten sad hyrden i jægerdragt med sine hunde omkring sig, og alle dyrene lystrede hans fløjte. Ham red de hen til og spurgte, hvem der var herre over skoven og alle dyrene. "Det er Den grønne Ridder," sagde hyrden, "og nu har I ikke ret langt til ham, kun en dagsrejse lige mod øst gennem skoven."
Så red kongen og hans følge da endnu en dag ad grøn en vej gennem bare grøn skov. Så kom de til et stort slot, det var også helt grønt, for både mure og tage var dækket af slyngplanter. Da de nu red ind foran slottet, så kom der straks en hel del tjenere og staldknægte frem. Alle var de klædt som jægere, i grønt fra top til tå, og de tog imod dem, og de førte dem op på slottet og meldte deres herre, at kongen fra det og det kongerige var der med sit følge for at hilse på ham. Nu kom Den grønne Ridder ud. Det var en høj og smuk ung mand, og han var ligesom de andre også helt klædt i grønt som jæger. Han bød dem velkommen og inviterede dem indenfor, hvor de blev fyrsteligt beværtet.
Da siger kongen: "Langt bor du af led, og langt strækker sig dit rige, og langt har jeg redet af min vej, for at lyde min datter. Da jeg rejste til kongestævne, så bad hun mig hilse Den grønne Ridder, at hun længtes efter ham, for ingen anden end han kunne stille hendes længsel. – Det er et underligt budskab at bære," fortsatte kongen, "men min datter er klog, som hun er god; og jeg lovede hendes moder på dødslejet, at jeg ikke skulle nægte vort eneste barn nogen bøn, som jeg kunne opfylde; og nu har jeg forrettet hendes ærinde."
Da sagde Den grønne Ridder: "Din datter er tungsindig; det kan ikke være mig, hun har tænkt på, for mig har hun vist aldrig hørt tale om. Hun har nok tænkt på kirkegården, hvor hun venter at finde ro mellem de grønne grave. – Men måske jeg dog kan lindre hendes savn. Tag denne lille bog, og bed hende ved aftenstid at åbne sit vindue imod øst og læse i den, når hun er tungsindig. Det vil lette hendes sind."
Og dermed gav han kongen en lille, grøn bog. Kongen kunne slet ikke læse i den, han kendte ikke de bogstaver; men han tog den og takkede Den grønne Ridder for hans gode mening og for den gode modtagelse. Han var da meget ked af, at han havde gjort både ham og sig selv så megen ulejlighed, siden prinsessen slet ikke havde ment ham.
De måtte da blive natten over på det grønne slot, og Den grønne Ridder ville have beholdt dem længere; men næste morgen sagde kongen farvel og red med sit følge samme vej, som de var kommet. I samfulde syv dage rejste de gennem ridderens skove, til de atter kom til hans svinehyrde, og derfra slog de så ind på den lige vej hjem.
Første gang kongen igen var ude på øen for at se til sin datter, havde han den lille, grønne bog med. Prinsessen blev jo meget forundret, da hendes fader fortalte hende om Den grønne Ridder og bragte hende hans bog og hans hilsen; for hun havde jo slet ikke tænkt på nogen virkelig, levende ridder. Men samme aften, da kongen var borte, lukkede hun sit vindue op imod øst, åbnede bogen og begyndte at læse i den. Hun både kendte bogstaverne og forstod sproget, skønt det ikke var hendes eget; og hun gav sig til at læse. Det var vers altsammen. Det første vers i bogen begyndte sådan:
"Vinden går over vove,Da hun læste den første linje, så hørte hun tydeligt, hvordan vinden kom susende hen over vandet, ved den anden linje så viftede alle træerne med deres kroner, og ved den tredje linje så nikkede hendes hofdamer og faldt i søvn. Og da hun læste den fjerde linje, så kom Den grønne Ridder flyvende i fjederham lige ind ad vinduet til hende.
over alle grønne skove,
medens alle øjne sove;
hvem vil den ridder trolove?"
Han lagde fjederhammen fra sig, hilste hende venligt og bad hende ikke være bange. Han var Den grønne Ridder, som kongen havde besøgt, og som havde givet hende den bog, og hun havde nu selv læst ham til sig. Hun kunne frit tale med ham om alt, hvad hun havde på hjerte; det ville lette hendes sind, sagde han. Og hun følte straks så stor en tillid til ham, at hun satte sig lige over for ham og udøste sit hjerte for ham; og han talte så klogt og så mildt til hende, at hun følte sig glad og lykkelig som aldrig før.
Så sagde Den grønne Ridder til hende, at hver gang hun lukkede bogen op og læste det vers, så gik det som i aften: At alle mennesker på øen faldt i søvn, undtagen hun selv, og så kom han straks til hende, skønt han boede så langt borte. Og han sagde også, at han gerne ville komme igen, når hun ønskede at se ham. Men nu skulle hun lukke bogen i for i aften og lægge sig til ro.
I samme øjeblik som hun lukkede bogen, var han borte, og så vågnede hendes hofdamer. Så gik hun i seng og drømte om Den grønne Ridder og alt, hvad han havde sagt til hende; og om morgenen, da hun vågnede, var hun så glad og let i sindet, som aldrig nogen havde set hende før, og sådan blev hun ved at være dag efter dag. Hun fik røde kinder, som hun aldrig havde haft før, og hun spøgte og lo; og alle forundrede sig over den store forandring, der var sket med hende.
Kongen sagde, at Den grønne Ridders råd med den aftenluft og den lille bog havde rigtig gjort hende godt; og hun sagde det samme. Men hvad ingen vidste, det var, at hver aften, når hun læste i bogen, havde hun besøg af Den grønne Ridder og talte så meget med ham. Og den tredje aften, han var hos hende, gav han hende en guldring og forlovede sig med hende. Men først når tre måneder var gået, sagde han, kunne han komme til hendes fader og bede om hendes hånd, og så ville han føre hende hjem med sig med det samme.
Imidlertid fik prinsessens stedmoder jo også noget at høre om, hvordan hun var blomstret op derude på øen og var så sund og så glad som aldrig før. Det både undrede og ærgrede hende, for stedmoderen havde jo troet, at prinsessen havde tæring, og hun havde gået og ventet på, at hun snart skulle dø, så hendes egen datter kunne blive prinsesse og arving til riget, og så skulle hun jo se at finde en konge eller kongesøn til hende.
Hun fik da en dag sendt sin kammerfrøken over til øen på besøg, for at hun skulle se at finde ud af, hvad grunden var til den forandring. Hun kom tilbage næste dag og meldte dronningen, at det skulle være så sundt for prinsessen, at hun hver aften sad ved åbent vindue og læste i en bog, som hun havde fået forærende af en fremmed prins. Selv var hun faldet i søvn af den aftenluft, og sådan gik det også hver aften prinsessens hofdamer; de sagde, at de bare samlede gigt af det; men prinsessen var rigtignok blevet så frisk og glad og blomstrende som aldrig nogensinde før. Næste dag sendte dronningen sin datter derover. "Hold godt øje med hende," sagde hun, "der er bestemt noget med det vindue. Man skulle vel ikke tro, at der kom mandfolk ind ad det." Datteren kom hjem næste dag og kunne kun fortælle det samme som kammerfrøkenen: Hun var også faldet i søvn, da prinsessen satte sig hen ved vinduet og gav sig til at læse.
Så den tredje dag måtte stedmoderen selv afsted over at se til prinsessen. Og hun talte da så rørende til hende om, hvor glad hun dog var ved at se hende så frisk og så munter. Og hun frittede hende ud, det bedste hun havde lært; men hun kunne ikke få noget ud af hende. Dronningen var også henne ved det vindue ud imod øst, hvor prinsessen plejede at sætte sig og læse hver aften. Hun så ud ad det, og hun så inden for det, men der var ikke noget at opdage. Det var meget højt over jorden, men der var grønne slyngplanter helt op til det. Måske der kunne komme nogen den vej. Så tog dronningen en lille saks og besmurte den med en slem gift, hun havde med sig. Mens ingen så det, fik hun saksen sat fast i vindueskarmen, med spidserne opad og sådan, at den ikke kunne ses. Og da det nu blev aften, og prinsessen satte sig hen ved vinduet og tog den lille grønne bog i hånden og lukkede den op, så sagde dronningen jo til sig selv, at nu skulle hun nok passe på ikke at falde i søvn sådan som de andre. Men det hjalp hende ikke en smule. Da prinsessen læste verset i det fremmede sprog, så faldt dronningens øjelåg til, og hun sov som en sten, sammen med hofdamerne og alle i slottet og udenfor det.
I det samme kom Den grønne Ridder ind ad vinduet i sin fjederham, uset og uhørt af alle, undtagen prinsessen. De talte sammen om, at nu var der kun en uge til, at de tre måneder var omme: Så ville han komme ved højlys dag til hendes faders slot og bejle til hende; og så skulle hun følge hjem med ham og altid blive hos ham på det grønne slot i det store skovrige, han herskede over, og som han havde fortalt hende så meget om. Det lå jo langt, langt borte; men han fløj dog den hele vej frem og tilbage hver aften i sin fjederham; det tog slet ingen tid.
Så tog Den grønne Ridder kærligt afsked med sin fæstemø, satte sig i sin fjederham og fløj ud af vinduet. Men i det han fløj igennem det, strøg han så lavt ved vindueskarmen, at han rev sig på den saks, dronningen havde sat der, og fik en lille rift i det ene ben. Han gav et skrig fra sig, men var i det samme ude af syne. Prinsessen, som hørte det, sprang op, bogen faldt fra hende og lukkedes med det samme, og hun udstødte et højt skrig, som vækkede dronningen og hendes hofdamer. De samledes om prinsessen og spurgte, hvad der var sket. Men hun svarede, at der ikke var sket noget; hun havde blot sovet og var måske blevet forskrækket af en drøm. Men hun var syg og rystede og blev straks bragt til sengs. Dronningen listede sig til at tage saksen væk. Hun så, at der var blod på den, stak den i sin lille skede, svøbte et tørklæde om den, og tog den med hjem.
Prinsessen sov ikke hele natten, og næste dag var hun dårlig, men hen imod aften stod hun op; hun måtte have frisk luft, sagde hun. Og hun satte sig ved det åbne vindue mod øst, åbnede bogen og læste, som hun plejede:
"Vinden går over vove,Og vinden susede, og træerne viftede, og alle øjne sank i, undtagen hendes – men der kom ingen ridder.
over alle grønne skove,
medens alle øjne sove;
hvem vil den ridder trolove?"
Således gik det nu den ene dag efter den anden. Med alt hvad hun ventede og længtes, og alt hvad hun læste og sang: der kom ingen grøn ridder. Da falmede atter hendes røde kinder, og da mørknedes hendes glade sind, og hun sygnede hen, til sorg for sin fader, men til hemmelig glæde for den onde stedmoder.
Da hænder det en dag, hun vandrer ene om i slotshaven på øen, at hun sætter sig på en bænk under et højt træ og bliver siddende der længe i dybe og sørgelige tanker. Så kommer der flyvende først én ravn og så en anden ravn og sætter sig i træet lige over hendes hoved, og de snakker sammen, og hun kan forstå, hvad de siger. Så siger den ene ravn: "Det er en ynk at se på vores prinsesse her, hvordan hun går og græmmer sig til døde for sin kæreste." – "Ja," siger den anden, "og hun er dog den eneste, som kan hjælpe ham, hvor han nu ligger syg af den gift, han fik i sig fra dronningens saks." – "Hvordan det?" spørger den første. "Jo," siger den anden, "med ondt skal ondt fordrives. Ovre ved kongsgården, under stenen i grøften vest for laden ligger en hugorm med ni unger. Kunne prinsessen få fat i de ni unger og koge tre af dem i hans mad tre dage i træk, så kunne prinsen komme sig. Ellers er der intet håb for ham."
Så snart natten kom, listede prinsessen sig ud af slottet og ned til stranden, fik fat i en lille båd og roede over til kongens gård, hvor hun fandt stenen i grøften og fik den væltet bort, så tung som den var. Så fangede hun de ni små hugormeunger, der lå under den, viklede dem ind i sit lommetørklæde og vandrede så afsted ad den vej, hun vidste, hendes fader var kommet, da han kom fra kongestævne.
Hun vandrede afsted på sin fod i uger og måneder, over høje bjerge og gennem tykke skove. Langt om længe kom hun til den samme svinehyrde i jægerdragt, som hendes fader var truffet på. Han vidste, at hans herre, Den grønne Ridder, lå alvorligt syg på sit slot, og han forklarede hende vejen: Gennem den tykke skov, østpå til den anden hyrde, fra ham kom hun til den tredje hyrde, og så endelig til det grønne slot, hvor ridderen boede, og hvor han nu lå så syg af giften i sit blod, at han ingen kendte og heller ikke kunne tale, men bare lå på sengen i angst og pine. Der var hentet læger til ham fra alle kanter; men ingen havde kunnet skaffe ham den mindste lindring.
Prinsessen gik ind i køkkenet og spurgte, om hun ikke kunne få tjeneste der; hun ville vaske op og gå til hånde og gøre hvad som helst, når hun blot fik lov at være der. Det gav kokken hende lov til, og hun var nu så net og så flink og så villig til al sin gerning, at kokken kom til at synes om hende. Han var nok ikke fri for at have et godt øje til hende, så han gjorde gerne, hvad hun bad ham om.
Så en dag siger prinsessen til kokken: "I dag må du lade mig lave suppen til den syge herre; jeg ved godt, hvordan den skal være; men jeg vil ingen køkkenskrivere have, jeg vil være ene om det." Det fik hun da lov til, og så kogte hun de tre hugormeunger med i den suppe, som blev bragt op til Den grønne Ridder. Og da han havde fået den suppe, så faldt feberen så meget, at han kunne kende folk og igen kunne tale; og han lod kokken kalde og sagde, at den suppe havde gjort ham så godt: Om han selv havde lavet den? – Ja, sagde kokken, der var aldrig nogen anden end ham, der fik lov at lave herrens mad. Så bad Den grønne Ridder ham om at komme med den samme slags suppe næste dag.
Nu måtte kokken bede prinsessen om også at lave suppen til deres syge herre den næste dag. Hun kogte igen tre hugormeunger i den; og Den grønne Ridder blev da så rask, at han kunne sidde op. Lægerne undrede sig og kunne ikke begribe, hvordan det gik til. Men så sagde de, at nu virkede endelig den medicin, som de havde givet ham for en måned siden, og nu skulle han nok komme sig; det var de helt sikre på.
Den tredje dag måtte køkkenpigen igen lave mad, og hun kogte da de sidste tre hugormeunger i suppen. Og så snart den syge havde spist den, så følte han sig fuldkommen frisk. Han sprang ud af sengen og gik omkring, og han ville nu selv ned i køkkenet og sige kokken tak: For han havde dog været den bedste doktor!
Da han kommer ned i køkkenet, så er kokken der ikke; han træffer kun en ung pige, der står og vasker op. Men han kendte hende straks, og så gik det op for ham, hvordan det hele hang sammen. Han tog hende i sine arme og sagde: "Det er dig, som har frelst mit liv og helbredt mig for giften, jeg fik i mig, sidst jeg var hos dig." Det kunne hun jo ikke nægte. Men nu var hun da lykkelig, og han var det også, og de holdt bryllup på det grønne slot, og der lever de endnu og regerer over landet med alle de grønne skove.