Den dumme dreng
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
Der var engang en kone, som havde sådan en tosset søn. En dag, da hun havde kærnet, ville sønnen til staden med smør. »Det kan jo aldrig nytte noget,« sagde moderen, »du har jo aldrig været i staden før.« Men han blev ved at plage hende, og til sidst gav hun ham da en slump smør, som han kunne gå med.
Drengen traskede da af sted, og omsider kom han til en stor sten. Han mente, at den store sten måtte være »staden«, og derfor spurgte han den, om den ville købe smør. Stenen svarede naturligvis ikke. »Ja,« sagde drengen, »det er godt smør, og du kan gerne få lidt at smage.« Han smurte så en klat smør på stenen, og da det var solskinsvejr, smeltede smørret straks i solen, og drengen troede, at stenen eller staden, som han troede, det var, havde spist smørret. »Ja,« sagde han, »jeg kan nok se, at du synes om mit smør. Du kan gerne få det altsammen, og pengene kan det vente med til i morgen.« Dermed smurte drengen alt smørret på stenen og gik hjem.
Moderen ville jo gerne have at vide, hvem han havde solgt smørret til, og hvad han havde fået for det.
»Jeg har solgt det til staden,« sagde han, »og pengene får jeg i morgen.«
»Hvad siger du?« sagde moderen, »har du solgt det til staden? Ja, det er en god snak den; men hvem i staden har du solgt det til? Det var da nok værd at vide.«
Drengen blev imidlertid ved sit: »Jeg siger dig jo, moder, at jeg har solgt det til staden; det var jo det, du selv sagde, jeg skulle gøre.«
»Nå ja,« sagde moderen, »det smør hører vi da ikke mere til. Det var da også dumt af mig, at jeg lod dig gå det ærinde.«
Den næste dag ville drengen af sted for at hente pengene. Moderen sagde rigtignok, at det kunne ikke nytte noget; hun vidste nok, at han ingen penge fik, men det brød han sig ikke om; han gik alligevel. Han kom da også til stenen.
»Nå,« sagde han, »kan jeg så få pengene for det smør, du fik i går, gode stad?« Stenen sagde ikke et muk. Da blev drengen gal i hovedet og skældte stenen ud: »Din skarns stad! I går købte du smør af mig, og nu vil du ikke betale, ja, ikke engang svare mig! Jeg skal, min sandten, vise dig, hvem du har med at gøre!« Og så tog han fat på stenen og tumlede med den, til den faldt omkuld. Men da stod der en hel gryde fuld af penge neden under den; og drengen tog dem allesammen og gik hjem med dem.
Da moderen så drengen komme med en hel gryde fuld af penge, kunne hun jo slet ikke begribe, hvordan det hang sammen, og hun råbte: »Men hvor har du dog fået alle de penge fra?«
»Dem har jeg fået hos staden, mor! Den ville rigtignok hverken betale eller svare; men så blev jeg vred og væltede den om og tog alle dens penge. Jeg vidste jo nok, den havde penge; men den ville ikke ud med dem.«
»Hvad er det for noget tosset snak, min søn?« sagde moderen, »kunne du vælte staden? Det gad jeg nok set. Men det er nu lige meget. Penge fik du jo, og det mange!«
Nu gik der en tid igen, indtil moderen slagtede. Drengen ville da igen til staden for at sælge kød; han fik et godt stykke i en kurv og gik. Denne gang kom han virkelig til staden, og da han kom ind til byen, mødte han nogle hunde, som gøede ad ham.
»God dag!« sagde drengen, »vil I købe kød?« Hundene gøede bare. »Ja, I kan gerne få lidt at smage,« sagde han og gav dem et stykke. Hundene slugte det straks, og drengen lod dem derfor få alt kødet. »Ja, pengene henter jeg i morgen,« sagde drengen, og dermed gik han hjem.
Næste dag gik han igen til staden, og da han traf hundene på gaden, sagde han god dag til dem og spurgte, om han nu kunne få pengene for kødet. De gøede bare og blev ved med at gø.
»Hvad?« råbte drengen, »vil I ikke betale? Så kan I tro, jeg skal lære jer, sådan noget hunderak!«
Nu var der mellem hundene en lille een, som havde et smukt halsbånd; derfor mente drengen, at den måtte være den fornemste. Han jog den ind i en forstue; her greb han den og tog den under armen og sagde: »Nå, du vil altså ikke betale; men jeg skal nok lære dig det, min gode hund! Det kan du tro!« Og med hunden under armen gik han op på slottet for at klage til kongen over den og de andre hunde.
Kongen havde en overmåde smuk datter, og han havde givet det løfte, at den, der kunne få hende til at le, han skulle have hende til dronning og blive konge efter hans død. Drengen kom da op til slottet, og det første, han traf på, det var en skildvagt, der ikke ville lade ham passere.
»Hvad? Må jeg ikke komme forbi?« sagde han. »Må man ikke søge sin ret hos kongen, når sådan nogle kæltringer vil bedrage een? Det må jeg nok sige!«
»Hvad vil du da hos kongen?« spurgte skildvagten.
Drengen fortalte, hvad der var hændt ham, og han fik så lov til at komme ind, når skildvagten måtte få det halve af, hvad han fik for kødet. Drengen kom derpå til en anden skildvagt, og ham måtte han love fjerdeparten af, hvad han fik for kødet; og for at komme forbi den sidste skildvagt måtte han love ham den sidste fjerdepart.
Han kom da op på slottet og blev også meldt hos kongen. Da kongen kom ind til ham, fortalte drengen så, hvad han var kommet for.
»Ja,« sagde kongen, »når du har solgt kødet til hundene, så må du også selv se, hvorledes du får pengene for det; jeg kan ikke hjælpe dig til dem.«
»Så skulle da også pokker komme efter den hund!« sagde drengen, og så tog han den i halsbåndet og rystede den dygtigt.
Kongens datter havde imidlertid været i nærheden og hørt det hele; og nu kunne hun ikke bare sig længer, men hun begyndte at le af fuld hals.
»Ja, nu kan du få nok for det kød,« sagde kongen, »for nu kan du få min datter.«
»Hende vil jeg ikke have,« svarede drengen.
»Vil du ikke have hende?« sagde kongen. »Nå ja, så kan du få en god sum penge; for jeg ser også helst, at du ikke får hende.«
»Penge vil jeg ikke have,« sagde drengen.
»Vil du heller ikke have penge?« sagde kongen. »Hvad vil du da have?«
»Jeg vil have 60 slag stokkeprygl for mit kød,« sagde drengen.
»Det kan du gerne få,« sagde kongen, »men det er en ussel betaling. - Kom herhen,« sagde så kongen til en af sine folk, »og giv den dreng 60 slag stokkeprygl!«
»Nej tak!« sagde drengen, »dem skal skildvagterne have; den første skal have det halve; de andre to hver en fjerdepart; for jeg lovede dem den betaling, jeg fik for kødet.«
Så fik soldaterne da de prygl, der tilkom dem.
»Men,« sagde kongen så, »du er nok ikke så dum, som du lader til. Vil du endnu ikke have min datter?«
»Jo,« sagde drengen, »nu vil jeg nok; for nu kan soldaterne ikke forlange mere end det, de har fået.«
Drengen fik så kongedatteren, og de lever i fryd og glæde den dag i dag. Det synes jeg var godt gjort af en tosset dreng.