De lystige koner
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
Der lå tre huse lige på rad ved siden af hinanden. I det ene boede der en skrædder, i det andet en snedker, og i det tredje en smed. De var gifte mænd alle tre, og deres koner var meget gode venner. De havde talt meget sammen om, hvad for dumme mænd de dog havde; men de kunne aldrig blive enige om, hvem af dem der havde den dummeste mand; hver holdt på sin og mente, det var ham.
De tre koner fulgtes ad i kirke hver søndag, så kunne de rigtig få sig en god sladder sammen undervejs; og når de kom fra kirke, så var de altid inde på kroen, der lå lige i nærheden, og fik sig en snaps. Det ene var lige så sikkert som det andet. Det var nu i de tider, da en pægl brændevin kostede tre skilling, det var så lige en skilling til hver. Men så steg brændevinen, og kromanden sagde, han skulle have fire skilling for en pægl. Det var de meget kede af, for de var kun tre til at dele, og så manglede der altid en skilling; den var der ingen af dem, der ville af med.
Så snakkede de om det, da de gik hjem fra kirke, at nu skulle de vædde med hinanden om, hvis mand der var den dummeste, og det skulle afgøres næste søndag. Den, som da havde spillet sin mand det bedste puds, hun skulle herefter være fri for at betale, og de to andre skulle så give to skilling hver til deres søndagssnaps.
Næste dag så siger skrædderkonen til sin mand: "Jeg har bestilt kartepiger til i dag; der er en hel del at gøre, så vi må rappe os. Jeg er rigtig så ked af, at vor lænkehund er død. For nu hen ad aften så kommer naturligvis de unge knægte løbende og vil have sjov med pigerne, og så får de ingenting bestilt. Havde vi dog blot haft en ordentlig bister hund! Den skulle nok have holdt fyrene borte."
Ja, sagde manden, det havde rigtignok været rart.
"Men hør, lille mand," siger konen, "du kommer bestemt til selv at være lænkehund og skræmme de knægte væk fra huset."
Nej, det troede han da ikke, han kunne; han ville jo ellers gerne føje hende i alting.
"Jo, du skal se, det går nok," sagde konen; og hen ad aften så fik hun skrædderen trukket i en lodden pels og gav ham et mørkt uldklæde over hovedet og fik ham sat i lænke nede ved hundehuset; og dér stod han så og gøede og snerrede ad enhver, som rørte sig i nærheden. Det var nabokonerne jo henne og havde deres morskab af.
Så dagen efter, da snedkeren havde været ude på arbejde og kommer hjem nok så glad, og han kommer ind til sin kone, så slår hun hænderne sammen og siger: "Men kors, hvordan er det, du ser ud? Du er syg, lille mand!"
Nej, det kunne han da ikke mærke noget til; han syntes kun, han trængte til at få noget at spise. Han satte sig til bordet og begyndte på sin aftensmad. Men konen sad lige over for ham med foldede hænder og rystede på hovedet og så helt bekymret på ham.
"Det bliver værre med dig, lille mand," sagde hun, "nu er du ganske bleg; du har en svær sygdom i kroppen, det kan jeg se på dig."
Ja, manden begyndte også at blive ængstelig: han var måske alligevel ikke rigtig rask.
"Nej, det er rigtignok på høje tid, du kommer i seng," sagde konen. Hun fik ham til at lægge sig, og hun stablede nu alle de dyner på ham, hun kunne finde, og hun gav ham hyldethe, og hun gav ham et brækmiddel. Og han blev dårligere og dårligere.
"Du står det aldrig igennem," sagde konen, "jeg er bange for, at du dør for mig."
"Tror du?" spurgte snedkeren og sagde så: "Ja, det kan godt være; for jeg er rigtignok helt elendig."
Lidt efter sagde hun: "Ja, nu må jeg af med dig. Det er døden. Nu må jeg lukke dine øjne til." Og det gjorde hun så. Og snedkeren troede på alt, hvad hans kone sagde; derfor troede han nu også, at han var død. Og han lå helt stille og lod hende gøre, hvad hun ville.
Så fik hun nabokonerne hentet, og de hjalp med at lægge ham i kisten. Det var en af dem, han selv havde lavet; men konen havde da boret huller i den, så han kunne trække vejret. Hun redte blødt og godt under ham og gav ham et klæde over sig; hun foldede hænderne på ham over brystet; men i stedet for en blomst eller en salmebog gav hun ham en flaske med brændevin i hånden. Og da han havde ligget lidt, så tog han sig en lille slurk, og så endnu en, og så igen en. Det gjorde ham godt, syntes han, og så sov han snart sødelig og drømte, han allerede var i Himmerige.
Imidlertid var der gået bud rundt i byen, at snedkeren var død og skulle begraves næste dag. Hvad har smedekonen så at gøre: Hun går ind og trækker skjorten af sin mand, der lå og sov en rus ud. Så sværter hun ham kulsort fra top til tå, og så lader hun ham sove til langt op ad dagen, til ligfølget er mødt hos snedkerens og har båret kisten ud og er på vej med den til kirken.
Så kommer smedekonen farende ind til manden og siger: "Men mand dog, ligger du der endnu! Du har jo sovet over dig; for du ved da, du skal til begravelse."
Smeden var helt fortumlet: han anede ikke af noget om den begravelse.
"Det er jo vores nabo snedkeren," fortsætter konen, "som skal begraves i dag; de er allerede halvvejs til kirken med ham."
"Nå ja," sagde smeden, "så skynd dig og hjælp mig i mine sorte klæder!"
"Sludder!" siger konen, "dem har du jo allerede på; se nu bare at komme afsted!"
Ja, smeden så ned ad sig, og han kunne da se, at han var en hel del sortere, end han plejede at være; og han snapper sin hat og løber ud af døren efter ligfølget.
Det er allerede nær ved kirken, og smeden vil da som en god nabo være med til at bære. Så han løber hen ad vejen og råber efter dem: "Hej, vent lidt, lad mig også få tag i ham!" Følget ser sig om, og de ser den sorte skikkelse komme løbende, og de tror, det er Fanden selv, som vil have tag i snedkeren. Så de smider kisten fra sig og løber alt, hvad de kan. Men ved bumpet springer låget af kisten, og snedkeren vågner og ser ud. Han husker da det hele: Han ved, han er død og skal begraves, og han genkender smeden, og så siger han med sagte stemme: "Kære nabo, var jeg ikke allerede død, så ville jeg nu have været død af grin over, sådan som du møder til begravelse!"
Fra den tid af drak snedkerkonen frit af pæglen hver søndag; for de andre måtte indrømme, at hun dog havde narret sin mand bedst.