Ave er god, når den kommer i tide
Folkeeventyr
Oprindelsesland: Danmark
Flere danske folkeeventyr her
Der var engang en mand og en kone, som havde tre døtre; de hed Karen, Maren og Mette. De var kønne nok at se til, men onde og arrige var de alle, skønt Mette var dog den værste.
Omsider kom der dog friere til Karen og Maren; og de blev da gift; men det varede grumme længe, inden nogen turde vove at fri til Mette. Endelig kom der dog en frier til hende; men han kom også meget langvejs fra. Der skulle lyses tre gange for dem, sagde han, og på den tredie dag efter den tredie lysning til det og det klokkeslet, som han bestemte, skulle de mødes ved kirken for at vies. Da han havde givet den besked, så gik han sin vej.
Da bryllupsdagen kom, gik forældrene til kirken med deres datter; men de måtte vente længe på brudgommen. Endelig kom han da. Han red på en gammel grå hest og havde en bøsse ved siden og et par store vanter på hænderne; en stor hund fulgte ham. Så snart præsten havde viet dem, sagde manden til sin unge kone: »Sæt dig op foran mig på hesten og lad os ride hjem.« Hun gjorde, som han bød, skønt hendes fader havde meget derimod: han ville have, at de først skulle indenfor og have lidt at leve af; men brudgommen blev ved sit, og de red.
Da de havde redet et godt stykke, tabte han sin ene vante. »Tag den op!« sagde han til hunden; men hunden tog den ikke op. »Tag den straks op!« sagde han igen; men hunden lod den endda ligge. Da han tredie gang forgæves havde befalet hunden det samme, tog han uden et ord sin bøsse og skød den, så den lå død på stedet.
De red videre og kom til en skov. Her ville manden hvile, og de stod af og slap hesten løs. Da manden syntes, de havde hvilet nok, sagde han tre gange til hesten, at den skulle komme; men den brød sig ikke om det og blev ved at græsse. Så tog han sin bøsse og skød den. Konen blev jo helt underlig ved det, og hun fattede den beslutning, at hun aldrig ville sige sin mand imod. Manden tog nu en grøn pilekvist, bøjede begge ender sammen på den og gav den til sin kone med de ord: »Gem den, til jeg forlanger den af dig!« Og så gik de på deres ben resten af vejen til hans gård.
Her levede de lykkeligt sammen i flere år; for Mette glemte aldrig, hvad hun havde lovet sig selv i skoven: at hun aldrig ville sige sin mand imod. Hun var altid så god og så føjelig, at der var ingen, der skulle have sagt, at det var »den arrige Mette«. En dag siger så manden til sin kone: »Synes du ikke, vi skulle tage hen og besøge dine forældre?« Jo, det ville konen da hellere end gerne. Manden lod straks spænde for, og så kørte de. På vejen så de en stor flok storke. »Det er nogle pæne ravne,« sagde manden.
»Nej, det er ikke ravne, det er storke,« sagde konen.
»Vend om og kør hjem igen!« sagde manden til karlen, der kørte for dem; og så kørte de hjem igen, hvor de kom fra.
Da der var gået et år, spurgte manden igen, om de skulle tage hen og besøge hendes forældre, og det ville hun da gerne. På vejen kom de til en stor flok lam og får.
»Det var en stor flok ulve,« sagde manden.
»Nej, det er får og lam,« sagde konen.
»Vend om igen!« sagde manden til karlen, og så kom de heller ikke videre den gang.
Nogen tid efter spurgte manden for tredie gang sin kone, om hun ikke syntes, de skulle tage hjem til hendes forældre, og det sagde hun straks ja til. Da de var kommet godt på vej, mødte de en flok høns.
»Det var da en svær flok krager,« sagde manden.
»Ja, det er også sandt,« sagde konen.
Så blev de da ved at køre, og da de kom til Mettes forældre, blev der jo stor glæde. Karen og Maren var der også tillige med deres mænd. Moderen fik alle tre døtre med ind i sovekammeret; for hun skulle da rigtig høre, hvordan Mette var fornøjet. Imidlertid fyldte den gamle fader et krus med sølvpenge og guldpenge; det satte han på bordet foran de tre mænd og sagde: »Det skal den af jer have, som har den føjeligste kone.«
Så råbte da den første mand: »Karen, lille Karen, kom lidt herud!« Men hvor meget han så kaldte og bad, så kom der ingen Karen. Ikke engang da han gik ind og rykkede så småt i hende, kunne han få hende med. Den anden mand gik det ikke et hår bedre med hans Maren. Så kom da raden til den tredie. Han gik bare hen til døren, bankede sagte på og sagde: »Mette, kom herud!« Straks kom hun springende og spurgte, hvad han ville. »Ræk mig den pilekvist, som jeg gav dig i skoven, den dag vi blev gift,« sagde han. Den havde hun også straks ved hånden; hun gav ham den, og han viste den til de to andre mænd og sagde: »Ser I vel: jeg bøjede kvisten, da den yar grøn. Det samme skulle I have gjort.«
Og så fik »den arrige Mette«s mand kruset med de mange guld- og sølvpenge.